Velkommen
til Lyca

Taliban tog Seyeds familie.
Alt andet forsvandt mellem grænserne.
Flygtninge svæver i en tilstand mellem tilstande.
Og til sidst ender de som de eksistensløse no-bodies

Alt er så forfærdeligt trist sådan en dag. Det er som om, den aldrig rigtigt begynder.
I stedet lægger den sig fladt på jorden. Ånder gråt ud mellem bygningerne. De gule hylstre der krænger sig om køkkener og bænke. Om spiseborde og senge. Om det der er et hjem, fordi en offentlig myndighed har bestemt, at det skal være et hjem.

Arkivfoto: Lars Pauli

Arkivfoto: Lars Pauli

Folk er her, og folk forsvinder, og efter dem kommer andre for så at atter at forsvinde.
Navne huskes i datid og kun af familien og vennerne eller styrelser. Efterlader spor af taletidskort, som ingen betaler til mere.
Alt her er statssanktioneret midlertidigt.
Murstenene og askebægrene, skiltene og kontorerne, hulmaskinen, computeren, mødelokalerne, fladskærmene, træerne, menneskene.

I Asylcenter Ranum hersker det midlertidige tungt.

"What can I do?"

Vores samtale er kort. 20 minutter. Ud for optagelsen på min telefon står der bare Seyed og så to cifre -35:10.
35 minutter og 10 sekunder. I begyndelsen og slutningen er der støj og uhørlig mumlen, der ingen forbindelse har med selve interviewet, og som derfor må trækkes fra den totale samtale.
Skramlen. Nøgle i dør. Dør lukkes. Stol skraber over gulv. Telefon lægges på bord - BUMP. En taskes knirken. Et papirs raslen.

Minutterne går. 4:10. Jeg finder min blok og kuglepen frem, og som jeg af uvisse årsager føler mig nødsaget til at italesætte overfor Seyed, ”Just a second, I’ll just take my pen and...ehh...paper - hvorefter Seyed med en knap hørbar mumlen anerkender handlingen, hvorved jeg responderer med en undskyldning over rodet i min taske, hvortil Seyed ikke siger noget. Det er akavet. Det er dumt og stift.
Det var egentligt ikke planen, at jeg lige skulle tale med Seyed. Jeg var i Asylcenter Ranum for at tale med nogle andre. Han fulgte ligesom med, og her sidder han.

Seyed ender med at være ham der længe, længe efter, stadigvæk er her. Altså på blokken og i fingrene.
Han presser ikke på med sin historie. Han forventer så lidt af det møde, vi lige nu har, at det er skræmmende. Hvorfor presser han mig ikke? Bare lidt? Gør, hvad man kunne forvente af en, der sidder på sit yderste. Så gør da noget mand!

Men han gør ikke noget. Absolut ingenting. Han har overladt sig, overladt alt; forstanden, håbet, forsynet og tiltroen til det, der kan kæde livet sammen på den mest praktiske måde og på den måde skænket Seyed - og alt, hvad der derefter vil henholdsvis være og ikke være Seyed - til den danske stat.

”What can I do?”

"Nowhere men, women and children"

Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. Foto: Dansk Flygtningehjælp

Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. Foto: Dansk Flygtningehjælp

65 millioner mennesker på flugt i verden. Det er det højeste antal siden Anden Verdenskrig. I de senere år er der blandt andet som følge af konflikter i Mellemøsten og Nordafrika, opstået massive flygtningestrømme der blandt andet har øget presset på grænserne i Syd- og Østeuropa.

Ifølge Dublin-konventionen skal asylansøgeres anmodning behandles i det land, de første gang ankommer til. Men da det græske asylsystem kollapsede på grund af dyb økonomisk krise, viste aftalen i Dublin sig hurtigt værdiløs. Det var lang tid før, flygtningestrømmen begyndte at risle op gennem Europa.

Menneskerettigheds- og EU-domstolen afsagde allerede i 2011 domme, der betød, at flygtninge kun kunne sendes tilbage ved brug af Dublin-konventionen, hvis forholdene i modtagerlandet levede op til menneskerettighedskonventionerne eller EU-lovgivningen. Udfordringen med flygtninge er altså ikke ny. Nedsmeltningen af det europæiske asylsystem har stået på i flere år.
I det system er flygtningene fanget i et ingenmandsland mellem stater og svævende i en ”ikke-tilstand”, hvor samfundet og systemet overtager kontrollen med individet. For den enkelte betyder det et absolut tab af sig selv og det ultimative tab af frihed.
- Flygtningenes tab er monumentale, siger generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.
- De taber i bogstavelig forstand deres identitet og historie, og deres muligheder for at genopbygge tilværelsen er uhyre vanskelig. De er fanget mellem fortid, deres historie, og en fremtid, som de nu om dage ikke altid får særlig god hjælp til at etablere.
- De svæver rodløst mellem positionerne og går ofte i stå. Fysisk og mentalt, siger Andreas Kamm.

Ifølge Gorm Harste, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, er rodløsheden dog så stærk, at det ikke bare sletter deres humanitet men også deres eksistens.
- De er i værste fald som statsløse ”no-bodies”. Som i John Lennons sang Nowhere Man, men også mere tungtvejende i Immanuel Kants filosofi om verdensborgere. Det vil sige, at de er mindre anerkendte og værdsatte end stenen, hunden, træet, ja også affaldet.
- Det er en metafysisk tilstand så at sige. Uden for verden, fortæller Gorm Harste.

Udenfor verden og sagen om Seyed

- Mit navn er Seyed, (bumf bumf)...kan du høre det?
It’s fine, siger jeg og fumler med kuglepennen. Skriblerier. En mand, en bil, et hus. En sol med øjne, næse og mund. Tegninger der bliver færre som interviewet skrider frem. Til sidst står der ingenting. Ikke engang notater. Kun tomme linjer når optagelsens endepunkt - 35:10 bliver en uigenkaldelig og uerstattelig realitet.
- Jeg kommer fra Baghlan-provinsen i Afghanistan ... skrrraaaatttccchhh ... Åh for pokker ...
Jeg har placeret mikrofonen forkert på Seyeds tynde læderjakke, så den igennem hele interviewet sidder og skraber imod hans trøje. Det skratter og får det til at virke, som om Seyed sidder uroligt. Manisk og vridende.
Det gør han nu ikke. Hans bevægelse er tværtimod langsom - som bedøvet. Han drejer hovedet sløvt mod venstre, når han svarer. Kigger ned i bordet i pauserne. Sidder med hænderne samlet ved knæene hele tiden.

Jeg havde aldrig rigtigt tænkt på Baghlan-provinsen før. Ikke før jeg mødte Seyed. Nyhedsoversigten fra Baghlan viser sig, da jeg tager mig sammen, og får kigget, at være en tour de force gennem afsindet.
Pajhwok Afghan News’ hjemmeside bringer dagligt rapporter om overfald, om mord, om kampe mellem de lokale regeringsstyrker og Taliban, mordet på lokalpolitikeren Alam Jan Mujahid, der sammen med tre sikkerhedsvagter blev skudt på åben gade midt i provinshovedstaden. Om kampe på hovedvejene Pul-i-Khumri-Kunduz og Pul-i-Khumri-Mazar-i-Sharif i det nordlige Baghlan, der skaber frygt blandt de lokale billister og gør rejser langs provinsens vigtigste færdselsårer til et møntflip om liv eller død.
En FN-rapport som blev præsenteret på sikkerhedsrådets møde i slutningen af juni fortæller, at der fra 1. til 31 marts, var registreret 6252 tilfælde af brud på sikkerheden. Det er en stigning på to procent i forhold til samme periode sidste år. 64 procent af tilfældene var sammenstød mellem bevæbnede grupper. Rapporten påpeger desuden at Taliban har fokuseret deres kræfter i provinserne; Badakhshan, Baghlan, Farah, Faryab, Helmand, Kunar, Kunduz, Laghman, Sar-e-Pul, Zabul og Uruzgan.
Siden 2001, hvor en international koalitionen af lande med USA i spidsen invaderede Afghanistan som reaktion på terrorangrebet 11. september, er sikkerhedssituationen blevet kraftigt forværret i landet. Ifølge sikkerhedsekspert Nicole Birtsch har de afghanske styrker kun kontrol over 57 procent af landet mens resten er kontrolleret af Taliban eller lever i områder med heftige kampe der også indbefatter grupper med tilknytning til Islamisk Stat.
Et eksempel på den håbløse situation for det afghanske styre er dets manglende evne til at skabe sikkerhed i hovedstaden Kabul. Kabul har på det seneste været udsat for nogle af de mest ødelæggende angreb, der er set de senere år. En lastbilbombe i Ambassadekvarteret kostede for et par måneder siden over 100 mennesker livet, og op imod 20 personer blev dræbt af bomber og, ja endda af det afghanske politis kugler, de efterfølgende dage.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Taliban i dag i forhold til for 15 år siden er dog deres evne til at regenerere, som en New York Times-journalist bosat i Kabul beskrev efter angrebet. Hvordan de år efter år kan miste store dele af deres trods alt beskedne antal og på ganske kort tid have opbygget en lige så slagkraftig styrke som før. Hvor kommer de fra, spørger journalisten og får selvsagt ikke noget svar.
Men alt dette er sket for nylig. Lang tid efter jeg talte med Seyed. Alting blev bare værre efter det.

- Jeg har et langt navn.
Han skriver det på blokken. Det er en pæn håndskrift med arabisk krummelurede F’er og J’er.
Hvor gammel er du? spørger jeg.
- Eehm 19, siger han.
Hvor længe har du været i Danmark?
- Jeg har været i Danmark omkring et år.
Så var du...jeg regner lidt og siger så...17 eller 18?
- Nej, nej, nej. Jeg var 16, siger han og lyder lidt opgivende.
- Da jeg kom her var jeg 16, og jeg havde papirer, der viste, at jeg var 16. Men de sendte mig til en alderstest på hospitalet og her sagde de; ”du er ikke 16, du er 19”. Og det er derfor, jeg siger 19, men i virkeligheden er jeg 17 nu.
Hvordan gjorde de det? Hvordan virker en alderstest?
- Det ved jeg ikke. De undersøgte min krop og lavede forskellige tests og efter en måned kom der et brev, hvor der stod, at jeg var 19. Det var det.
Seyed griner stille. Mikrofonen skratter.
- Jeg har så store problemer, der hvor jeg kommer fra, at kontrasten for mig, om jeg skal være i den ene eller anden lejr (børnecenter eller voksencenter red.), det betyder ikke noget. I Danmark er jeg i sikkerhed. Jeg kan jo ikke gøre noget ved det andet.
- Så hvis de siger, jeg er 19, så er jeg 19.
Jeg skriver 16/17 streg 18/19 - spørgsmålstegn - på blokken, og udenfor er der en, der går på stien og på himlen, der hænger tungt over Ranum, er solen ved at bryde igennem. Om lidt spørger jeg; hvad med dine forældre? Hvad med Afghanistan? Hvorfor? Og så er det, at bølgerne flader ud. At alt det stille og golde dukker op i optagelsen, hvor den bedrøvede susen kun afbrydes af en statisk knurren, idet mikrofon kortvarigt møder flygtningedrengs tynde læderjakke.

Udelukkelse i indelukket

Flygtninge varetager en dobbeltrolle i et samfund, fortæller adjunkt ved Global Refugee Studies på Aalborg Universitet, Martin Lemberg-Pedersen, der mener, at deres placering er splittet mellem en udelukkelse på et fysisk plan og et indelukke på et mentalt.
- For det første er de, rent fysisk, oftest isoleret fra omgivende bysamfund, med lang transport-tid til nærmeste by, skole, arbejdspladser. Siden de penge, de får udleveret, ikke rækker langt, er de fleste asylansøgere mere eller mindre tvunget til at eksistere i randområder som eksempelvis Center Sandholm eller den hedengangne teltlejr i Thisted. For det andet optager asylansøgere samtidig, i mediefortællinger, helt centrale roller, hvad angår det politiske landskab, hvor stort set alle partier markerer sig værdipolitisk med skarpe udsagn, fortæller han.

Martin Lemberg-Pedersen. adjunkt ved  Global Refugee Studies på Aalborg Universitet. Privatfoto

Martin Lemberg-Pedersen. adjunkt ved  Global Refugee Studies på Aalborg Universitet. Privatfoto

Således, mener han, har et relativt begrænset antal mennesker fået stor betydning i den politiske fortælling om Danmark - med forløbere for denne udvikling, der går helt tilbage til Mogens Glistrups kampagner i 1970’erne og Søren Krarups oprør mod Dansk Flygtningehjælp i 1980’erne.

Flygtningen er fanget i periferien - i sin rolle som flygtning. Han kan ikke forvente at få ophold i landet, han kommer til, og han kan måske ikke vende tilbage til det land, han forlod. Han er uden for samfundet, men dybt indlejret i den politiske fortælling om det.
Det er manglen, der her viser sig i sin yderste konsekvens, mener Morten Ejrnæs, der er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
- Det at være knyttet til en nation og have et statsborgerskab, blevet meget centralt i en situation, hvor verden er præget af uro. Dermed bliver statsløsheden jo det ekstreme eksempel på mangel af tilhørsforhold.
Mens tanken om verdensborgeren en overgang var tæt på at blive realiseret, har den betegnelse i dag mistet al betydning, mener han. Det universelle menneske er blevet en fjern utopi.
- Staterne lukker sig og bliver restriktive med hensyn til at give folk statsborgerskab. Det bliver et stort socialt problem. Det betyder jo at man ikke bliver anerkendt som borger men som et eller andet perifert medlem af samfundet med betydeligt færre rettigheder end majoriteten.

Mørkelandet

I denne del af optagelsen, i mørkelandet, der ligger cirka 10:34 til 18:23, hvor interviewet rammer et apeks, idet interviewer og interviewperson her nølende finder frem til en eller anden form for fælles forståelse for historiens helt nødvendige fremadskriden, og det der ”no bullshit nu zoomer vi ind”, så er det, at den føromtalte stilhed langsomt ælter sig ind imellem os. Hvor stemmerne mister styrke og krusedullerne bliver færre, for i mørkelandet har solen ingen næse eller øjne. Her er ingen huse eller Penol-blå klædte mænd. Det er en ”no fly zone” for trivielle bemærkninger - ingen tidszone andet end cirka 10:34 til 18:23.
- Min far arbejdede for udlændingene, og Taliban havde et problem med de, der arbejdede med udlændingene.
Seyed siger udlændinge flere gange - du ved ... udlændinge.
- Der er virkeligt mange Talibanere i Baghlan Provinsen. De gav os problemer. Det var derfor, jeg blev nødt til at forlade Afghanistan.

Seyed arbejdede i en lille butik lidt fra hjemmet. En dag efter arbejde kommer han hjem og finder huset forladt. Alle er væk. Hele familien. Hans far, hans mor, hans søstre og hans bedstemor.
- Jeg spurgte naboerne, hvad er der sket, hvad er der sket med mit hjem?
Naboerne fortalte ham, at Taliban havde været der. At de havde taget hele hans familie - Dem alle sammen, Seyed. Dem alle sammen!
- De havde ødelagt alting, åh jeg glemmer de engelske ord, siger Seyed.
- Og så græd jeg. Jeg græd og græd.
- Jeg græd, fordi jeg ved, at Taliban ikke er mennesker. De er dyr. Jeg ved, hvad de kan finde på.

Nu er mellemrummene i optagelsen blevet længere. De golde og flade månelandskaber af ren stilhed. Den udstrakte optageslette der er den dybe stirrende tavshed.
- Når de får fat i den familie, de ikke kan lide, så gør de slemme ting - ”very bad things”, siger Seyed. Hans stemme drukner nu og da under de af mikrofon og trøje-producerende gnister, og så virker han, som det han er. En 17-årig afghansk dreng. En statsbestemt 19-årig flygtning - i en lejr alene, uden familie, apatisk, rådvild ... i Ranum.
- Det var min fars arbejde. Han kunne ikke finde et andet arbejde. Det var hans arbejde. Vi havde problemer i Afghanistan. Det var ikke altid et trygt sted, men jeg havde aldrig troet det. Jeg havde aldrig troet, at det ville ske for os.

Assimilation eller selvdestruktion?

For et par måneder siden udkom essayet "Vi flygtninge" af den amerikanske politiske filosof, Hannah Arendt. Det er første gang, at Arendts armtag med blandt andet sin egen situation som jødisk flygtning i 40'ernes USA er udkommet på dansk.

Hannah Arendt betragtes som en af det 20. århundredes største politisk\/filosofiske tænkere. Hun har blandt andet skrevet bøgerne Eichmann i Jerusalem, Menneskets Vilkår, The Origins of Totalitarianism og Om Revolution. Foto: Wikimedia Commons 

Hannah Arendt betragtes som en af det 20. århundredes største politisk/filosofiske tænkere. Hun har blandt andet skrevet bøgerne Eichmann i Jerusalem, Menneskets Vilkår, The Origins of Totalitarianism og Om Revolution. Foto: Wikimedia Commons 

Arendt så ikke kun flygtningenes situation som et løsrevet personligt problem. Hun tog den enkelte tragedie og gjorde den almen, og pointerede dermed, at selv om summen af tragedie kan virke overvældende på det subjektive plan, kan det håndteres på det politiske. Men i lyset af katastrofen og den brand der hærgede Europa under Anden Verdenskrig, lukkede nationalstaterne sig om sig selv, og mistede samtidig evnen til i fællesskab at komme med løsninger på problemet.
Arendt så derfor flygtningekrisen som en politisk krise. Politisk krise fordi tanken om nationalstaten havde overskygget muligheden for at lave internationale politiske aftaler og opretholde konventioner.

"Hvis man da bare var en immigrant", kan man høre Arendt sige. Hvis bare landflygtigheden var resultatet af et frivilligt valg, en bevidst handling, en søgen efter lykke og velstand i et andet land.
I stedet er det ufrivilligt. En påtvunget ydre omstændighed.
Hjemmet der forsvandt. Og dagligdagen. Arbejdet. Følelsen af nytte i verden, hvad nytte nu end er, forsvandt. Det blev en forkrøblet virkelighed, for sproget blev taget fra dem, og den frihed til at kunne springe rundt i registret og udtrykke følelser uden kunstighed og anspændthed var væk, og selv kropssproget blev knuget og påtaget.

I det system blev flygtningen frataget alle rettigheder og svævede imellem landegrænser og mellem tilstande. De svingede imellem optimismen som troen på assimilation og omfavnelse af det nye land, der havde lært den nytilkomne, hvad et hjem virkeligt var, og derved sået erkendelsen af, at de første år i livet var tilbragt i en form for ubevidst eksiltilstand. Men over for den opridser Arendt "assimilationisternes håbløse tristesse". Deres forsøg på at gennemtrænge de koder og nationalismens fornedrelse af sproget kunne ende i flygtningens totale selvdestruktion i selvmordet.

"Jeg kommer aldrig tilbage sådan her"

- Min far havde en ven i landsbyen. Han var den første, jeg tog over til. Han hjalp mig.
Seyed sætter farten ned. Han virker træt nu. Lydstyrken må konstant sættes op.
- Jeg forklarede ham, hvad der var sket. Han skaffede penge og fandt en vej for mig. Ud af landsbyen, ud af provinsen og ud af landet.
Seyed kom igennem mange lande, før han kom til Danmark. Hvorfor det lige blev Danmark, spørger jeg ikke om, for han begynder at remse op;
- Pakistan, Tyrkiet, Iran, Grækenland.
- Makedonien, Serbien, Ungarn, Estland, Tyskland.
- Det var svært, siger han,
Specielt overfarten mellem Tyrkiet og Grækenland, husker han. Rejsen foregik mest i bil og i lastbil. Men de seks timer på vandet - det var et mareridt. De var over 50 mennesker i båden, der var omkring seks meter lang. Det var meget svært, gentager Seyed. Meget svært.
- Båden sank og sank. Vi var i vandet i fem måske seks timer, tror jeg. Deromkring. Men i løbet af de timer, var vi alle sammen på et tidspunkt sikre på, at vi ikke ville slippe over i live.

Efterfølgende så han båden på YouTube.
- Jeg tænkte, jeg må have været gal. Jeg kan ikke fatte, vi sejlede over i den. Men vi tænkte ikke. Vi tænkte ikke på fremtiden.
Men folk græd alligevel. De bad på utallige sprog men om det samme ønske. De råbte. De var sikre på, at deres liv var ved at slutte.
- Jeg har mange dårlige dage men ... den dag var svær.
- Jeg er sikker på, at ingen, der lever i nogenlunde sikkerhed, ville udsætte sig for det.

Seyed sidder foran mig, men gør det så alligevel ikke. Som alt omkring os, er han midlertidig. Han forsvinder ganske langsomt og bølger op og ned i optagelsen. Hans sag er usikker. Han har fået ét negativt svar i den forrige samtale og den næste - det er den sidste.
- Hvis jeg bliver sendt tilbage, bliver det ikke sådan her.
Seyed illustrerer med udstrakte håndflader en oprejst positur.
- Jeg kommer aldrig tilbage sådan her. Jeg kommer ikke tilbage som levende men som et lig.
Han smiler.
- Du må aldrig tro, at når nogen ler, så har de ingen problemer. Når jeg går ud her i centret og ser drengene, der leger, og de griner, de laver sjov, så er jeg glad, og så ler jeg også. Det gør jeg virkeligt. Men når jeg kommer tilbage til værelset og væggene bliver snævrere, så tænker jeg på dem alle sammen. På min familie.
- Der er ingen kur for det. Jeg bliver nødt til at være i det. Der er ikke andre måder.

Tåger og grænser

Interviewet slutter i 15 sekunders absolut ingenting. Ingen skramlen. Ingen famlen efter papirer. Det er som om, vi slet ikke er der mere. Måske nikker vi til hinanden, og giver hinanden hånden, men det kan ikke høres på båndet.
Alt der er tilbage af Seyed, er en kurve i en optagelse, der bølger ud og forsvinder.
Da jeg går udenfor, kan jeg huske køen, der har samlet sig ved cykelskuret.
En landsdækkende butikskæde har skiftet navn, og de varer der er blevet til overs, bliver uddelt. De bliver hevet op fra papkasserne og køen former sig, og slår krøller, når en ny bliver åbnet. De voksne mænd, hiver begyndende febrilsk, men stadigt smilende, de små biler, tandbørster og hatte frem og forsikrer at der er nok til alle. Bare rolig, signalerer de til mødrene og børnene, der smiler tilbage. Bag dem ligger de tomme kasser på vej til genbrug.
Solen brænder i tågen over Ranum. Børnene får fri fra skole, for det er fredag, og Disney Sjov venter, og friheden er voldsom her bag rattet, og da jeg senere den eftermiddag kører mod Aalborg ligger tågen over Nibe som en grå og uigennemtrængelig bræmme. Bag dén venter virkeligheden, hvor jeg er én, og alle de andre jeg kender, er nogen, og de bliver ved med at være nogen, indtil de en dag heller ikke er mere.

Velkommen til Lyca

"Welcome to Lyca Mobile... Your call has been forwarded to an automated message system ..."
Jeg troede, at jeg havde tid nok. Jeg troede, at jeg kunne vente. At vi kunne finde en dato. En ny aftale.
Men alt sluttede der - ved 35:10
Ali. Det var Ali der satte mig i kontakt til Seyed. Ali den bredt smilende. Asylcenter Ranums altomfavnende storebror. Den hjertelige. Den hjemlige. Ali med den røde jakke. Ali skal sendes ud af landet. Al kontakt med Ali er herefter umulig. Bunken af udløbne taletidskort vokser.
"Han er meget langt nede. Vi bliver nødt til at beskytte ham lidt", skriver Lars, fra Vesthimmerlands Kommune, til mig da jeg forsøger at få fat i Ali og Seyed.
Så velkommen til Lyca - Ali og Seyed. Det er der, de er taget hen. Det er der, hvor så mange er taget hen før dem.
Velkommen til Lyca.