Konflikter bliver gravet op med gruset

O veralt i den nordjyske undergrund gemmer der sig ressourcer, som er vigtige for, at samfundet fortsat kan vokse og udvikle sig.

I gennemsnit er 6,7 millioner kubikmeter sten, sand, grus, ler, kalk, kridt og tørv blevet gravet op hvert år de sidste 12 år, og alle har de forskellige og gerne flere formål.

Størst er behovet fra byggeriet, der kræver sand, grus og sten for at kunne anlægge nye veje, huse, sygehuse og ikke mindst den tredje Limfjordsforbindelse.

Det orkestreres efter råstofplanen, der revideres hvert fjerde år af regionerne. I planen afgrænser regionen de områder, hvor der må graves efter råstoffer.

I 2016 skulle den seneste plan have været præsenteret. Planen kommer til verden via flere offentlige høringsfaser, og her kom der for alvor grus i maskineriet. Over 300 indsigelser og protester i flere områder i Nordjylland udsatte Råstofplan 2016, så politikerne først kunne præsentere den nye plan i april 2017.

Typisk går indsigelsen på bekymring for støj, støv og tung trafik, men også drikkevand, byudvikling og enestående natur er kimen til konflikt, når man slås om råstofferne.

Tag med en tur rundt i Nordjylland og få en undervejs en forståelse af, hvad det betyder for folk, når regionen leder efter råstoffer.

Vi starter i Rebild.

Værner sammen om vandet
Siem, Rebild

Lytter man et øjeblik, kan man let høre maskinerne. I det fjerne lyder en konstant svag buldren, der bryder med idyllen ved Thorup Kirke omkranset af træer og buske.

- Og de graver faktisk ret langt væk lige nu. Med den nye tilladelse kommer de til at kunne grave endnu tættere på trægrænsen, forklarer sognepræst Therese Strand Nielsen og peger ud over en kornmark i retning af lyden.

Bag sig har hun kirken, der ligger lige uden for den lille by Hellum i Rebild Kommune. Selv kalder præsten Thorup Kirke for “en lille perle”. På en lille bakketop med massevis af træer og planter ligger kirken med sin velordnede kirkegård og minder om en lille park.

Den fjerne rumlen stammer fra Siem Skov, hvor Lindenborg Gods har gjort en grusgrav ud af området.

Therese Strand Nielsen er sognepræst i blandt andet Thorup Kirke.

Therese Strand Nielsen er sognepræst i blandt andet Thorup Kirke.

Og det er en udvidelse af den nuværende grusgrav, der fremkalder en bekymret mine hos sognepræsten. Til Råstofplan 2016 blev der nemlig ansøgt om at udvide graveområdet.

- Det var en bekymret borger, som i april sidste år gjorde mig opmærksom på, at der var ansøgt om at grave grus tættere på kirken. Det blev jeg meget forbavset over, og jeg hev straks fat i menighedsrådet og andre, der måske ville have indvendinger, siger Therese Strand Nielsen.

Klik her og få en forståelse af problemstillingen i Siem. 
Forklaret af lektor Morten Lauge Pedersen.

De andre var blandt andet lokale vandværker, der hæftede sig ved, at grusgraven befinder sig direkte oven på grundvandsboringen, som blandt andet forsyner Terndrup med vand. Sammen dannede de gruppen Værn om vand.

- Selvom vi var mange med forskellige bekymringer, var vandet det bærende. Hvis der sker et udslip i grusgraven, løber det jo direkte i grundvandet, når man fjerner de mange lag jord, sand og grus, der ellers filtrerer og beskytter. Og hvis først drikkevandet skades, kan det være umuligt at få rettet op på igen. Der må simpelthen kunne findes løsninger, hvor vandet ikke er i fare, siger Therese Strand Nielsen.

Sognepræsten vil skyde på, at gruppen afholdt 30 møder i perioden fra gruppens stiftelse og frem til afgørelsen i april i år. Undervejs holdt de en protestaktion ved kirken, hvor forskellige talere argumenterede for et nej til udvidelsen af grusgraven.

- For mig som præst er det vigtigt at gøre noget og kæmpe for lokalområdet. Hvis der skulle ske en forurening eller en ulykke på grund af grusgraven, ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke havde forsøgt at få det ændret, siger Therese Strand Nielsen.

Spørgsmål til Therese Strand Nielsen: Er I ikke bare utilfredse, fordi grusgraven skal ligge i jeres baghave? 

Selvom Værn om vand tabte det første slag, og området kom til at indgå i råstofplanen, er det ikke slut endnu for Therese Strand Nielsen.

- Vi fortsætter ufortrødent, og sammen med byrådet i Rebild Kommune er vi ved at klage over regionens afgørelse. Der er stadig mange mennesker, der er utilfredse, og vi håber at kunne få tingene ændret.

Morten Lauge Pedersen
Lektor i naturgeografi ved AAU

Diamanter, kul og uran er alle forskellige typer af råstoffer. Ingen af delene findes dog i Danmark, hvor vi må nøjes med de mindre eksotiske materialer som sand, kalk og ler.

Morten Lauge Pedersen er lektor i naturgeografi på Aalborg Universitet og har indgående kendskab til de danske råstoffer og den proces - og de konflikter - der finder sted, når råstofferne skal kortlægges.

Ifølge lektoren er det som at bede om ballade, hvis regionen placerer graveområder tæt på bymæssig bebyggelse eller i naturområder.

- Det er det samme som at bede om indsigelser i stor stil. Så hvis det kan lade sig gøre, forsøger man at lægge sin indvinding i områder, som i forvejen er i brug, eksempelvis landbrugsområder. For så har man ”kun” konflikten med den nuværende arealanvendelse og så de potentielle nabogener, hvor der typisk ikke bor så mange.

Ifølge Morten Lauge Pedersen er råstoffer altid blevet indvundet og hentet lokalt. Tidligere fordi man ikke kunne transportere over længere afstande, og i dag fordi det ikke kan betale sig.

- Ideen er, at når man udvikler byer, bygger supersygehuse og bygger veje, så henter man råstofferne lokalt, for det er det nemmeste og billigste. Det er ikke økonomisk rentabelt at transportere det over meget lange afstande, hverken i forhold til kroner og øre eller til CO2-regnskabet, siger Morten Lauge Pedersen.

Sand, grus og sten er de råstoffer, der bliver indvundet mest af i Nordjylland. Bare 1,5 procent af Nordjyllands areal er udlagt som graveområde, men i 2015 alene blev der gravet knap 3,7 millioner kubikmeter sand, grus og sten op fra den nordjyske undergrund.

Se videoen og forstå, hvilke konsekvenser der kan følge med en grusgrav.

Det er især sand, grus, sten og ler, som har lokal betydning for udvikling og byggeri, oplyser Morten Lauge Pedersen. Derimod har moler og kalk mindre lokal betydning, fordi det i høj grad er eksportvarer.

Region Nordjylland kan ikke vælge frit i hele regionen, når der skal findes graveområder. Det afhænger nemlig af, hvor råstofferne for mange tusinder eller millioner år siden er afsat geologisk.

Det sjældne ler og landskabet
Mors

Som en kvindes bløde former slynger molerbakkerne sig langs den nordlige kyst på Mors. Selvom vinden gennemsuser marv og ben, ånder her fredeligt.

- De gule gravemaskiner er ikke blevet sluppet løs, men havde vi ikke gjort det, vi har gjort, havde de været i gang for længst, siger Jørgen Saaby, der sammen med sin kone Inger bor i Sundby med udsigt til Mosebjerg-bakkerne.

Ægteparret begyndte i 2012 en lang og sej kamp mod molerindustrien. En kamp for at undgå, at molerlandskabet Mosebjerg og Stærhøj skulle fyldes af gravehuller, store bunker overjord og tung lastbilkørsel på de små, snoede veje.

Og en kamp for at undgå, at molerindustrien netop der graver det mange millioner år gamle råstof op for at bruge det til isoleringsmateriale og kattegrus.

Inger og Jørgen Saaby foran Mosebjerg.

Inger og Jørgen Saaby foran Mosebjerg.

Den kamp lykkedes de med, da Mosebjerg og Stærhøj Vest blev taget ud som graveområde i Råstofplan 2016.

– Vores primære drivkraft er, at vi mener, at det her store sammenhængende landskab har så store naturmæssige, landskabelige og geologiske værdier, at det fortjener at blive beskyttet, siger Jørgen Saaby og henviser til den fortælling i, hvordan istiderne og havstrømningen har skabt molerbakkerne.

På Mors graver man efter et ganske sjældent råstof. Hør lektor Morten Lauge Pedersen forklare nærmere her.

- Man kan se det foregå for øjnene af sig. Klinterne bliver nedbrudt ud mod fjorden, som eksponerer det lyse moler. Det ser man ikke andre steder, siger han.

Der er blevet indvundet moler på Mors i omkring 100 år, og efter Inger Saabys opfattelse har molerindustrien været et tabuiseret emne på Mors i mange år.

- Mange på Nordmors har deres arbejde på Skarrehageværket, og tidligere var der mange flere. Man måtte ikke tale om molerindustrien, for de skulle have lov til at grave, fordi man ville bevare arbejdspladserne på Nordmors, siger Inger Saaby og fortsætter:

- De arbejdspladser er selvfølgelig vigtige for de mennesker, men der kan være ting, som har en større samfundsmæssig interesse. Det har potentiale for en anden form for arbejdsplads her på Mors og har den virkning, at Mors kan blive en bosætnings-ø i stedet for et råstofgraveområde. Vi mener, det har langt større perspektiver.

Hvorfor bør man ikke grave efter moler i Mosebjerg?

Ikke desto mindre begyndte hun en lang og dyb research om alt fra molerrapporter, miljøredegørelser og råstofloven.

- Har man ikke virkelig substantielt greb om, hvad lovgrundlaget er, og hvilke kræfter der har været på spil, har man ikke en chance. Det er David mod Goliat, siger Jørgen Saaby og fortæller, at ægteparret derudover har deltaget aktivt i den offentlige debat med læserbreve og er bestyrelsesmedlemmer i Foreningen til bevarelse af ”Mosebjerg” og ”Stærhøj”.

Ægteparret har oplevet årene fra 2012 som en kamp, der har krævet meget tid og mange ressourcer, og indtil december 2015 havde Jørgen Saaby sin egen lægepraksis med en arbejdsuge på 70-80 timer.

- Det var de sidste korte aftentimer og første nattetimer, der blev brugt, for der skulle jo sendes høringssvar og indsigelser, så det har sat sig på en stor del af den disponible tid, der var, siger Jørgen Saaby.

Området Stærhøj Øst er stadig med i Råstofplan 2016, ligesom en graveansøgning om Mosebjerg på baggrund af den forrige råstofplan stadig er i spil, og derfor fortsætter ægteparret kampen med at holde molerlandskabet fri for råstofgrave.

Henrik Ringbæk Madsen
Formand for Region Nordjyllands udvalg for miljø,
infrastruktur, klima og kultur

Som en lus mellem to negle skal politikerne i Regionsrådet tage den endelige beslutning, når en grusgrav skal placeres.

På den ene side presser lodsejere og entreprenører på for at kunne lukrere på råstoffer på egen grund, mens naboer, kommune og vandværker ofte gør, hvad de kan for at hive beslutningen i den anden retning.

Henrik Ringbæk Madsen (S) kender om nogen følelsen af at være mellem to negle i råstofspørgsmålet. Han har arbejdet politisk med råstoffer, siden det hed amter, og han er i dag formand for udvalget for miljø, infrastruktur, klima og kultur i Region Nordjylland.

- Ja, det er et besværligt navn. Udvalget for regional udvikling, burde det nok hedde, siger han med et undskyldende smil:

- Når det kommer til råstofplanen, kommer vi aldrig til at gøre alle tilfredse. Det har jeg forståelse for. Jeg ville heller ikke selv bryde mig om udsigten til at få en grusgrav i baghaven.

Men et supersygehus og den tredje Limfjordsforbindelse kommer ikke bare ud af den blå, og råstofferne skal komme et sted fra.
Og det er Henrik Ringbæk Madsens opgave at få solgt det budskab til de kommende naboer til en grusgrav.

- Det er en spændende og travl proces, hvor jeg selv besøger en masse lokaliteter og møder en masse mennesker. Og det sker tit, at ildsjæle og andre formår at få overbevist os om, at vi skal ændre i planerne, siger han og fortsætter:

- Og selvom jeg møder mange, gør det altid indtryk, når jeg bliver mødt af ihærdige borgere, der gerne vil tale deres sag. Jeg kan eksempelvis huske et ungt par med små børn, der fortvivlede kom og fortalte, at der skulle være grusgrav hele vejen rundt om deres hus. Dér kunne jeg godt se, at der var sket en fejl, og at vi måtte lave det om.

Henrik Ringbæk fortæller om sin opgave i forbindelse med råstofplanen.

Men som regionsudvalgets ansigt udadtil må Henrik Ringbæk Madsen stå for skud for frustrerede borgere.

- Som formand får jeg en del skældud, men det følger med jobbet. Kunne jeg ikke klare det, måtte jeg finde et andet arbejde. Det svarer vel lidt til fodbolddommere, der sjældent er populære heller, siger Henrik Ringbæk Madsen.

Og heller ikke ved Råstofplan 2016 vandt Henrik Ringbæk Madsen en popularitetsmedalje. Protester og indsigelser mod planen gjorde, at politikerne måtte udsætte beslutningen. I sidste ende er formanden dog godt tilfreds med, hvordan det hele endte.

- Vi skal finde en balance mellem benyttelse og beskyttelse, og det synes jeg, at vi har formået.

Udvikling på standby
Vadum

På Henrik Thingholm Kristoffersens mark i Vadum blafrer kartoffelplanternes blade lystigt i vinden. Siden 2015 har han kæmpet for, at hans og omkring tyve andre lodsejeres jord ikke skal udlægges til interesseområde og efterfølgende som graveområde.

Region Nordjylland har nemlig udset sig Vadum som stedet, hvor der skal graves efter fyldsand til den tredje Limfjordsforbindelse.

- Jeg er i bund og grund ikke berørt som nabo, bortset fra at nogle maskiner ville køre rundt her på et tidspunkt i ubestemt tid. Men jeg følte mig trådt på min ejendomsret ud fra noget, hvor det ikke gav mening, siger Henrik Thingholm Kristoffersen og uddyber:

- Det giver ikke mening, fordi regionens egne opgørelser over behov for fyldsand viser, at der over de næste 17 år er et overskud på 70 millioner kubikmeter sand, og man skal bruge 2 millioner kubikmeter (til den tredje Limfjordsforbindelse, red.). Men det er forsvundet i argumentationen, siger Henrik Thingholm Kristoffersen.

En grusgrav kan potentielt hæmme byen Vadum - lektor Morten Lauge Pedersen forklarer hvorfor i ovenstående klip.

Med Henrik Thingholm Kristoffersen i spidsen er det lykkedes lodsejere og Vadum Samråd at få området nordøst for byen ud af planen og gjort indvindingsområdet vest for Vadum mindre.

Men i Råstofplan 2016 er Vadum et interesseområde, og det betyder blandt andet, at der er begrænsninger for, hvad lodsejerne kan gøre med deres jord. Men der er også begrænsninger for, hvilken lokalplan – og dermed udvikling – Aalborg Kommune kan lave for Vadum, selvom byen er en af de elleve udviklingsbyer i Aalborg Kommune.

Henrik Thingholm Kristoffersen er vækstkonsulent i Væksthus Nordjylland, og derudover har han to gårde og landbrugsjord at passe. Derfor har det ofte været de sene aftentimer – og sommetider nattetimer – at han har skrevet indsigelser, høringssvar og klager.

- Det har kostet meget energi at holde snuden i sporet på den administrative og politiske proces og at have baglandet med sig, siger Henrik Thingholm Kristoffersen og kalder hans arbejde mod Vadum som graveområde for et ”journalistisk arbejde med juridiske spidsfindigheder”.

Hvilken indsats er man egentlig nødt til at yde, hvis man vil influere beslutningen om at placere en grusgrav?

Han har også været med til at arrangere borgermøder og været i kontakt med folk, som kunne støtte op om argumenter for, hvorfor der ikke skal graves efter fyldsand i Vadum.

Heriblandt entreprenører, som fortæller, at der er flere omkostninger forbundet med at grave efter sand i Vadum, end hvad de kan få ud af det.

Henrik Thingholm Kristoffersen og de andre modstandere har desuden gjort en stor indsats for at finde andre mulige graveområder - blandt andet noget af militærets øvelsesterræn, som ifølge Henrik Thingholm Kristoffersen ikke bliver brugt længere, men det forslag blev blankt afvist.

- Det har været en kamp at finde nogle argumenter, som regionen ville respondere på. Det har været det mest nedtrykkende ved sagen. Hele processen har ofte været som et slag i en dyne. De har hørt efter, men ikke hørt efter på argumentationen og er ikke gået i dialog, siger Henrik Thingholm Kristoffersen.

Da Regionsrådet 25. april i år satte det sidste punktum i Råstofplan 2016, skulle man tro, at protesterne ville høre op.

Men i Siem klager borgere og byråd over råstofplanen, på Mors er langt fra det sidste ord sagt i sagen om moleret, og heller ikke i Vadum stopper kampen for Henrik Thingholm Kristoffersen.
Frem mod næste revidering af råstofplanen bliver der næppe ro for Henrik Ringbæk Madsen og de andre i Regionsrådet.

Tekst og idé: Emma Toftelund og Frederik Siiger
Video/foto: Andreas Falck og Laura Guldhammer
Dronefoto: Henrik Bo