'68 begyndte langt før 1968
- og varede længe efter

1968 er et år, mange har en mening om, også NORDJYSKEs kulturredaktion

Et år varer 365 dage. Det er 8760 timer. Vil du have det i minutter, skal du selv finde telefonen/lommeregneren frem. Men nogle år er længere end andre. Tag bare et år som 1968.

Jovist. Det var skudår. Men det giver kun én dag ekstra. Ikke desto mindre er 1968 givetvis det længste år i forrige århundrede. For mange af de ting, vi betragter som vaskeægte 68’er-begivenheder fandt jo ikke sted i det skelsættende år. Det skete før og efter. Men også på dato.

Eller tag begrebet 68’er. Hvem var i grunden 68’ere? Hvor gammel skulle man være, for at gøre sig fortjent til denne hædersbetegnelse, som mindst lige så mange betragter som et forbandet skældsord?

Bents betroelse: Tja, det der 68. Hvad skal man nu skrive om det? Jeg var netop fyldt 14 dengang, og jeg kan huske, at min mor et år eller to før fortalte om, hvordan et par marinesoldater havde banket nogle langhårede nede i Frederikshavns Lodsgade, fordi de var netop det. Langhårede.

Det studsede jeg ikke ikke over. Sådan var det bare. Og sådan skulle det være. Men ganske kort efter droppede jeg selv brylcreme i håret og lod det vokse og folde sig naturligt ud. Ned over ørerne og ned i øjnene. Min egen lille private protest, der førte til kommentarer som:

- Hvis du var min puddel, skulle du klippes!

- Hvis du var min papegøje, skulle du skydes!, lød gensvaret.

Håret voksede sammen med en ændring af bevidstheden - en skærpet opmærksomhed på, hvad der skete omkring én. Ude i verdenssamfundet. Borgerrettighedsbevægelsens kampe i USA, Ku Klux Klan, mordene på John F. i 1963 og Robert Kennedy og Martin Luther King i 68.

Men hvornår blev ”68” i grunden til det varemærke, som det er. For i selveste 1968 var der ikke et øje, der vidste, at dette år ville få så stor betydning, at det ville ende med at blive et begreb.

Orakler anno 1967

Aalborg Stiftstidende side 11, 31. december 1967. Fra venstre Bent Baumann, fru Neergaard Jacobsen og Gunnar Kagelund.

Aalborg Stiftstidende side 11, 31. december 1967. Fra venstre Bent Baumann, fru Neergaard Jacobsen og Gunnar Kagelund.

I nytårsavisen 1967/68 havde Aalborg Stiftstidende fundet krystalkuglen frem og fået en masse nordjyder til at fortælle, hvad der måtte ske i 1968.

Vi giver først ordet til Fru Neergard Jacobsen fra Vestbjerg. Bemærk at kvinden ikke har noget fornavn i avisens spalter. Men hun udtalte:

- Jeg tror i hvert fald, at der er ved at ske en ændring hos ungdommen. En del af den har været langt ude, men synes nu at have raset ud... For mig er det glædeligt, at de unge er blevet trætte af at høre om sex.

Hun sagde også:

- Hvor ville jeg dog ønske, at de unge kunne få øjnene op for, hvilket gode det er at kunne aftjene sin værnepligt i et frit land.

En anden profet i avisen søndag 31. december 1967 var ungdomsskoleleder Gunnar Kragelund:

- Jeg tor, at pigtrådsmusikken er stærkt på retur og at den pornobølge, der har redet os som en mare er ved at være overstået.

Han mente tillige at 1968 ville føre til, at folk blev mere ansvarsbevidste og lægge krævementaliteten på hylden.

Et andet sted i avisen bliver han modsagt af en spejderleder, Birte Rode:

- Jeg håber, at vi forældre tager vatpropperne ud af ørerne og for en gangs skyld lytte til pop-musik sammen med de unge.

Musikhandler og kapelmester Anker Møller fik sagt derom:

- Jeg håber og mener, at fremtiden bliver musik med blæsere i retning af Herb Alperts Tijuana Brass.

Og fra Johnny Reimer lød det:

- Vores bedste popgrupper er ved at blive for gamle. Og den øjeblikkelige poptræthed skyldes en overdosering.

Smølfesangeren Johnny Reimer bliver i øvrigt 75 år 12. juni - og er still going strong.

Og så giver vi ordet til den meget optimistiske Bent Baumann, der var bankbestyrer:

- Jeg tror, der er håb om, at lægevidenskaben allerede i 1968 løser kræftens gåde.

Det er svært at spå om fremtiden. Det var det sandelig også for 50 år siden. Desværre fik avisen aldrig stillet de medvirkende et nyt spørgsmål ét år senere. Det kunne lyde:

- Hvordan synes du selv, det gik?

Musikken
fra 1968

Bob Dylan satte (engelske) ord på alle de ting, vi gik og tumlede med i 1968. Han var med til at formulere ungdomsoprøret og satte musik til det. Og det i sådan en grad, at han har fået Nobels Litteraturpris derfor.

Bob Dylan satte (engelske) ord på alle de ting, vi gik og tumlede med i 1968. Han var med til at formulere ungdomsoprøret og satte musik til det. Og det i sådan en grad, at han har fået Nobels Litteraturpris derfor.

Lad os lige nævne nogle af de allermest berømte rock-album fra 1968: Beatles ”Sergeant Pepper’ Lonely Hearts Club Band”. Stones: ”Their Satanic Majesties Request”: Jimi Hendrix: ”Axis: Bold as Love”

Disse tre klassikere har alle det til fælles, at de udkom i 1967.

Vi tager lige tre mere: Burning Red Ivanhoes ”M144”. Pink Floyds ”Ummagumma” og David Bowies ”Space Odity”. Også her er den helt gal... De er fra 69.

Populærmusikken dengang var enten dansksproget singlepop, Gustav Wincklers ”Hvide Måge” eller ”Kiss Me Quick” med den hoftevrikkende Elvis, og de første pop - eller rettere beatorkestre herhjemme kopierede de engelske bands. Lp’erne ar der, men siingles format blev stadig udnyttet ekvilibristisk af Beatles, Kinks og Rolling Stones, som lykkedes ovenud godt med at udnytte popsangens tre-fire minutter til at fortælle længere vedkommende historier. Om os unge. Om hvad der foregik lige her og nu, hvad der rørte sig ud i verden og i samfundet. Herhjemme begyndte det også velourblidt og hippieagtigt med bands som de tjaldelalleglade Alrune Rod, jazzrockinspirerede Burnin Red Ivanhoe, folkemusikfortællerne Skousen og Ingemann, eller folkemusiksolist Povl Dissing som sang ”25 minutter endnu” og ”Gi mig en hest mor”, så han var i fare for at få øretæver, hver gang han optrådte. Dansk sunget som blues.

Fra den danske scene dengang skal vi også huske Peter Belli, Trille . Ganske som i USA var folkemusik og protestsangerne forløbere for ungdomsoprøret.

Musik var både til fest og trøst og samtidig en fortrolig rådgiver. Bob Dylan blev nærmest udråbt til at være verdens guitarbevæbnede frelser dengang, hvilket han snart frabad sig. Men datidens LP’er blev nærlyttet, og teksterne opfattet som fortrolige breve fra ligestillede venner, der havde både et bud og en opskrift på, hvordan du også kunne leve dit liv. Nemlig uden slips og med kritisk øje til enhver form for autoritet.

Tro ikke på nogen over 30, blev det formuleret af Ole Grünbaum. Han er 73 år i dag.

Musikken fulgte én og var overalt som en hemmelig ven og ligesindet, du altid kunne kontakte og spørge til råds. Fra ”She loves You, Yeah, Yeah” til ”Masters Of War”, fra ”Street Figthing Man” til ”Hey Joe”.

- We want the world, and we want it now, sang The Doors.

Hippieagtigt og strukturløst, uden en egentlig fastlagt dagsorden, sådan var 68.

Eller rettere perioden fra midt 60’erne til langt ind i 70’erne.

Musikkens gennemslagskraft og dens umiddelbare nærkontakt med de unge, blev også brugt til at lave politisk musik. Begyndende med folkemusikkens Cæsar, senere Arne Würgler og Benny Holst med eksempelvis deres sang om merværdi om at stå op og gå hen på sit job, ” men det jeg laver, er mere værd end det jeg får. Hvordan sku’ no’en men´sker ellers bli’ rige ud’n at lave no’ed?”.

Og der var fra 1969 Røde Mor og noget senere vort eget Jomfru Ane Band.

Det sidste med rod i Aalborgs eget undergrundsteater Jomfru Ane, som udfordrede og udforskede det traditionelle teaters grænser. Teatret og dets skuespillere blev politisk engagerede, og længere fremme var der Solvognen, Christianias aktionsteater, julemandshæren og Rebild-festen i 1976, som fik besøg af indianere på ponyryg. Musikken blev politisk herhjemme i løbet af 60’erne, og den blev dansksproget, og et forlag som Demos udsendte senere i begyndelsen af 70’erne LP’er både med bøsser, socialistisk rock, anti-Vietnam sange og meget mere.

Politikken

Oprøret i Paris. Ofte beskyldes urolighederne i Paris for at være arnestedet for ungdomsoprøret. Men det startede faktisk mange steder over hele verden. I 1966 var der studenterdemonstrationer i Barcelona. Det slog Franco dog hårdt ned på. Så ungdomsoprøret var på vej i mange år. Men i 1968 stod det i lys lue.

Oprøret i Paris. Ofte beskyldes urolighederne i Paris for at være arnestedet for ungdomsoprøret. Men det startede faktisk mange steder over hele verden. I 1966 var der studenterdemonstrationer i Barcelona. Det slog Franco dog hårdt ned på. Så ungdomsoprøret var på vej i mange år. Men i 1968 stod det i lys lue.

Hvis nogen tænker rødt rent politisk, når de tænker på 1968, så må de tænke om. Indtil 23. januar det år hed statsministeren Jens Otto Kragh. Efter januar-valget kom den radikale Hilmar Baunsgaard til magten. Såvel S som SF fik stryg. De mistede henholdsvis 7 og 9 mandater. Til gengæld kom det nye parti Venstresocialisterne ind med 4 mandater. Det ændrede dog ikke på, at der skete en højreskred, og Danmark fik en VKR-regering. Og siden har Danmark så ikke haft en radikal statsminister.

Men 23. januar var året jo knap nok startet. Og ingen vidste, hvad der ville ske.

Men i det hele taget var politik dengang ikke sådan noget lokalt hjemstavnsfnidder-fnadder. Det gjaldt om at bryde og nedbryde de snærende borgerlige bånd og få mere personlig frihed.

Og samtidig var det et opgør med efterkrigstidens politiske strukturer. Koldkrigens grænser skulle væk, udbytningen af den tredje verden stoppe og naturen skulle beskyttes.

Ungdomsoprøret stod for antiborgerlighed, livsnydelse, fri sex, eksperimenter med psykedeliske stoffer, antimilitarisme, verdensfred og meget andet godt - i en pærevælling.

Håret, tøjet, hippiestilen - det uformelle og afslappede - blev også langsomt drejet over i en mere politisk retning. Vietnamkrigen - et undertrykt folks kamp mod verdens mægtigste nation, USA, var og blev en øjenåbner og på mange måder den katalysator, der satte fut i det hele. Studenteroprøret i Paris startede med sloganet ”Fantasien til magten”. Der blev taget politisk stilling til tingene - ikke bare herhjemme med de vilde strejker i slut 60’erne - men også på det partipolitiske plan, hvor SF bliver splittet og Venstresocialisterne bliver dannet.

Langsomt gik det op for flere og flere, mere eller mindre aktive og helhjertede deltagere i ungdomsoprøret, at vi nok ikke kunne danse og flippe os til et mere retfærdigt og lige samfund. Der skulle mere til. Du kan ikke danse dig til socialisme, men det ville sikkert være godt for socialismen, hvis der blev danset på vej mod den.

Bevidsthedsudvidelse med eksperimenter med stoffer, religion og hvad der ellers kunne sparke den enkelte ud i transcendensen, blev erstattet af bevidstgørelse, læsning af Karl Marx, partiskoling og alt det der.

Men hele tiden føltes det som det rigtige at gøre. Hippiestilen blev droppet til fordel for blå arbejdsjakker og træsko. Pigerne havde jo for længst smidt bh’en, det nød vi drenge vist lige så meget, som de gjorde, og kvindebevægelsen - rødstrømperne - kom op i omdrejninger og forude ventede afstemningen om EEC/EF i 1972. Vi kom med i det europæiske fællesskab, men følte os samtidige stadig som danskere. Uformelle og helt vore egne.

Tænker du på tiden dengang og nu, falder Niels Skousens refrænstrofe fra netop sangen ”68”, præcist og forklarende:

- Jeg er ikke egentlig utilfreds, det’ bare en bagskid, der har varet siden 68.

Sådan er det jo - en masse drømme om et større fællesskab, eksperimenter med livsformer, kollektiver, og en anden måde at leve sammen på. Hvor nærhed og solidaritet skulle nyde fremme i stedet for systemer og selvfedmens navlepilleri. Ligeværdighed og kroppens frigørelse.

Noget led skibbrud, nogle gik til undervejs, men der blev trods alt forsøgt og eksperimenteret af et ærligt hjerte.

Og senere gled det over i brede folkebevægelser - nej tak til atomkraft og der var slumstormerne som besatte nedrivningstruede lejligheder i protest mod den udbredte mangel på billige boliger.

Sex og stoffer

100.000 unge strømmede til San Francisco i 1967 til The Summer of Love. Det var på mange måder ouverturen - eller en af dem - til ungdomsoprøret.

100.000 unge strømmede til San Francisco i 1967 til The Summer of Love. Det var på mange måder ouverturen - eller en af dem - til ungdomsoprøret.

Fri sex er noget af det første, folk tænker på, når ’68 nævnes. Og igen: Fri sex er ikke noget, der blev opfundet i 1968. Derimod er det stensikkert, at P-pillen blev frigivet til det danske marked i 1966. I 1970 blev pillen brugt af 200.000 danske kvinder. I dag er der 320.000 danske kvinder, der anvender den form for prævention.

Med P-pillen forsvandt en stor frygt: Frygten for uønsket graviditet. Men vi skal frem til 1973, før den frie abort blev indført. Den er grundlæggende et barn af 1968. Men ting tager jo tid.

I kølvandet på den eufori, der opstod omkring 1968 og de følgende år, kom også bevidstheden om, at de gamle seksualnormer måske trængte til en revision.

Indtil da fik man børn i ægteskabet.

Hvis nogen tror, at 1968 var en befrielse for de homoseksuelle, så er den slags tankespind en ommer. Vi skal yderligere 13 år frem, før homoseksualitet ikke længere er en psykiatrisk diagnose. Og vi skal yderligere frem til 1989, før to personer af samme køn kunne indgå registreret partnerskab. Og selv den dag i dag kan man ikke blot gå ind i en kirke og få dens velsignelse. Den slags kræver en tolerant præst. Og det er bestemt ikke alle præster, der ser med milde øjne på Guds velsignelse af den slags kærlighed.

Vi må ikke glemme ”The summer of Love”.

For god ordens skyld. Det var altså i 1967. Men igen: 1968 er det længste år i mands minde.

”The summer of Love” startede i San Francisco. Omkring 100.000 mennesker fra hele USA drog til hippie-byen på Amerikas vestkyst. Det var med flower power-tøj, blomster i håret og en aldeles afslappet holdning til konventioner og myndigheder. Det var med masser af pot, hash, LSD og hårde stoffer. Og det var ensbetydende med et særdeles afslappet syn på erotikken.

”Make love - not war” hed det og opfordrede til en kollektiv livstil - et liv og samliv med rockmusik, langt hår og spraglet tøj uden for og i protest mod samfundets gængse normer og mål. Med eksperimenterende storfamilier i kollektiver.

Lad os lige tage noget narko-statistik. I 1965 var der 52 personer i København, der blev sigtet for narkoforbrydelser. To år senere var tallet 10-doblet. I 1968 faldt der 821 sigtelser, og året efter det dobbelte. I 1968 skete der seks dødsfald, der var narko-relateret. I 1980 var tallet steget til 165.

Der er med andre ord alle mulige grunde til at sige, at 1968 også var befrielsen af narkoforbruget.

Befrielsen er måske et positivt ord at bruge lige her. Men i dag hedder nedskæringer jo også reformer. Eller fokusering.

Brug af narko har været kendt altid. Men bevidstheden derom eksploderer lige i og omkring 1968. Bevidstheden om farligheden af de nye stoffer på markedet var dog beskeden. Og det førte til alt for mange eksperimenter. For: Åh herregud - det er jo bare denne ene gang. Det kan vel næppe skade.

Der er heller ingen tvivl om, at de nye stoffer kunne noget: De kunne udvide bevidstheden. De kunne give selvtillid og tilfredshed. De kunne give farver og lystfølelse.

Men som i dag: De var og er hundefarlige.

Hvis vi tager et kort klip tilbage til musikken: Ja så eksperimenterede alle de store musikere med de forbudte stoffer. De var jo vores helte. Det var dem, der gav stemmer til vores følelser. Når de gjorde, hvorfor skulle andre så ikke også?

Jimi Hendrix, Jim Morrison, Grateful Dead, Eik Skaløe (død 1968), Beatles. Ja alle var de ind over stofferne.

Og dødeligheden var høj.

Men mange kunne nu også nøjes med pot og hash. Cannabis er ved at blive legaliseret mange steder i verden i disse år. Men dengang lød advarslen konstant: Husk at hash er det, det starter med. Efter det kommer de hårde stoffer. En ting må man dog give 1968: Hashen kom for at blive. Illegal eller ej.

Ligestilling

Hvem siger, at vi skal bo på samme måde som vores forældre. I 1968 stiftede en gruppe unge mennesker Svanemølle-kollektivet som et par år efter skiftede navn til Maos Lyst. Alle beboerne tog det samme mellemnavn: Kløvedal.

Hvem siger, at vi skal bo på samme måde som vores forældre. I 1968 stiftede en gruppe unge mennesker Svanemølle-kollektivet som et par år efter skiftede navn til Maos Lyst. Alle beboerne tog det samme mellemnavn: Kløvedal.

Ligeløn er en af de helt store gevinster fra 1968.

Du kan godt høre det, kære læser: Det lyder som fake news.

Det er det sandelig også.

Vi skal helt frem til 1976, før Folketinget forbød kønsdiskrimination på lønområdet. Kun Fremskridtspartiet stemte nej. Det er jo lidt sjovt, navnet på partiet taget i betragtning.

Og vi skal tilbage til 1951 for at finde året, hvor ILO (den internationale arbejderorganisation) vedtog, at alle verdens lande burde arbejde for, at lige arbejde skulle give lige løn.

Men i resten af 1950’erne var det ikke noget, der hverken interesserede LO eller Folketinget. I 1967 vedtog FN en erklæring, der tog afstand fra diskrimination af kvinder.

Vi er fremme ved 1971, før ligeløn for alvor gjorde sit indtog ved overenskomstforhandlingerne.

Anker Jørgensen fra Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (senere SiD) og Edith Olsen fra KAD (Kvindeligt Arbejdsforbund i Danmark) stod sammen om ligelønskravet. Men Jørgensen lod sig lokke af Thomas Nielsen. Der blev lavet en lokumsaftale - uden om Edith Olsen - som indebar, at mændene fik 20 øre mere i timen. Og kvinderne kun 10 øre mere i timen.

Den svinestreg er 47 år gammel. Og vi er stadig milevidt fra reel ligeløn her i 2018. Den dag i dag tjener gennemsnitsmanden i nærheden af to millioner kroner mere i løbet af et arbejdsliv, end kvinden gør.

Men lige der omkring 1968, da mændene for alvor begyndte at tale om at revolutionere verden, da var der stadig mange mænd, som sendte kvinden i køkkenet efter kaffe og bajere, så de havde brændstof til deres revolutionære snak. Disse mænd fik aldrig tænkt tanken om revolutionen helt til ende: Kvinder har altid vartet op. Hvorfor revolutionere den tankegang?

Den traditionelle kernefamilie med mor som hjemmeløbende begyndte også at smuldre. Højkonjunkturen krævede kvinder og nu var det ikke længere en naturlov, at mor skulle sørge for rengøring, vask og varm aftensmad derhjemme. Kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet, ikke med en underliggende agenda om, at det ville betyde frigørelse og ligestilling, men fordi der var brug for alle hænder i industrien. Billige var disse hænder jo også.

Kønsrollemønstrets patriarkalske struktur slog revner, for nu da kvinderne tjente deres egne penge, ville de også bestemme, hvad de skulle bruges til.

Men at kvinden fik sin egen lønningspose betød også, at hun kunne leve sit eget liv. Hun kunne lade sig skille og stadig forsørge sig selv, for hun var ikke længere afhængig af ægtemandens lønningspose.

Ægtemand? Hvorfor overhovedet gifte sig?

Ja lige der skete der sandelig også noget. Hvor en ærbar kvinde var gift, hvis hun boede sammen med en mand, så kunne parret nu blot flytte sammen. Papirløst. Og ikke et øje løftede et bryn. På det område har 68’er-tænkningen betydet alt.

Men hvorfor flytte sammen. Hvorfor ikke lave et kollektiv.

Kollektivbevægelsen spændte over mange ting. Der var kollektiver med fælles sovesal og separate bollerum. Men der blev også bollet på sovesalen. Åh herregud: Vær nu ikke så sart. Og er det i grunden ikke hyggeligt at høre, at der er nogen, der har det rart sammen.

Kollektiverne i deres mest ekstreme form bød på fælles økonomi og at man var fælles om børnene. Kollektiverne var små socialistiske paradiser. Og følelser var småborgerligt tankegods. Vi er alle frie, lød kampråbet.

Et kampråb, som klingede hult i den forelskedes hjerte.

Men kollektiverne var også bofællesskaber. Bofællesskaberne har overlevet, og sjovt nok er det ofte de gamle 68’er-hippier, der i dag kaster sig over olde-kolle-bevægelsen. Men selv forbenede hippie-modstandere fra dengang finder i dag selskab og tryghed i olde-kollerne. På det område har 1968 sejret.

Uddannelse

”Bryd professorvældet - medbestemmelse nu”. Det var skriften på væggen. Og så var oprøret i gang i Danmark.

”Bryd professorvældet - medbestemmelse nu”. Det var skriften på væggen. Og så var oprøret i gang i Danmark.

Danmark røg i løbet af 60’erne ind i en højkonjunktur, som aldrig tidligere set. Velstanden dannede også baggrunden for, at de unge pludselig ikke bare skulle i lære som 14-årige. Uddannelsessystemet oplevede en massiv tilgang af unge. Langt flere fik mulighed for og tog en længerevarende uddannelse.

Noget af det vigtigste inden for uddannelse var, at universiteterne blev rusket. Man havde professorvælde dengang. Og universiteternes hierarkier var nærmest ubestigeligt stejle.

Ungdomsoprøret startede i april/maj 1968. Det var på universiteterne i Frankrig og Tyskland, at startskuddene lød. Men det spredte sig.

Man kan også kalde det for studenteroprøret. Herhjemme startede det på Københavns Universitet. Rektor Mogens Fog skulle holde Årsfest. Men den unge revolutionære Finn Ejnar Madsen erobrede talerstolen .

Det kan godt ske, at mange vil datere 1968 til universiteterne i Paris. Når Paris får så meget ære for studenteroprøret, så skyldes det også, at det endte i vold. Men altså: Det startede tidligere. Det havde små-ulmet overalt i verden på universiteterne op gennem 60’erne. 21. marts 1968 var væggene på Københavns Universitet overmalet med ordene ”Bryd professorvældet” og ”Medbestemmelse nu”.

19. april besatte de psykologi-studerende deres institut. Årsfesten var meget senere.

Det var først 21. november. De studerende var ikke indbudt. Det var i stedet kongen, dronningen og tronfølger Margrethe og andre gode folk.

Finn Ejnar & Co. fik forfalsket adgangskort til arrangementet. Han entrede talerstolen og holdt sin tale. Den varede tre minutter. Og ingen forsøgte at forhindre det. Efter talen forlod demonstranterne årsfesten.

Men glemt var begivenheden ikke, for medierne var til stede.

I 1969 fortsatte oprørene og de blev værre. I marts 1970 blev Mogens Foghs kontor besat.

Senere i 1970 kom den nye styrelseslov på universiteterne. Den betød markant indflydelse for de studerende. Studienævnene blev sammensat med lige mange lærere og studerende. Det gav indflydelse til de unge mennesker, som dermed også kunne være med til at tilrettelægge deres uddannelsesforløb. Det varede lige indtil 2005, da den gamle styrelseslov blev afløst af helt nye pubic-management-systemer. Så blev alting strømlinet og skemalagt. Og magten blev givet tilbage til magtens mennesker.

Den nye styrelseslov fra dengang var dog på ingen måde lutter lagkage. For pludselig overtog go’e gamle Karl Marx lokalerne. Undervisningen blev mange steder til et marxistisk skoleridt, hvor socialistisk/kommunistisk ensretning var vigtige end det faglige indhold. Man kunne blive kandidat i hvad som helst uden at kende sit fag, hvis blot man kunne sin kapitallogik.

Max’ betroelse: Jovist er denne erindring fra 1978. Men det handler om, hvad der skete på universiteterne. Jeg læste dansk og havde afleveret mig eksamensopgave i faget sproglig analyse. Jeg var ved at boble over af selvfedme - så fed en besvarelse havde jeg lavet. Så kom karakteren: Et 6-tal. Jeg brokkede mig til min lærer på universitetet, og hun fortalte, at det var med lodder og trisser, at hun havde fået censor overbevist om at jeg trods alt skulle bestå. Min brøde: Jeg havde ikke redegjort for kapitallogikken i opgaven. Men for fa’n: Det handlede om sprog!

Samtidig betød velstand og pengerigelighed også opblomstring af en egentlig ungdoms- teenagerkultur, som i dag er en stor og givtig indtægtskilde for kulturindustriens mange produkter. Spil, konceptbands og modetøj. Ungdom i dag er den helt store indtægtskilde.

Og som vi hele tiden har hævdet: 1968 har varet i mange år. Og at ungdommen pludselig blev forbrugere, var noget, der startede allerede i 1950’erne.

Men oprøret og moden og stilen - ja det kom nede fra. Manglede du shorts, når det blev varmt, klippede du cowboybukserne korte - dengang hed de ikke jeans! Om sommeren var pigerne i indiske bluser uden bh og drengene i stramme t-shirt, sandaler eller bare fødder. Arbejdsmandslook blandede sig med afghanerpels, pandebånd og trompetbukser. Det gjaldt om ikke at være konform, og så blev vi måske netop det.

Drømmen brast på et tidspunkt - uddannelse, job og forpligtigelser, børn og samliv - det krævede et helt andet nærvær og omsorg for det nære og det kærlige liv. Men netop det var også kernen i det, vi ville:

Et samfund kan være så stenet

At alt er en eneste blok

Og indbyggermassen så benet

At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge

Og hjertet er næsten hørt op

Til nogen begynder at bygge

En by der er blød som en krop

Som digteren Inger Christensen (1935 - 2009) skrev det i digtsamlingen ”det” (1969) og netop det, er vel stadigvæk målet for os. Nogen, der både husker og ikke i vore hjerter har glemt 68. Skabe et andet samfund, inden drømmen sandede til i ufolkelig, sekterisk studenter- og universitetsmarxisme. På den måde er 68 blot et udtryk for ønsket om at leve på en anden måde.

Ikke sandt?

Og hvad så nu?

Der er gået 50 år. Trænger Danmark til en ny omgang 1968. Er der områder i dag, der i den grad trænger til at blive rusket op i. Er der vanetænkning, som vi skal droppe. Er der områder, hvor alting går ad H til, fordi ingen tænker nyt.

Fra i morgen og de kommende mandage vil du læse en stribe kendte debattørers mening om den sag. Og du kan læse deres erindringer fra dengang.

Glæd dig bare.