Tripel Tjajkovskij

Nej - det er ingen aprilsnar: De tre store Tjajkovskijballetter i rap på én og samme dag. Sådan - så ka' vi lære det, ka' vi - det der med at nå i dybden og øjne sammenhænge, som kun fremstår, fordi vi kommer hele vejen rundt. De tre balletter er hele, selvstændige værker i to akter med pause, der kan ses uafhængigt af hinanden, men fremført i forlængelse giver de hinanden væsentlig næring og kontrast. Persongalleriet er stort set det samme, besætningen går igen og lægger lag på lag af betydning. Svanesøen Svanesøen er her i Schaufuss version et moderne klassisk og meget personligt set-up, hvor kun enkelte elementer fra traditionelle opsætninger går igen. Ingen 32 fouettere eller tutuklædte svanepiger med bløde arme - nok til stor skuffelse for rækken af små balletpiger, der måske for første gang skulle ind og se en rigtig ballet. For vi andre rejste Svanesøen isoleret set flere spørgsmål, end den gav svar. Især efter første akt. Overordnet skitserer handlingen, at Siegfried falder for fristelsen og lader sig forføre af den sorte svane frem for den hvide, som han har lovet sit hjerte. Men det er svært at afkode, med mindre man er indviet. Heldigvis kan man så dvæle ved de dejligste dansere, vi nok nogensinde har set hos Schaufuss - både solister og kor. Som Siegfried er Johan Christensen (korpsets eneste danske danser) mesterligt sikker. Han springer som en drøm og har en umiddelbar naturlig prinsethed. Som hhv. den hvide og den sorte svaneprinsesse giver Megumi Oki og Yoko Takahashi ham modspil, men Svanesøen er hans. Koreografisk viser Schaufuss her sin styrke især i herresoli og den fyrige, himmelske vals med hele holdet, men langt hen ad vejen fremstår forestillingen og projektet som helhed uforståeligt og forvirrende i gråt, sort og hvidt. På et overordnet plan bliver det dog retrospektivt meningsfuldt hen ad vejen. Tornerose Den korte historie er, at prinsesse Aurora er forhekset og kun kan frelses, hvis hun kysses af en prins. Som ballet er den ikke helt så velkendt som de to øvrige. Måske derfor er den lettere at gå ukritisk til. Her er det Oki, som dominerer, og ud over at fremvise blændende teknik har hun rig lejlighed til at nuancere prinsesse Aurora humoristisk. Koreografien bliver noget mere uforudsigelig, selvom nogle elementære gentagelser - fx i Rosenadagioen - ses, men i Schaufuss-stil med alt vendt på hovedet. Langsomt begynder projektet at give mening, stemningen er mere optimistisk, og lidt flere farver kommer på. Nøddeknækkeren Clara får i julegave en nøddeknækkerdukke, som tager hende med i eventyrland. Men her er det ingen juleforestilling. Nej - nu er det for alvor parodieret balletteater, som overrasker på uforudsigeligste vis. Vi klukler spontant befriende for eksempel i en typisk scene, hvor gæsterne ankommer. Her skal det ikke bare overstås for at komme frem til selve nummeret. Nej, gæsternes ankomst er genkendeligt karikeret. Snefnugdansen er også taget under effektiv behandling og er nok aftenens clou, med m/k'ere i kjole og hvid krølleparyk med dryssende sne. Dansende på halvstive ben får vi adskillige citater som kobler nyt med gammelt. Igen er det Oki, der funkler i rollen som Clara, men korpset leverer her en perlerække af kendte soli. Hvis vi antager, at god kunst har som formål at rejse et spørgsmål og tilbyde et svar - altså ikke blot underholde blindt, men skabe forvirring, refleksion og forløsning, må man sige, at Schaufuss-triologien er en succes. Vi rives gennem sorg, glæde, undren, aha, åh nej, åh ja, irritation, jubel og fedtgrin, men til sidst giver projektet som helhed mening. Tilbage kan der udledes tre temaer om livet, nemlig fristelse, frelse og selvbefrielse - i nævnte rækkefølge, som i sig selv udsiger et positivt livssyn. Eller også er det noget helt andet, Schaufuss vil sige … Men tak til ham for, at han tør rokke ved vores forestilling om, hvad ballet er, skal og kan. Anne Mette Busch kultur@nordjyske Peter Schaufuss Balletten: "Svanesøen", "Tornerose" og "Nøddeknækkeren" AKKC, Aalborghallen søndag.