Indretning af et hjemløst hjem

Det var en række af erkendelser.
Erkendelsernes Champs Elysée.
Erkendelser om hjemløshed som andet end et socialt endepunkt eller litterær karikatur. Det er erkendelsen om fedtede, glidende overgang, hvor den ene deroute er gemt bag den næste, og bag den næste venter døren til varmestuen

Klokken 20.30

Dag Hammarskjølds Gade skråner fra Østre Allé mod Jyllandsgade, hvor den på betonpæle hviler over det gamle jernbaneterræn.
Set herfra ligger Aalborg i lag. En lysende kiksekage af småborgere, velbjergere og middelklasser. Det er det evigt arbejdende, hvor lysene lykkeligt glimtende observerer, og kranerne lægger ovenpå det, der er byens linealer, imens de måler og måler og måler.

Dag Hammarskjølds Gade er en rampe mod byen, der, hvis der er grønt lys, vil lade mig ramme bunden i en glidende bevægelse. Et gult lys, skæven mod politigården - ingen reaktion. Så zigzag over Kayerødsgade, Danmarksgade og endeligt - Vor Frue Plads.
Et par teenagepiger kommer gående, griner højt, og brokker sig over kulden. Fra telefonen, som den ene holder i hånden, skratter en pubertetsstemme. Fuck, siger de. Det mener du bare ikke? De drejer om hjørnet ved Vor Frue Kirke, imens pubertetsstemmen, fordi den virkeligt mente det, skratter videre for så at forsvinde ind på Algade.Så går jeg alene på Søndergade. Ikke en lyd i byen indtil lyset fra Natvarmestuen i baggården rækker ud igennem mørket.

Jeg gik ...

Jeg gik derfra, og for nogle, vil jeg gætte på, var natten ikke begyndt, da jeg satte mig i bilen og kørte tilbage op ad Dag Hammarskjølds Gade.
De medarbejdere, der den nat var på arbejde i Kirkens Korshærs Varmestue, blev selvfølgeligt. Men jeg gik.
Jeg kan huske, vi talte sammen og de talte, men jeg har svært ved at huske, hvad vi talte om. Den flade normalitet, de formåede at skabe, er forbandet vanskelig at beskrive.
De to hvis navne jeg lige nu ikke kan huske. Den ro de blev, og måden de blev ét med den rytme, den verden og den nat, som alle andre nætter, der drev mig ud med udmattelse, før den var gået, stod de igennem. Tog imod alle - som mennesker, der lige denne nat havde valgt, at deres fødder skulle gå herhen, ad Søndergade. Hvor gadens virvar, ja den hele verdens kaos, blev til ingenting. Jeg ved, de eksisterer, men ud over det, så er de figurer nu.

Måske idylliserer jeg dem. Idealiserer det, de var. Men så igen; hvorfor skulle jeg det?

Klokken 20:55

Minutterne, der går inden dørene åbner, er stille. Det dunker i mine tindinger. Måske er det på grund det bratte temperaturskift. Eller måske er det nerverne.
Der har været bøvl med dem hele dagen.

Under loftet i varmestuen hænger guirlanderne, som børnene på familiecentret har lavet. Det er hyggeligt på den der daginstitutionsagtige måde. Let vaskbare overflader, et blankt industrikøkken. Der er varmt og tørt. Trygt er det ordet?
Men guirlanderne har børnene på Familiecentret lavet, og træet har de pyntet, og der er så uendeligt mange, og de snor sig så meget, fastgjort under loftet. Små buer og små fingre.
De der står udenfor, i gården, er stille. Jeg kan svagt ane dem i lyset fra lamperne. Nogle har tasker med - på ryggen eller over skulderen. En enkelt har en kuffert. De samler sig langsomt udenfor. Ventende. Blomstrer, som salmen lyder, som roser i en baggård.

Og så står vi der. Ser på hinanden gennem en glasrude, og klokken 21 - det er om fem minutter - kommer de ind, og jeg er sikker på, at med dem kommer kulden. Den hænger i deres hals og deres tøj. Og sårene opstår af sig selv, og bliver ved med at opstå, mens de væsker og svier.
Sådan må det da være for tik-tak og om tre minutter er klokken 21, og jeg skal være en flue på væggen og imens aftenen modnes, ruller den sig sammen, og nærmer sig, nu da natten og de hjemløse står for døren.

Et hjemløst hjem

I Aalborg arbejder man efter housing first princippet.
- Kort sagt handler det om at skaffe folk tag over hovedet som den første indsats. Det er ikke sådan, at du skal kvalificere dig til det. Du behøver ikke være i arbejde, du skal ikke være stoffri, siger Johnny Friis, der er centerleder ved Center for Voksne i Aalborg Kommune.
- Så man behøver ikke sove på gaden i Aalborg. Vi har herberg, vi har forsorgshjem, vi har natvarmestue. Så der er mulighed for at undgå at blive gadesover, for det er et særligt problem.
Men selv med et tag over hovedet og en fod under eget bord kan hjemløsheden være markant.
- Der er dem, der er hjemløse, og som virkeligt ikke har deres eget bord at sætte foden under. Men så er der også de, der har fået en lejlighed og flyttet ind i den, men hvor det kan være så svær en opgave at gøre det til et hjem, at man reelt er hjemløs stadigvæk.
- Det er så forskellige mennesker, at man ikke kan sige, de har et fællestræk. Men når man i lang tid har været i en reel hjemløshed, så er det et meget stort spring.

Klokken 21:00

Note: Alt herfra er set gennem øjenkrogen.

For da døren bliver åbnet, ser jeg ikke op mere. Jeg undgår i hvert fald øjenkontakt. Det er ikke noget, jeg vil, det er mere bare noget, jeg gør. Jeg skal være en flue på væggen, og sådan står jeg i køkkenet, virrende. Men det er også noget andet. Det er usikkerheden. Lige før, med pigerne og puberstetstemmen, som de bar imellem sig, ret omsorgsfuldt som jeg husker det, hvor det bare var mig og dem, der var det anderledes. Men det er mange minutter siden, og imens jeg har stået her, har alt det udenfor, ude i mørket forandret sig. Der står skygger ude i gården nu. Det gjorde der ikke før.

Men så går døren op.
Og så ender forestillingen. Ansigterne blusser, da de kommer ind i varmen, og ingen er, som jeg forventede. Væk er Storm P’s vagabond. Væk er det lasede. Væk er de synligt væskende sår.
I stedet er der en blufærdig soberhed. Flygtig øjenkontakt. Et venligt smil. En kop kaffe. et stykke franskbrød og en kop te. De fleste er nærmest usynlige i deres rene tøj med deres bærbare computere. De er påfaldende. Nogle mumler. Taler sagte og rasper her og der ord eller endelser af sætningerne. Det kan være sproglige udfordringer, for flere og flere østeuropæere opsøger natvarmestuen, det kan være alkoholen, eller det kan uden nogen påviselig grund bunde i at personen i sin grundkerne - netop er påfaldende.

Her er ingen landevejens riddere eller gadens legionærer. Det er ikke bumsen med det store grin og de røde, smudsede kinder. Det er køen i netto. Det er gågaden en sen eftermiddag. Det er forestillingen om de andre, der ikke kan opretholdes og intet kunne være værre end netop det.
Fluen er på væggen og aftenen ruller sig sammen - som en gammel avis parat til at slå.

Stereotyper

- Vi bliver nødt til at forandre det der klichefyldte billede af hjemløse, som vi render rundt med, siger Johnny Friis
- Det er ikke kun en forhutlet mand i slidt og laset tøj. Det er ikke Storm P tegningen.
De hjemløse er også andre. Det kan være ham der sover på gaden. Hvor sliddet på skæbnen, tragedien, sårbarheden ligger åbent. Men det kan også være de unge med det smarte tøj og de bærbare computere. Det kan være manden, der ingen umiddelbare kendetegn har. Han kan være almindelig og undseelig. Nye sko og rene negle er ingen garanti imod at ende på gaden.
- Der er ikke langt fra at være velfungerende - fra at være en del af samfundet - og så til at ryge ud over kanten. Den afstand er ikke så stor, som den har været engang. Jeg synes hurtigere, man oplever at folk får en deroute, der vil noget, siger Johnny Friis

Det er et samfund, hvor opdelingen og distinktionen bliver skarpere for, hvornår du er indenfor og udenfor, og det slører nedturen, fordi endemålet er skjult. Den ene deroute er gemt bag den anden, og bag den er døren til varmestuen.
- Tidligere var der et meget længere forløb, inden man nåede dertil. Det er også en af årsagerne til, at man kan se en og tænke - ”det kan da ikke være rigtigt, at han er hjemløs”. Det er fordi, at den deroute kan ske så hurtigt. At man får det ene tab efter det andet. Det store tab er så der, hvor man står uden tag over hovedet, og det har man nok svært ved, at forestille sig kan ske.
Den manglende forestillingsevne gør det svært at genkende sig selv, siger Johnny Friis.
- Hjemløsheden bliver meget stereotyp i vores forestilling om den. Derfor er der en risiko for, at det, vi som samfund mener, vi kan tilbyde som løsning, bliver forenklede i forhold til, hvad der reelt kan være en hjælp for dét menneske i dén situation.
- Men det er heller ikke sikkert, at det er muligt, for det kan være svært for nogle at bede om hjælp på det tidspunkt, hvor man er på vej ned. For hvornår ser man sig selv?
Den skjulte hjemløse, der gemmer sig bag en usynlig deroute, ændrer konstant karakter, og så kender vi den ikke mere, fortæller korshærspræst ved Kirkens Korshær i Aalborg, Lena Margrethe Bentsen.
- Den dybeste hjemløshed, jeg har mødt, var hos én, som jeg tror, folk aldrig ville have troet var hjemløs, hvis man så ham på gaden. Altså den forestilling, som jeg gætter på, vi alle sammen har af den hjemløse.

Lena Margrethe Bentsen, korshærspræst, Kirkens Korshær i Aalborg. Arkivfoto

Lena Margrethe Bentsen, korshærspræst, Kirkens Korshær i Aalborg. Arkivfoto

Vi skal som samfund kendes på, hvordan vi behandler de mest udsatte. Men hvad sker der, når vores syn på dem er så stereotypt - grænsende til det forvrængede?
- Hjemløshed er skræmmende, netop fordi det er stigmatiserende, siger Morten Ejrnæs, der er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
- Man bliver tillagt stereotype negative egenskaber, som man ikke kan genkende hos sig selv. Hos andre forsvinder respekten for det enkelte menneske bag hjemløsheden derfor ret nemt. Når vi opfatter mennesker som hjemløse, så forholder vi os bare til det kendetegn. Man slipper altså for at forholde sig til det komplekse i folks situation.

Tidligere var der måske et idylliseret nærmest romantiseret forhold til hjemløse. Som landevejens riddere der nød det frie liv, eller som folk der i kortere eller længere tid ikke kunne tilpasse sig det borgerlige almindelige liv, siger Morten Ejrnæs. Omgivelserne havde en vis tolerance for, hvad der opfattedes som en form for ”frit valg”, en tolerance, som måske ikke er så udbredt længere. Nu opfattes mangel på bolig snarere som udtryk for manglende ansvarlighed.
- Det er dog ret vanskeligt at sige entydigt, hvordan vores syn på hjemløse har ændret sig. En undersøgelse fra 2007 viser imidlertid, at hjemløse udsættes for både hån og vold. Men der er også eksempler på både tolerance over for hjemløse og villighed til at støtte dem eksempelvis gennem køb af hjemløseavisen ”Hus forbi”. Hjemløshed er et komplekst fænomen, og det er holdningen til det også, siger Morten Ejrnæs.

Klokken 01:10

At se på et fremmed menneske sove overskrider grænser. Mest for den der ser, og mindre for den sovende, vil jeg tro.
Den rolige vejrtrækning, sårbarheden og hjælpeløsheden er sovesalen, et aflangt rum med køjer i hver side, og hvor lyset er nedsunket - ubådsdybt - og dæmpet. Den asynkrone snorken, snart fra nederste venstre snart fra øverste højre køje og den tunge fugtige luft er en urskovsoplevelse. Magtforholdet er så skævt, at det bliver kvalmt. ”Prøv at gå ind og se. Når du nu er her, skal du også se, hvad det drejer sig om”, sagde en af de ansatte på varmestuen venligt. Njjaaah nej tak, sagde jeg og smilede tilbage, fast besluttet på at blive i køkkenet.

Men her står jeg så alligevel. Gående på gløder. Fem meters sovesals listeri. Jeg er sikker på, at jeg lige har set én gå herind, men han er her ikke. Her er kun snorken og tung vejrtrækning, og hvis han er en del af det kor, må overgangen til søvnen have været hurtig. Det liv, der bliver ført her, er en udmattelse.

Tæppet føles blødt imellem fingrene. Det er blåt, nyvasket og nystrøget. Den fint foldede stak bliver kortere, mens folk med et kort nik, kommer for at hente et.
På en normal aften og nat kommer omkring 40 mennesker forbi natvarmestuen. Nogle kommer forbi til en kop kaffe. Andre til en mad eller to. Nogle vil gerne snakke og så er der dem der bare gerne vil sove.. Her er plads til 18 sovende mænd og fire kvinder.

Vejen ind til sovesalen går via en fordelingsgang. Her skal de stille skoene, før de går videre. Og det er lige her, i det lille rum, at det så alligevel rammer.
Selv en, ”øjenkrogskigger”, frarøvet to tredjedele af synssansen finder det. Det er vindpustet fra et frit fald. Marchen fra herberg til varmestue. Fra lejlighed til værtshus. Fra arbejde til arbejdsløshed. Fra hjemmet, til værelset, til gaden. Dem der sover i de smalle køjer. Det er i deres smidte sko, jeg kan lugte gaden, asfalten, fliserne og brostenene. Jeg har set på dem, mens de sov og lugtet til deres sko. Det er en oplevelse. Det er erfaring og indlevelse uden nogen synlig grænse, og jeg skammer mig.

Privatliv er en sjælden gæst i den hjemløses hus

- Jeg kan huske en bestemt person. Han boede på herberget og skrev sådan nogle små digte eller aforismer og et af dem lød; privatliv er en sjælden gæst i den hjemløses hus, fortæller Lena Margrethe Bentsen.
- I det øjeblik du bliver hjemløs, er der altid nogen inde over dit liv. Du har ikke nogen dør, andre kan banke på, og så kan man nemt være udsat for, at andre glemmer, at man som menneske har brug for, at der bliver banket på.
I den tilstand er der ikke ro til at skabe forandring. Den konstante stress er produktet af en selvopholdelsesdrift. Det er det mest frie af de frie liv. Men det er ingen efterstræbelsesværdig frihed.
- Det at bo på gaden er utroligt stressende. Du har nok at gøre med at overleve. Håb og drømme om fremtiden, forventningen om et fremtidigt liv, der ser anderledes ud, det har man ikke, når man går på gaden og bare overlever.
Det gør mødet med et ”normalt” liv vanskeligt, da alle fibre i kroppen har været indstillet på gaden.
- For mange bliver lejligheden så også mødet med en ensomhed, der ikke var så udpræget, når man levede på gaden, på natvarmestuen og på herberget for der lever man sammen hele tiden.

Det hele er en scene
Sammen og så alligevel alene. Det er et samfundsvilkår. Den enkelte bliver fejret for succeserne, men bærer også ansvaret for fejlene. For nedturen. Tiltroen til det enkelte menneskes formåen er stor, og derfor kan tanken om, at det kan gå helt galt være skræmmende, mener Lena Margrethe Bentsen.
- Jeg synes, vi bliver overbelastet i dag ved at skulle bære det hele selv. Du bliver overbelastet. Det er ødelæggende.

Lena Margrethe Bentsen. Arkivfoto

Lena Margrethe Bentsen. Arkivfoto

Fornemmelsen, overbelastningen, det ødelæggende. Det er synet på "den anden". Det er definitionsmagten. Det handler om monopolet på fortællingen om samfundets allermest udsatte. Det bliver et skuespil. De skal lægge ansigtet i de rette folder - alt andet er mislyde, der ikke passer ind i fortællingen. Den enlige mor der med en duknakket taknemmelighed modtager julehjælpen. Glæden skal være ægte. Spilles ægte, inderligt og grådkvalt.
- Også de der gør noget for andre, sidder med et enormt ansvar, for der definerer man også hinanden i det øjeblik. Jeg kan huske en kvinde, der kom ind til en af vores cafe-aftener, Hun sagde ”jeg kan simpelthen ikke holde ud til at være her”. For pludseligt var hun igen den lille pige, der var derinde med sin mor for at tage imod tøj, fortæller Lena Margrethe Bentsen.
- Det blev pludseligt et spil som moderen følte, hun skulle leve op til, og det må have været en pine for det barn, for sådan var hendes mor jo ikke ellers.
Det er en udfordring, de er meget bevidste om hos Kirkens Korshær.
- Jeg mener faktisk, at det lykkes vældigt godt i dag på blandt andet natvarmestuen. At møde dem der kommer på en måde, som ikke er en forventning om ydmyghed. For det er på ingen måde det, vi ønsker. Det er noget, vi til enhver tid må være opmærksomme på ikke at udsætte den, der kommer til os for, siger Lena Margrethe Bentsen.

Natvarmestuen i Søndergade. 

Natvarmestuen i Søndergade. 

På varmestuen skal der ikke udarbejdes målsætninger eller styringsmål. Der er ikke samtaler, der skal placere gæsterne i en kasse med henblik på videre behandling. Den type hjælp bliver givet andre steder. Listen der holder styr på antallet af daglige gæster, er den eneste punktopstilling, brugerne kommer i kontakt med.
- Nej det er ikke et sted, hvor det drejer sig om at lave en handlingsplan, fortæller Bo Lykke Vester, der er leder af Kirkens Korshærs Natvarmestue i Aalborg.
- Mange af de der kommer her, deres liv er en cyklus, fordi de af en eller anden årsag er faldet ud af systemet - ud af kassen. Er du psykisk syg passer du måske delvist i én af samfundets kasser, men er du samtidig misbruger - hvilken kasse skal du så placeres i?

Bo Lykke Vester, leder af Kirkens Korshærs Natvarmestue i Aalborg. Foto: Peter Broen

Bo Lykke Vester, leder af Kirkens Korshærs Natvarmestue i Aalborg. Foto: Peter Broen

Vedholdenhed

Da Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) i 2015 opgjorde antallet af hjemløse borgere i Danmark lød det på 6138 personer. Det var 318 personer flere end ved den forrige kortlægning i 2013. I 2009 var tallet 4998 personer - altså en stigning indtil 2015 på 23 procent.
I Aalborg har 250 personer været status quo i en længere periode, fortæller Johnny Friis. Han forventer dog, at det vil stige.
- Alle os, der arbejder inden for området, forventer, at der bliver en stigning i hjemløsheden over den næste tid. Det gør vi ikke mindst fordi, vi ser et øget økonomisk pres på en i forvejen udsat gruppe med kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.
- Selvom vi har nogle billige boliger i Aalborg, har de hjemløse for manges vedkommende slet ikke økonomi til at betale for en bolig, og det er et problem, man godt kunne forestille sig vokse.
Den samme tendens genkender de hos varmestuen i Søndergade, fortæller Bo Lykke Vester.
- Der har været en jævn tilgang hen over året. Man kan ikke sige det er en speciel gruppe der pludseligt opsøger os - det er sådan helt generelt,.
I maj havde Natvarmestuen i Søndergade 1356 brugerbesøg, Heraf sov 783 mennesker.

De gik grinende gennem gaden med pubertetsstemmen tæt knuget imellem sig. Omsorgsfuldt. Pigerne gik i kulden men stemmen var med al sandsynlighed hjemme. Fuck, sagde de. Det mener du bare ikke.
Men den mente det, som den meget vedholdende blev ved med at mene, da den drejede ind på Algade for at følge pigerne ... hjem.