Parforhold: Hun klipper nosserne af dig, mens du sidder i saksen

Velstillede storbykvinder hader Christian Tafdrup. Hans film, "En frygtelig kvinde", udstiller kvinders evne til at manipulere mandens ego væk

Navnet Christian Tafdrup har floreret en del i mediebilledet det seneste stykke tid. På TV2 er han mildt sagt modbydelig i dette års populære julekalender, men nu er der pludselig også en del danskere, der synes, han er modbydelig som person. Fordi han åbenbart hader kvinder. Eller gør han? Som instruktør på sin nye spillefilm ”En frygtelig kvinde” har Christian valgt at skildre, ja, de frygtelige kvinder. Filmen maler et billede af det undertrykkende parforhold set gennem mandens øjne, og den illustrerer, hvordan kvinden fremstår, når hun er allerværst og allermest dominerende.

Kvindekønnet bliver her repræsenteret af Marie. Hun er smuk, kærlig, spændende og intelligent, og det forelsker Rasmus sig hovedkulds i fra begyndelsen. Tingene går sin naturlige gang, parret flytter sammen, og pludselig er det hele ikke så lyserødt mere. Det starter uskyldigt. Ind med en masse pæne planter. Ud med Rasmus’ CD-samling, for dem lytter han aldrig til alligevel. Der skal ikke kød i lasagnen, for aubergine og squash smager af det samme. Alle planer skal nøje skrives ned med rød, gul eller sort tusch i en kalender på køleskabet. Manden kastreres langsomt og ender med at gå på æggeskaller for ikke at tirre det sprængfarlige monster. For kvinden er frygtelig.

Filmens tema har selvsagt ført mange reaktioner med sig, og det er nogle blandede nogle af slagsen. NORDJYSKE mødes med Christian Tafdrup til en snak om, hvad det egentlig er, ”En frygtelig kvinde” forsøger at råbe op. Er den så provokerende? Er den misforstået? Og er alle kvinder virkelig så forfærdelige? Det er uden tvivl en film og et emne, de fleste vil have en holdning til. Nu er det tid til at høre Christian Tafdrups egen.

Hvordan er filmen blevet modtaget indtil videre?

- Størstedelen af publikum har taget virkelig godt imod den, præcist som jeg håbede. De har taget den, for hvad den er, nemlig satire og komedie. Den arbejder med nogle stereotyper omkring kønnene, og derfor er det ikke en dyb psykologisk og nuanceret fortælling. De fleste har forstået, at den skildrer, hvordan manden oplever kvinden i et forhold. Dog rammer den også direkte ned i en debat om køn, der er meget heftig lige nu, og derfor kan både titel og tema komme til at virke provokerende. Hvis titlen havde været ”En frygtelig mand”, tror jeg ikke, nogen havde bemærket det, og det er enormt tabuiseret at skildre kvinden negativt. Der har jeg mærket nogle voldsomme reaktioner, især fra velstillede storbykvinder, debattører og journalister, der alene på baggrund af traileren hader mig. De føler sig provokerede af, at nogen kommer og siger, at undertrykkelse kan være ligeså slemt den anden vej rundt. Filmen er inspireret af nogle frustrationer, jeg selv har oplevet, og som jeg opdagede, at mange andre også kendte til. Jeg tror, mange vil elske den, og jeg tror, mange vil hade den. Selvfølgelig er jeg bekymret for modtagelsen, men hvad skal jeg gøre? Det var den film, jeg gerne ville lave.

På hvilken måde undertrykker kvinder, der er forskellig fra mændenes måde at gøre det på?

- Kvinden undertrykker på en måde, så manden i lang tid slet ikke bemærker det, og hun har en meget raffineret måde at få sin vilje igennem på. I starten optimerer kvinden jo bare manden. Gør hjemmet pænere, madvanerne sundere, tøjstilen bedre. Men på et tidspunkt kræver hun mere og mere og får beslaglagt mandens frie vilje, og hvis man sætter foden i, så bliver hun vred, tøsefornærmet eller ignorerer en, indtil man bukker under. Det er snedigt, og det er pakket så godt ind, at det er svært at sætte fingeren på. Jeg har haft en følelse af, at kvinden ville kontrollere mig og lave mig om. Og så sker der desværre det til sidst, at hun ikke længere er interesseret i den mand, hun har fået skabt, og så savner hun den mand, hun forelskede sig i. Jeg er klar over, det er nogle provokerende statements at komme med, men jeg har oplevet det i utroligt mange kvinder i større eller mindre grad. Jeg blev slukket indeni, min maskulinitet forsvandt, og hun bruger en kvindelig magt på en måde, jeg har svært ved at gennemskue. Min gode ven beskrev det som, at hun fucker med ens indre kompas, fordi man ikke længere ved, hvad der er op og ned. Hun må for eksempel godt tale nedladende til manden, hvis han sætter forkert i opvaskemaskinen, men hvis han taler i samme tonefald, så er han enormt patroniserende. Det er nogle af de situationer, filmen beskriver. Hvordan man glider længere og længere væk fra sig selv.

Er kvinder
onde?

Kan vi kalde Maries opførsel for god gammeldags kvindelist, eller er det for uskyldigt?

- Til at begynde med kan vi godt, men filmen er skrevet på baggrund af, at jeg har følt det som psykisk tortur. Det værste er, når hun ikke respekterer det menneske, du selv kan lide at være, men det er desværre hverdagskost, og mange forhold ser sådan ud. Kvinder har større carte blanche til at behandle mænd på den her måde. I historier om kvindeundertrykkelse kan man kun holde med kvinden, ingen tvivl om det. Men når det er omvendt, så er manden et patetisk offer eller en latterlig vatpik, og det provokerer mig.

Er kvinder onde?

- Jeg tror ikke på, man kan kalde det ondskab, og det er ikke en film om den gode og den onde. Den handler specifikt om mødet mellem manden og kvinden i et parforhold og de sider, der bare ligger til hver vores biologi. Begge køn har nogle frygtelige nogle af slagsen, og man skal huske på, at filmen er ren generalisering, og at det selvfølgelig også kan være omvendt. Filmens generalisering kommer til udtryk i kvindens kontrolsyge og mandens tendens til at stikke af og lukke ned. Så kan man kritisere mig for at udstille kvinden, men jeg udstiller jo i ligeså høj grad manden og alle hans svagheder.

Har manden ikke selv et ansvar for at sige fra?

- Jo, men mange mænd oplever, at det er sværere i kampens hede, end når man ser det udefra. Rasmus i filmen er meget tæt på, hvordan jeg selv har været i forhold. Jeg har haft masser af succes, masser af venner og ingen problemer med at sige fra, men alligevel bliver magtkampen med kvinden altid svær, for hun sætter mig i situationer, hvor jeg aldrig kan vinde. Man ville aldrig stille det spørgsmål, hvis rollerne var omvendte. Hvis en kvinde bliver slået eller seksuelt udnyttet, ville man så spørge om, hvorfor hun ikke bare siger fra? Det har noget at gøre med den stereotype forventning til manden, men han er også bare et menneske, og det kan være særligt svært, hvis man er forelsket. Det spændende ved filmen er også, at det er så komplekst. Er kvinden overhovedet frygtelig? Eller er det mandens manglende evne til at takle hende, der får hende til at fremstå som frygtelig? Der er mange kvinder, der har set den, der synes, hun er helt forfærdelig, og så er der også mange, der slet ikke kan se, at hun gør noget galt. Det handler om, hvilken type man er, og hvad man tør indrømme om sig selv. Selvfølgelig er kvinder ikke kun frygtelige. Det er en film, tingene er sat på spidsen, og den fokuserer på de negative sider. Jeg håber, folk tør grine lidt af sig selv, for jeg synes alligevel ikke, den er så entydig. Det er for nemt at sige, at han bare er et pjok, og hun bare er hæslig. Det handler om meget dybere ting.

Har du skubbet politisk korrekthed til side, eller er der steder, du har holdt dig tilbage?

- Jeg har egentlig ikke tænkt, den er så politisk ukorrekt. Jeg kan ikke forstå, man ikke kan lave en film om mænd og kvinders svagheder i et parforhold. Eller lave et kritisk portræt af kvinden med et glimt i øjet. Mit udgangspunkt har aldrig været at provokere. Jeg har fået mails fra psykologer og terapeuter, der skriver, at jeg faktisk har været alt for forsigtig, fordi det her er et kæmpemæssigt socialt problem.

Falder for de
dominerende

Hvad for nogle typer af kvinder har du selv været i forhold med gennem dit liv?

- Jeg må indrømme, jeg er faldet for nogle dominerende kvinder, der var sjove, eventyrlige, skøre og kreative, men som også ville kontrollere mig. Den type tror jeg også, Marie er, og Rasmus fascineres af det dæmoniske. Mange af situationerne i filmen er dog bare rigtigt almindelige, og mange mænd kan genkende dem. Og så bliver de forvirrede over, om hun faktisk er psykopat, eller om de selv mangler nosser. Til sidst er man fastholdt i noget, som egentlig er overgreb og psykisk tortur, og kærligheden, der udelukkende burde være noget godt og rart, bliver til en magtkamp.

Gider kvinder overhovedet se filmen?

- Ja, det tror jeg. Dem jeg har mødt modstand fra, har været veluddannede, akademiske og debatskabende kvinder, men det store brede publikum virker bare nysgerrige på, om de kan spejle sig i filmen. Dem, der ikke altid tager sig selv så alvorligt, vil kunne grine af den, for den er i virkeligheden meget kærlig. Tværtimod har mange mænd faktisk syntes, det er en enormt provokerende film. Det forstår jeg ikke. Det må være fordi, de er bange for deres koner. Hvorfor skal jeg udstilles som antifeminist? Jeg er langt mere feminist. Kvinder er det interessante her i verden, og jeg har langt mere respekt for dem, end jeg har for mænd. Jeg kunne sagtens lave en film, der bare hyldede kvinden, men nu har jeg valgt en anden vinkel.

Tror du, filmen kan få kvinder til at reflektere over egen opførsel, og kan den skubbe til et helt grundlæggende fænomen?

- Jeg tror ikke, film kan løse noget. Men hvis man tør, så kan den forhåbentligt sætte gang i nogle gode samtaler med humor derhjemme. Den skal ikke bruges som parterapi eller en manual til parforhold.

Hvordan skulle kvinden ideelt kommunikere, hvis vi snakker på et helt utopisk plan?

- Jeg tror ikke, løsningen findes, for det er mere komplekst end som så. Manden vil ikke have sin selvstændighed frataget, men han får alligevel ofte brug for hjælp, hvis hun pludselig ikke blander sig. Men generelt kunne mænd nok godt undvære den bedrevidende og nedladende tone, og at kvinden bliver forurettet, hvis man siger hende imod.

Pissesur
og
forurettet

Hvad er din kommentar til klummen i Format, der hedder ”Denne mand har gjort mig træt af alle danske mænd”, hvor du bliver anklaget for at være generaliserende?

- Det understreger bare præcist det, jeg gerne vil sige med filmen. Kvinden må godt prikke til manden. Så snart jeg rækker hånden op og siger: ”jeg har haft de her oplevelser”, så bliver hun pissesur. Hvis situationen havde været omvendt, ville jeg ikke blive forurettet på hele mit køns vegne. Jeg ville tage det med et smil, og så ville jeg lytte. Der var en radiovært, der blev helt rød i hovedet, og hun kunne nærmest ikke læse vejrudsigten op efter interviewet, fordi hun var så gal. Og jeg tror ikke engang, hun havde set filmen. Hvad er problemet? Kan man ikke bare lægge sit skyts ned, grine af sig selv og hinanden og indrømme, at vi alle har nogle mekanismer, vi ikke er helt stolte af? Det bliver gjort til en kønsdebat. Filmen er ren digtning, så kan man ikke bare erklære sig uenig uden at lægge mig for had? Det er jo perfidt i sig selv. Jeg forstår godt, hvis filmen kan misforstås, men den påstår aldrig, at alle kvinder er på denne måde.

Set i lyset af den tid filmen udkommer i med #MeToo og højtråbende feminister, får den så den ønskede type af opmærksomhed?

- Jeg er både glad for og ked af opmærksomheden, den får. Opmærksomheden er god, fordi jeg får lov at tale om filmen. Min film handler om mandens frustration, mens den offentlige debat lige nu handler mest om kvindernes. Begge dele skal tages alvorligt, men jeg føler ikke, jeg bliver taget alvorligt. Jeg er bange for, filmen kan blive taget som gidsel i en kønsdebat, for det var ikke hensigten.

Når Marie er allerværst og allermest listig, lader du hende få direkte øjenkontakt med kameraet. Hvorfor har du brugt dette greb?

- Vi har diskuteret meget, hvorvidt det skulle være med eller ej. Vi lavede testversioner, hvor det var undladt, og det var en meget anderledes oplevelse. Det gør hende til en stærkere karakter, hvis hun er bevidst om sin manipulation. Når det ikke var med, fremstod hun mere som en kvinde i sine følelsers vold, som det var lidt synd for, og det gjorde hendes frygtelighed mindre. Jeg kunne mærke, at folk forstod filmen bedre, når det var med. Ligesom kvindetegnet med djævlehorn, der vises i starten. Så kan folk bedre aflæse, at det ikke skal tages så alvorligt, og at det er okay at grine, fordi filmen bare et en karikatur inspireret af virkelige oplevelser.

I slutningen ender Rasmus med at være fanget i Maries net. Det er vel ikke inspireret af egne oplevelser?

- Nej, vi ville tænke på den mest tragiske udgang, uden det involverede et mord. Han ender i en situation, der burde være super lykkelig. Han skal være far, alt er lyst, og hun ser smuk ud. Men han har mistet sig selv, og alt er drænet. Han er ligesom et levende spøgelse i hendes verden. Så kan han en gang i mellem løbe ud på bagtrappen og skrige, og så skal han ellers ind og skære mere frugt til veninderne. Det er et fængsel.

Har du et godt råd her til sidst til en kvinde, der skal til at flytte sammen med sin kæreste?

- Man skal huske at respektere, at ting der umiddelbart kan se ubrugelige ud, kan betyde virkelig meget for mandens identitet. Hvis han har en guitar, han aldrig spiller på, så find en plads til den alligevel, hvis den er vigtig for ham. Så skal han nok selv rykke den ned i kælderen på et tidspunkt. Man skal respektere hinandens grundlæggende og fjollede identitetsgenstande. Og så skal man altid huske at have humoren med, når der opstår konflikter, der ellers kan være sprængfarlige.

”En frygtelig kvinde” har premiere første juledag, og da får man mulighed for selv at vurdere, om Christian Tafdrups film virkelig er så provokerende endda.

Filmen anmeldes i NORDJYSKE lørdag