Erhverv

Victor skal bygge varmeværker

Virksomheden lander aftale, der allerede om et par år kan øge omsætningen med trecifret millionbeløb

Adm. direktør Ole Nygaard, Victor DST, vender blikket mod land: ?- Jeg forventer, at aftalen fra næste år vil øge vores omsætning med et tocifret millionbeløb og om tre år - måske endda allerede om to år - med et trecifret millionbeløb.
Adm. direktør Ole Nygaard, Victor DST, vender blikket mod land: ?- Jeg forventer, at aftalen fra næste år vil øge vores omsætning med et tocifret millionbeløb og om tre år - måske endda allerede om to år - med et trecifret millionbeløb.

FREDERIKSHAVN: Hvad man ikke kan tjene på havet, må man tjene på land. Det er den barske virkelighed for mange virksomheder inden for offshore og skibsfart, to sektorer, der begge er ramt af afmatning.

Blandt de virksomheder er Victor DST i Frederikshavn, der hidtil har hentet langt størstedelen af sin omsætning på havet. Det ændres nu. Torsdag indgik Victor en samarbejdsaftale med Ishøj-firmaet IESenergy, der sælger anlæg til varmeforsyning.

Victor skal ikke alene producere de køletårne og kompressorer, der bruges i anlæggene, men også stå for at opføre anlæggene. Victor bliver dermed hovedleverandør til IESenergy, der tager sig af projektering og salg.

- Det er en vigtig aftale, der betyder omsætning og arbejdspladser. Jeg forventer, at den fra næste år vil øge vores omsætning med et tocifret million beløb og om tre år - måske endda allerede om to år - med et trecifret millionbeløb, siger adm. direktør for Victor, Ole Nygaard.

De tal skal sættes i forhold til Victors nuværende omsætning, som i år ventes at lande omkring 200 millioner kroner. Alene afmatningen i offshore-sektoren har ifølge Ole Nygaard betydet en nedgang i dette års omsætning på mellem 30 og 50 millioner kroner.

Varmepumper

IESenergy har specialiseret sig i varmepumpeløsninger til fjernvarmeværker. Det er en teknologi, som udnytter varmen i udeluften og dermed er med til at reduceres forbruget af brændsler.

Ifølge IESenergy’s adm. direktør Niels Hansen kan virksomhedens patenterede teknologi halvere prisen på at producere fjernvarme og samtidig nedbringe CO2-udledningen med op til 75 procent.

Lige nu har IESenergy tre projekter undervejs, men det kan hurtigt blive til flere.

- Vi er sikre på, at vores løsning vil give genlyd mange steder, ikke kun i Danmark, men også i andre lande. Det vil i sidste ende betyde mere aktivitet i Frederikshavn, siger Niels Hansen.

Victor DST laver i dag løsninger til offshore, skibsfart og energisektoren, hvor der indgår køling, rørsystemer og andre installationer, der er relevante for IESenergy’s anlæg. Det er baggrunden for, at det sjællandske firma har valgt netop Victor som samarbejdspartner.

Victor beskæftiger i dag 150 mand, heraf 100 med base på hovedsædet i Frederikshavn og 50 med base i Esbjerg. Der er i dag ingen beskæftigede inden for offshore i Frederikshavn.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden