Reklame-værdi langt over sponsor-beløb
Mors-Thy Håndbold har profileret kommunen for alle pengene og mere til, siger udvalgsformand
THISTED: - Det er lidt billigt at sige, at vi vil støtte, når vi for det første ikke selv har pengene at støtte med og for det andet overlader den endelige beslutning til byrådet.
Arnold Larsen (S), formand for kommunens arbejdsmarkeds- og kulturudvalg, AKU, erkender blankt, at den uventede sportslige succes for Mors-Thy Håndbold udfordrer kommunen økonomisk.
Thisted Kommune støtter i øjeblikket klubben med 250.000 kroner årligt. I denne uge sagde et flertal på fire i AKU ”ja” til at støtte Mors-Thy Håndbold med 300.000 kroner, selv om udvalget ikke har pengene og den endelige afgørelse derfor skal træffes i byrådet.
- Jeg er meget bevidst om, at byrådet vil være delt i sagen, men også om, at sagen kan udløse en mere principiel debat om, hvordan vi fremadrettet skal bruge de penge, kommunen har til støtte for professionel idræt, forklarer Arnold Larsen.
Ud over Mors-Thy Håndbold modtager TFC Elite også støtte fra kommunen. For begge klubber sker det ud fra den betragtning, at de som professionelle er med til at synliggøre kommunen i kraft af deres sportslige præstationer. Men hvor Mors-Thy Håndbold stadig har udsigt til en tredjeplads til de danske mesterskaber, har TFC Elite endnu ikke formået at rykke sig afgørende fri fra bunden af 2. division vest. Alligevel får TFC Elite 200.000 kroner i kommunalt sponsorat, fordi den også vurderes at synliggøre kommunen.
- Sammenlignet med Mors-Thy Håndbold er der ingen tvivl om, at TFC Elite lige nu har en forholdsvis begrænset værdi, når det gælder synliggørelse af kommunen, mens vi for de 50.000 kroner, vi yder ekstra til MTH virkelig har fået reklame for alle pengene - og også for langt mere end det vi reelt har betalt, konstaterer Arnold Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.