Test: Morskab til menneskepenge

Det her er at leve med hele sanseapparatet spændt ud, selv om jeg må indrømme, at oplevelsen er langt mere behagelig en lun sommerdag. Om vinteren må man krympe sig mere sammen i den trange hule af en kabine under lærredstaget.

Jeg befinder mig i den store 2,0- liters udgave af Mazda MX-5’, der byder på 160 hk til 375.633 kr. Det er en mere end rimelig pris, hvis du betaler kilopris for køreglæde. Det kan endda gøres endnu billigere for 1,5’eren med 131 hk, der starter fra 313.000 kr.

Den lille åbne topersoners roadster har altid været unik. Og fjerde generation af modellen, der så dagens lys for første gang i 1989, er mere helstøbt end nogensinde. Dengang viste japanerne de ellers traditionsrige englændere - med en Lotus Elan som forbillede - hvordan en rigtig sportsvogn skal bygges, og de har bare gjort det godt siden.

Den ny MX-5 er blevet lidt kortere, lavere og bredere, og tyngdepunktet er rykket længere bagud, ligesom modellen har kastet 100 kg, så den nu starter fra 975 kg.

Ellers er udgangspunktet intakt; nemlig en langsliggende motor og baghjulstræk. Det er en bil, du helt bogstaveligt tager på og svøber omkring dig som en overfrakke. Når først du er dumpet ned i de smalle højre lædersæder, og de lette døre med rammeløse ruder er lukket til, er du i MX-land med udsigt til den nærmest uendelig lange snude med hvælvinger over hjulkasserne.

Her er, hvad der skal være af instrumenter med elementer fra de andre Mazda-modeller. Men heller ikke mere. For halvhøje skandinaver er det dog irriterende, at du ikke kan stille rattet i længderetningen. Så jeg kan kun sidde helt oppe ved forruden, eller for langt tilbage. Men det glemmer du, når først den bløde trompet fra sugemotoren trutter i udstødningen. Her er ingen turbohjælp, så du har mere direkte føling med tingene, men skal op i omdrejninger for at lægge fra land.

Små vrid med rattet styrer MX med samme præcision som et vredt hug fra et Samurai sværd, mens skiftene i den stramme og mekanisk tunge gearkasse klares med vrik a la en dirigent med sin stav.

Undervognen, som er gjort mere nuanceret med dobbelte tværsvingarme for og multilink ophæng bag, er ikke nyreknusende hård men dog stadig fintfølende.

Motoren rykker roadsteren fra 0-100 km/t på 7,3 sekunder og præsterer en topfart på 204 km/t. I det hele taget savner vi ikke kræfter. Hvis du går efter en endnu mere autentisk sportsvognsoplevelse, så prøv en tur i den mindre 1,5’er, der ikke tynger så meget over forhjulene, men altså så også er mere spagfærdig.

Grundmodellen har full Led-forlygter, der giver blændende godt lys, mens 2,0eren også byder på læder sæder og DAB radio. Så du får de fleste bekvemmeligheder fra en ”rigtig” bil med. Vind- og vejstøj kan du dog ikke gøre noget ved. Så motorvejskørsel kan være trættende i længden.

Mens du hos andre mærker kan tilkøbe en akustisk kaleche, er det ikke noget, som fremgår af Mazdas prisliste. Men det ville nærmest også være at sælge ud på letvægteren, som er optimeret til der yderste som en OL-atlet.