PerleFar

I Aalborgs undergrund buldrer tordenen. PerleFar river i rødderne, så det gør nas. I deres univers bomber flyene. Her drukner børnene og bjørnene sover på bordene. Her ligger du i armlænke, og du skråler med, som om en anden verden virkelig var mulig

- som i de bare babsers tid

Når gulvet gynger, så danser bajerne så pragtfuldt i glassene, syns jeg. På sådan en bagstiv søndag formiddag, når PerleFar spiller på ”Centralen”, når Renas slår guitarens strenge an, og Mikkel banker harmonikaen skæv, så tænker man på - hvad der mon gemmer sig her under gulvbrædderne? Når de nu buldrer og vibrerer så lystigt.

Når PerleFar vækker bodegaspøgelserne. Når de gamle arbejderkvarterer pludseligt vrimler af liv, og baggårdslokummerne klaprer så dejligt begejstret. Så åbner værftets porte sig. Så flyder spritten, og cigarerne ruller, og der er madpakker med ”stangmærker” på bagagebærerne.
Bump-tji bump-tji bump-tji og næh for pokker! Nu sætter to stamgæster hænderne mod hinanden og se så, nu er de snublende tæt på at tage en svingom. Men de fortryder og afbryder smilende.
Sådan en søndag, på Centralcaféen med PerleFar, lige midt i kirketid, der virker tre bajere af alt, alt for lidt.

VÆRTSHUS-
OPSÆTNING

Musikerne fra PerleFar har fortrudt. Ikke sådan fortrudt-fortrudt at tale med mig - en journalist. Mere det at tale med en journalist klokken 10 søndag ”morgen”.
"Ja det var sgu mere end almindeligt dårligt planlagt."
Men det er også på grund af Renas, siger de. Det er fordi han er flyttet til København, og så er det svært. Det med at mødes og øve og skrive sange og sådan. Derfor blev det søndag klokken 10.

Bassisten Hasse og sanger, sangskriver og harmonika-bøllebanker, Mikkel. Foto: Peter Broen

Bassisten Hasse og sanger, sangskriver og harmonika-bøllebanker, Mikkel. Foto: Peter Broen

Mere bagstive er de nu heller ikke, sådan da, og dermed sidder størstedelen af det to år gamle Aalborg-orkester, PerleFar, klokken 10.15 omkring bordet i Centralcaféen i Danmarksgade med værtshusopsætningen foran sig.
En værtshusopsætning, finder jeg ud af, da jeg spør, er ikke en ”alkohol-alliance”. Ikke en Gammel Dansk og en pilsner og sådan noget. Nej det er instrumenter dimensioneret efter lokalet og lejligheden. En ”trommekasse”, en lille forstærker, bas, guitar og harmonika.

Renas og Mads giver den ... gas ... på Centralen. Foto: Peter Broen

Renas og Mads giver den ... gas ... på Centralen. Foto: Peter Broen

Væggene i Centralcaféen krammer to rum, der lige nøjagtigt falder indenfor rygepolitikkens mindstemål, og det var blandt andet her Mikkel, Renas, Hasse, Mads og Nikolaj udviklede PerleFar. Musikken er altså født af en optræden og stillen sig op i røg- og menneskefyldte lokaler. Den emmer af værtshusets fortættede vedkommenhed, der krammer bajeren, folk krammer sgu hinanden, og skråler med dyb brændevinsbas- og røgfuld fællessang.
- Det er også noget af det, jeg er virkeligt stolt af med vores musik, siger sanger, sangskriver, Mikkel Sørensen.
- Det er, at der kommer folk på 70, og der kommer nogen på 15 til vores koncerter, og der er næsten altid en armkrog til sidst, eller folk der står på bordene.
- Publikum kommer hinanden ved. Der bliver spredt noget kærlighed. Det er fandeme dejligt.

SØMANDS-"FÅUK"

Øjnene kan raspe så krast over siderne. Det er ikke nodepapir det her!! PerleFars musik er ikke så let at beskrive Spillestederne spørger da også ofte om - hvilken genre, det egentligt er, de spiller.
- Men vi kan aldrig sætte et mærkat på. Det er virkeligt svært, siger Mads Skannerup Hansen trommemager og yngstemand.
Sømands-folk, altså folk - udtalt som ”fåuk”, er en betegnelse der trods alt optræder hyppigt omkring bordet.
- Ja det passer sgu meget godt. Det lyder også bare godt - ”sømands-folk”, siger bassisten Hasse Thorup Stephansen og griner.

Øllerne dansede og gæsterne var tæt på at tage en svingom da PerleFar spillede på Centralcaféen. Foto: Peter Broen

Øllerne dansede og gæsterne var tæt på at tage en svingom da PerleFar spillede på Centralcaféen. Foto: Peter Broen

Men det er også balkantendenser, singer-song-writer agtigt akustisk pop-guitar, lidt reggae - og så selvfølgeligt folk ... altså fåuk ... der udgør Aalborg-orkestrets unikke lydbillede. Det er værtshussangerens samstemmighed og folkemusikkens armkrogsfremkaldende drive. Det er der, PerleFar befinder sig.
- Ja vi rammer nok meget bredt, siger sanger, sangskriver og guitarist, Renas Kayaalp.
- Vores personligheder, måden vi fremstiller os selv udadtil, er også vidt forskellig. Men vi har et fællesskab, der finder et samlingspunkt i musikken.
For der er noget, de fem musikere kan blive enige om. Der er noget helt galt. Sådan riv-rav-ruskende. Når samfundet er så fragmenteret og politikken så fermenteret og syltet, så skal der synges, og PerleFar har tænkt sig at synge for.

Kampfly er en af de nyeste sange fra PerleFar, der ifølge Dagbladet Arbejderen sætter politikernes hensynsløse hensigter på snedige vers.

Værtshuslegender og systemkritik

En artikel i Dagbladet Arbejderen proklamerede for et år siden at; ”PerleFar indtager Danmark”. Det var endda i overskriften og alt muligt. Det var måske lidt præmaturt, for de har ikke gjort det endnu, fortæller de. Ikke ud over det, at Renas er flyttet til København.

Men der er noget ved deres musik. Noget der kunne minde om noget ... folkeligt. Så man kan ikke fortænke Arbejderen i at ”profitere”, og profetien kan sagtens vise sig at gå i opfyldelse. Om ikke andet så har de efterhånden indtaget Aalborg.
- Vi er blevet tvunget ud i, at skulle slæbe noget mere udstyr og spille lidt højere, for ellers kan dem nede bagved ikke høre, siger Hasse.
Her er det underforstået, at PerleFar har opbygget en ret betydelig lokal fanskare, og at værtshusopsætningen ikke kunne følge med.
- Når vi spiller nogle tekster, hvor folk gerne skulle høre, hvad de handler om, så nytter det jo ikke, at de ikke kan høre, hvad Renas eller Mikkel synger.
Om der er nogen, der lytter. Det er spørgsmålet. For hvem ved, om vi overhovedet kan finde ud af det mere. For vi er indoktrinerede til metervaremusikken, mener PerleFar. Så er det så svært at se andet. En strøm af nøjagtigt målgruppetilpasset - og af pladeselskabschefer planlagte - kommercielle buffeter, som man måske bliver fed af men ikke mæt
- Vi er vidst alle sammen rimeligt trætte af nutidens typiske moderne popmusik. Der bliver jo ikke sagt noget som helst. Der bliver ikke skabt noget i musikken. Det skal bare tæskes afsted og holder kun en dag, siger Mads.
- Det hele er så tomt. Derfor er det så rart at skrive en sang som Velkommen til Europa. Den handler om børn, der drukner. Det er ikke en party-booster men ...
- Der er mere indhold i det, bryder Mikkel ind.

Velkommen til Europa. Inspirationen til sangen fandt orkestret i de mange mediehistorier om flygtninge der druknede i middelhavet på flugt mod Europa.

Det var ikke decideret meningen, at PerleFar skulle kaste sig over systemkritikken. Det skete ligesom bare. Vi lever i er en holdningsmættet verden, mener de. De flagrende negative facebookspiraler, hvor hadet og det nedrige forstærkes af sig selv, er ikke et sted, hvor Renas eller de andre har lyst til at aflade deres holdninger. Men når man så har noget på hjertet. Når der er mislyde i samfundsakkorden, så skal det jo siges. Så må det siges - så må det synges.
- Så vi gør det der, hvor vi kan. Gennem musikken. Vi havde ikke bevidst tænkt, at sangene skulle være samfundskritiske. Det skete ligesom bare. Men vi har nok altid haft det i baghovedet, siger Renas.
- Alle har en holdning til alt og alle har i dag. Muligheden for at komme ud med det. Jeg savner bare, at folk lytter til argumenter, og i det mindste forsøger, at blive klogere. At man prøver at finde meningen i det, de andre siger ...
- Politik handler i dag om, hvor langt vi kan strække konventionerne og hvor lidt velkomne kan vi være i forhold til hvad menneskerettighederne byder. Og vi skubber og skubber, bryder Hasse ind.
Så gruppen blev systemkritisk. Men på sådan en inkluderende måde. ”Nogle vil nok tænke sikke nogle gamle tosser”, siger de (Orkestrets aldersspektrum går fra 22 til 30 år).
- Vi har en kultur i Danmark, at der skal fandeme synges. Altså de gamle arbejderviser de var fandeme ...
Hasse bliver afbrudt. Der er skiftedag på bordet. Øllen cirkulerer igen, mens Hasse ... han når aldrig tilbage for at færdiggøre sætningen.
Men der er en helt klar linje fra PerleFar til de gamle kampsange. Det er sange der skal synges med på. Sange der skal synges i et fællesskab. De er inkluderende. de inviterer indenfor, og hvis du ikke er alt for konservativ eller andet, så kan du måske også synge med.
Det er sange som Kampfly - om den danske krigsindsats og milliardinvesteringer i militært isenkram. Pigen med det røde hår - der er et bittersødt, nostalgisk portræt af Inger Støjberg (selvom hun aldrig bliver nævnt i sangen).

Pigen med det røde hår om en dansk integrationsministers hidtidige livsforløb.

Det handler om flygtninge som i Velkommen til Europa, der giver mindelser til Røde Mor og den ikoniske antikrigssang lille Johnnys Mund, og om den stereotype opfattelse af indvandrere i den akustisk-satiriske Gorilla-Rumpe.

Gorilla-Rumpe. Et satirisk blik på den til tider stereotype opfattelse af indvandrere.

Bjørnen sover, bjørnen sover

Sangene fremstår med undtagelse af Velkommen til Europa med en ironisk distance. Man kan godt skråle med på;
"Og så flyver de og bomber de - spør’ ik’ engang om lov. De pisser på demokratiet åh hold kæft hvor blir man flov"
og synge om krig og ufred og stadig lave armkrogen og danse på bordene.
I den anden ende af spektret, løsrevet og dog meget tæt på, er værtshussangene. Eksempelvis bodegalegenden om manden der i 70’erne tog sin bjørneunge med på de aalborgensiske værtshuse.
- Det er en historie, vi har hørt. Men den skulle være god nok og der går historier om at der findes et billede af det, og billedet gik verden rundt siger Mikkel.

Og historien er ganske sand. I 1973 tog fotograf på Aalborg Stiftstidende, Jens Morten Sørensen, billedet af manden og bjørnen, der sover den ud på Klosterkroen efter en begivenhedsrig dag. Billedet gik vitterligt verden rundt.

Er der noget, I gerne vil sige, spørger jeg.
Altså sige noget om verden og dens beskaffenhed og sådan.
- Skal vi ikke bare spille noget musik, siger Mikkel

De virker mere tilpasse ved at spille musik og derigennem at formidle deres tanker. Det har de det bedre med, end at sidde og tale om dem. Og så er Renas her jo. Så skal de udnytte det.
Og så spiller PerleFar på Centralen, og stamgæsterne, der begyndte at komme klokken 12, de klapper og hujer. De kender godt sangene i forvejen. Og billard bliver spillet og Nikolaj kommer - guitaristen og femtemanden - og alle har været til familiefest, og det føles som en sådan efter den sjette bajer, og så spiller de igen, og bjørnen bider og ”Centralen” gynger og spøgelserne banker og tramper og vækker et slumrende folkeligt fællesskab til live igen. Sådan virker det i hvert fald.
Sådan er det når den slumrende bjørn vækkes til live søndag formiddag lige midt i kirketid.

En sang en søndag formiddag på Centralen.