Aalborg

Blowjob-joke gav shitstorm for Aalborgfirma

It-virksomhed beklager, at mange har følt sig stødt af konkurrenceopslag på Facebook

En af præmierne i konkurrencen var en bøf. Den anden præmie gav shitstorm på Facebook. Foto : Henrik Louis
En af præmierne i konkurrencen var en bøf. Den anden præmie gav shitstorm på Facebook. Foto : Henrik Louis

Opdateret kl. 11:40

AALBORG: Aalborgvirksomheden Apacta, der beskæftiger sig med at lave it-systemer, som bl.a. registrerer arbejdstid, er i den forløbne uge kommet ud i en veritabel shitstorm på Facebook.

Det er sket efter et opslag på virksomhedens Facebook-profil, hvor der blev udskrevet en konkurrence i forbindelse med den såkaldte ”Bøf og blowjob-dag”.

14. marts 2016 var den officielle ”Bøf og Blowjob-dag”, og det fik den nordjyske it-virksomhed Apacta til dagen før at udskrive en konkurrence på Facebook med en præmie, der siden er faldet mange for brystet.

Teksten lød ”Vind et blowjob på en saunaklub i Berlin ELLER en stor bøf på Jensen’s”.

Konkurrencen var udelukkende ment som en spøg med en aktuel ”Bøf og Blowjob-dag”-præmie, lyder det nu fra virksomheden:

Firmaet beklager

- Vi har på ingen måde haft til hensigt at støde nogen. Tværtimod forsøgte vi fra starten at lægge en ironisk distance til ”Bøf og Blowjob-dagen”, og det hele var tænkt som en spøg, siger direktør Anders Risager fra Apacta.

- Men set i bakspejlet gik vi over stregen, og det vil vi hermed gerne beklage, siger han.

I løbet af få timer var Apactas Facebook-konkurrence delt af et stort antal mennesker på Facebook, og en blanding af positive og negative kommentarer væltede ind over firmaet og dets ansatte.

Siden kom medierne på banen.

- Det hele gik meget stærkt, og vi er meget overvældede over, hvordan det hele er forløbet. Vi har jo ikke prøvet at være midtpunkt i en shitstorm før, og hele ugen har været vanvittig, fortsætter Anders Risager.

Vinder valgte en bøf

Det nordjyske it-firma er specialister inden for it-løsninger til tidsregistrering, materialeregistrering og kvalitetssikring i Danmark og i udlandet.

”Bøf og Blowjob-dagen” eller ”Steak And BJ Day” blev startet i 2002 af den amerikanske radiovært Tom Birdsey, der mente, at mænd havde krav på et mandligt modstykke til kvindernes Valentines Day.

Anders Risager siger, at Apacta i forbindelse med Facebook-konkurrencen er blevet beskyldt for at have et forkert kvindesyn og at være fortalere for prostitution.

Det tager han på det kraftigste afstand fra.

Apacta valgte at fjerne konkurrencen fra virksomhedens Facebook-side den 14. marts 2016 om formiddagen for ikke at skabe yderligere polemik. Det lykkes kun delvist, men en vinder blev dog fundet:

- Allerede mandag valgte vi at fjerne konkurrencen fra vores Facebook-side og udtrække en vinder. Vinderen kunne naturligvis vælge mellem de to lovede præmier og valgte klogeligt en bøf, slutter Anders Risager.

Anders Risager understreger, at virksomheden fortsætter med sjove - men mindre kontroversielle - konkurrencer og præmier på Facebook op til forskellige højtider og mærkedage, som der har været tradition for i årevis.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden