"Mit handicap har været en gave"

Han ligger lige der. Den døde mand. Som et bevis på, at det kan være med livet som indsats, hvis Nikolaj Niebuhr fortsætter sin kurs mod toppen af verden - toppen af Mount Everest.

Plateauet er smalt, og Nikolaj Niebuhrs pigsko borer sig ned i sneen og får den til at knase under ham, da han træder henover benene på den døde mand. En amerikaner, der omkom dagen inden.

Nikolaj Niebuhr er sammen med sherpaen nået 8300 meter over havets overflade, de mangler de sidste 500 meter for at nå helt til toppen, og på plateauet har de den sidste mulighed for at få et hvil, inden den absolut sidste del af bjerget bestiges.

De sætter sig, brygger en kande the og får drukket lidt vand. Luften er tynd, så iltmasken kommer kun af, når der skal drikkes.

Den døde amerikaner ligger der stadig, og det sætter tankerne i gang hos Nikolaj Niebuhr. Han har igennem længere tid haft smerter i sin ene skulder, og han frygter for konsekvenserne, hvis han fortsætter mod toppen.

- Jeg blev bange for, at jeg ville ende med at ligge ved siden af den døde mand i sneen, hvis jeg gik videre, siger Nikolaj Niebuhr.

Vejret er elendigt. Der blæser en kraftig vind, og det har haft fatale konsekvenser for de bjergbestigere, der har vovet pelsen. Flere har mistet livet de seneste dage, og dagen før er to andre bjergbestigere hentet ned højere oppefra.

- De var ikke til pænt brug. Det var heldigt, at de blev reddet, inden det var for sent, siger Nikolaj Niebuhr.

Natten falder på. Det er altid om natten, at bjergbestigere sætter den sidste slutspurt ind mod toppen. På den måde kan de opleve solopgangen, mens de nærmer sig målet.

Men i stedet for at gå mod toppen, vælger Nikolaj Niebuhr at vende om. Smerterne i den venstre skulder, er blevet for store. Det er den, der trækker al læsset, efter en hjerneoperation, han fik som 8-årig, har gjort ham delvist lam højre side.

- Det er en af de sværeste beslutninger, jeg har truffet i mit liv. Jeg var så tæt på, men omvendt er det ikke sikkert, at jeg ville være i live i dag, hvis jeg var fortsat, siger han.

Havde det bare været højdesyge, eller en anden sygdom, ville han ikke tage det så tungt.

- Men bjerget flytter sig ikke, så jeg har en chance mere, hvis jeg gerne vil prøve igen, siger Nikolaj Niebuhr.

Og det var faktisk tæt på, at han aldrig havde fået muligheden for at stå på Mount Everest

Nikolaj Niebuhr har kamera på hjelmen, og her ser man, hvordan han bruger venstre arm til at gribe om rebet. Det kostede en overbelastet skulder.

Hvis de andre kan,
kan jeg også

Foto: Bente Poder

Turen til toppen af Mount Everest var den foreløbige kulmination på en årelang passion for bjerge og klatring.

En passion, der har bragt ham på toppen af alpernes højeste punkt, Mont Blanc, Kilimanjaro, Afrikas højeste punkt og tinderne på Mera Peak og Himlung i Himalaya.

Det stod dog langt fra skrevet i stjernerne, at bjergbestiger skulle på Nikolaj Niebuhrs CV, da han som 8-årig blev fuldstændig lam i den højre side.

Motoriske vanskeligheder udviklede sig, og lægerne fandt ud af, at en blodkarmisdannelse i hjernen var årsagen, og den skulle opereres væk.

Under operationen blev nogle af nervebanerne beskadiget, og Nikolaj Niebuhr var bundet til en kørestol det næste halve år.

- Jeg ville ikke erkende, jeg var lam, og det gjorde mig stædig, siger han.

Nikolaj Niebuhr i Disneyland kort efter operation, der har gjort ham  lam i højre side

Nikolaj Niebuhr i Disneyland kort efter operation, der har gjort ham  lam i højre side

Derfor var han fast besluttet på, at han skulle ud af kørestolen igen.

Genoptræning i først svømmehallen siden på cyklen fik Nikolaj Niebuhr på benene igen, omend det har sat sine spor.

Selv vurderer, at han den dag i dag har omkring 75 procents førlighed i det højre ben, mens den højre arm blegner i forhold til den muskuløse venstre.

Armen klistrer sig næsten til kroppen, og når han med møje og besvær får knyttet hånden, bliver han nødt til at bruge den anden hånd, når den skal rettes ud.

Men det har aldrig holdt ham tilbage, det har tværtimod givet ham en styrke både fysisk og mentalt, som han har brugt gennem det meste liv.

- Når der var noget, de andre børn kunne, ville jeg bevise overfor dem og mig selv, at jeg også kunne, siger Nikolaj Niebuhr.

Så udover de mange fritidsaktiviteter, som fyldte i barndommen i den nordjyske by Tårs, blev frikvartererne også brugt på at udfolde sig fysisk. Der var ikke det træ, som Nikolaj Niebuhr ikke ville nå til tops i, selvom det fra tid til anden kostede en tur på skadestuen.

Alt skulle overvindes.

Tiltrukket af det ekstreme

Natur og frisk luft har således altid fyldt meget i Nikolaj Niebuhrs liv. Skiture med familien står som nogle af de klareste minder fra barndommen, og da bedstefaren inviterede Nikolaj til Dolomitterne, en bjergkæde i det nordlige Italien, for at stå på ski, var han solgt.

- Jeg blev fuldstændig grebet af området. Det er et af verdens smukkeste steder, jeg vidste med det samme, at jeg skulle tilbage dertil, siger Nikolaj Niebuhr.

Det gjorde han i de efterfølgende år, hvor han flere gange tog orlov fra sit arbejde som industritekniker for at arbejde som guide i skisæsonen. Det greb om sig, og han tog også orlov om sommeren for at være mountainbikeguide i det samme område.

Til sidst spurgte han sig selv, hvad han egentlig havde mest lyst til. Og det betød, at han i 2010 solgte sit hus og flyttede til Penia di Canazei, en italiensk skisportsby i Dolomitterne.

Her ernærer han sig som selvstændig guide både sommer og vinter, og det kan "lige løbe rundt". Midler til de større ekspeditioner sikres gennem sponsorater og fra foredrag, han holder, når han kommer hjem fra en længere tur.

- Men jeg står op hver dag, og jeg har den mest fantastiske udsigt, og jeg kan dyrke min passion for ekstremsport med mine venner, siger Nikolaj Niebuhr

Det er fra hjemmet i Italien, at Nikolaj Niebuhr rejser ud i verden for at bestige bjerge. Nogle bestiger han for at køre på ski nedad dem, mens Himlung på mere end 7000 meter, blev besteget for at se, hvor højt han kunne komme.

En spirituel dans sørger for held og lykke, inden opstigningerne i Himalaya-bjergene begynder.

Han nåede toppen i oktober 2014. Det tog ekspeditionen syv dage, en ret usædvanlig bedrift, der lærte Nikolaj Niebuhr en masse om sin egen krop og formåen. Han var i sit livs form, meget bedre end året før, hvor han var på det lidt lavere Mera Peak . Det gav ham mod på mere.

Et rigtigt bjerg. Mere end 8000 meter over havets overflade.

Der skulle dog gå mere end to år, før Nikolaj Niebuhr igen satte sine ben i Himalaya.

Landskaber som dette på Mount Everest giver Nikolaj Niebuhr lyst til at udforske højderne.

Døden nær i brandulykke

Arkivfoto

Det er 8. januar 2015. Skisæsonen er i fuld sving, og Nikolaj Niebuhr har haft en hård dag i en skibutik, hvor han ofte hjælper til med at sørge for udstyr til de skiglade turister.

Hjemme hytten er det egentlig bare planen, at han skal have lidt og spise, et hurtigt bad og så er det ellers ud igen. Han kommer ud af badet, og han bemærker, at brændeovnen er ved at gå ud. Han åbner lågen.

Mere husker han ikke.

Tre uger senere vågner han. Han er i fuld gang med at krydse indlandsisen på ski. Det er i det mindste, hvad han tror. I virkeligheden er han bundet til en hospitalsseng. Forbrændt over det meste af kroppen kroppen, og netop vågnet fra et koma.

- Jeg husker absolut ingenting. Det jeg ved, er noget, jeg har fået fortalt efterfølgende, siger Nikolaj Niebuhr.

Nikolaj Niebuhr, læger og andre omkring ham har i fællesskab forsøgt at finde ud af, hvad der skete.

Forløbet, der er stykket sammen, går således.

Nikolaj Niebuhr opdager, at der ikke er flere tændblokke i hytten, derfor hælder han tændvæske på et stykke køkkenrulle, som han vil smide på den svage ild.

Under højre arm har han flasken med tændvæske. Det er altid her, han holder den slags, og på hospitalet kan lægerne se, at det er her, forbrændingerne er værst.

I løbet af sekunder kaster brændeovnen flammer tilbage i ansigtet på Nikolaj Niebuhr, og på grund af tændvæsken står han mildest talt i flammer.

Han styrter ud på badeværelset, og stiller sig under den kolde bruser. Han var i hvert fald helt våd, da en af husets andre beboere kom hjem kort efter.

Han slukker sig selv, griber en spand, fylder den og forsøger at få styr på de flammer, der raserer omkring brændeovnen.

I mens ringer hans kammerat efter hjælp. Nikolaj kollapser i det sekund, der er styr på det.

- Jeg var åbenbart pumpet op på adrenalin, som gjorde mig i stand til at ignorere smerterne i den periode, siger Nikolaj Niebuhr.

Halvdelen af kroppen er ramt med anden og tredjegradsforbrændinger. Og idag kan man se arene på halsen og armen, når han har t-shirt på, og ørene er "helt svitsede", som han selv udtrykker det.

"På hospitalet troede de ikke, at jeg ville overleve"

Nikolaj Niebuhr

Han bliver lagt i kunstigt koma.

Den sværeste tid

På hospitalet fik Nikolaj Niebuhr i begyndelsen af februar at vide, at han først kunne blive udskrevet i maj. Kroppen havde brugt meget energi på at komme sig over skaderne.

Men i slutningen af februar var han allerede klar til at vende hjem igen.

- Lægerne sagde, at meget foregår psykisk. Hvis man er klar til at kæmpe, så skal kroppen nok hjælpe til, siger Nikolaj Niebuhr.

Men et var, hvad hjernen ville, noget andet var, hvad kroppen kunne præstere. Nikolaj Niebuhr var fuldstændig afkræftet og havde tabt i omegnen af 15 kilo. Det meste i muskelmasse.

"Det er den hårdeste periode i mit liv. Jeg måtte virkelig kæmpe for at komme tilbage"

Nikolaj Niebuhr

Et par dage efter udskrivelsen skulle han en tur ned til banken, for at få styr på noget forsikring i forbindelse med skaden. En tur på godt 500 meter.

Ved indgangen var han fuldstændig stakåndet og måtte kæmpe for at få vejret. En skærende kontrast til, hvordan han havde før skaden.

- Jeg gik fra at være i mit livs bedste form til ikke at kunne noget som helst. Det var skræmmende, siger Nikolaj Niebuhr.

Nikolaj Niebuhr sammen med veninden Anna på hospitalet kort før han bliver udskrevet. 

Nikolaj Niebuhr sammen med veninden Anna på hospitalet kort før han bliver udskrevet. 

I en lang periode kunne han ikke genkende sig selv, og det gjorde det svært. For det var ikke kun, når han skulle i banken. Det var også, når han satte sig i cykelsadlen, at fysikken drillede.

- Jeg mistede min identitet fuldstændig. Det var svært at acceptere, siger Nikolaj Niebuhr.

Langsomt men sikkert begyndte det at gå fremad. Der skulle mere til at gøre ham stakåndet, og i løbet af nogle måneder var han igen på to hjul. Han ville gerne i form, så han kunne genoptage guidejobbet henover sommeren.

Men hver gang han var tæt på, blev der spændt ben. Det kunne være "småting" som et brækket kraveben, der satte ham tilbage.

- Det er normalt ikke noget særligt, men det tog bare ekstra lang tid i den periode, og jeg var flere gange ved at miste motivationen, siger Nikolaj Niebuhr.

Det var ikke nok at være i live, han skulle tilbage til det liv, han levede før.

I juli var han ved at være ovenpå igen, men et styrt på mountainbiken satte ham endnu engang tilbage. Denne gang var det skulderen, han brækkede.

- Jeg følte, at det var nederlag på nederlag hele vejen igennem, siger Nikolaj Niebuhr.

Der skulle gå et år efter ulykken, før han var på toppen igen.

Mod toppen af verden

Lobuche Peak i Himalaya bjergene bliver ikke betegnet som en stor klatremæssig udfordring trods sine 6000 meter over havets overflade. Men for Nikolaj Niebuhr blev det bjerget, der beviste, at han nærmede sig topformen igen.

Egentlig skulle han bare besøge nogle venner, han ikke havde set siden ulykken, men de fik lokket ham med mod toppen af Lobuche Peak.

- Det var en lang trekkingtur, der tog et par dage. Normalt er det ikke noget voldsomt, men for mig var det helt fantastisk, siger Nikolaj Niebuhr.

Det vækkede drømmen om at komme højere end 8000 meter, og valget faldt på det mytiske bjerg, Mount Everest.

- Der er noget særligt ved det bjerg. Alle kender det, selvom de ikke selv er bjergbestigere, og så er det vildt at kunne sige, at man har været på verdens højeste punkt, siger Nikolaj Niebuhr.

Et halvt år senere sidder Nikolaj Niebuhr i flyveren, der gør klar til landing i Lukla lufthavnen i Nepal. Det er herfra, at langt de fleste ekspeditioner i Himalaya har deres udgangspunkt.

Vejen til Mount Everest byder på storslået natur, inden både is og sne begynder at dominere landskabet.

Han har sammen med resten af holdet valgt, at de skal tage turen op fra nordsiden. Det betyder, at de to gange skal igennem det berygtede område Kumbo Icefall, hvor risikoen for laviner og sneskred er overhængende.

- Det er stedet, alle frygter, og der var flere gange, hvor vi oplevede laviner og gletsjerskred få hundrede meter fra os, siger Nikolaj Niebuhr.

Han ved godt, at det kan være med livet som indsats, når han er på vej mod toppen. Men døden er ikke noget, han bekymrer sig om, når han er afsted.

- Jeg har jo været tættest på at dø, da jeg var hjemme i trygge rammer, så det kan ske hvor som helst, siger Nikolaj Niebuhr.

Det er på trods af, at han hele vejen op af bjerget bliver mindet om, at døden lurer overalt. Ligene af kæntrede bjergbestigere er en del af landskabet på vej op af bjerget. Simpelthen fordi de ikke kan fragtes ned på en forsvarlig måde.

- Man bliver forberedt på det, inden man klatrer, men når man ser det første lig ligge i sneen, får man alligevel en klump i halsen, siger Nikolaj Niebuhr.

Trods ekstreme vejrforhold hele vejen op ad Mount Everest, når Nikolaj Niebuhr og resten af holdet til et punkt kort før toppen, og det er her, at smerterne i skulderen bliver for meget for bjergbestigeren.

På flere strækninger skal kløfter forceres. Det gøres ofte på metalsiger bundet sammen med reb.

På de stejle steder af ruten er der lagt reb, som klatrerne bruger til at hale sig op. Men med kun en velfungerende arm, har Nikolaj Niebuhr fået overbelastet skulderen, og han vil ikke risikere at ende som en del af landskabet på Mount Everest.

Selvom handicappet på sin vis var årsag til, at toppen ikke blev nået i denne omgang, ville Nikolaj Niebuhr ikke ændre på udfaldet af operationen han fik som 8-årig.

- Mit handicap har været en gave. Jeg tror ikke, at jeg havde haft viljen eller stædigheden til at leve det liv, jeg gør i dag, hvis jeg ikke var blevet lam, siger Nikolaj Niebuhr.

- Jeg ville måske være blevet fanget i et traditionelt 8-16-job. Det er der ikke noget galt med, det er bare ikke mig, siger han.

Tekst og opsætning af Emil Abkjær Kristensen

Billeder og video er bragt med tilladelse af Nikolaj Niebuhr, hvis intet andet er opgivet.

Nordjyske Medier Juni 2017