Sparekasse-formand: Dybt rystet over dom
Formanden for Sparekassen Himmerland kalder ebh-dom for ”helt forkert”
Opdateret 11. marts 2013 kl. 08:37
HJØRRING: Sparekassen Himmerlands formand, direktør Finn Hovalt Mathiassen, er ”dybt rystet” over den dom, som retten i Hjørring fredag afsagde i sagen om kursmanipulation mellem Sparekassen Himmerland og ebh bank.
Her blev sparekassen idømt en bøde på fem millioner kroner. Det er første gang nogensinde i Danmark, et pengeinstitut bliver dømt i en sådan sag.
- Jeg er dybt rystet over dommen, som jeg mener er helt forkert. Mennesker begår jo fejl i en hektisk hverdag, og det er det, der er sket her. Nu vil jeg hjem og overveje, hvad vi gør, siger Finn Hovalt Mathiassen.
Forsvarer ser lyspunkter
Den eneste forsvarer, der var mødt op til domsafsigelsen, var Andro Vrlic, som repræsenterer ebh banks tidligere fondschef Henrik Sylvester Larsen, der fik tre måneders ubetinget fængsel.
- Jeg er selvfølgelig skuffet over, at min klient blev kendt skyldig, men hæfter mig ved, at straffen blev mildere, end anklageren ønskede, og at min klient ikke blev frakendt retten til at handle med aktier fremover, siger Andro Vrlic, der vil nærlæse den 99 sider lange dom, før han udtaler sig yderligere, siger han.
Henrik Sylvester Larsen arbejder i dag som likviditetschef i Sparekassen Vendsyssel, hvis administrerende direktør, Vagn Hansen, har denne kommentar:
- Så vidt jeg er orienteret, er det ikke afgjort, om dommen ankes. Det er klart, at hvis det ender med en fængselsdom, kan det blive svært at beholde Henrik Sylvester Larsen i hans nuværende job som likviditetschef. Men jeg vil gerne understrege, at han i al den tid, han har været hos os, har udført sit arbejde upåklageligt.
Anklager er tilfreds
Bagmandspolitiets specialanklager Jørn Thostrup sagde efter dommen, der endte med ubetinget fængsel på tre og fem måneder til alle fem tiltalte:
- Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at de alle blev kendt skyldige. Og jeg lægger ikke så stor vægt på, at straffen blev knap så hård, som vi havde krævet.
Det har ikke været muligt at træffe statsadvokat Jens Madsen fra Bagmandspolitiet for en kommentar til dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.