Løb 247 kilometer på et døgn: Utrolige Stine har hjerte som en mand

Stine Rex fra Vejgaard er en af verdens bedste ultraløbere. NORDJYSKE har fået to eksperter til at teste hendes fysik. Hør også om løbet og hvordan hun træner

Stine Rex er en spinkel kvinde. 45 kilo og 1,58 meter. Men hun er stærkere end de fleste - kvinder og mænd.

For 10 år siden på trænerakademiet fik jeg at vide, at mit hjerte er på størrelse med en mands, og at min iltoptagelse er i verdensklasse.
Stine Rex

Stine Rex har løbet omkring 55 maratoner. Hun har vundet mange, men er egentlig ikke en hurtig løber. Hendes bedste tid på maratondistancen (42,2 kilometer) er 2 timer og 57 minutter. Det er 42 minutter fra verdensrekorden og langt fra nok til at bringe hende i nærheden af verdenseliten på netop den distance. Men Stine kan noget, som de fleste andre ikke kan. Hun kan blive ved:

Jeg synes egentlig ikke, der er den store forskel på at løbe et eller flere maratoner. Det er bare det samme løb flere gange i træk.

Hun er en af verdens bedste på de helt lange distancer.

NORDJYSKE har taget Stine med i testlaboratoriet på Aalborg Universitet for at undersøge, om der er noget ved hendes fysik, der gør hende usædvanlig. Hun fik målt iltoptagelse, blodsukker- og mælkesyreniveau samt løbestil. Se resultatet på videoen herunder:

Video: Professor i fysiologi, Jesper Franch, og professor i neuromekanik, Michael Voigt, fik lov at pine Stine Rex i et par timer på Aalborg Universitet. Ved testen vejede hun blot 43 kilo, fordi det var kort efter, hun havde gennemført Spartathlon.

Video: Professor i fysiologi, Jesper Franch, og professor i neuromekanik, Michael Voigt, fik lov at pine Stine Rex i et par timer på Aalborg Universitet. Ved testen vejede hun blot 43 kilo, fordi det var kort efter, hun havde gennemført Spartathlon.

Stines spinkle krop har stor lungekapacitet og udholdenhed. Hun skal løbe hurtigt og længe, inden musklerne syrer til. Få professorens forklaring på videoen herunder:

Stine kan løbe i timevis på grund af sin lave vægt, slanke kropsbygning og tynde ben.

Hendes led udsættes derfor for markant mindre belastning end hos tungere løbere. Det betyder, at hun bedre holder sig skadesfri og har lavt energiforbrug.

Underbenet fungerer nærmest som et pendul, der svinger ud fra knæleddet. Bevægelsen kræver meget energi. Det er afgørende for god løbeøkonomi, at der ikke er for meget vægt på.
Michael Voigt, professor i neuromekanik, Aalborg Universitet

Stines løbestil er meget opret, hvor hun lander på forfoden. Hun løfter fødderne minimalt, så når den ene fod slipper underlaget, rammer den anden kort efter. Dette nedsætter også belastningen på kroppen.

Løbestilen gør det muligt for Stine at tolerere store træningsmængder og klare belastning under konkurrencer.
Michael Voigt, professor i neuromekanik, Aalborg Universitet

Spartathlon: Stine slog næsten alle kvinder - og mænd

38-årige Stine Rex fra Vejgaard satte dansk rekord i et af verdens hårdeste ultraløb. Hun blev kun slået af den absolutte verdenselite

Stine Rex er det man kalder en ultraløber. Det er en, der løber længere end et maratonløb. I september gennemførte hun seks maratonløb i træk, nemlig det 247 kilometer lange Spartathlon fra Athen til Sparta, i Grækenland, i den bedste danske tid nogensinde. Det tog lidt over et døgn.

Stine slog det meste af verdenseliten. Kun verdensmesteren i 24-timers løb, en VM-sølvvinder og en topeliteløber kom i mål før hende. Hun forbedrede sin egen danske rekord med mere end to timer.

Spartathlon 2017
  • 247 kilometer.
  • Deltagerne har 36 timer til at gennemføre.
  • Løbet har cirka 400 deltagere.
  • 224 mænd og 41 kvinder fuldførte løbet i 2017.
  • Stine Rex blev 4. bedste kvinde og 17. bedste løber. Hun satte dansk rekord i tiden 26 timer og 58 minutter.
  • Verdensrekorden er 24 timer og 48 minutter (kvinder) og 20 timer og 25 minutter (mænd).
  • Stines tid ville have sikret sejren i samtlige løb før 2014. Løbet er holdt siden 1983.
  • Kilder: Wikipedia, Spartathlon

I mange kilometer førte hun løbet. Hun kæmpede også længe om 2.- og 3.-pladsen. Men tempoet blev for højt, og Stine begyndte at hallucinere. Så hendes mand, Dan, greb ind:

- Jeg begyndte at mumle, så Dan fik mig stoppet. Jeg var nødt til at sænke tempoet, ellers havde jeg kollapset.

Løbet går gennem vinmarker, ad snoede stier, gennem mudder, stejle bakker og over bjerge. Kun en tredjedel af alle deltagere plejer at gennemføre.

- Det var vanvittigt hårdt. Jeg måtte kravle på alle fire undervejs, da vi skulle op ad et bjerg. Det var pissekoldt om natten. Jeg fik lov at sove lidt undervejs, men kun i 15 minutter, så vækkede min mand mig. Det havde vi aftalt. Hold kæft det var hårdt at komme i gang igen, siger Stine Rex og slår ud i sin smittende latter.

For at sparke kroppen i gang, fik hun en kop kaffe med masser af af sukker.

- Jeg har aldrig smagt noget så forfærdeligt. Føj for katten, men det hjalp helt vildt.

Kroppen på autopilot

Tankerne stod i kø hele vejen. Sult, tørst og træthed kæmpede mod viljen.

De første kilometer tænkte jeg hele tiden: Det her, det er dumt Stine, rigtig, rigtig dumt. Du kan ikke. Du skal stoppe nu. Det er meget bedre under dynen på hotellet.
Stine Rex

Efter 120 kilometer gik kroppen på autopilot. Alt gjorde ondt.

- Man bliver immun for smerten, når man løber i samme tempo. Man føler intet, mens benene bare bevæger sig.

Men skridt for skridt, pust for pust og krise for krise, kom målet nærmere og nærmere.

Jeg skulle eddermame ikke flyve hjem fra Grækenland uden at have gennemført. Det ville være så pinligt. Tænk at skulle fortælle det bagefter.

Besvimede i teltet

Strategien var at dele løbet op i etaper. Efter det første maraton, tænkte hun, at nu var der kun fem maratoner igen. Efter seks timer, at det ikke var så slemt, som da hun havde løbet fire timer, og senere så hun frem til varme pandekager. Hun har været med før, og huskede, at de var derude på ruten et sted.

- Jeg ”psyker” mig selv undervejs med sådan nogle bittesmå episoder. På den måde fokuserer jeg på det næste, der kommer, i stedet for, at der er langt til målet.

Stine Rex fejrede løbet med pizza og hygge de næste par dage på hotellet.

Lige nu er alle kriser glemt. Hævede fødder, smertende muskler og totalt smadret krop er fjern fortid. Tilbage står kun eventyret, oplevelserne, adrenalinkicket og følelsen.

- Jeg er så pissestolt. Det var så fantastisk at stå der i målområdet og vide, at jeg havde gjort det. Der hang også en kæmpeplakat af mig, som om jeg havde vundet, jeg stod bare der og pegede, siger hun og roser sin mand for at støtte hende hele vejen.

- Han synes jo, det er lige så fedt som mig. Uden ham ville jeg aldrig klare det, siger Stine Rex.

I målområdet blev hun tjekket af lægerne. Hun besvimede og blev vækket igen af lægeholdet, der gav hende saltvandsdrop i en time.

Det var pisseirriterende at vågne op igen. Jeg drømte om et nyt hus.
Stine Rex

Mester i mavehjul: »Jeg kunne ikke skide i en uge bagefter. «

Stine løber til arbejde, træning og fest. Hun savner nogle gange at blive træt

Stine Rex trækker på skuldrene. Hun synes egentlig ikke, det græske ultraløb var så slemt. Hun er vant til at løbe, løbe og løbe, som en strithåret Duracell-kanin, uden stopknap. Hun løber til skolen for at hente børnene, løber til supermarkedet for at handle ind, løber til frisøren og løber også på arbejde.

Jeg løber faktisk også til fest. Og så løb jeg også ned for at hente juletræet i år, Folk kiggede på mig, som om jeg var fuldstændigt åndssvag.

Det ender gerne med 10-15 kilometer med snørede løbesko hver eneste dag. I ferierne står benene heller ikke stille.

- I mellem jul og nytår løb jeg flere gange i to timer. Når jeg kommer hjem, har jeg tit glemt, at jeg har været ude at løbe. Jeg kan overhovedet ikke mærke det. Jeg er ikke træt i kroppen. Jeg savner faktisk at blive øm, siger Stine Rex.

Fit med fitness

Stine Rex underviser normalt to hold om dagen. Hun arbejder som fitness-koordinator og -instruktør hos DGI-Huset i Nordkraft. Hun træner blandt andet: fitness pilates, mave- og ryghold og styrketræning. På den måde holder hun sig automatisk i form, næsten helt uden at tænke over det og uden nødvendigvis at skulle forlade den varme sofa for at komme til træning på mørke aftener eller i lange weekender.

Ugentligt træningsprogram
  • Løber 60-100 kilometer.
  • 12 hold, som giver kardio- og styrketræning.

- Jeg kan bedst lide at få det dobbelte ud af tingene. Mine træningshold er jo også mit arbejde og jeg kan lige så godt løbe til alle de andre ting. Det kan ikke betale sig at starte bilen, når det hele er så tæt på, siger Stine Rex, der bor i Vejgaard med mand og børn.

Løb solen sort

Stine fandt ud af, at hun var ekstremt god til at løbe, allerede som barn. Hun spillede fodbold. Hun blev aldrig træt og løb ivrigt ud efter bolden, hver gang den blev sparket ud over sidelinjen.

- Min gymnastiklærer sagde altid til mig. Stine. Du kan løbe solen sort, og det er nok rigtigt. Nogle er gode til at strikke. Jeg er god til noget andet. Jeg tror altid, at det har ligget til mig at løbe, siger Stine Rex.

Den spinkle Vejgaard-kvinde er brølstærk. Hun har den uofficielle DGI-rekord i mavehjul: 200 gange på syv minutter og 22 sekunder. Slår du den, vanker der to års gratis træning.

Det var nemmere end at løbe 247 kilometer, men jeg kunne ikke skide, grine eller hoste i en uge bagefter, fordi mine mavemuskler blev så ømme.

Maraton er kedeligt

For cirka 10 år siden, løb hun så sit første maratonløb. Da hun havde vundet alt i Nordjylland og løbet 50 maraton, prøvede hun sit første 24-timers løb. Der skulle ske noget nyt.

- Mine veninder synes ikke længere, at det var noget særligt, når jeg havde løbet et maratonløb. Det gjorde jeg jo hele tiden, så nu kunne jeg få anerkendelse igen, siger Stine Rex med et stort smil.

Jeg får masser af core træning. Det er min store styrke. Andre løber meget foroverbøjet eller hælder lidt til den ene side. Det gør jeg ikke. Jeg har en stor indre styrke.

Hun planlægger allerede næste udfordring. Det bliver det 217 kilometer "Badwater Ultramarathon", tværs gennem Death Valley, en ørken, hvor temperaturen sniger sig op mellem 50 og 60 grader.

Kun de 100 bedste får lov at deltage. Der løbes i teams, så Stine Rex skal have samlet 70.000 kroner ind først i sponsorater.

- Jeg vil være den første danske kvinde, der gennemfører det løb. Det er sådan en lille ting, jeg gerne vil kunne sige til mig selv og min familie. Det ville være superfedt, siger Stine Rex.

Hendes præstationer har lokket adskillige af DGI-Husets medlemmer til at komme i gang med at løbe deres første 10 kilometer eller halvmaraton.

Pyt med pulsur og det nyeste løbetøj og alle tankerne om, at du vejer 5, 10 eller 20 kilo for meget. Folk griner jo af mig, når jeg kommer løbende med et juletræ eller indkøbsposer. Du er ikke alene. Jeg er nok mere skør end dig.

Slut