Lokalpolitik

Socialdemokrat forlader partiet

Poul Erik Lyngdorf fra Hals vil ikke være med mere

Byrådsmedlem Poul Erik Lyngdorf fra Hals vil ikke være med i Socialdemokratiet mere.
Byrådsmedlem Poul Erik Lyngdorf fra Hals vil ikke være med i Socialdemokratiet mere. Pressefotograf Torben Hansen

Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:53

AALBORG: Byrådsmedlem Poul Erik Lyngdorf fra Hals har i formiddag meldt sig ud af Socialdemokratiet for at danne sin egen liste til det kommende kommunalvalg i Aalborg Kommune.

Ifølge Lyngdorf, som har været medlem af partiet i mindst 15 år og byrådsmedlem i tre perioder både i Hals og Aalborg Kommuner, er det efterhånden blevet svært for ham at genkende det parti, han oprindeligt meldte sig ind i.

- Jeg synes, vi skal tilbage til det velfærdssamfund, jeg har været med til at kæmpe for i stedet for den stigende privatisme og ulighed, vi ser i dag, forklarer han.

Poul Erik Lyngdorf er blandt andet blevet inspireret af regionsrådsmedlem og næstformand i 3F Aalborg Allan Busk (UP), der for nylig meldte sig ud af partiet med nogenlunde samme begrundelse. Og Lyngdorfs egen fortid i fagbevægelsen fornægter sig heller ikke.

- Det er især det, der er sket i forhold arbejdsmarkedspolitikken, der har været afgørende for mig. Socialdemokratiet lytter ikke til medlemmerne på samme måde, som de gjorde engang. Og jeg synes også, der mangler forståelse for den situation, mange lønmodtagere og ledige i dag befinder sig i, forklarer han.

Poul Erik Lyngdorf regner allerede med at kunne præsentere en politik for sin ny liste, Den Sociale Fællesliste, i slutningen af denne uge. Han fik ved kommunalvalget i 2009 1.196 personlige stemmer, men regner også med at kunne tiltrække stemmer - ikke bare fra Hals-området - men også fra andre, der er utilfredse med Socialdemokratiets politik.

- I forhold til landdistrikterne synes jeg måske godt, man kunne være bedre til at lytte til de mange samråd, som gør et kæmpe stykke arbejde. Der sker jo også en masse udenfor Aalborg, og over en tredjedel af kommunens borgere bor jo på landet, påpeger han.

Lyngdorf ønsker ikke at kaste med sten mod partiet, der pt. oplever en stor medlemsflugt mange steder i landet. Men beslutningen om at melde sig ud må alligevel gerne ses som ”et kraftigt signal til Christiansborg”.

- Jeg håber da, at det vil medvirke til at flere får øjnene op for den uheldige udvikling, vi har set i de senere år, understreger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden