Lokomotiv for landbruget

Ireren Harry Ferguson vidste næppe, at han med sit specielle Ferguson-system ville revolutionere landbruget.
Men det gjorde han, og i år er det 70 år siden, Ferguson-traktoren kom til Danmark. Tag med på en nordjysk køretur i den grå nostalgi

Unseelig af størrelse og anonym i farven kørte Ferguson TE-20 lige ind i hverdagen hos tusindvis af landbofamilier efter Anden Verdenskrig.

Den grå Ferguson lagde grunden til den mekanisering, som siden har tromlet grundlaget for adskillige små familiebrug og trukket i et kredsløb, der ellers hvilede i sig selv.

Den revolutionerede dansk landbrug og pløjede en bred bane til afvandring fra land til by - en afvandring som siden har givet de forladte områder betegnelser som udkant og rådden banan.

For et par måneder siden blev jeg særdeles overrasket, da jeg fandt ud af HVOR stor indflydelse Ferguson har haft på dansk landbrug. Og HVOR mange mennesker, der kender én, der har haft én ...

Jeg satte mig for at finde ud af, hvad det var med den Ferguson i årene lige efter krigen. Hvorfor blev den så populær? Hvad var den med til at ændre? Hvad gør den så genial? Hvorfor findes der stadig folk, der ligefrem samler på den og har laden fuld af forskellige modeller. Og findes der Ferguson-traktorer, der gør nytte den dag i dag? Det sidste først ...

Benny Hansen bor i Smalby ved Biersted. Han er 35 år og flyttede ind i et lille nyistandsat husmandssted for et par år siden. Med i købet fulgte en Ferguson, som stadig er i brug.

Smalbyvej ligger på venstre hånd, når man kommer fra Aalborg, og på hjørnet ligger en velholdt gård, hvor adskillige heste går bag hvidmalede hegn. De fleste har dækkener på, og en hestetrailer på en gårdsplads vidner om, at hestene skal transporteres af og til - enten til væddeløb eller ridestævner - eller hvor de nu skal hen. Hestene her ligner langt fra de solide jyske heste, som jeg har set billeder af i de bøger, der skulle gøre mig klogere på Ferguson og dens betydning.

I 2017 bruger vi heste på en hel anden måde, end man gjorde lige efter Anden Verdenskrig. Her nåede antallet af heste i Danmark i 1946 sit højeste antal med 653.000 dyr, og de var en særdeles værdsat arbejdskraft på landet, hvor hestene trak plov eller harve.

Men så kom traktoren, og 20 år senere var antallet af heste faldet til under 100.000. Navnlig den grå Ferguson står som symbol for hestenes afløser, og de første 10 Ferguson-traktorer kom til Danmark i 1947, altså for 70 år siden.

Benny Larsen, stelnummer 68.708.

Benny Hansen bor i en lille klynge af huse, der ligger med et par markers mellemrum på Smalbyvej i Vildmosens flade forland. Han og hans to-årige datter tager imod på gårdspladsen under birketræerne og åbner den sortmalede port til Benny Hansens traktor.

En Ferguson TE-20 med stelnummer 68.708.

Den er produceret i 1948 og blot én ud af de i alt 517.651 Ferguson’er, der blev fremstillet fra 1946 til 1956, hvor den sidste Ferguson TE-20 rullede af samlebåndet på fabrikken i Coventry i England. I begyndelsen gik det langsomt - både med at producere traktoren og med at få tilstrækkeligt mange til Danmark. Men i løbet af de ti år, traktoren blev fremstillet, kom i alt 34.500 traktorer til landet. Man regner med, at lige så mange brugte Fergusoner kom her til.

Benny Hansens Ferguson er en smule rusten, men den karakteristiske grå farve er langt fra forsvundet. Modellen er præcis den samme som den traktor, Benny Hansen lærte at køre på hjemme hos sin morfar i Aabybro. Morfaderen havde en lille gård med nogle få dyr og en smule jord.

Benny Hansen har altid kunnet lide traktorer - og han har rent faktisk taget en landmandsuddannelse. Nu arbejder han ved militæret - når han altså ikke bruger sin Ferguson til at arbejde på gården. Blandt andet blev den brugt, da han skulle plante en masse træer på en mark nord for sit hus, der er fra 1904. Så Benny Hansens Ferguson er nok et klenodie, men i høj grad også en traktor, der stadig gør nytte.

På vej tilbage kører jeg via nogle små veje syd om Nørhalne, for jeg vil rigtig gerne finde Øster Halne Hedevej. Her blev min mor født på et husmandssted i 1930, og min morbror overtog senere stedet - og gjorde det til en maskinstation. Det flugter fuldstændig med det, jeg har læst, for i slutningen af 1940’erne begyndte maskinstationerne at dukke op som måger på en nypløjet mark. Mange øjnene en god forretning i at købe en traktor med et par redskaber for at køre ud til landmændene og - mod betaling - udføre opgaver, som de og deres heste ikke selv kunne klare. Allerede i 1948 var der oprettet 400 maskinstationer landet over, og tallet steg.

Antallet af gårde er siden Anden Verdenskrig faldet fra omkring 200.000 selvstændige brug til omkring 42.000 i 2010. Til gengæld er deres gennemsnitlige areal vokset voldsomt. Så der er blevet færre, men større gårde.

Husmandsstedet på Øster Halne Hedevej er for længst blev solgt, men da jeg kører forbi, kan jeg næsten mærke den særlige lugt af olie, diesel og benzin, der var på stedet.

Det var helt naturligt, at min morbror - som den ældste af de fem søskende - overtog gården og drev den videre, da mine bedsteforældre døde. Dengang var der nemlig en langt større forbindelse mellem slægt og jord, har Ove Korsgaard tidligere fortalt mig i telefonen.

Ove Korsgaard er professor og bor nu på Sjælland, men er vokset op på en gård på Mors, hvor han blev født i 1942.

Hans historie er en personificering af Danmarks forvandling fra bondesamfund over landbrugssamfund og industrisamfund til videnssamfund. Samtidig er hans slægt repræsentant for den retning, samfundet har bevæget i de seneste 70 år med afvandring fra land til by og med fokus på mere og mere uddannelse.

Da Korsgaard blev født, var der brug for medhjælpere på Hvidbjerggaard, så Ove Korsgaards forældre havde ansat en pige, en karl og en fodermester. I perioder med spidsbelastning var der også brug for daglejere.

I aftægtsgården ved siden af stuehuset boede Korsgaards bedsteforældre, som gik til hånde i den udstrækning, helbredet tillod det.

Familien havde heste, køer, grise og høns til eget forbrug. Man levede i et stabilt kredsløb, hvor mælken blev solgt til andelsmejeriet, og den overskydende valle kom retur og brugt til foder til grise og kalve. Hestenes muskelkraft blev brugt til arbejdet i marken. De trak ploven eller harven, og på en del af markarealet blev deres foder dyrket. Gødningen fra gårdens dyr blev brugt til at gøde markerne med.

Landbruget hvilede næsten i sig selv og sin egen cyklus.

Ove Korsgaards far tilhørte sidste generation af den bonde-type, der trådte ind på historiens scene i 1800-tallet. For så kom traktoren, som - hjulpet godt på vej af den amerikanske Marshall-hjælp efter krigen - satte gang i mekaniseringen og intensiveringen af landbruget.

Senere kom også de store uddannelsesreformer og var med til at forstærke tendensen med afvandring fra land til by.

Ove Korsgaard havde egentlig også forestillet sig, at han skulle blive landmand, som han havde set sine forfædre blive det, men et ophold på en højskole fik ham på andre tanker. Først blev han lærer, og senere uddannede han sig mere og er nu professor i pædagogik på Institut for Pædagogik, DPU. Også hans søskende har uddannet sig i takt med udbygningen af velfærdssamfundet. Én blev sygeplejerske, en anden børnehavepædagog, en tredje politibetjent og en fjerde lærer.

Samtidig blev landbruget blev mere og mere specialiseret. Og Danmark var blevet en del af et europæisk fællesskab. Gårdene blev større og kunne drives af færre - og nye fællesskaber opstod i byerne.

Op gennem 60erne og 70erne voksede også byerne. Parcelhus-kvartererne blev ved med at skyde op. Der var gang i hjulene, men også i inflationen. 80erne - eller fattigfirserne - bød på opbremsning, kartoffelkur og smalhals. Og mere uddannelse, som var 90ernes store mantra. I den vestlige verden skulle vi - groft forenklet - designe og finde på, mens industrijobsene skulle flytte til Sydøstasien. Ove Korsgaards børn er selv rigtig gode eksempler på den tendens. Hans fire voksne børn er uddannede inden for spildesign, journalistik og kommunikation og producerer computerspil, dramaforestillinger, events, bøger og artikler - noget helt andet end de roer, den mælk og det kød, som Korsgaards far producerede.

Samtidig fortsatte afvandringen fra land til by. Og gør det fortsat.

For at finde ud af, om jeg kan se synlige faldefærdige og efterladte huse, som rimer på den udkant, der snakkes så meget om, beslutter jeg mig for at køre ad de små veje til Skivum, hvor jeg skal møde Ferguson-entusiast Ole Larsen. Skivum ligger med lidt god vilje midt i den trekant, som opstår, hvis man tegner fugleflugtslinjer mellem Suldrup, Vegger og Aars.

Da jeg er sent på den, vælger jeg alligevel at tage motorvejen og drejer fra ved McDonald’s i Haverslev. Det er det letteste, har Ole Larsen sagt i telefonen.

Mosbækvej er lettere kuperet, og jeg må sænke farten, da jeg kommer til at ligge bag en kæmpe landbrugsmaskine med tykke slanger og nodestativs-lignende anordninger på siderne. Da jeg omsider får lejlighed til at overhale, kan jeg se, at vognen bliver trukket af en enorm rød traktor, som i bakspejlet viser sig at være en Massey Ferguson. Det kom traktoren til at hedde, da Ferguson blev fusioneret med canadiske Massey Harris. Og farven skiftede fra grå til rød.

Men selv om farven ændrede sig, og selvom det i år er 70 år siden, de første Ferguson-traktorer kom til Danmark, så hviler teknikken i moderne traktorer stadig på den geniale opfindelse, som Harry Ferguson gjorde.
Det er netop trepunktsophænget, Ole Larsen har lovet at demonstrere.

I dagens anledning har han hejst dannebrog under kastanjetræet på gårdspladsen, hvor flere traktorer og landbrugsredskaber er parkeret. Blandt andet en Ferguson med stelnummer 465.454.

Ole Larsen, stelnummer 465.454.

Ole Larsen er 69 år og blev født selvsamme år, som de første ti Ferguson’er kom til Danmark. Han bor i dag på det landsted, som han har overtaget efter sine forældre. Han viser rundt - også i den lavloftede stald, hvor der engang stod heste, grise og køer. Ole Larsens egen far fik først traktor i 1958, så sønnen lærte at køre på Ferguson hos naboen.

Denne havde brug for én, der kunne sidde på maskinen og holde kursen, mens han selv gik rundt og fjernede sten, så ploven uhindret kunne arbejde i jorden. Ole Larsen kunne knapt nå pedalerne og husker, at Johannes havde købt traktoren, fordi han ville have mere jord til landbrug og derfor skulle have fjernet noget genstridigt lyng

Siden dengang har Ole Larsen samlet på Ferguson, og i hans lade findes mange forskellige modeller. Én kører på benzin, én kører på diesel og én kører på petroleum. Han har også den type, der blev brugt til industri og den type, der blev brugt i militæret. Og en plantagemodel, som er smal og en vingårdsmodel, som er endnu smallere. Allesammen Ferguson-maskiner, som han altid har sværget til - uden sidespring til Ford, Deutz, Valmet, Claas og hvad de andre modeller ellers hedder. Selv Ole Larsens røde arbejdstøj bærer Fergusons kringlede logo.

Ole Larsen viser, hvordan trepunktsophænget fungerer og med vægtoverføring får traktor og redskab til at arbejde sammen som en helhed.

Ophænget består af to trækstænger og en topforbindelsesstang, og selve ophænget fungerer ved en hydraulisk mekanisme, så redskabet kan hæves eller sænkes ved hjælp af et håndtag, som sidder til højre for førersædet.

Ole Larsen starter traktoren, drøner ud på vejen og demonstrerer en såkaldt Ferguson-hilsen - en helt speciel måde at løfte højre hånd på. Jeg har set den på billeder i bøger om Ferguson.

Fakta

Fergusons store opfindelse var trepunktophænget, som fik traktor og redskab til at arbejde sammen som en helhed.

Ferguson-ophænget består af to trækstænger og en topforbindelsesstang, og selve ophænget fungerer ved en hydraulisk mekanisme, så redskabet kan hæves eller sænkes ved hjælp af et håndtag, som sidder til højre for førersædet.

Landmanden skulle således ikke længere hoppe af traktoren og gå om bag maskinen, når noget skulle justeres.

Ferguson-systemet blev bygget efter et helt nyt princip, som skulle give traktoren større trækevne under alle forhold - uden at få indbygget en stor ekstra vægt.

Traktoren er - sammenlignet med tilsvarende traktorer med tilsvarende trækevne - lille og den vejer blot 1100 kilo.

Den kan derfor arbejde på løs og blød jord uden at synke i. Og den kan bruge sin motorkraft til at trække et redskab med, fremfor at bære sin egen dødvægt.

Så kommer prøveturen til mig - en tur som også slutter denne beretning:

Vinden har frit spil i håret, og larmen fra motoren kværner ud fra den aflange, grå traktorkrop foran mig. Selve rattet er ganske spinkelt. Det føles hårdt og fylder ikke meget i håndens huler. Traktoren virker stiv og ufleksibel, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk i den 360 graders vending, jeg vælger at lave. Manglende servostyring aktiverer mavemusklerne, som må arbejde sammen med begge hænder for at dreje den lille Ferguson rundt.

Mens jeg laver vendingen, stopper to rideheste deres gumleri og løfter mulerne fra græsset på en mark bag elektrisk trådhegn. På vej tilbage til udgangspunktet sætter jeg mere fart i traktoren ved hjælp af gashåndtaget, der sidder lige under rattet - som en pil i et kompas, der peger mod nord-nordøst. Da jeg skal bremse maskinen, må jeg rejse mig op og jokke hårdt på pedalen. Omsider stopper traktoren med stelnummer 465.454.

Længe leve Ferguson!

Tekst og idé: Helle Madsen
Foto: Torben Hansen, Henrik Bo og Jens Astrup
Producer: Tune Kristensen
Videoredigering: Martél Andersen og Mette Nielsen
Grafik: Palle Olsen