Peter advarer: - Smid ikke defekte hvidevarer ud
I sit job som montør så Peter Vestergaard på daglig basis, hvordan hårde hvidevarer blev kasseret på grund af mindre defekter bare for at blive erstattet af splinternye varer. Den køb-og-smid-væk-kultur vil han gøre op med nu, og hans løsning er klar: Reparér og spar penge!

Vestergårds Hvidevarer Bjarne Hyldgaard
Danske forbrugere skifter hårde hvidevarer ud som aldrig før. De gamle maskiner kasseres på grund af store og små fejl, og erstattes som regel af splinternye.
Det er netop denne køb-og-smid-væk-kultur, som Peter Vestergaard fra Hobro gerne vil gøre op med. I sit firma Vestergaards Hvidevarer udfører han og kollegaerne alle former for reparationer på ovne, emhætter, vaskemaskiner, tørretumblere og andre hårde hvidevarer, som mange måske ville have smidt ud.
Han startede forretningen op for 8 år siden, fordi han med egne øjne så, hvor stort problemet var.
- Jeg var medarbejder hos L’easy som montør, og så hver dag hvordan gode hvidevarer blev smidt ud. Det synes jeg var synd og skam, for som regel var det jo bare en pumpe eller et varmelegeme, der skulle skiftes, fortæller Peter og fortsætter:
- De fleste produkter havde heller ikke mange år på bagen, så det ville jo have været oplagt at reparere dem, eller i det mindste genbruge dem og give dem nyt liv, i stedet for bare at smide dem væk, mener han.

Vestergårds Hvidevarer Bjarne Hyldgaard
Det kan godt betale sig!
Med Vestergaards Hvidevarer er det Peters mission at overbevise kunderne om, at deres hvidevarer er værd at reparere på.
- Jeg tror det er noget, vi er blevet bildt ind af store virksomheder, fordi de tjener mere på at sælge os nye ting. Mange steder koster det også langt over 1.000 kr. at få helt almindelig service på sine maskiner, og så er det jo klart at folk overvejer, om det overhovedet kan betale sig, mener han.
Men det kan betale sig, hvis man spørger Peter – både for pengepungen og for miljøet.
Han tager selv fra 550 kr. plus moms for et servicebesøg, hvis en maskine driller. Her vurderer han problemets omfang og den bedste løsning.
- Tit og ofte kan det ordnes på stedet, så koster det ikke mere end selve aftalen. Vi har også de fleste reservedele med os. Skal der bruges noget vi ikke lige har på lager, så kører vi selvfølgelig to gange, men vi finder altid frem til en fair og fornuftig pris, fortæller Peter.
Typisk koster en ny vaskemaskine fra 3-4.000 kr. imens et nyt varmelegeme eller en ny pumpe koster fra 200 kr. plus moms. Der er således mange penge at spare ved reparation – og derudover bliver maskinens levetid også forlænget og garantien fornyet.

Vestergårds Hvidevarer Bjarne Hyldgaard
Grøn omstilling er almindelig sund fornuft
Reparationerne er bare en af flere måder Peter griber den grønne omstilling an på i sit firma.
- Det er ikke en tilfældighed at vores logo er grønt. Det ligger mig ret meget på sinde, det her. Den grønne omstilling er jo nødvendig og her er virkelig et oplagt sted at sætte ind, som også kan spare en masse mennesker en masse penge. Det er bare sund fornuft, mener Peter.
Han opkøber fx kundernes defekte produkter, reparerer dem og sælger dem videre med ny garanti. Derudover kan man også leje både brugte og nye maskiner, hvilket er en oplagt løsning, hvis man ikke synes man har råd til den større investering. Lejer man produkterne, er der fuld garanti under hele lejeperioden.
Der er således en grøn mulighed for alle, men Peter oplever stadig at nogen kunder er betænkelige.
- Hr. og Fru Jensen kan stadig godt synes grøn omstilling er lidt skræmmende. Besparelserne kan de fleste dog forstå. Og så er det jo i høj grad også et spørgsmål om tillid - den vinder vi heldigvis som regel. Vi har troet på projektet fra dag 1, og det tror jeg vores kunder kan mærke, fortæller han.

Vestergårds Hvidevarer Bjarne Hyldgaard
- Vi hører hjemme i Hobro
Det hele startede i 2015, da Peter købte et defekt produkt på Den Blå Avis, reparerede det og solgte det herefter videre med 6 måneders garanti. For de penge købte han to nye defekte produkter og sådan gentog historien sig af flere omgange.
Til sidst stod han med et lager af hårde hvidevarer, en butik i Hobro og stor efterspørgsel både på salg og opkøb af maskiner. Da han blev tilbudt at købe Hobro Hvidevareservice, takkede han ja, og begyndte nu også at køre ud til kunderne for at hjælpe med reparationer.
- Vi fik smag for at komme ud til vores kunder. Vi havde mest koncentreret os om at sælge brugte produkter til boligforeninger og private. Nu fik vi også mulighed for at hjælpe kunder med maskiner, de havde købt andre steder, og tilbyde dem vores grønne løsninger, fortæller Peter.
Det satte for alvor skub i forretningen, så Peter er ikke i tvivl om at genbrug er fremtiden indenfor hårde hvidevarer.
- Jeg er sikker på, at hvis vi hørte til i København, så var vores koncept eksploderet. Men vi hører hjemme i Hobro, og det er vi glade for! Så vi arbejder gladeligt videre med at vise vores skønne kunder her, at grøn omstilling virkelig godt kan betale sig, siger han og smiler.