Bente fik en uventet mulighed, da hun brækkede begge ankler på sommerferien
Bente Petersen fik en uventet mulighed for at teste produkter og services hos sin egen arbejdsplads, da hun kom slemt til skade på en ferie i Italien.

Thisted Forsikring Jens Kr. Vangsgaard
Sommerferien i Italien skulle egentlig have været en 14 dages rejse med flere stop ved Gardasøen, men sådan gik det desværre ikke.
- Vi gik og kiggede i butikker i Verona, fordi vejret var lidt overskyet. Jeg har formentligt været optaget af at se på mennesker eller vinduer, så jeg overså et brat trin ned på 20-30 cm og faldt derfor. Jeg gik lige ud i luften og landede med hele min vægt på mine fødder og underben, fortæller Bente Petersen.
Hun var på ferie med sin mand, og de havde egentlig halvanden uge tilbage i Italien.
- Det var et uheld, og den slags sker jo. Men det var rigtig træls, og det gjorde selvfølgelig utroligt ondt. Der blev tilkaldt en ambulance, og jeg kom på skadestuen, forklarer hun.
Her vurderede en læge, at begge ankler var brækkede, og at det krævede en operation. Hun fik valget mellem at blive opereret på det lokale sygehus eller at få benene stabiliseret i gips og rejse hjem til behandling i Danmark.
- Jeg ville bare hjem. De var jo enormt søde i Italien, men det kneb med at forstå hinanden, og når man har en masse smerter, har man ikke så meget overskud. Man har bare brug for at føle sig tryg, så vi ringede til forsikringen, fortæller hun.
Og sådan fik Bente pludselig en unik mulighed for at teste produkter og services hos Thisted Forsikring, hvor hun selv arbejder til daglig.

Privatfoto
Fik ingen særbehandling
Bente Petersen arbejder i Thisted Forsikrings IT-afdeling, hvor hun beskriver og tester nye produkter internt og eksternt, ligesom hun giver support til både kunder og kollegaer. En del af jobbet går således ud på at sikre, at alt information om Thisted Forsikrings produkter og services giver mening, er forståeligt og ikke mindst lettilgængeligt, når man har brug for det.
Nu fik hun pludselig mulighed for at teste sin arbejdsplads' service fra kundernes perspektiv, da hun lå på det italienske sygehus og gerne ville hjem.
- Den første besked, jeg fik, var, at jeg selvfølgelig skulle transporteres hjem. Så det ville de undersøge. Det var en lørdag aften, og så ringede de faktisk tilbage allerede søndag formiddag med en plan. Jeg blev fløjet hjem med ambulancefly, og såmænd også hentet og bragt i ambulancer både til lufthavnen i Italien og fra Aalborg Lufthavn til Thisted. Tirsdag aften klokken 18.30 lå jeg på Thisted Sygehus, fortæller Bente.
Her mødte hun en læge, der kunne bekræfte at hendes ankler var brækkede og at den ene krævede en operation.
- Jeg blev opereret allerede onsdag formiddag. Og så lå jeg ellers der med mine fine, nye støvler på begge fødder indtil om fredagen, hvor jeg kom hjem til mig selv.
Hun var ærgerlig over feriens bratte afslutning og ked af smerterne i fødderne, men til gengæld var hun rigtig godt tilfreds med oplevelsen som kunde hos sin egen arbejdsplads.
- Det gik jo slag i slag. De var gode til at holde mig orienteret, og det betyder altså rigtig meget, når man sidder i udlandet og er kommet i knibe. Det kan jeg skrive under på nu, siger Bente.
Til spørgsmålet om, hun mon har fået særbehandling som ansat er svaret dog blankt ”nej”:
- Min rejseforsikring er magen til alle andre kunders hos Thisted Forsikring. Dækning på nødvendige behandlingsudgifter ved akut sygdom og tilskadekomst, hjemtransport med Falck og adgang til vores alarmcentral 24 timer i døgnet. Så jeg ved med sikkerhed, at jeg har været lige så heldig som alle vores andre kunder med den her fantastiske service, siger Bente.

Foto: Jens Kr. Vangsgaard
Fællesskabsfølelser og hjælpende hænder
Bente har arbejdet hos Thisted Forsikring i over 30 år, og en af de ting hun elsker allermest ved sit arbejde, er netop fællesskabet med kollegaerne. Derfor var hun også spændt på at se dem igen efter sin ulykke.
- Jeg elsker at gå på arbejde og nyder min hverdag med kollegaerne, så det var ikke sjovt at være sygemeldt. Jeg fik jo simpelthen så mange søde hilsener fra dem, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg har en kollega, der ikke bor så langt fra mig, som var så sød at tage mig med ind på arbejde en dag, da jeg begyndte at blive så frisk igen, at jeg kunne komme lidt hjemmefra. Jeg kunne jo ikke selv køre. Så kunne jeg komme ud og se de andre igen, og sådan gjorde vi nogle gange. Vi har et fantastisk fællesskab hos Thisted Forsikring.
Fællesskab er et nøgleord hos Thisted Forsikring. Det er nemlig et selvstændigt og gensidigt forsikringsselskab, som er 100% ejet af kunderne. Det vil sige, at de ikke skal tjene penge til storaktionærer og kapitalfonde, men i stedet kan koncentrere sig om kundernes tryghed og tilfredshed.
- Vi ser det som vores allervigtigste opgave at holde hånden under kunder, der får brug for støtte. Så det er jo noget vi som kunder betaler ind til og bidrager med. Og så har vi så alle sammen skiftevis behov for selv at blive holdt hånden under en gang imellem, siger Bente og smiler.
Læs mere om Thisted Forsikring her.
