Annoncørbetalt indhold

Sådan gør du din have klar til vinter

Den varmeste sommer i Danmark har nået sin ende, og det er tid til at forberede haven på koldere tider. Martin Holmriis fra Gug Anlæg og Planteskole kommer her med tre gode råd til, hvordan du gør din have klar til vinter.

Efter en lang og varm sommer er efteråret på vej med al sin pragt. Har du en have, betyder det dog ikke, at du skal lægge arbejdshandskerne på hylden. Der er nemlig en masse fordele ved at gøre en ekstra indsats allerede nu, så haven kommer til at stråle næste sommer.

1. Vent med beskæring

Vent! Det er Martin Holmriis’ bedste råd, hvis du sidder og tripper for at komme ud og beskære i haven. Det er nemlig en dårlig idé at beskære træer og buske ved løvfald, da det ikke er godt at give planterne sår, mens saften løber til eller fra:

- Det er nu, planterne trækker deres sukkerstoffer tilbage for at styrke roden. I år er det særdeles tiltrængt på grund af sommerens varme vejr. Derfor handler det nu om at styrke roden så meget som muligt uden at beskære planten - så vil man få en hærdet, kraftig plante til foråret, forklarer Martin Holmriis fra Gug Anlæg og Planteskole og tilføjer, at sommerens solrige vejr sandsynligvis vil påvirke planterne helt ind i det nye år:

- Jeg er overbevist om, at vi vil se en masse forvirrede planter til foråret. Planternes blomstring er vendt op og ned på grund af vejret, og det er derfor svært at forudsige, hvordan de helst præcist vil reagere. Lige nu blomstrer flere pæretræer for eksempel igen, og det plejer først at være tilfældet i begyndelsen af foråret.

Indhold leveret af Gug Anlæg og Planteskole

2. Få ryddet op

Efteråret er en god årstid at rydde op og få styr på bede og køkkenhave. Haveejere kan derfor med fordel allerede nu begynde at luge det værste ukrudt, så det ikke når at sprede sine ukrudtsfrø, som i så fald vil ligge klar i jorden næste forår.

Det er også ved at være tid til at rive blade sammen og få fjernet gammelt haveaffald. Men det er ikke alt haveaffald, du skal køre på genbrugspladsen. Planterester kan nemlig gøre stor gavn i komposten og bidrage positivt til havens naturlige økosystem:

- Lad endelig noget af haveaffaldet blive tilbage til ormene og mikroorganismerne. Det er vigtigt, at havens nyttedyr også forkæles og får noget at leve af. Det er det, der skaber plantetrivsel og en bæredygtig jordstruktur i din have. Så fjern kun det værste og lad naturen klare resten, lyder opfordringen fra Martin Holmriis.

Det er også i begyndelsen af efteråret, at du skal tage dig af køkkenhavens afgrøder:

- Det er afgørende, at krydderurter og grøntsager beskyttes for vinterens frostgrader, hvis de skal klare sig til næste år. Man kan sætte dem i drivhuset, plante dem i krukker eller et beskyttet sted i haven, siger Martin Holmriis.

3. Plant nyt eller flyt rundt

Efteråret er det bedste tidspunkt at plante eller flytte rundt på eksisterende løvfældende træer, hække og buske. Jorden er stadig lun efter sommermånederne, og der kommer masser af regn, der kan hjælpe nye planter på vej:

- Efteråret er det bedste tidspunkt at plante, hvis man vil være sikker på, at planterne vokser. Man kan også plante om foråret, men man får bedre resultater ved at gøre det nu, hvor planterne kan nå at etablere sig, inden der kommer frost. Så er de klar til at blomstre op, når det bliver forår, siger Martin Holmriis.

I den kolde periode er jorden desuden mere fugtig, hvilket bidrager til, at planterne får tid til at etablere nye rødder, før sommerens tørre vejr sætter ind:

- Når man planter om foråret, risikerer man, at jorden er knastør, og så skal man løbe i pendulfart for at vande hele tiden. Om efteråret får man som regel meget hjælp fra vejrguderne, så jordfugtigheden vil være nok til, at planterne trives uden yderligere vanding, slutter Martin Holmriis.

Bliv inspireret til efterårets havearbejde på www.gugplanteskole.dk

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!