Hanstholm
ved en skillevej

Indtil 1960 var Hanstholm et lille, undseeligt fiskerleje. Så blev havnen bygget, og udviklingen tog for alvor fart. Men hvad skal der blive af Hanstholm i fremtiden?

Historien om Hanstholm er historien om en havn og en by, der ligger i skillelinjen mellem Nordsøen og Skagerrak, tættest på de bedste fiskepladser. Det er historien om, hvordan man fra København dikterede opførelsen af et topmoderne klondike i den fjerneste afkrog af kongeriget, fordi man øjnede potentiale i det vindblæste hjørne af Nordjylland. Og det er historien om de utrolige lokale kræfter, der kæmpede i en menneskealder for at få det nærmest utopiske projekt til at lykkes - og som stadig kæmper den dag i dag.

På papiret har den lille by i Thy det hele: Skole, børnehave, god infrastruktur, storslået natur, nogle af verdens bedste forhold til windsurfing, og der er flere arbejdspladser, end der er mennesker. Thy er endda vældig hip for tiden, og Hanstholm er faktisk den eneste større by i Thisted Kommune, hvor indbyggertallet falder. Alene fra 2011 til 2016 faldt der en tiendedel af befolkningen væk - 207 personer, for at være eksakt - hvilket gør Hanstholm til den by i kommunen, der har oplevet størst frafald. Uden sammenligning i øvrigt.
Hvordan hænger det sammen? Hvorfor valfarter hipstere til surfmekkaet Klitmøller, der ligger bare 10 kilometer væk, når bølgerne er bedre i Hanstholm? Og hvorfor vælger folk at pendle fra Thisted til Hanstholm hver eneste morgen, når man kan få et parcelhus i byen til en halv million kroner? Der er noget, der ikke hænger sammen. Der er nogle underliggende dynamikker i Hanstholm, som spænder ben for byen, og for at forstå dem, må man kende byens historie.

Historien om Hanstholm er historien om de glade 60’ere, de fattige 80’ere, den ubekymrede start på 00’erne, og den knap så ubekymrede slutning. Hanstholm spejler sig i resten af Danmark, men er helt sin egen; et lukket samfund, hvor man altid har følt, at man kan klare det hele selv. Og måske kan man også det. Måske er den stærke lokale ånd nok til at få byen tilbage på sporet.
Eller måske er problemerne i Hanstholm så fundamentale, at der skal langt større kræfter til at vende den negative udvikling, end det borgerforeningen kan klare på et torsdagsmøde. Ikke desto mindre er tiden lige nu helt essentiel, for der er noget, der ulmer i Hanstholm. Det er 50-året for havnens grundlæggelse, og der en umiskendelig stemning af, at man står ved en skillevej. Det er nu, byen skal træffe sit valg: Hvilken retning skal vi gå?

I denne artikelserie fortæller vi historien om Hanstholm i tre kapitler: Et kapitel om fortiden, havnen og det storslåede projekt Hanstholm, et kapitel om nutiden, byen og den gradvise affolkning, og et kapitel om fremtiden, tendenserne og den måske, måske ikke, håbløse kamp mod en langt større fjende, end den holmboerne selv tror, de kæmper imod.

Kaptiel 1:
Fiskefeber

Det skulle have været Danmarks mest moderne by med parcelhuskvarterer, industriområder og Nordjyllands første shoppingcenter

- Hvad kan jeg få for dem her?
Auktionsmester Jes Holm Sørensen skuer rundt på indkøberne, der står samlet om kasserne med mørksej. De er helt blanke her til morgen, hvilket er et tegn på god kvalitet. Der er et spil i gang; auktionsmesteren imod alle de andre.
- Kan jeg få seks kroner?
Stilhed.
- Fem og en halv?
Stadig ingen bud.
- Fem?
- Ja, lyder det hurtigt fra indkøberen fra Hesselholt Fisk Eksport, og så går det stærkt.
- Fem ti  -  fem tyve  -  fem tredive. Fem tredive? Fem tredive, Hesselholt.
Jes Holm Sørensen slår på fiskekassens kant med sit plastikrør, der agerer auktionshammer her på Hanstholm Fiskeauktion.
- Jeg tager hele partiet, siger indkøberen. Det er trods alt en god pris.
- Jeg er ikke så stolt af mig selv i dag. De der mørksej  -  det er den laveste pris, jeg har solgt til i 10 år, siger Jes Holm Sørensen, der i ærgrelse kommer til at overdrive en smule. Det er ham, der skal forklare den tyske trawler ”Helgoland”, hvorfor de ikke kunne få mere for deres fisk.
- Vi er vant til, at de ligger omkring 12 kroner kiloet, men efterspørgslen var bare ikke til mere i dag.

Selvom prisen på mørksej var lavere, end den plejer at være, så omsatte man for godt tre millioner kroner på dagens auktion. Det er såmænd meget pænt, og generelt har de første måneder i 2017 været gode. Man ligger foran omsætningen for samme tidspunkt i 2016, og det endte med at blive et rekordår for auktionen  -  730 millioner løb det op i, hvilket var nok til at gøre Hanstholm til det sted i EU, hvor der blev solgt næstmest konsumfisk, kun overgået af Peterhead i Skotland. Og med Brexit hængende over hovederne på skotterne, er førstepladsen måske endda inden for rækkevidde.

De bedste fiskepladser
- Siden jeg overtog auktionen efter min far i 1993, er det stort set kun gået opad. Det er fordi, vi har været gode til at udnytte Hanstholms placering, siger Jes Holm Sørensen og følger op med holmboernes uofficielle mantra: “Tættest ved de bedste fiskepladser.”

Jes Holm Sørensen var kun en lille dreng, da han først satte fødderne i Hanstholm. Det var på en søndagsudflugt i 1960’erne sammen med faren, Ib Holm Sørensen, der på det tidspunkt var ansat på fiskeauktionen i Thyborøn, men som gik med drømmen om at blive auktionsmester i Hanstholm, når havnen engang stod færdig.
Dengang kaldte man faktisk Hanstholm for Hansted, og byen bestod af et fyr, en kirke, en lille klat hvide fiskerhuse og det ambitiøse havnebyggeri.

Da familien vendte tilbage i 1967, var havnen ikke længere bare et byggeri, Hansted var blevet til Hanstholm, og Ib Holm Sørensen var blevet udnævnt til byens første auktionsmester.
Levnet fra det gamle Hansted er fyret og de hvidkalkede huse på Helshagevej og Roshagevej, der ligger længst nede mod vandet og havnen.

Disse områder var ikke en del af den oprindelige byplan, og derfor er de ikke udbyggede, men ser mere eller mindre ud, som de altid har gjort. Som man kan se på tegningen herover, ligger bymidten med shoppingcentret og boligområdet med parcelhusene længere inde i landet, skærmet af fra resten. Det var en helt anden by end den, familien havde besøgt på sine udflugter. Hansted var bare en lille, ustruktureret flække, mens Hanstholm var planlagt ned til mindste detalje.

En moderne by

Man havde inddelt byen i forskellige sektorer: En boligsektor med parcelhuse, en industrisektor med fabrikker, en sektor kun for håndværkere, en indkøbssektor der bestod af et stort overdækket shopping center  -  Nordjyllands første af sin slags  -  og havnen var på sin vis også sin egen sektor, adskilt fra resten af byen af et læbælte og en stor, bred hovedvej.

Man kaldte det for Danmarks mest moderne by, og forventningerne var enorme: Alene første etape af byplanen skulle rumme 5000 mennesker, og derfra skulle byen bare vokse sig større. Opportunister strømmede til byen fra nær og fjern for at tage del i det omfattende anlægsarbejde, det voksende fiskeri eller noget helt tredje, og byen nåede hurtigt over 2000 indbyggere.

Det var et regulært klondike, dikteret af en stram byplan, hvor udgangspunktet var Hanstholm Havn.
- Der var en fantastisk nybyggerstemning. Folk arbejdede hele tiden, for man skulle lave det hele fra bunden af. Jeg kan huske, at min far arbejdede fra klokken fire om morgenen, og når jeg kom hjem fra skole, så sad der gerne en mand med en regnemaskine på mit værelse, fordi fiskeauktionen ikke havde noget kontor, siger Jes Holm Sørensen.

Det var meget normalt, at man i Hanstholm fandt ukonventionelle løsninger på problemerne. Den lille sognekommune var på ingen måde gearet til at løfte den enorme opgave, det var at skabe en stor havneby, og man var ofte nødt at improvisere, når problemerne opstod. Derfor fik Hanstholm hurtigt et ry for at være et nærmest lovløst samfund, hvor man ikke var bleg for at udnytte smuthuller i lovgivningen, og i Søfartsstyrelsen blev begrebet en “Hanstholm-løsning” brugt til at beskrive, når noget var helt uortodokst  -  og måske på kant med loven.

Vi ved bedst selv
- Der var en selvforståelse af, at vi ved bedst selv, hvordan tingene skal gøres. Det lå simpelthen dybt i den selvstændige fiskerkultur, der var i Hanstholm, siger historiker Knud Holck Andersen, der har skrevet to bøger om Hanstholms historie.
- Der var et stærkt sammenhold og en kampgejst, og derudover havde man nogle ildsjæle, der drev udviklingen fremad.

En af disse ildsjæle var den senere folketingspolitiker for Venstre Svend Heiselberg. Han var den første formand for Hanstholm Fiskeriforening, og derudover sad han både i sognerådet og amtsrådet.

Svend Heiselberg.      Foto: Peter Mørk

Svend Heiselberg.      Foto: Peter Mørk

Når Svend Heiselberg husker tilbage på tiden, inden han kom i Folketinget i 1980, så fremhæver han, at Hanstholm var præget af en meget moderne tankegang: Havnearbejderne var overenskomstansatte, og modsat andre havne som Thyborøn og Hirtshals havde de danske både ikke fortrinsret til at få læsset fisk af, hvilket gjorde Hanstholm til førstevalget for mange udenlandske både, når de skulle losse. På den måde blev der landet mere fisk, og både omsætningen og beskæftigelsen på havnen steg.
- Mange af fiskerne troede fejlagtigt, at det ville presse prisen, men da var det, at jeg sagde: Hvis der kommer en lastbil til Hanstholm for at købe fisk, så skal der også være noget at købe  -  og det koster det samme i benzin, om den er halvt eller helt fyldt op, siger Svend Heiselberg, der fremhæver det som en af hovedårsagerne til havnens succes.

En anden episode, der springer op i Svend Heiselbergs hukommelse, var da han efter en fiskerikonference i London endte på et hotelværelse sammen med den færøske lagmand, Atli Dam.
De drak drinks, og snakken gik lystigt, da samtalen faldt på en ny færgeforbindelse mellem Færøerne og Danmark. Planen var, at færgerne skulle gå til Esbjerg, men de to blev hurtigt enige om, at det var håbløst  -  de skulle da gå til Hanstholm i stedet.

- Da jeg kom hjem, ringede Atli Dam til mig og sagde, at hvis jeg kunne få de rigtige dokumenter i orden med det samme, så kunne han få færgerne til Hanstholm. Jeg skyndte mig over til kommunaldirektøren og fremlagde muligheden for ham. Det var egentlig påske, og vi havde fri, men der sagde kommunaldirektøren til mig: ”Svend, vi to har jo aldrig fri”, siger Svend Heiselberg, og sådan gik det til, at de første færger kom til Hanstholm  -  på uortodoks manér.

En enkelt detalje manglede
Optimismen var gennemtrængende: Havnen var en succes, og ved hjælp af frivilligt arbejde fik man skabt børnehave, svømmehal, bibliotek, fritidsklub og en masse andre ting, som kommunen ikke kunne klare alene. Projekt Hanstholm var lykkedes, lod det til. Men der var en ting, der ikke gik, som man havde regnet med.
- De visioner, man havde til indbyggertallet i Hanstholm, blev aldrig indfriet. Det kunne vi ikke helt forstå, for man byggede ind i en moderne byplan, siger Svend Heiselberg.
- Det skulle jo være attraktivt, men det var svært at få folk til at flytte hertil..

Spørgsmålet er, om byplanen i virkeligheden var så attraktiv, som man havde håbet. Der var ingen byggegrunde med udsigt, på trods af at man lå på kanten til både Vesterhavet og Hanstholm Reservatet, der senere skulle blive til Nationalpark Thy, og flere af de mere velstillede holmboere valgte at bosætte sig andre steder, fordi de ikke kunne få lov til at bygge uden for den stramme byplan.

Også Jes Holm Sørensens far var utilfreds.
- Dengang var der bopælspligt for auktionsmesteren, men hvis ikke det havde været tilfældet, er jeg ret sikker på, at vi var flyttet et andet sted hen, siger Jes Holm Sørensen.
Den eksplosive befolkningsvækst, der var kendetegnende for byen i 60’erne, stagnerede gennem 70’erne og 80’erne, og indbyggertallet toppede i 90’erne på cirka 2600 mennesker  -  godt halvdelen af det, man som minimum havde forventet.

Det var over samme periode, at det engang så frie fiskerierhverv blev mere og mere reguleret  -  først gennem danske fiskekvoter, så gennem en fælles europæisk fiskeripolitik og siden gennem kvotenedskæringer og et stigende bureaukrati.
- Den barske fiskerkultur var ikke meget for alle de nye regler, der blev presset ned over dem, og Hanstholm kom i høj grad i en forsvarsposition, hvor man isolerede sig og mente, at alle andre var nogle idioter. Byen lukkede sig simpelthen om havnen, siger historiker Knud Holck Andersen.
Fiskefeberen, der havde trukket så mange lykkeriddere til Hanstholm, døde langsomt ud, og tilbage i byen stod Nordjyllands første overdækkede storcenter, der oprindeligt var bygget til 5000 mennesker, og som siden var blevet udbygget to gange. Et mausoleum for de enorme ambitioner, der var på byens vegne, men som aldrig blev indfriet.
Succeserne havde taget omfartsvejen ned til havnen  -  uden om byen.

Kapitel 2
Kvoter og kriser

I andet kapitel af beretningen om Hanstholm gør nedskæringer i 80’erne og 90’erne et dybt indhug i bestanden af de gamle fiskekuttere - og kvoteopkøbene begynder.

Lyden af Radio Nordjyske runger igennem gangene på Hanstholms mennesketomme shopping center  -  eller HOPPING CENTER, hvis man skal tro skiltet uden på bygningen. Det officielle navn er Hanstholm Shopping Center, men til daglig er det bare Centret. Cafébordene i centerets midte er ledige, og TIL SALG-skiltene i flere af de tomme butiksvinduer spejler sig i det glinsende, brunrøde gulv.

- Det er svært at sætte en finger på, hvornår det begyndte at gå ned ad bakke for byen. Man lægger jo ikke mærke til, at der falder dråber i en spand vand, før det pludselig flyder over, siger Hjalmar Kristensen hen over baren på Sir Henrys Pub, den ene af centrets tre værtshuse.

Der sidder en god håndfuld stamgæster på pubben og får en formiddagsøl. Hash-Polle og Tyren og Vut-Jan og Ole Kær for at nævne nogle stykker.

Hash-Polle hedder Hash-Polle, fordi han en enkelt gang har været ude i Thy Lejren. Tyren hedder sådan, fordi han ikke er så god til det med damerne. Vut-Jan kan Hjalmar Kristensen ikke rigtig huske forklaringen på, og Ole Kær  -  det er bare Ole Kær.

- Mange af vores kunder er folk, der også var der dengang, da alle værtshusene var propfyldte til klokken fem om morgenen hver eneste dag. Men de falder lige så stille fra  -  de bliver jo gamle og dør  -  og det er der, vi har et problem, for der kommer ikke en ny, hver gang der dør en, siger Hjalmar Kristensen og giver sig til at gennemgå et sort-hvid-billede, der hænger på væggen.

Det traditionelle fiskeri døde
Billedet er taget for en halv menneskealder siden, og motivet er en forsamling mennesker, der står og smiler foran Sir Henrys Pub.
- Han er død, han er død, hun er død, han er død. Sådan bliver det ved i et stykke tid.

Ud over billedet er væggene dækket af navnebrædder fra gamle fiskerbåde. ”Susan Vendelbo”, for eksempel, af Hanstholms velkendte Vendelbo-klan, og ”Turmalin”, der tilhørte Hjalmar Kristensens far, Bent ”Jernstang” Kristensen.

Det ligner et gravsted for de mange kuttere, der måtte lade livet op igennem 80’erne og 90’erne på grund af kvotenedskæringer  -  og senere hen på grund af 00’ernes gradvise kapitaliseringen af fiskekvoterne, der gav fiskerne mulighed for at købe og sælge kvoter, som de ville.
Hjalmar Kristensen var en af dem, der mærkede kapitaliseringen af kvoterne på klos hold  -  han var nemlig selv fisker i 30 år fra 1982 til 2012, da han blev værtshusejer.
Han husker, hvordan mange af hans kollegaer så deres snit til at trække sig ud af erhvervet som millionærer ved at sælge ud, mens andre valgte at opkøbe kvoter og derved udvide deres praksis  -  heriblandt ham selv.

- Jeg tror, jeg købte ni både op, som jeg tog kvoterne fra og samlede på én stor båd, siger Hjalmar Kristensen, der på grund af kapitaliseringen kunne specialisere sig i at fange industrifisk som brisling og tobis.
- Jeg synes, det var et rigtig godt system. Det gjorde jo, at man bedre kunne planlægge sit fiskeri.

Kapitaliseringen blev dødsstødet til det traditionelle fiskeri, som Hanstholm i sin tid blev bygget på: De små fiskerbåde forsvandt endeligt, og kvoterne blev samlet på færre, men større både. Idéen var, at det ville effektivisere erhvervet  -  og det gjorde det også. Der blev landet mere og mere fisk, og omsætningen på havnen steg og steg.

På trods af gode tider på havnen så faldt befolkningstallet i byen og skattegrundlaget i kommunen med det, så da Lars Løkke Rasmussen i 2004 præsenterede ideen om kommunesammenlægning, var Hanstholm Kommune blandt de første til at opsøge samarbejdet med nabokommunerne.

- Vores økonomi var meget sårbar i de år. Alt afhang af havnen, og hvis der pludselig var et dårligt år på havnen, så kom vi i problemer. Et større samarbejde var nødvendigt for os, fortæller Ejner Frøkjær, der endte med at blive den sidste borgmester i Hanstholm Kommune.

Stemningen var god i de indledende forhandlinger om den nye storkommune i Thy. Der skulle være lys i alle vinduer, sagde man til hinanden  -  ingen skulle komme svækkede ud af sammenlægningen.

Men da grænserne mellem Hanstholm, Sydthy og Thisted kommuner i 2007 blev revet ned, så virkeligheden hurtigt anderledes ud. Hanstholm var gået fra at være hovedstad til at være landsby, og det kunne mærkes. Rådhuset i Hanstholm blev til en start indtaget af afdelinger fra den nye storkommune, men de blev hurtigt flyttet til Thisted, og med sig tog de 200 arbejdspladser. Der var mange beslutninger, som ikke gik Hanstholms vej, og stemningen blev hurtigt, at alting var meget bedre i gamle dage.

Chokket fra Fjord Line
Ondt blev værre i Hanstholm. I mange år havde byen brystet sig af at være “Porten til Danmark”, men i 2008 kom en nyhed, der ikke bare fjernede endnu flere arbejdspladser og omsætning for byen, den ramte den på stoltheden: Fjord Line havde besluttet at flytte deres Norges-færger til Hirtshals.

- Det var et chok. Vi havde bokset med, at de i mange år havde ønsket bedre besejlingsforhold. Men der var nok ingen, der havde troet, at det ville komme så vidt. Vi var ikke kvikke nok. Derefter gik vi længe med bøjede nakker. Det var hårdt, fortæller Ejner Frøkjær.

Herefter stod nedturene i kø. Smyril Line fjernede færgeruterne til Island og Færøerne, i Hanstholm Centret lukkede flere butikker, og i 2014 kom den sidste mavepuster, da en længe ventet udvidelse af havnen faldt til jorden på grund af manglende finansiering.

Men selv i mørke tider har holmboerne haft et strå at gribe efter: Fiskeriet. For mens byen gik i knæ, buldrede de nye, store fiskerbåde derudad, og fiskeauktionen præsenterede den ene rekordomsætning efter den anden, tilsyneladende ubemærket af byens nedtur. Og dog. For i erhvervslivet er de dystre befolkningstal også begyndt at skabe bekymring.

I løbet af de sidste 20 år er der forsvundet næsten 500 indbyggere i Hanstholm. I 2016 var der 2154 indbyggere i byen.

- Vi er dybt afhængige af, at Hanstholm fungerer som by, for at vi kan få den arbejdskraft, vi har brug for  -  og lige nu har vi brug for det mere end nogensinde, siger formanden for Hanstholm Eksportørforening, Flemming Holler.
- Hvis ikke der kommer nye kræfter til, så forsvinder succesen på havnen i et generationsskifte. Og vi på havnen har nok heller ikke gjort nok for at få byen til at fungere. Derfor har røster i foreningen foreslået, at vi skal lave underskudsgarantier for kulturelle arrangementer i byen. Det ville være en start  -  at der er nogen, der tør gøre noget.

Der er dog nogen, der har satset på Hanstholm selv gennem de mørke år. Over for baren på Sir Henrys Pub hænger ”Belinda”, Hjalmar Kristensens gamle industritrawler, som han solgte sammen med sine kvoter i 2012. Salgsprisen vil han ikke ud med  -  ”man er vel jyde,” som han siger  -  men i de efterfølgende år købte han foruden Sir Henrys Pub et andet værtshus og to tøjforretninger  -  alle placeret i Hanstholm Shopping Center.

Derudover ejer han Sømandshjemmet på Hanstholm Havn, tre huse i byen hvoraf han udlejer de to, og selv bor i det tredje, og han er delvist ansvarlig for, at byen i dag har en lokal slagter. ”Og det er jo ikke, fordi det har været nogen god forretning,” som han siger.

- Jeg kunne nemt have lænet mig tilbage med alle mine penge og siddet på min flade røv resten af mine dage, men jeg tænkte: Jeg har tjent mine penge i Hanstholm, så her vil jeg også bruge dem, siger Hjalmar Kristensen.
- Jeg tror på Hanstholm, og det har jeg altid gjort.
Og det er som om, der nu er ved at ske noget. Selvom tallene nok har været røde på de fleste af Hjalmar Kristensens initiativer, er de ved at blive sorte, og i centeret går der håndværkere og gør klar til en ny butik åbner  -  den tredje på et år.

På havnen har Thisted Kommune givet en garanti på mere end en halv milliard til ny havneudvidelse, og på skrænten over havnen er den gamle restaurant med byens bedste udsigt genåbnet efter at have stået tom i mange år.
Et pust af optimisme har blandet sig i den hårde vestenvind. Troen på Hanstholm er ved at vende tilbage, det kan Hjalmar Kristensen mærke.

- Det er med at udnytte, at der er vind i sejlene lige nu. Vi skal udnytte alt, der kan få nogle folk til at flytte hertil. Det er jo det, der er hele essensen: Vi skal have nogle folk til at bo her. Så kommer butikkerne og bylivet og arbejdskraften og alt det andet helt af sig selv.

Kapitel 3
Hanstholm Vågner

Tredje kapitel af beretningen om Hanstholm fortæller om en stille optimisme, der er ved at brede sig. En tro på, at noget er ved at ske.

Der er en halv snes gæster på Hanstholm Madbar. Flere end man kunne forvente en torsdag eftermiddag i marts.
Det er årets første åbningsdag, hvilket måske har noget at sige, og så er det udmærket vejr, selvom det blæser en del. Det gør det alligevel altid, og det bidrager til udsigten, at der er hvide skumsprøjt på havet.

Det er også det, folk kommer for: Kontrasten af at sidde i læ og høre Søren Huss, der drejer på pladespilleren, mens vinden rusker marehalmen i Nationalpark Thy, fiskerbådene gynger i Hanstholm Havn og skummer overfladen på Vesterhavet, der kan ses, når man kigger henholdsvis til venstre, til højre og ligeud gennem Madbarens panoramavinduer. Det er følelsen af at få serveret frokost på kanten af verden; så tæt på vandet, at det kun er den stride vestenvind, der afholder Pynten, som huset altid er blevet kaldt, fra at skvatte i.

- Drømmen var egentlig at åbne en bjergcafé i Italien, men jeg synes, det her er pretty close, siger Mai Manaa, konen i det ene af de to par, der for godt et år siden bestemte sig for at åbne Hanstholm Madbar.

- Folk gjorde ellers meget ud af at fortælle os, at der aldrig var noget, der kunne løbe rundt på Pynten, og at det var håbløst at starte forretning i Hanstholm.

Mais mand Morten Manaa går hen og skifter Søren Huss, der er gået i tomgang på pladespilleren, til fordel for den nye med Simon Kvamm, en nær ven af familien, der ligesom dem selv har taget skridtet fra København til Thy.

Ved et bord spørger et par turister ind til byen.
- Kalder de lokale det så for Hanneren?
- Njah, jeg tror, det er noget, de har fundet på, fordi de synes, det lyder fedt, siger tjeneren med henvisning til ejerne.

Mai og Morten Manaa er en del af den bølge af tilflyttere, der i de senere år er rullet fra storbyerne til surfparadiset Klitmøller, der ligger 10 kilometer fra Hanstholm. En bølge, der har bragt et hav af surfere, iværksættere og kreative hoveder til det, der engang var en lille fiskerby, men hvor man nu skal stå på venteliste for at få fast bolig. Klitmøller er solstrålehistorien fra det ellers så grå og triste Udkantsdanmark.

Foto: Bo Lehm

Foto: Bo Lehm

Netop derfor er det mærkeligt, at det oprindeligt ikke var Klitmøller, surferne kaldte for Cold Hawaii. Det var Hanstholm. Det er efter sigende her, i skillelinjen mellem Nordsøen og Skagerak, at de bedste bølger findes, men det til trods så er der stadig tomme huse i Hanstholm.

Tror på udvidelser

Det vil dog ændre sig, mener Mai Manaa.

- Det er som om, Hanstholm er ved at vågne efter at have sovet i mange år. Klitmøller er fyldt op, og den kan ikke udvide sig mere, fordi den er omringet af nationalparken. Det kan Hanstholm til gengæld, og det, tror jeg, den vil gøre, siger Mai Manaa.

Men det er ikke bare friske øjne, der kan se Hanstholms potentiale. Blandt holmboerne ulmer der også en optimisme. Formanden for borgerforeningen, Randi Vendelbo, er blandt dem, der puster til ilden. Hun har boet i en Hanstholm-parcel, siden hun var fem år gammel, set butikker åbne og lukke i centeret, set de mange små fiskekuttere blive til få store, set færgerne forsvinde, hørt klagerne over kommunesammenlægningen og følt kniven for byens strube, da nedturene eskalerede.

Surfer Emil Højlund har netop stoppet en lokal mand på en scooter fra at køre over hans kite-liner. Emil Højlund er en af de surfere, der de sidste par år er flyttet til Klitmøller.

Emil mener at det er nødvendigt, at der er nogle arbejdspladser at få i Hanstholm, før man kan få folk til at flytte til byen. Han arbejder selv som lærer på Morsø Gymnasium.

I efteråret 2014 var det nok engang sparetider i Thisted Kommune, og det betød skolelukninger. Og hvad der få år forinden var utænkeligt, da Hanstholm var hovedstad i egen kommune, var nu alvor: Overbygningen på Hanstholm Skole var lukningstruet.

- Jeg havde selv et barn, der gik i overbygningen. Og jeg tænkte da, at hun skulle i hvert fald ikke ligge og køre til Thisted hver dag. Sådan var der mange, der tænkte, og det ruskede nok op i nogle folk rundt omkring i byen. Det var helt sikker et wake-up call, fortæller Randi Vendelbo.

Kun et halvt år forinden var hun blevet en del af borgerforeningens bestyrelse på en ekstraordinær generalforsamling, der var sidste instans, inden foreningen lukkede, men da skolen blev truet, vendte et årtis negativitet sig til kampgejst. Byens foreninger fik samme sag, og i fælles front agiterede de mod nedskæringer på Hanstholm Skole.
Overbygningen overlevede, og det samme gjorde gejsten. Borgerforeningen voksede eksplosivt, og den forening, der i 2014 havde 40 medlemmer, har i dag næsten 300.

- Vi er blevet synlige i byen. Nu er vi ikke længere bare dem, der holder sankthans, fortæller Randi Vendelbo.
Mavefornemmelser

I takt med, at borgerforeningen voksede, gjorde drømmene om et nyt og forbedret Hanstholm det samme. Flere holmboere havde fået nok: Nu skulle skeen i den anden hånd. Og i sommeren 2016 manifesterede det sig, da en gruppe borgere fik lavet en udviklingsplan for byen. “Hanstholm bliver opfattet som en trist og mismodig by, der lugter af fisk”, hedder det sig i rapporten, men Hanstholm har potentiale, og rapporten tilbyder en lang række af nye initiativer, som skal være med til at kickstarte udviklingen.

- I det store hele er vi nok blevet bedre til at sætte pris på det sted, vi bor, og så hjælper det også, når der kommer nogen til udefra, som for eksempel dem oppe fra Madbaren og fortæller én  -  ”kæft i bor flot”  -  så vender man sig lige om og ser: Nå ja, det gør vi sgu da også. Det havde man bare glemt i 10 år, eller hvor lang tid det nu har været, siger Randi Vendelbo:
- Det har været nogle hårde år, men når jeg tænker på fremtiden, så har jeg en god fornemmelse i maven.

Atlantiske Hanstholm

Det er ikke første gang, at der har været gode mavefornemmelser i Hanstholm. I januar 2006, i en lukket legetøjsbutik i Hanstholm Shopping Center, stod arkitekt Robert Mogensen og talte foran spidserne i Hanstholm Kommune. Han havde sammen med to andre arkitekter brugt den sidste uge i Hanstholm på at udvikle en bosætningsstrategi, der skulle knække de nedadgående befolkningstal og gøre byen attraktiv igen. Foran sit publikum holdt Robert Mogensen brandtale om byens udfordringer, dens potentiale og om en helt ny identitet: Atlantiske Hanstholm hed projektet.

- Vores indtryk var, at folk var tændt på det her projekt. Derfor var det også mærkeligt at se, at det bare blev lagt ned i en skuffe og forsvandt, siger Robert Mogensen om Atlantiske Hanstholm, der var en af de første bosætningsstrategier, der blev lavet i Danmark. Projektet var udarbejdet med statsfinansierede kroner og med den garvede arkitekt Mogensen i spidsen, og det var et af de første projekter, der tog udgangspunkt i principper om oplevelsesøkonomi og stedsbestemte kvaliteter  -  principper, der i dag er brugt af enhver, der beskæftiger sig med byplanlægning.

Botsætningsstrategien skulle gøre Hanstholm til et attraktivt sted at bo, og Robert Mogensen mener, at der var nok at tage fat på. Arkitekternes kritik rettede sig mod selve grundtanken i Hanstholms opbygning.

Hvad der i 1960’erne blev beskrevet som Danmarks mest moderne by, og som under opbygningen tiltrak stor opmærksomhed fra arkitekter og byplanlæggere landet over, blev af Robert Mogensen og hans kollegaer beskrevet som en fiasko. Byen blev bygget efter 60’ernes dominerende teorier om, at det skulle være praktisk frem for alt, og hvert element i byen skulle have sin specifikke funktion. Bag brede veje og læbælter afskærmede man sig fra den omliggende natur og udsigten over havet, mens man fjernede store dele af den by, der lå der i forvejen. Fyret, kirken og de få hvide huse, der ikke blev revet ned, er i dag det eneste levn fra tiden, før havnen blev bygget.

- Man brugte ikke historien eller naturen til noget, fordi man ikke mente, det spillede nogen rolle. Byen blev bygget som en maskine, en bo-maskine, hvis opgave var at tjene havnen, siger Robert Mogensen imellem husene på Roshagevej, som han mener, at man skulle have taget udgangspunkt i, da man byggede Hanstholm.

Blandt planerne for Atlantiske Hanstholm var at gøre Rådhuset til et lokalt kulturcenter. Bl.a. var det planen at overdække atriumgården torvet med det grønne område med rådhuset og centret bagved, som skulle moderniseres og sammen med centret udgøre en bymidte. men planerne blev aldrig til noget.

Blandt planerne for Atlantiske Hanstholm var at gøre Rådhuset til et lokalt kulturcenter. Bl.a. var det planen at overdække atriumgården torvet med det grønne område med rådhuset og centret bagved, som skulle moderniseres og sammen med centret udgøre en bymidte. men planerne blev aldrig til noget.

Men med Atlantiske Hanstholm skulle den idé laves om. En lang række nye tiltag i byen skulle sikre, at byen ikke længere skulle fremstå fragmenteret, men organisk. At den ikke længere skulle ligne alle andre byer, men i stedet have en klar identitet. Hanstholm skulle ikke længere bare være funktionel; den skulle tale til begge hjernehalvdele.

- Vores pointe var, at man skulle have bygget i overensstemmelse med stedets kvaliteter, men man ødelagde simpelthen området ved at klaske en by op, der kunne ligge et hvilket som helst andet sted. Det er så unikt et sted, og så pisser man på det, lyder det fra Robert Mogensen.

Men Atlantiske Hanstholm blev aldrig til noget. Da posterne skulle fordeles efter kommunesammenlægningen, blev holmboerne forbigået i de tekniske udvalg, så der var ikke nogen, der umiddelbart videreførte projektet. Da færgerne og de kommunale arbejdspladser forsvandt, vendte holmboerne igen blikket mod det sted, hvor de altid har fundet succes: Havnen. Mens der blev kæmpet ihærdigt for en ny havneudvidelse, forsvandt planerne om en ny identitet til den trængte by, og Atlantiske Hanstholm gled ud i glemslen.
Lige siden er de tomme huse i byen blevet flere og flere.

Det historiske Hanstholm

Men der er en undtagelse. For de gamle hvide huse, der ikke blev revet ned i funktionalismens navn, er meget attraktive. Her har ejendomsmæglere ingen problemer med at finde købere, og det er her, i det historiske Hanstholm, at Mai Manaa ser byens potentiale. Det er her, hun peger, når hun fortæller holmboerne, hvor dejligt et sted de bor.

- Det første jeg ser, når jeg ser på Hanstholm, det er selvfølgelig Madbaren. Dernæst ser jeg vejen herop med de hvidkalkede huse. Så ser jeg fyret. Så ser jeg vejen ned til havet og havnen. Først til allersidst får jeg øje på parcelhuskvarteret, siger Mai Manaa.

I 2016 fladede den nedadgående befolkningskurve ud. Der er nye butikker i centret, nye ideer om byudvikling, nye medlemmer i borgerforeningen. Efter 10 års modvind er byen ved at rejse sig i trods  -  modvind gør stærk, som man siger på egnen. Men indtil videre finder succeshistorierne kun sted uden for de brede veje, der indrammer byens boligkvarter, og det er ikke holdbart, mener Robert Mogensen.

- Der er en god trend i byen, men hvis ikke man tager hånd om de fundamentale problemer, så ender man tilbage ved udgangspunktet, når trenden dør, siger han.

Mai Manaa bor i Klitmøller, men hun ser potentialet i Hanstholm, og hun er en af dem, der har vækket holmboerne fra lang tids dvale. Hun kan være den første i en bølge af unge og driftige iværksættere, der valfarter til Hanstholm, men om lidt kan hun også være væk igen. Selv giver hun ingen garantier for at blive på egnen.

- I bund og grund er jeg rodløs, siger hun.
Lige nu kører succesen i Hanstholm stadig uden om byen. Til tilflytternes moderne Madbar, til Nordens bedste surfsted og til havnen, hvor havneudvidelsen lover mere succes og endnu flere arbejdspladser.

Optimismen er tilbage  -  nu må tiden vise, om det kan hive byen ud over de brede veje, som adskiller den fra resten af verden.

Efterskrift
Mulighederne er der i Hanstholm - men hvor skal byen hen ?

Historien om Hanstholm er historien om en havn og en by, der ligger i skillelinjen mellem Nordsøen og Skagerak, tættest på de bedste fiskepladser. I sidste ende er det byens problem. Det er ikke en havneby, det er en havn og en by, og det har altid været havnen, der har gavnet af at ligge i skillelinjen mellem Nordsøen og Skagerak, tættest på de bedste fiskepladser, hvorimod byen har været ganske afskåret.

En journalist beskrev engang det at køre ind i Hanstholm, som følelsen af, at man lige om lidt kommer til byen  -  og pludselig er man igennem. En anden journalist beskrev Hanstholm som en forstad uden en by, men måske skal man hellere kalde det en forstad til en havn. Det har trods alt altid været havnen, det hele drejede sig om.

Historien om Hanstholm er ikke bare historien om Hanstholm  - det handler i bund og grund om, hvordan man skaber en velfungerende by. Tiden har vist, at det i hvert fald ikke er gennem en stram, 60’er-modernistisk byplan, men hvad er det så? Robert Mogensens rapport om det “Atlantiske Hanstholm” er et godt bud: Idéerne om at imødekomme surferne, udnytte oplevelsesøkonomien og bygge byen op om stedets kvaliteter er netop det, der har gjort Klitmøller til en succes, og forudsætningerne er om muligt endnu bedre i Hanstholm.

Rapporten ligger der endnu, og byen har ikke ændret sig væsentligt, så det ville være nemt at tage projektet op igen.
Selvfølgelig er det også et spørgsmål om penge, for hvordan skal en fattig provinskommune som Thisted finansiere en omfattende byfornyelse i Hanstholm? Borgmester Lene Kjeldgaard har godt nok varslet, at den planlagte udvidelse af Hanstholm Havn skal gå hånd i hånd med en udvikling af byen, men der er kun blevet sat en halv million kroner af til det, hvoraf halvdelen kommer fra RealDania, og det er næppe nok til at realisere “Atlantiske Hanstholm.”

Der er en statslig pulje, der er øremærket til netop den slags. Det er de såkaldte byfornyelsesmidler, og et flertal i Folketinget besluttede faktisk sidste år at målrette dem til yderkommuner som Thisted, der døjer med lavere vækst end resten af landet. Men regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vedtog for nyligt at bruge midlerne på at finansiere den såkaldte bandepakke, og man lægger op til at bruge yderligere midler på jobpræmieordningen. Alt i alt vil man tage 381 millioner kroner, hvilket tørlægger puljen i to år, og dermed er der ikke meget håb for et statsligt tilskud til “Atlantiske Hanstholm.”

At skabe liv i Danmarks yderområder har ellers været en mærkesag for regeringen. Den omfattende udflytning af statslige arbejdspladser, som regeringen har iværksat, blev netop begrundet med, at man ville øge bosætningen i provinsen, men Hanstholm er et bevis på, at arbejdspladser ikke nødvendigvis spejler sig i befolkningstallet, mens Klitmøller er et bevis på det modsatte: At folk gerne slår sig ned et sted, hvor der ingen arbejdspladser er, såfremt kulturen tiltaler dem. Dette bliver bakket op af forskning på området.

- De fysiske omgivelser betyder rigtig meget for folk, der vælger at flytte til et yderområde. De søger typisk det idylliske landsbyliv: En charmerende by, hyggelige huse, smuk natur  -  kort sagt hele pakken. Et job alene er sjældent årsagen, siger seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet, Helle Nørgaard, der har forsket i, hvorfor folk bosætter sig i yderområder.

Til syvende og sidst ender vi, hvor vi startede: Historien om Hanstholm er historien om en havn og en by, der står ved en skillevej, og som nu skal tage stilling: Hvilken retning skal vi gå? Skal vi satse på havnen? Eller på surferne? Eller skal man et spadestik dybere og tage hånd om den måde, byen er bygget på? I sidste ende er det et spørgsmål om prioritering.
Men én ting er sikkert: Der sker et eller andet i Hanstholm.

Af Thomas Holm Nielsen,
Peter Skjødt Mygind
og
David Leth Williams (foto)
Digital producer: John Jensen