Annoncørbetalt indhold

Få en uddannelse i verdensklasse

På Handelsgymnasiet Aalborg er der mulighed for at opleve verden – alt imens man går på gymnasiet. På de internationale studieretninger er der nemlig integreret tre studieforløb i udlandet, som gør eleverne klogere på den globale verden.

De internationale studieretninger på landets gymnasier er blevet populære blandt unge, når de skal vælge uddannelsesretning efter folkeskolen. Det skyldes blandt andet, at eleverne i de internationale klasser som en integreret del af HHX-uddannelsen får lov at opleve verden. Det vurderer Henriette Bøttcher, der er lektor og Director of International Studies på Handelsgymnasiet Aalborg, der i dag har 14 internationale klasser. Og hun glæder sig over, at flere elever interesserer sig for den globale verden:

- Med de internationale studieretninger har eleverne en helt unik mulighed for at lære at begå sig i det internationale erhvervsliv og opnå et globalt perspektiv på verden. Derudover får eleverne virkelig trænet sprogkompetencerne, og det er jo en stor fordel i dag at kunne kommunikere på tværs af landegrænser.

Aalborg Handelsskole

Globale medborgere

Eleverne i de internationale klasser deltager i løbet af den 3-årige HHX-uddannelse i tre studieforløb. De første to forløb foregår i studierelevante europæiske storbyer, hvor eleverne bliver indkvarteret hos lokale familier, og i 3.g går turen til USA.

- Det overordnede mål med de internationale studieretninger er at gøre eleverne til globale medborgere. Det vil sige, at eleverne skal lære at sætte sig ind i andre kulturer og begå sig i det internationale erhvervsliv. Derfor går vi meget op i at italesætte over for eleverne, at man ikke kun er dansker – man er også europæer og global medborger, forklarer Henriette Bøttcher.

Eleverne får således masser af international erfaring og samtidig et helt særligt diplom sammen med studentereksamensbeviset, når de færdiggør uddannelsen – European Business Baccalaureate Diploma (EBBD), der er et bevis for de særlige internationale kompetencer, som eleverne opnår gennem uddannelsen.

Aalborg Handelsskole

Personlig udvikling

Men det er ikke kun de faglige kompetencer, der ligger til grund for elevernes valg af en international uddannelse. For Amalie Bøgsted Laursen, der går i 3.g i en international klasse på HHX, var det i høj grad også nysgerrigheden på verden omkring hende:

- Jeg har altid rejst meget med min familie, og det virkede bare utrolig spændende at opleve verden på en anden måde, end man er vant til med sin familie – blandt andet ved at bo hos lokale familier og dermed virkelig få indblik i forskellige kulturer. Det var derfor helt oplagt for mig at vælge en international studieretning.

Også Kristine Aaby Christensen, der går i samme klasse som Amalie Bøgsted Laursen, har valgt en international studieretning for at lære om andre kulturer og for at udvikle sine sprogkompetencer – og det har vist sig at være en god beslutning:

- Man lærer virkelig at stå på egne ben og blive meget mere selvstændig, end når man for eksempel rejser med sine forældre. Her skal man pludselig have styr på alting selv. Det har også givet et utrolig stærkt sammenhold i klassen, fordi man lærer hinanden at kende på en helt anden måde, end man ellers ville have gjort, forklarer Kristine Aaby Christensen.

Eleverne lægger også vægt på, at studieforløbene har givet et nuanceret syn på andre kulturer og sat tingene i perspektiv:

- Man har virkelig været tvunget ud i nogle grænseoverskridende situationer, blandt andet ved at bo tre mennesker på 10 kvadratmeter og dele bad med mange andre – så lærer man virkelig at sætte pris på sit eget badeværelse, og generelt hvor godt vi har det herhjemme. Men det har givet mig en enorm rummelighed, som jeg virkelig kan tage med mig videre, fortæller Amalie Bøgsted Laursen.

Aalborg Handelsskole

Kræver mod og det rette mindset

De internationale studieretninger på Handelsgymnasiet Aalborg har ingen særlige adgangskrav – udover en god portion mod og en lyst til at blive udfordret.

- Mange tror, at uddannelsen kræver et bestemt snit i engelsk for at komme ind, men der er ingen særlige kriterier for at tilmelde sig linjen. Det eneste vi kræver er, at eleverne har det rette mindset, og at de tør at blive udfordret, forklarer Henriette Bøttcher afslutningsvis.

Handelsgymnasiet Aalborg er placeret på henholdsvis Turøgade og Saxogade og har i alt 14 internationale klasser fordelt på to studieretninger. Som en del af skolens internationale strategi arbejder Handelsgymnasiet med mobilitetsophold for eleverne under EU’s uddannelsesprogram Erasmus+.

Læs mere her

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!