Skydeklub smidt på porten
Aabybro Skytteforening afleverede nøglerne til kælderen under DGI-Huset 1. maj og har fortsat intet sted at være
AABYBRO: I marts 2011 blev det politisk besluttet, at skytteforeningen skulle forlade deres lokaler i kælderen under DGI Hallen (tidl. Aabybro Hallen) for at give plads til SFO og ungdomsklub.
Februar i år trådte formand Ove Kringelbohrn tilbage og meddelte, at klubben lukkede pr. 1. maj, fordi det ikke kunne lade sig gøre at finde andre egnede lokaler.
Det er stadig ikke lykkedes, men klubbens nye formand Jesper Riis Hansen kæmper videre, selv om der blot er 20 medlemmer tilbage.
Klubben har dog kig på egnede lokaler og har indsendt ansøgning til Jammerbugt Kommune om at disponere over kælderen under Aabybro Skole, der pt. ikke benyttes i foreningsregi samt ”Hullet”, der ligger på Kirkevej og benyttes til SFO for 4.-6. klasserne fra Aabybro Skole. SFOen skal efter planen flytte over i DGI Hallens kælder 1. august.
Skulle det ikke lykkes at flytte til skolens kælder eller ”Hullet”, opgiver Jesper Riis Hansen ikke kampen.
Formand for fritids- og kulturudvalget, Helle Bak Andreasen lover at se positivt på ansøgningen:
- Vi vil se positivt på det, som med mange andre ting og vurdere det på lige fod med andre ansøgninger. Men vi bliver nød til at kigge på ansøgningen først og få set på budgetter og driftsudgifter. Men vi er naturligvis villige til en dialog omkring det med skytteforeningen, udtaler Helle Bak Andreasen.
I følge Jesper Riis Hansen vil det koste omkring 50-60.000 kroner at indrette ”Hullet” til skytteforeningen. Det er primært udgifter til lydisolering, kuglefang samt ventilation. Det meste af arbejdet kan klares ved frivillig arbejdskraft, understreger han.
Hvis ikke Aabybro Skytteforening har fundet nye lokaler inden generalforsamlingen næste forår, opgiver man kampen endeligt.
- Stemningen blandt medlemmerne er positiv. Men der er også grænser for, hvor længe vi kan fortsætte uden egne lokaler, siger Jesper Riis Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.