Sport

Spalvis: Den største joke nogensinde

AaB-topscoreren var chokeret over at blive udvist i pokalkampen mod Lyngby

Lukas Spalvis brokker sig her til linjedommeren. Angriberen var blevet udvist umiddelbart inden. Foto: Anders Kjærbye/Scanpix
Lukas Spalvis brokker sig her til linjedommeren. Angriberen var blevet udvist umiddelbart inden. Foto: Anders Kjærbye/Scanpix Scanpix Danmark

Opdateret 29. oktober 2015 kl. 03:58

LYNGBY: I det 77. minut af onsdagens pokalkamp mellem Lyngby Boldklub og AaB opstod kampens dramatiske højdepunkt, da Lukas Spalvis pludselig blev udvist.

Der blev markeret for et ikkeeksisterende frispark, som indskiftede Christian Bassogog på ingen måde havde begået, og det fik AaB-topscoreren til at brokke sig til linjevogteren.

- Jeg sagde, at han skulle åbne sine fucking øjne. Man kunne jo se, at Lyngby-spilleren gled, og der var ikke frispark. Han sagde til hoveddommeren, at jeg havde sagt ’fuck dig’, men det sagde jeg ikke, og derfor forstår jeg heller ikke, hvordan han kan give mig et rødt kort. Det er den største joke nogensinde, siger Lukas Spalvis, der mener, at dommerne overreagerede.

- Selv hvis jeg havde sagt ’fuck dig’, skulle det ikke have været et rødt kort, argumenterer Lukas Spalvis.

AaB-topscoreren fortæller, at den hårde tone er en del af fodbold på højeste niveau.

- Jeg spillede mod England for to uger siden, og det var næsten det eneste ord, der blev sagt til dommerne i 90 minutter. I den kamp var det også danske dommere, og der var ingen røde kort, forklarer Lukas Spalvis, der fastholder sin uskyld.

- Jeg var virkelig chokeret over at få et rødt kort. Der var mange følelser i spil, og det er nok det underligste, jeg har oplevet i min karriere, siger angriberen.

Kampen endte 1-2 i nordjysk favør efter scoringer af Kasper Pedersen og Lukas Spalvis, men sidstnævnte står som minimum til at misse kvartfinalen i DBU Pokalen på grund af karantæne.

- Det er ikke godt, og på den måde har jeg jo svigtet holdet, men det var ikke med vilje. Jeg mener jo ikke, at jeg gjorde noget forkert, siger Lukas Spalvis, der alligevel glæder sig over sejren.

- Vores mål var at gå videre, og det lykkedes. Det er det eneste, som betyder noget, fastslår Lukas Spalvis.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden