Aalborg

Syv råd: Sådan overlever du karneval

Pas på dig selv, når du fester løs fra tidlig morgen til sen nat

Av, av. For dårligt fodtøj kan hurtigt give skår i glæden. Arkivfoto: Claus Søndberg
Av, av. For dårligt fodtøj kan hurtigt give skår i glæden. Arkivfoto: Claus Søndberg Pressefotograf Claus Søndberg

Opdateret kl. 18:56

AALBORG: Karneval kan være en langstrakt og våd affære, hvis man lægger tidligt ud med fest, øl og shots fra morgenstunden og først rammer hovedpuden ud på de sene timer.

Men med de her syv råd fra Aalborg Karneval og Nordjyllands Politi er chancen noget større for at overleve karneval og komme hjem i god behold.

1. Undgå at få skader på fødderne. Tag fodtøj på, som forhindrer, at glasskår skærer hul i huden. Lad glasflaskerne blive hjemme. Medbring i stedet plasticflasker eller dåser.

2. Lad være med at drikke hjernen ud. Sørg for at få andet indenbords end øl og alkohol. For eksempel vand og noget fast føde. Så ved du hele tiden, hvor du er og kan orientere dig.

3. Undgå meget brandbare materialer i kropsnære kostumer. Det går hurtigt, hvis ilden først får fat i kunststof.

4. Byg din egen vogn, eller tag en gammel rygsæk eller pose med til drikkevarer. Det koster en bøde på minimum 1000 kr. og en plet på straffeattesten for tyveri, hvis du bliver snuppet med en indkøbsvogn fra et supermarked.

5. Når der kommer noget ind, skal der også noget ud. Men lad være med at tisse på gader og stræder, i porte og baggårde. Politiet har varslet en skærpet kurs og deler bøder ud - 1000 kr. Brug i stedet de toiletter, som er opstillet langs paraderuten.

6. Tænk på din fremtoning over for andre - både i det, du siger, og hvordan du ser ud. Selv om det er en dag med fest og løssluppenhed, kan udfordrende påklædning og en hurtig bemærkning blive misforstået.

7. Tag hånd om hinanden, når festen er slut. Gå flere sammen og sørg for, at alle kommer hjem.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden