Kompliceret sag mod den syvdobbelte Tour-vinder
ROUEN: Dopingsagen mod Lance Armstrong trækker tilsyneladende tråde langt ind i dette års Tour de France-felt, selv om den syvfoldige vinder af løbet stoppede sin cykelkarriere for halvandet år siden.* De fleste troede ellers, at cykellegenden endegyldigt var renset for tidligere tiders dopinganklager, da de amerikanske myndigheder i februar efter to års efterforskning droppede anklagerne mod Armstrong.
* Men selv om undersøgelserne ikke førte nogen civil straffesag med sig, ville det amerikanske antidopingagentur (Usada) ikke lade sagen falde.
* Selv om der ikke var beviser for, at der var sket nogen lovovertrædelser undervejs i Armstrongs karriere, kunne der nemlig sagtens være foregået doping alligevel.
* Og 12. juni meddelte Usada Armstrong, at man agtede at åbne en sag mod ham. I et 15 sider langt anklageskrift hævder Usada, at man har beviser for brug af ulovlige stoffer helt tilbage til 1996.
* Blandt andet skulle blodprøver fra 2009 og 2010 vise tegn på enten brug af epo eller ulovlig boldtransfusion.
* Armstrong siger, at han er uskyldig, og at han i løbet af sin aktive karriere som sportsmand mere end 500 gange er blevet testet for doping uden at være positiv én eneste gang.
* Usada siger dog, at man har vidneudsagn fra mere end 10 ryttere, der enten har set Armstrong bruge epo eller hørt ham tale om det i perioden fra 1996 til 2005.
* Identiteten af disse ryttere er indtil videre ukendt. Kun Floyd Landis og Tyler Hamilton har offentligt sagt, at der foregik doping, mens de kørte på hold med Armstrong.
* Den hollandske avis Telegraaf skriver dog torsdag, at Tour de France-rytterne Levi Leipheimer, George Hincapie, David Zabriskie og Christian Vande Velde også skulle være blandt vidnerne mod Armstrong.
* De skulle desuden også have indrømmet selv at have taget doping, men slipper med en straf på seks måneder i bytte for deres talevillighed, skriver Telegraaf på baggrund af oplysninger fra "velinformerede kilder".
* Ud over de fire ryttere skulle også Garmin-Barracudas teamchef Jonathan Vaughters og hans kollega på Radioshack, Johan Bruyneel, være involveret i sagen.
* Sidstnævnte, der var manager for Lance Armstrong i flere år, har valgt at blive væk fra dette års Tour de France for ikke at trække fokus væk fra holdets sportslige præstationer i løbet.
/ritzau/

Skriv din kommentar
Du er logget ind som:
Har du allerede et NORDJYSKE login?
Log ind her
Hvis du ikke er
logget ind, sender vi et link, du skal klikke på for at få vist din kommentar.
Skriv din kommentar