Stjal el-tandbørster for en million
32 paller med tandbørster stjålet fra trailer
Opdateret kl. 15:52
HAVERSLEV: 32 paller med elektriske tandbørster. Pris: mellem 1 og 1,8 millioner kroner.
Det er hvad tyve er stukket af med fra Haverslev Industripark.
En chauffør fra JLS Godstransport Aps parkerede lørdag kl. 17 en trailer med de mange tusinde tandbørster af mærkerne Braun og Oral B på en stikvej ved Industriparken for at tage hjem og overnatte.
Planen var, at traileren dagen efter skulle videre til Gøteborg, men søndag kl. 10 konstaterede man, at trailere var tom.
Fungerende politikommissær Henrik Taagaard fra Nordjyllands Politi siger til NORDJYSKE Medier, at teorien går på, at tyvene har bakket en lastbil tæt op mod traileren og at man derfor med en palleløfter har kunnet flytte de 32 paller fra den ene vogn til den anden.
Politikommissærens teori er, at det meget vel kan tænkes, at de mange el-tandbørster nu er på vej mod en destination i Østeuropa.
- Det er meget stort antal tandbørster, som vi naturligvis nu efterlyser, siger Henrik Taagaard.