Tilsyn kritiserer Nordjyske Bank
Finanstilsynet kræver bedre styring af kreditrisikoen, men roser indtjeningen
FREDERIKSHAVN: Nordjyske Banks styring af udlånsvirksomheden er meget decentral, og ”en del væsentlige beslutninger tages uden kreditafdelingens medvirken”. Den decentrale struktur skaber risiko for ”uensartet kredithåndtering”.
Det konstaterer Finanstilsynet i en redegørelse, som er udarbejdet, efter at tilsynet i foråret var på ordinær inspektion i Nordjyske Bank.
Er ved at rette ind
- Det er ikke nogen alvorlig kritik, Finanstilsynet her kommer med, men uanset at banken har en decentral struktur, så skal alle kreditter selvfølgelig behandles på en ensartet måde, uanset i hvilken filial eller afdeling, de bliver bevilget, således at man undgår negative overraskelser på centralt hold, siger seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet.
Det er direktør Claus Andersen fra Nordjyske Bank helt med på.
Stort udlån til landbruget
Nordjyske Banks udlån til landbruget udgør en fjerdedel af bankens samlede udlån. Det er en meget høj andel set i forhold til andre større pengeinstitutter i Danmark.
Finanstilsynet konstaterer efter forårets gennemgang af bankens udlån, at ”landbrugssektorens svagheder er afspejlet i boniteten af de største engagementer (udlån, red.)”, og at der skal nedskrives på 40 procent af Nordjyske Banks største udlån.
- Det er klart, at selv om vi er gode til at styre risiciene i forbindelse med udlån til landbruget, så er der selvfølgelig tale om et udfordret erhverv, siger Claus Andersen.
Det er især opstramningerne i Finanstilsynets vurdering af de sikkerheder, som landbruget stiller for deres lån, som gør ondt.
Overskud gennem hele krisen
Der er ikke kun torne i Finanstilsynets buket til Nordjyske Bank.
Tilsynet roser nemlig, at Nordjyske Bank har haft overskud gennem alle finanskrisens år.
Samtidig konstaterer tilsynet, at banken har en egenkapitalbuffer på over seks procent, hvilket svarer til gennemsnittet af pengeinstitutter i Nordjyske Banks størrelsesgruppe.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.