Sindal

Tissende golfspiller fik en over nakken

En tissetrængende golfspiller blev slået, og fik sprøjtet gul maling i skridtet

Sindal Golfklub. Arkivfoto: Bente Poder
Sindal Golfklub. Arkivfoto: Bente Poder

Opdateret kl. 15:47

SINDAL: En 53-årig mand fra Sindal fik en advarsel af dommeren i Retten i Hjørring for vold og hærværk, og skal betale 2600 kroner i erstatning til en 62-årig mand fra Aalborg efter en episode ved Sindal Golfklub.

Den 53-årige er medejer af en nabogrund til Sindal Golfklub, hvor den 62-årige mand fra Aalborg i september var ude at spille golf med nogle venner. På et tidspunkt gik den 62-årige lidt for sig selv, for at lade vandet op ad et træ.

Her blev han mødt af den 53-årige. I retten forklarede offeret, at han fik sprøjtet gul spraymaling i skridtet, og blev slået over nakken med flad hånd, så golfkasketten fløj af. Et vidne i retten bekræftede hændelsen. Den 53-årige nægtede dog at have slået og forklarede, at det med spraymalingen var et uheld.

Han forklarede, at han havde rettet henvendelse til den 62-årige, fordi han var træt af, at golfspillerne smed affald og tissede på hans grund.

Anklager Anders Koukoumis forlangte, at den 53-årige skulle betale en bødestraf på mindst 5000 kroner, men dommeren nøjedes med en løftet pegefinger og erstatning for ødelagt tøj.

Gå til relaterede emner

Forsiden