Nyt samarbejde for kulturlivet i Aabybro: - Taler direkte ind i vores formål
I Aabybro er Kultur- og Erhvervscenteret og DGI Huset gået sammen om at afholde alletiders julekoncert med plads til 600 siddende gæster. De lover garanti for julestemning første søndag i advent for både børn og voksne.

Mads og Anders ser frem til samarbejdet om julekoncerten den første søndag i advent. Foto: Bjarne Hyldgaard
Der er mange gode ting i vente for Kultur- og Erhvervscenteret (KEC) i Aabybro denne sæson. Mange spændende koncerter, flere velkendte musikere og nogle helt nye up-coming kunstnere.
Efterårssæsonen brager allerede derudaf med flere udsolgte koncerter, men når kalenderen siger december, er der et samarbejde, som Mads Mølgaard ser ekstrameget frem til.
- I år har vi teamet op med DGI Huset her i byen, så vi kan tilbyde endnu flere gæster denne helt særlige juleoplevelse, uddyber Mads Mølgaard fra KEC Jammerbugt.
Det er i år den populære julekoncert med Kaya Brüel og Ole Kibsgaard med band, som går under navnet Alletiders Julekalendersange 2023.

Julekoncerten er søndag d. 3. december 2023 kl. 15-16.30 i DGI Huset i Aabybro. Foto: KEC Jammerbugt
Naturligt at sige ja
Det nye samarbejde mellem kulturcenteret og DGI Huset er sat i søen for at bidrage til det lokale kulturliv.
- Det taler direkte ind i vores formål, som blandt andet er at støtte op om arrangementer, der giver noget til lokalsamfundet, fortæller Anders Christiansen, direktør for DGI Huset Aabybro, og fortsætter:
- Derfor var det helt naturligt at sige JA, når kulturcenteret henvender sig til os for at samarbejde om en julekoncert for børn og voksne.
I kulturcenteret er de også selv yderst begejstret for det lokale samarbejde, for det giver mulighed for at huse endnu flere gæster til julekoncerten.
- Vi synes selv, at vi har verdens fedeste koncertsal, men med dette samarbejde har vi chancen for at afholde en noget større koncert, fortæller Mads Mølgaard.

Fra venstre Mads Mølgaard og Anders Christiansen. Foto: Bjarne Hyldgaard.
- Så er der plads til 600 siddende gæster frem for 250, og det kan give en endnu bedre stemning, når børn som voksne synger med på de velkendte julesange.
Håbet for begge institutioner er da også, at fremtiden skal bringe endnu flere gode samarbejder med sig.
- Vi prøver altid at være imødekommende og forsøger at få arrangementer til at lykkes, og derfor glæder jeg mig også endnu mere til samarbejdet med Mads og kulturcenteret, siger Anders Christiansen.
- Det lægger op til en god fremtid for byen og oplandet, og det er vi utrolig stolte af at være en del af, uddyber Mads Mølgaard.
24 af de gode
Det bliver næsten ikke mere julet end her, for koncerten afholdes d. 3. december, som er første søndag i advent.
Arrangementet henvender sig til hele familien og alle børn, og allerede fra den tidlige skolealder kan de højst sandsynligt synge med på en del af sangene.
- Jeg plejer at sige, at målgruppen er fra 6-99 år, for det er virkelig en koncert for alle aldre, udtaler Mads Mølgaard storsmilende.
Kaya og Ole hiver også nogle af de helt gamle klassikere frem, som bringer juleminder frem hos både forældre og bedsteforældre.
Musikerne har røbet, at de vil synge alle de velkendte sange fra TV-julekalendere gennem tiden.
- Der er garanti for julestemning og fejring af første søndag i advent, og det kunne selvfølgelig være en oplagt adventsgave for hele familien, siger Mads Mølgaard.

Julie Berthelsen gæster KEC Jammerbugt torsdag d. 30. november 2023. Foto: Julie Berthelsen.
- Hold da op en fed sal
Kulturcenteret er kendt for at afholde gode koncerter, men inden for de seneste år har de prioriteret at gøre endnu mere for den gode live-oplevelse.
- Vores intime koncertsal, hvor man kommer helt tæt på, og hvor både lyd og udsyn er i top, er hjertet i huset. Mange gæster roser den ofte med et ”hold da op en fed sal I har”, fortæller Mads Mølgaard.
- Vi har desuden, over de sidste 3 år, via medfinansiering fra både Norlys Vækstpulje og Tuborgfondet udskiftet og optimeret alt lyd- og lysudstyr til 2023-standarder i salen, som nu står superskarpt, uddyber han.

Die Herren U2 Trip gæster KEC Jammerbugt lørdag d. 11. november 2023. Foto: Die Herren U2 Trip.
Sæsonens program
Denne sæson kan du blandt andre opleve det regionale ALBUM-koncept, som i år har Elton John i fokus, Die Herren (U2), Ester Brohus og Julie Berthelsen i den topprofessionelle koncertsal.
Kommer man langvejs fra, er der også mulighed for at booke en del af koncerterne sammen med et weekendophold.
Du kan læse meget mere om sæsonens program i KEC Jammerbugt lige her.
