En livagtig hobby

Med en reborndukke er der ingen bleskift eller lange nætter med gråd.
Inger Schütte laver og sælger dukkerne

Huden er bleg med et rødt skær. De små fingre let bøjede og halvt gemt bag en lyserød strikketrøje. Babyen ligner en, der hvert øjeblik kan åbne sine øjne og bryde ud i gråd.
Det gør den bare aldrig. For selvom den lille krop til forveksling ligner en levende baby, er det en såkaldt Reborn.
Reborns bliver blandt andet købt som samleobjekter eller legetøj. Og for nogle bliver de en erstatning for et barn af kød og blod.
For Inger Schütte er reborns en kreativ hobby. Hun har lavet de livagtige dukker i ti år.

- Noget af det bedste ved at lave reborns er den glæde, jeg ser, hos køberne. Nogle sender billeder til mig og spørger, om jeg vil komme til kaffe og se dem igen.
Inger har kunder fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, ligesom hun afholder kurser for reborninteresserede.
Men hvem køber en reborn?
- Alle. Jeg har solgt til udviklingshæmmede, der ikke selv kunne få børn. Så er en reborn en slags erstatning, selvom de godt ved, at det bare er en dukke. Så har jeg solgt til store piger omkring konfirmationsalderen og til demente på et par plejehjem, siger Inger.

Selvom reborns er en hobby for Inger, er det ikke alle, der forstår det. Det mærker, dem der køber reborns i særdeleshed, fortæller hun.
- Det er meget ømtåleligt. Jeg tror måske, det er fordi køberne af pressen og offentligheden er blevet set ned på. Så tænker folk, at det er, fordi man ikke selv kan få børn. Vi kæmper med at få anerkendt, at det er en hobby ligeså vel, som når manden drøner rundt og samler på ølkapsler - det, synes jeg, er komplet skørt. Men det er også en hobby.
Inger har altid været kreativ. Hun syr, strikker og har i mange år malet porcelænsdukker. Men reborns kan alligevel noget andet og mere, end hendes andre hobbyer.
- Når jeg strikker, sidder jeg foran fjernsynet. Med porcelænsdukker skal man bare være god til at male. Der er mere følelsesmæssigt i at lave en reborn. Jeg tror, det er, fordi man får dem helt rå. Undervejs, som den kommer til at ligne en baby mere og mere, kommer man til at føle lidt for den. Så kan man sidde og tænke over, hvad den skal hedde, og hvilket tøj den skal have på. Jeg bliver glad, når den er færdig, og man har lavet et godt stykke arbejde.

Fælles for dukkemagere, som Inger, er, at de i høj grad betragter det som en kreativ hobby.
Køberne har ofte flere forskellige grunde. Nogle har dem som samleobjekter, andre køber dem til at lege med, og andre igen behandler dem i højere grad som levende babyer. Inger sælger til de fleste. Der er dog én slags henvendelser, hun siger nej til at lave.
- Jeg har haft henvendelser fra nogle, der har mistet et barn i eksempelvis vuggedøden. De spurgte, om jeg kunne lave en reborn, der lignede deres afdøde barn. Og det vil jeg altså ikke. Jeg bryder mig ikke om den tanke. En reborn er en dukke, der slet ikke bevæger sig. Så på den måde, synes jeg, de fastholder det døde barn. Jeg synes, man skal bære mindet om barnet i sit hjerte, ellers tror jeg bare, man bliver mere ked af det.

Huset bærer præg af Ingers hobby. På hendes arbejdsværelse står pensler og farver side om side. Hvis ikke det var for de blege arme og ben på arbejdsbordet, ligner det enhver hobbymalers arbejdsplads.
Overfor arbejdsbordet sidder Flavia. Den lille abe er en af Ingers første reborns. Hun brugte timer på at studere aberne i Zoologisk Have for at være sikker på, at han blev så autentisk som muligt.

Inger beholder kun de reborns, hun laver på kursus. Udover Flavia tæller det blandt andet rebornen ved navn Guldklump. Hun kommer, modsat dem Inger laver på bestilling, ingen steder.
- Selvom det ikke er vemodigt at tage afsked med dukkerne, skal jeg lige have lov at sige farvel til dem. Men det er jo ikke meningen, at jeg skal samle på dem, siger hun.
Ingers hobby fylder en del i huset. Det har hendes familie efterhånden vænnet sig til, selvom et par af børnene ikke tør sove i samme værelse som de livagtige dukker.
I starten undrede min familie sig lidt over dukkerne, men nu er de så vant til det. Min mand har faktisk lige givet mig en weekendtur til en rebornmesse. Det må da siges at være en kærlighedserklæring, griner Inger.