Kamp om Fjordbyen

Politikere strides igen
om de 121 skure.
Men det er ikke første gang,
at livet i det lille samfund
er en kamp for overlevelse

Logikken forsvinder
vest for Skudehavnen

Debatten om 121 små huse lige vest for Aalborgs skudehavn raser igen, og fronterne er trukket hårdt op.
Fjordbyen er et sted, hvor man ikke bekymrer sig om kloakering, brandsikkerhed, byggelove og andre almengyldige regler. Det er også en lille, charmerende perle, der rummer nogle typer, der har svært ved at finde sig til rette ”ude i samfundet”. Eller som bare er dødtrætte af, at alting skal være så fisefornemt og strømlinet.
I grove træk har Fjordbyen opbakning fra rød blok i Aalborgs byråd, der jo ellers gerne vil have regler, som sikrer mennesker og miljø. Blå blok, derimod, vil have ordnede forhold i Fjordbyen. Blå blok, der ellers gerne vil have færre regler og mere frihed.

Logikken halter altså lidt - og ikke kun på det politiske plan.
Fjordbyen opstod for snart 80 år siden, og har udviklet sig til et samfund i samfundet. Et sted, hvor folk, der ellers kunne have været en social belastning kan hygge sig og holde sammen og passe sig selv uden at nogen ser skævt til dem.

Fjordbyen er blevet hip

Folk udenfor har vel tænkt, ”så længe de ikke generer andre...”
Man har trukket på skuldrene og kigget den anden vej. Og så pyt med, at bygningsreglement, miljølove og den slags aldrig rigtig er slået igennem.
Men der er sket noget.
- Folk udenfor har fået øje på Fjordbyen. Nu er det gået hen og blevet et lidt lækkert sted, hvor en masse mennesker gerne vil bo. Dén opmærksomhed er med til at skærpe holdningerne. Det er ikke længere et lille, fjernt sted, der løser nogle sociale problemer på bekvem afstand af os andre. Der er kommet opmærksomhed om Fjordbyen, og det bliver sværere og sværere for dem at få lov til at leve på den måde, siger samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
Pæne huse med panoramavinduer ud til fjorden er skudt op på flere af de små grunde.
Det er hyggeligt, det er billigt og det er hamrende attraktivt.
Og pludselig tænker folk, ”hvis vi skal overholde alle de trælse love og regler, skal de saftsuseme også!”.

Kultursammenstødet er i gang

Fjordbyen er i forandring. Huse og haver er blevet pænere, men det er ikke kun det.
- I udgangspunktet er tilflytterne meget, meget positive overfor at bevare fællesskabet. Men de repræsenterer alligevel en lidt anden kultur. En kultur, hvor man måske skal se efter børnene, hvor man før skulle se efter hunde og drankere, så de ikke kom galt afsted. I virkeligheden er der et kultursammenstød derude, og engang imellem, når de holder deres møder, kan man høre, at det er noget, de er nødt til at håndtere, mener Johannes Andersen.

Læser man med på Fjordbyens hjemmeside, har han nok ret.
”Det er ikke alle de gamle beboere der er lige begejstrede for de nye, yngre beboere. Dels fordi de adskiller sig fra de ældre beboere hvad angår uddannelsesbaggrund, men også fordi de er bærere af en anden kultur og andre normer. Nogle af de gamle er meget bekymrede for denne udvikling, og mener, at bestyrelsen ikke i tilstrækkelig grad håndhæver bestemmelserne om, at bestyrelsen skal godkende de nye beboere. De gamle er også bekymrede for, at de yngre ikke vil tage nok hånd om Fjordbyen og er ikke mindst bekymrede for, at man skal påkalde sig en uheldig opmærksomhed hos kommunen og omgivelserne som sådan. Tidligere tiders bryderier med kommunen og omgivelserne som sådan har lært dem, at de, der lever stille og ikke påkalder sig opmærksomhed, lever godt.”

Grænser for rummelighed

Fjordbyen er kendt for sin rummelighed og mangfoldighed.
- Fællesskabet rummer nogle meget forskellige livsformer, men når det kommer til holdninger... Hvis der kommer nogen ind, der vil have det hele lovliggjort, kan det godt være at rummeligheden har en grænse, mener Johannes Andersen.

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

Det kan godt være, at de gamle i Fjordbyen er der, fordi de ikke kan forlige sig med alle de regler og love, der styrer samfundet udenfor Fjordbyen. Men der er også lavet spilleregler i Fjordbyen. Og regler er som bekendt til for at blive overholdt.
- Sådan et sted her kan jo ikke leve uden at man har både skrevne og uskrevne regler. Sådan er det jo. Sådan er alt socialt liv. Det er nødvendigt med skrevne og uskrevne regler, for at det sociale liv kan få lov at folde sig ud, fastslår Johannes Andersen.

Fjordbyen holder vejret

Spænding og nervøsitet præger dagligdagen i Fjordbyen i Aalborg, hvor man frygter, at det lille fristed skal lukke. NORDJYSKEs Morten Brændstrup tager temperaturen på fjorden, Fjordbyen og beboerne.
Jeg træder ind i Fjordbyen for første gang i mit liv. Jeg har hørt så meget om dette lille pusterum. Dette ”Aalborgs Christiania”. Denne frihedens oase i et lidt for firkantet samfund. Det første jeg ser, er en mand på en faldefærdig cykel. Hans beklædning består af et par lidt for korte shorts i falmet pastelgrøn, en sort kasket og et par støvede sandaler. Han puster dybt og ofte, mens han zigzagger på grusvejen helt nede ved fjorden på vej ud af Fjordbyen. Han er ikke beruset, men hans grundform synes ikke overvældende.
Jernhesten piver og rasler, alt imens han forsøger at få øjenkontakt med mig. Det lykkes.

Han tager fat i den ene side af kasketten, som han trækker let ned i en hilsen og stikker mig et tandløst smil. Jeg hilser igen med et vink og fortsætter min færd.
Det næste, der fanger mit øje, er en nyvasket BMW Z3, der som i et reklameblad står i solens stråler med fjorden og Nørresundbys beboelsessilo i baggrunden.
Det viser et fint billede af den kontrast, der efterfølgende møder mig.
En zigzaggende, tandløs cyklist og en smart sportsvogn.

Sammen om forskellighed

Forskellighederne i Fjordbyen er tydelige for enhver. Arbejdsløse har skur side om side med direktører. Men alle som én peger de på en ting, der gør dem til en lille familie: fællesskabet.
- Det er et åndehul af venskab. Det er et samfund, hvor alle hjælper hinanden, siger den 31-årige kunstmaler Valeria Rizzo med italiensk accent. Hun er midt i en større oprydning i sit skur. Hun kom for nogle år siden til Danmark, men hun savnede at have sin familie tæt på. Hun fandt en ny i Fjordbyen. Det er en historie, der gælder for mange af beboerne. I Fjordbyen finder de en plads, en berettigelse.
På sin terrasse sidder Lis Bertelsen. Hun synes også, at Fjordbyen er noget helt unikt:
- Sammenholdet herude er meget godt. Man er god til at tage vare på hinanden, siger den 70-årige pensionist.
Hun bor til dagligt i et socialt boligbyggeri i Nørre Uttrup, men hun bruger sit skur i Fjordbyen til at samle familien og nyde den friske natur.
- Fjordbyen er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Der er bare så dejligt at være herude, siger 51-årige arbejdssøgende ”Ofelia”, som har et skur sammen med sin kæreste.

Nogle har mere brug for Fjordbyen end andre. Nogen bruger den til et komme ud af byen og tage en dyb indånding. Ind suges den friske fjordluft, ud pustes stress og jag. Andre bruger den til at udtrykke sig kreativt. Andre igen færdes i Fjordbyen, fordi de ikke kan komme andre steder.
Fjordbyens familie er ikke som familier er flest, og nogle er forskellige som nat og dag.
Den forskellighed gælder hele Fjordbyen - ikke bare beboerne. Det er meningen, at det skal være forskelligt. Men det er også den forskellighed, nogle finder grim. Andre finder den befriende. Andre igen er møgligeglade og kan bare godt lide at gå en tur ved fjorden i ro og mag.
Men uanset hvad man principielt mener om Fjordbyen, er det svært ikke at lade sig charmere af det kulturelle kaos, der hersker.

Et åndehul af kreativitet

Det, der gør en by til en by, er husene. I Fjordbyen kaldes de 121 huse for skure. Nogle er netop det: skure. Andre er udsmykket som palæer. Et enkelt har et styrhus som entré. Et andet har to stole og et bord på taget.
Et andet ligner et helt almindeligt skur i en let falmet sort maling. Der ligger noget, der kunne minde lidt om byggerod foran skuret. Det er ikke uset i Fjordbyen, at det roder lidt. Ligesom alle andre skure, er der noget, der gør dette skur helt unikt: det meterlange hajhoved af plastic, der som et jagttrofæ pryder ydersiden af skuret. Hajen åbner munden på fuldt gab i et brøl. Oven over hajen hænger et lille træskilt, hvorpå der står ”Hej!”. Hej haj. Til højre for de to udsmykninger hænger et busstopskilt, som man muligvis har fundet et sted i Aalborg.
En rundvisning på omkring 25 personer går forbi. Det er fagforeningen 3F, der har inviteret medlemmer på en guidet tur.
- Haha, prøv at se hajen, siger en mand til en anden.
- Den er vist ikke fanget i Limfjorden, spøger den anden.
Opmærksomhed bliver rettet mod den lokale guide, som fortæller om nogle af skurene og deres beboere.
- Vores holdning i Fjordbyen er, at hvad der sker på egen matrikel, bestemmer man selv, siger tour-guiden.
- Vi er ikke som kolonihaveforeninger, der giver bøder, hvis ikke hækkene står lige høje, siger han i et smil.
- Nogle roder, andre lader stå til. Det styrer de helt selv, forklarer guiden, mens rundvisningen langsomt fortsætter.

Længere nede ad grusvejen står et af de mere velorganiserede skure. Der er intet rod omkring det. Terrassen er stor og ryddelig, og de fire havestole står snorlige omkring havebordet af træ. Udformningen springer ikke i øjnene - det gør til gengæld farven. Skuret er limegrønt fra top til bund. Til det limegrønne skur, er der et limegrønt stakit. På det limegrønne stakit, står limegrønne potter med planter i. Blandt disse limegrønne potter står også nogle lyserøde af slagsen, mens et par frøkonger i porcelæn fuldender udseendet. Havebordet har seks træplanker, der udgør bordpladen. Farverækkefølgen på disse planker lyder: sort, beige, limegrøn, lyserød, sort og limegrøn.
Man kan bruge dagevis herude, og hvert øjeblik opdage noget nyt. Det virker til, at der bag hvert hushjørne, på hver eneste væg og sågar under hver sten gemmer sig en ny historie i form af et skilt, en figur eller et kreativt værk.
Så snart den tanke går igennem mit hoved, vender jeg mig om og finder mig selv stående ansigt til ansigt med en havenisse med solbriller på, der med et kæmpe smil viser fredstegn med pege- og langefingeren.

Beboernes forbehold

I en anden gade er tre midaldrende mænd i strålende humør, mens de nyder hver deres formiddagsbajer. To af dem har tilsyneladende forsøgt at få tøjet til at matche: kasket, lædervest, skovmandsskjorte og støvede jeans. Den sidste af de tre har t-shirt på. Han står op. De to med lædervest sidder henholdsvis på en kontorstol og en festivalstol, med et praktisk øl-hul i armlænet.
- Du kan sgu da bare låne min kontorstol! halvråber manden på kontorstolen som svar på noget, den stående mand har sagt. Hele kroppen bukker sig fremover i et latterbrøl så voldsomt, at hans pande næsten rører knæskallen - det eneste, der ikke bevæger sig på manden, er hans ølhånd, som urokkeligt holdes lodret.
De andre to stemmer i og griner højlydt. De er helt klar til en snak om fjorden, Fjordbyen og… formiddagsbajere. Men så snart jeg præsenterer mig som journalist, forstummes grinet og smilet bliver vendt til et afværgende blik ned på grusvejen. De klapper i som østers og har egentlig mest lyst til, at jeg smutter. Det gør jeg så.
Men vent, det var da ikke, som jeg forventede. Fjordbyen er efterhånden en af Aalborgs tre største turistattraktioner, og bestyrelsen forventer, at små 6000 mennesker denne sommer slår et smut forbi Fjordbyen til en officiel rundvisning. Holdningen er endda i Fjordbyen for de fleste, at det er en god ting med det øgede fokus, og at man tager imod disse rundture med smil og imødekommenhed. Det stemmer da ikke overens med afværgende blikke?

Informationscentret

For at finde ud af, hvorfor blikkene er nedadvendte, finder jeg frem til Fjordbyens omdrejningspunkt, Kulturcentret - det lokale vandhul. Den ene halvdel af forpagterduoen hedder egentlig Kenth Bruun, men i Fjordbyen hedder han bare Perle. Han har været en del af Fjordbyen, siden han var knægt, og han er skurejer på tyvende år og restauratør på femte.
Han har fulgt debatten indgående, og han forstår godt, at folk ved fjorden klapper i, når journalister stiller spørgsmål.
- Man er simpelthen bange for at blive citeret for noget, der kan gå ud over Fjordbyen, siger Perle og knapper en Tuborg op.
- Hvis man eksempelvis siger, at man bor der hele året rundt, så er frygten herude, at man kan være skyld i, at Fjordbyen lukker. Så har folk lige pludselig nogen at skyde deres frustrationer efter.
Han forklarer, at det ikke plejer at være så lukket i Fjordbyen. Så nervøst. Så bange. For hvad nu, hvis det lille frirum, som for så mange er deres livsgnist, deres samlested, deres sociale liv, deres venner, deres familie... hvad nu hvis det bliver lukket?
- Så i stedet for at prøve at forklare systemet, og at Fjordbyen er hele deres liv, så siger nogle, at det er bedst at tie stille, siger Perle.
Perle forklarer, at han især har ét forbehold over for den kritik, der er rettet mod Fjordbyen af byrådsmedlemmet Kirsten Algren (UP).
- Personligt er jeg meget frustreret over, at hun ukritisk kan sige, at mange beboere har henvendt sig til hende. Det er i min verden det mest vrøvlede, at man henvender sig til en politiker for at få nedlagt sit eget fristed. Der er ingen logik i det, siger han.

Så du tror simpelthen ikke på det?
- Det skriger jo til himlen. Det er en ommer, det der.

Har det ligefrem skabt splittelse i Fjordbyen?
- Nej, ikke splittelse, men der har været noget med, at man ikke må snakke med journalister. Man er bange for at blive beskyldt for også at have snakket med Kirsten Algren.
- Så det er en skam, du ikke kan få et lige så nuanceret billede af Fjordbyen, som du normalt kunne, siger Perle, og drikker resten af sin Tuborg.

Mød nogle af beboerne i Fjordbyen i de røde felter på billedet herunder

Fjordbyens Perle

Når gæster og brugere af Fjordbyen, skal have en kold øl og godt selskab, finder de ofte frem til værtshuset Kulturcentret, som ligger i hjertet af det lille samfund.

Når Perle ikke langer bajere over disken på Kulturcentret, er han altid klar på en sludder. Hans holdning er, at åbenhed er vejen frem for Fjordbyen, og han svarer gladeligt på de fleste spørgsmål.
- Men spørgsmålet, jeg hører mest, er, hvor mit navn kommer fra, siger Perle.
- Men jeg kan simpelthen ikke huske det, griner han.
Det var noget, en ven fandt på i de små årgange i skolen, og det har hængt ved siden. Det var også i den tid, han begyndte at komme i Fjordbyen. Det var en skolekammerats far, der havde et skur, og Perle forelskede sig i stedet. I dag har han et skur lige overfor Kulturcentret.
Han læner sig tilbage i sin stol udenfor netop Kulturcentret med en kold øl, efter han har tørret nogle borde af. Mens han taler, får han lige koordineret nogle ting med forbipasserende. Alle kender Perle, og Perle kender langt de fleste. For Kulturcentret er en central del af Fjordbyen.
Og selvom navnet på værtshuset måske virker ironisk, skal man blot træde indenfor. Så konstaterer man hurtigt, at det rammer hovedet på sømmet.
Cigaretrøgen ligger i dyner under lamperne. Der er dunkelt, men ikke mørkt. Baren og de nærmeste borde ved siden af er befolkede af Fjordbyens beboere og gæster, der sidder og nyder en øl. På den ene endevæg blinker spillemaskinerne i alle regnbuens farver. Snakken går i en let mumlen kun afløst af nogle højere udbrud af latter. Der er blevet fortalt en røverhistorie eller to i dette lokale.

Overalt på væggene er der diverse kuriositeter. Forskellige skilte, der fortæller hver deres historie. Billeder af den gamle ”borgmester” i Fjordbyen har ærespladsen der, hvor flest ser ham. Alle ting på væggene virker til at have deres egen historie, som kun er for indviede.
Udenfor er der borde og stole. Og et vejskilt, hvorpå der står ”Perlevej”. Her sidder Perle og taler om Fjordbyen:
- Der er sådan en ro hernede, siger han.
- Ordet ”ro” rummer så meget. Al stressen er væk. Folk har ikke travlt i Fjordbyen.
- Ingen kigger efter, hvad tøj du går. Om du ligner en bums, eller hvad du gør, det er lige meget, siger Perle.
For 20 år siden, fik Perle og hans nu afdøde kone mulighed for at købe et hus i Fjordbyen, og de slog til. Faktisk forpagtede hans kone selv Kulturcentret en overgang. Efter hun gik bort, startede Perle på pædagoguddannelsen, men en dag blev han ringet op en af konens veninder, som ville høre, om han var interesseret i at danne forpagterduo med hende.
Han valgte krofatterlivet. Han elsker den måde, man kommer hinanden ved i Fjordbyen.
- Vi har selvfølgelig mange stamkunder her, siger Perle.
- Men der er også gæster i Fjordbyen, der lige stikker hovedet ind og hører, om de må få en kop kaffe.
- Pludselig sidder de med en øl og synes, det er ret hyggeligt, siger han.
Netop sådanne gæster har der været mange af sommeren over, og det fortsætter i hele september, hvor Perle oplyser, at der kommer rundvisning stort set hver dag. Lions Club i Aalborg og Thisted Husmoderforening er blot to af de grupper, der skal have en guidet tur i Fjordbyen, der bliver afsluttet på Kulturcentret.

Fra skurby til hipsterparadis

Historien om Fjordbyen handler om overlevelse på flere måder: Stedet var udgangspunkt for at skaffe mad på bordet i 1930'erne. Senere blev det et sted, hvor også originalerne kunne leve. Og så er det en tilbagevendende overlevelseskamp for at bevare minisamfundet, mens samfundet udenom udvikler sig.

Nødvendigt tilskud - 1930'erne

1930'erne er præget af arbejdsløshed og dårlig økonomi, så mange mænd tager på fjorden for at supplere kosten med fisk. Et tilskud, der er nødvendigt i mange husholdninger for at få mad på bordet.
Fritidsfiskerne holder til ved den gamle jernbanebro (cirka 30 meter vest for den eksisterende) i en fiskerklynge med små skure, flikket sammen af genbrugstræ, til opbevaring af deres fiskeredskaber.
Der ligger også andre fiskeklynger længere østpå og i Nørresundby, men det er skurene ved den gamle jernbanebro, der bliver starten til det, der siden døbes Fjordbyen.

Fritidsfiskere - i 1960'erne

Væk med det sprøjt!
Fisker Marinus Kristensen brød sig ikke om det sidste i tekoppen som afslutning på formiddagsmødet med Edwin Svendsen. 1968. Foto: Jens Morten Sørensen

Væk med det sprøjt!

Fisker Marinus Kristensen brød sig ikke om det sidste i tekoppen som afslutning på formiddagsmødet med Edwin Svendsen. 1968. Foto: Jens Morten Sørensen

I start 1960'erne fisker kolleger på Aalborg Værft i fritiden ved ”Kridten” – der hvor Limfjordstunellen i dag rammer Aalborg. Her bygger de små skure til opbevaring af ruser.
Da byggeriet af Limfjordstunellen begynder i 1964, er der ikke længere plads til skurene, som køres ud til Skudehavnen i Vestbyen. Her er de første fiskere fra under jernbanebroen også rykket ud.
Mange skure bygges af affaldstræ fra Aalborg Værft som slæbebådskaptajn Jørgen Kjær (Plys) fragter til stedet - når han fragter stålplader fra leverandøren til værftet, kan han den anden vej fylde op med gode sager, som værftet ikke vil mangle. Trækassen, som en skibsskrue dengang blev leveret i, indeholder nok materiale til et helt skur. Skurene kaldes også "Sildekasser".

Det frie omskiftelige liv - 1970'erne

Samlingen af skure i 1973

Samlingen af skure i 1973

I 1975 er der omkring 120 "sildekasser" ved Vestre Fjordvej ved Skudehavnen. Officielt har de lejet jorden af Aalborg Havnevæsen til oplagring af fiskeredskaber, men mange bor der fra forår til frosten sætter ind. Lejen er 4,30 kr. pr. kvadratmeter om året.
Skurene ligger på en tidligere losseplads, og graver man lidt ned, møder man køkkenaffald. Men også over jorden er der ting, der prikker til næseborene, kan man læse i denne malende beskrivelse:

”I en sand mangfoldighed og sjælden sammenblanding af på sin vis pirrende dufte fra tjæretønder, maskinolie, frisk og mørnet træ, af solen, fordærvede fiskeretter, kattepis, krydret med utallige skråhark, saltvandsfyldte pust fra Limfjorden og et sammenhold beboerne imellem, er træskurene og menneskene på Skudehavnen noget særligt”

Aalborg Stiftstidende ”Her er de i havn” fra 1973.

De fleste er fritidsfiskere, og fra bådene eller i ruser fanger de ål, skubber og ålekujer.
Langt fra alle har job, men klarer sig uden hjælp fra det offentlige – til gengæld betaler de ikke skat af salget af fisk, og det metal som de klunser, skriver Mogens Møller i bogen ”Fjordbyen”.

”Og de, der er kendt i hovedstaden, vil sammenligne den højest ulige samling af skure – undskyld huse – med eller uden maling med Nokken i Københavns Sydhavn”

Aalborg Stiftstidende 9. august 1975
Foto: Jens Morten 1975
Læs originalartiklen her

Foto: Jens Morten 1975

Læs originalartiklen her

Beboerne nyder friheden: ”Det er kun brandvæsenet, der blander sig i vores forhold”, siger de.

"De fleste har petroleumsbelysning, og mange har gaskomfur. Enkelte bruger tillige køleskab. Nogle bruger brændeovn, andre varmer sig ved gassen, når det er koldt.”

Aalborg Stiftstidende 9. august 1975

I 1976 får beboerne et forvarsel om forandringer, for der skal gøres plads til en ny lystbådehavn, og det betyder, at halvdelen af fiskerklyngen står til at flytte eller blive opsagt, men der kommer til at gå flere år, før projektet bliver realiseret.

Skurene i Skudehavnen bliver truet, da der er planer om at lave bedre forhold for lystsejlerne. 1976.
Læs om planerne i artiklen ”Del af skurbyen må vige til fordel for lystbådene”
 Foto: Max Rene

Skurene i Skudehavnen bliver truet, da der er planer om at lave bedre forhold for lystsejlerne. 1976.

Læs om planerne i artiklen ”Del af skurbyen må vige til fordel for lystbådene”

 Foto: Max Rene

I 1979 forlanger Aalborg Kommune, at Skudehavnen danner en forening, så den blandt andet kan sørge for at opkræve husleje fra sine medlemmer. Ved mødet med kommunens parkforvaltning spørger en af kommunens ansatte, hvad de vil betale i husleje. En af nyvalgte til bestyrelsen, Arne Wennebjerg svarer: ”Intet”, beskriver Mogens Møller i bogen ”Fjordbyen”.
Beløbet bliver dog højere end det.
Foreningen Fjordbyen etableres i 1980.

”Nogle steder sørger ejeren for at holde orden, og i andre er det svært at finde siddeplads mellem ragelset”.
"Nogle har blomster i vindueskarmene – andre tømte ølflasker."

Aalborg Stiftstidende 9. august 1975

"Fjordbyen" bliver til - 1980'erne

I 1981 går den ikke længere og beboerne flytter deres huse og skure 200 meter vestpå for at give plads til bedre forhold på lystbådehavnen og i Marineforeningen. Grunden er tidligere fyld- og losseplads, hvor der i forvejen står lidt skure.
Alle får præcist 90 kvadratmeter grund som bliver fordelt ved lodtrækning. ”Fjordbyen” er en realitet.
Antallet af fritidsfiskere daler, men i 1980'erne er der stadig mange sjove typer bosat. Om denne anekdote fra bogen ”Fjordbyen” er fra 1980'erne er uklart, men god er den. Der er nemlig et søslag om en båd.
En af beboerne, Ingemann Mikkelsen, har erhvervet sig en båd uden at betale ejeren. Ejeren vil hente båden, men flere at Skudehavnens faste folk hjælper til i et søslag med rusepæle og jernstænger i havnens indsejling. Fjordbyens Ingemann vinder og båden bliver liggende i Aalborg.

Kæmper mod bro og ubåde - 1990'erne

I 1994 kommer det frem, at Aalborg Søfarts- og Marinemuseum har planer om at udvide og inddrage området, Fjordbyen ligger på. Men beboerne får samlet 700 underskrifter og blandt andre Rådmand Paul Wrobel tager det lille samfund i forsvar. Aalborg Søfarts- og Marinemuseum må udvide på anden vis - og Fjordbyen slipper for atter et søslag.


april 1994 Truslen fra ubåde og marinefartøjer er drevet over.  Foto: Thomas Tolstrup

  1. april 1994 Truslen fra ubåde og marinefartøjer er drevet over.  Foto: Thomas Tolstrup

I 1990'erne må Fjordbyen også kæmpe mod den 3. Limfjordsforbindelse. Visse planer fører den kommende vej ind over deres område, og her råber Borgmesteren (= formanden for Fjordbyen, Tage Simonsen) op, og beboerne tropper op med bannere og kunst for at vise deres utilfredshed.
Fjordbyen har også sine skæve eksistenser - som Tømrer-Bent. Læs nekrologen over den farverige mand, der var flittig til at give en omgang i Kulturcenteret.

Video, der viser stemning i Fjordbyen i 1992 og 1993 fra TV Aalborg
(delvist uden lyd)

Selvjustits - 00'erne

Det er sjældent, at man i avisen læser om Fjordbyen, når det gælder kriminalitet. Det er mest småting, for der er i høj grad også selvjustits i byen – især under ”Borgmester” Tage Simonsen, der gennem 20 år både er formand, sherif, dommer og vicevært.

Tage Simonsen - borgmester, sherif og dommer. 2012. Læs portræt af ham her 

Tage Simonsen - borgmester, sherif og dommer. 2012. 
Læs portræt af ham her 

En ung stofmisbruger bliver bedt om at stoppe salget af stoffer fra sit hus, men da han ignorerer henvendelserne, starter Tage Simonsen traktoren og med frontskovlen jævner han huset med jorden og læsser det på Sankt Hans bålet, hvor det går op i flammer.
Da stofmisbrugeren sammen med et par rockere bagefter dukker op for at få erstatning, bliver det også klaret lokalt. De forlader stedet igen uden erstatning, men med to skamferede motorcykler.
Bestyrelsen har også været ude at høste hamp med rode fra en af haverne uden at spørge først.
”Vi vil under ingen omstændigheder have handel med stoffer, rockere og hvad det fører med sig af kriminalitet her i Fjordbyen. Vi gider ikke have politiet rendende”, siger Tage Simonsen i bogen ”Fjordbyen”.

I Kulturcenteret (stedets værtshus) var åbenbart ikke nok for alle beboerne. Nogle lavede egen "import" af sodavand og tobak. 2001 Foto: Claus Søndberg

I Kulturcenteret (stedets værtshus) var åbenbart ikke nok for alle beboerne. Nogle lavede egen "import" af sodavand og tobak. 
2001 Foto: Claus Søndberg

Selvom besøgene er sjældne, slipper Fjordbyen ikke helt for besøg af lovens lange arm, som da en razzia finder 600 kasser ulovligt importeret sodavand, smuglertobak, spiritus og frosset kød til en værdi af over 100.000 kr. i Fjordbyen.
Det kan man læse mere om her.

Malernes seniorforening holder til i Fjordbyen. 2001 Foto: Claus Søndberg

Malernes seniorforening holder til i Fjordbyen. 
2001 Foto: Claus Søndberg

Fjordbyen begynder nu at få flere kunstnere, studerende og almindeligt velbeslåede beboere - foruden håndværkere, skæve eksistenser, alkoholikere, hashmisbrugere og arbejdsløse. For grundene er attraktive.
Med direkte udsigt til vand og solnedgang ville grundene i fri handel være i millionklassen.

Fiskekutter-hus. 2001. Foto: Claus Søndberg

Fiskekutter-hus. 
2001. Foto: Claus Søndberg

Der ses nu både Mercedes og firehjulstrækkere i området og priserne på husene stiger. Det vækker bekymring, men Fjordbyens bestyrelse ser stiltiende til, kan man læse i 2009.
- Man kan ikke bremse udviklingen, mener formanden Tage Simonsen.

"For 10 år siden kunne man købe et hus for få tusinde kroner. Nu er priserne oppe i 70.000 og 100.000 kr. og måske mere.
Der opkøbes nabogrunde ved hjælp af stråmænd, så man kan bygge over to grunde."

Tommi Jørgensen, fast gæst i Fjordbyen i artiklen: "Spotleje for milliongrunde"

Selv om aftalen med kommunen er, at der ikke må bygges huse på over 30 kvadratmeter, er trenden nu 100 kvadratmeter og lidt til for dem, der bor lige ud til fjorden.

Et af de nye huse i Fjordbyen i 2009. Foto: Grete Dahl

Et af de nye huse i Fjordbyen i 2009. 
Foto: Grete Dahl

Den årlige udgift til grunden er lav: 2600 kr. som er betaling for leje og renovation.
El er for egen regning. Det samme er vand, hvis man da ikke benytter de fælles vandposter, der fortsat også eksisterer.

Nye beboere - 2010'erne

Debatten om det nye klientel vender løbende tilbage i årene efter. For hvad nu hvis de høje priser efterhånden skubber de skæve eksistenser bort? Vil det unikke samfund med plads til originaler, rod og særpræg langsomt blive fortrængt?
Læs artikel fra 2015

"For hvad sker der, hvis mange får smag for en klækkelig sum ved at sælge. Der kan være dem, for hvem det er vejen ud af en elendig økonomi."

Bestyrelsesmedlem Niels Skov i artikel i 2015

En af dem, der begynder at stille spørgsmålstegn ved projektet, er Kirsten Algren, byrådspolitiker for Dansk Folkeparti. Hun mener, at Fjordbyen skal flyttes, når man alligevel skal til at renovere Friluftsbadet. Læs artiklen her

"Tidligere var det et sted, hvor fiskere kunne sidde og ordne deres garn, og for udsatte borgere, men det er det ikke mere. Det er nærmest blevet kolonihaveagtigt, og nogle bor der året rundt. Det har aldrig været tanken, at der skulle bygges ”sommerhuse”til flere hundrede tusinde kroner."

Kirsten Algren, byrådspolitiker for Dansk Folkeparti. 2014

Området ved Vester Fjordmark skulle moderniseres, men ikke alle synes, at Fjordbyen passede ind i de planer. 14. juli 2014

Beboerne i Fjordbyen svarer igen,og det viser sig, at der ikke er lydhørhed i byrådet for at flytte Fjordbyen.

Fjordbyen i 2017. Foto: Laura Guldhammer

Fjordbyen i 2017. 
Foto: Laura Guldhammer

Så skulle man måske tro, at Kirsten Algren (nu udenfor parti) giver fortabt, men i august 2017 griber hun fat i Fjordbyen igen. Har Fjordbyen status som en kolonihaveforening, skal de også overholde reglerne.

Fra Kirsten Algrens Facebookopslag

Fra Kirsten Algrens Facebookopslag

Hun peger også på, at der i brugsretsaftalen står, at man ikke må bo i Fjordbyen hele året. 18 personer er registreret med folkeregisteradresse der. Der er flere forhold, som hun mener skal bringes i orden, hvis Fjordbyen skal have forlænget sin
brugsretsaftale, når den udløber 31. december 2022.

"Hvis man ikke overholder den aftale, der er, så kan man jo ikke forlænge den. Man kan jo ikke forlænge noget for nogen, der gør noget ulovligt, sådan er det."

Kirsten Algren (UP) i NORDJYSKE Stiftstidende 24. aug. 2017.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) har dog ikke til sinds at fjerne Fjordbyen. Han synes, det lille samfund er en kvalitet i Aalborg, som han ikke vil undvære.

"Man kan diskutere, om der er ting man skal administrere anderledes, men grundlæggende synes jeg, at det er vigtigt, at vi har plads til den slags åndehuller"

Thomas Kastrup-Larsen i video på sin Facebookside.

Fjordbyen vipper igen som en anden gammel kutter, men spørgsmålet er om den kæntrer, fordi den ikke længere er så "skæv", at det resterende samfund kan se gennem fingre med, at ikke alt går efter reglerne - eller om den også vinder dette søslag.

Historien er fortalt af:

Tekst:
Lone Beck, Britt Kristensen
og Morten Brændstrup
Foto:
Henrik Bo, Torben Hansen,
Laura Guldhammer og Martin Damgård