Fem markante Aalborg-restauranter i stærkt samarbejde
Spis på Havnefronten er navnet på samarbejdet mellem fem markante restauranter, der alle er placeret ved Aalborg havnefront. Samarbejdet skal lokke flere aalborgensere til at spise ved havnen året rundt.
Aalborg havnefront har gennemgået en stor udvikling de seneste år. Det, der før var travlt industrikvarter, er i dag et af byens mest populære samlingspunkter med et stort udvalg af gastronomiske oplevelser, arkitektur i verdensklasse samt en lang række kulturtilbud.
Nu er fem af Aalborgs mest fremtrædende restauranter gået sammen for at få endnu flere aalborgensere til at besøge spisestederne på Aalborg havnefront. Samarbejdet går under navnet Spis på Havnefronten og er en sammenslutning af restauranterne Fusion, Musikkens Spisehus, Utzon - Restaurant Jørn, Bistro V samt Prinses Juliana. Fælles for alle restauranterne er, at de deler byens bedste placering helt ned til vandet.
Liv på havnen hele året
Thomas Johansen og Annette Skøt fra Prinses Juliana er initiativtagerne bag projektet, der skal samle havnens restauranter om et fælles mål:
- Vores ønske var at samle havnens restauranter og gå sammen om en generel markedsføring af de gastronomiske oplevelser, som Aalborg havnefront har at byde på. Der har heldigvis været stor opbakning fra de andre restauranter, og vores arrangementer er indtil videre blevet taget godt imod af aalborgenserne, lyder det fra køkkenchef Thomas Johansen.
Aalborg havnefront er flittigt besøgt i sommerperioden, hvor mange af aalborgenserne benytter området som opholdssted i forbindelse med fysiske aktiviteter, badeture samt afslapning og socialt samvær. Sådan forholder det sig ikke i vinterhalvåret, hvor havnefronten ofte står tom for mennesker. Det er disse stille perioder, som de fem restauranter vil forsøge at reducere og i stedet skabe mere liv på havnen året rundt.
- Vi er glade for at være en del af initiativet "Spis på havnefronten". Restauranterne bag samarbejdet er alle meget forskellige, men vi har det til fælles, at alle leverer madoplevelser af høj kvalitet - og så har vi alle nogle af byens bedste beliggenheder. Det skal vi udnytte, og vi håber, at det vil lokke endnu flere gæster ned og nyde deres mad og drikke i de fantastiske omgivelser på Aalborgs nye havnefront, lyder det fra Kristian Rise, direktør, og Pernille Nørgaard Bertelsen, restaurantchef hos Bistro V.
Første arrangement i rækken blev afholdt på restaurant Fusion, hvor de fem restauranter inviterede indenfor til kokketræf, og hver restaurant bød ind med en ret til selskabet. Arrangementet hos Fusion blev startskuddet til flere fællesarrangementer, der blandt andet tæller food walks, arrangementer hos de enkelte restauranter og yderligere kokketræf.
Samarbejdspartnere fremfor konkurrenter
Aalborgs restaurationsmiljø har haft kraftigt vokseværk de seneste år, hvor adskillige nye restauranter og caféer har set dagens lys. Det stiller naturligvis høje krav til byens eksisterende restauranter, der skal kæmpe endnu hårdere for aalborgensernes gunst. Her kommer samarbejdet også de fem restauranter til gode:
- Vi anser ikke hinanden som konkurrenter, men nærmere samarbejdspartnere, hvor vi kan udveksle gastronomiske og forretningsmæssige erfaringer. På den måde kan vi bidrage til at udvikle hinandens restauranter og dermed komme tættere på vores fælles mål om at fremhæve de mange gastronomiske oplevelser på havnefronten, lyder det fra Tina Jakobsen, som er køkkenchef på Restaurant Jørn.
De fem restauranters lokaler fremhæves desuden som helt unikke tilløbsstykker, der bidrager til den helhedsoplevelse, gæsterne kan forvente, når de vælger at spise middag på havnefronten. Der er nemlig helt særlige oplevelser at hente, hvad enten man er til enestående arkitektoniske omgivelser, som blandt andet kan findes i den fjordvendte restaurant hos Musikkens Spisehus eller flydende gourmet med royale rødder ombord på Prinses Juliana.
Spis på Havnefronten-samarbejdet vil det kommende år byde på en række arrangementer, der både tæller enkeltarrangementer hos hver restaurant samt en gentagelse af den populære food walk, hvor deltagerne får rig mulighed for at smage det bedste fra hvert spisested.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.