Studenterhuer under pres

Stress fylder mere end nogensinde blandt danske gymnasieelever. Flere undersøgelser peger på, at mange unge lever med et sundhedsskadeligt stressniveau.

Fire nordjyske unge fortæller her deres personlige historie om at bukke under for det enorme pres, de er udsat for i gymnasietiden.

Linea får krampeanfald og besvimer, når presset bliver for stort. Maiken kæmper en daglig kamp for at præstere godt, selvom hun er ordblind. Emma stod på randen til at begå selvmord. Søren får hverdagen til at hænge sammen ved hjælp af lykkepiller.

Kapitel 1
- Hvem vil ikke gerne være idealmennesket?

Linea Pedersen når lige at hive en vandflaske op til munden. Så kollapser hun. Kroppen kramper. Selv husker hun ikke øjeblikket, hvor hun besvimer; kun sekunderne kort forinden.

Tysklæreren har lige udspurgt hende, og da spørgsmålene går videre til et andet gruppemedlem, får Linea Pedersen et par sekunder til at tænke over fremlæggelsen, inden hun dratter om. Hun har det bedst med at være en af de bedste for at føle sig ovenpå.

- Sådan følte jeg ikke i tysk. Jeg følte, de bare sad og grinte af alle de grammatiske fejl, jeg lavede. Det var nyt at gå i gymnasiet, og ét er at tale foran en hel masse mennesker, man ikke føler, man kender ordentligt. Noget andet er, når det er på tysk, siger Linea Pedersen.

Kollapset var første gang af flere, at et epilepsi-lignende anfald overmandede Linea Pedersen. Hun har siden fået stillet diagnosen PNES. En diagnose, der dækker over, at krampeanfaldene udløses, når Linea Pedersen gennemgår længere perioder med stress.

Sådan en stressperiode oplevede hun op til det første anfald, hvor hun brugte alle ugens dage på Støvring Gymnasium.

Kalenderen bugnede af lektielæsning - ofte til ud på natten - og musicalkorsang i weekenderne frem mod gymnasiemusicalens premieredag. Derudover fyldte arbejdet i elevrådet og diverse elevrådsudvalg.

Mens stress hobede sig op, lagde Linea Pedersen især kræfter og tid i Ve og Vel-udvalget. Udvalget forsøgte gennem gimmicks såsom en jakkesætsdag og søde Valentinsdag-kort at lette hverdagen for andre gymnasieelever.

I alt har stress udløst en lille håndfuld anfald igennem Linea Pedersens to første gymnasieår. Når kramperne hærger, støvsuger de kroppen for energi.

- Jeg sover mindst 15 timer efter sådan en omgang, siger hun.

Anfaldet i tysktimen fik Linea Pedersen til at kontakte gymnasiets psykolog. I sin anden af otte samtaler med gymnasiepsykologen mødte en kontant besked den dengang 17-årige Linea Pedersen. Du kan dø af det her, hvis du fortsætter længe nok, lød psykologens besked.

- Dér gik det virkelig op for mig, at jeg skulle lytte, når folk sagde, jeg skulle slappe af. Jeg ville gøre alt til topkarakter. Det var både socialt, fagligt og personligt, siger Linea Pedersen.
Få uger efter kramperne i tysktimen besvimede Linea Pedersen igen. Fra det ene sekund til det andet drattede hun om, mens hun sad ved spisebordet sammen med sine forældre. Mere end en halv time gik, før forældrene havde held til at vække hende.

Det seneste anfald, som indtraf for et par måneder siden, skete på et af skolens toiletter, fordi en fysiktest pressede hende.
Linea Pedersen mærkede, hun skulle brække sig. Hun nåede at styrte ud på toilettet og låse døren bag sig.
Mere end time senere blev hun fundet på toiletgulvet. Hun havde haft et anfald og slået hovedet.

De enkelte anfald mærker hun, først i sekunderne inden de indtræffer, men hun kan have mistanke om, at et anfald er på vej.

- Jeg kan mærke det i optakten. Jeg får nogle totale tudeture, og bare det at støvsuge føles som at løbe et maraton, siger Linea Pedersen.

Denne sommer afslutter Linea Pedersen 2.g. Hun oplever, præstationspresset stammer fra flere sider. Karakterpres fylder især.

- Ens fremtid er ret defineret af, hvilket snit man kommer ud med. Jeg havde en lærer, der sagde, at der aldrig var nogen, som havde bedt om at se hendes bachelorkarakter. Jeg ved, de skal se min gymnasiekarakter, når jeg skal ind på en videregående uddannelse, siger Linea Pedersen.

Oven i karakterjagten fylder også presset for at præstere på alle parametre. Især Linea Pedersens indre pres fodrer perfektionstrangen.

- Hvem vil ikke gerne være idealmennesket? Jeg ville det måske lidt for meget. Jeg ville gerne være den gode veninde, som var helt vildt støttende, men også hende pigen på Instagram, der levede helt vildt sundt og havde det helt vildt sjovt. Samtidig ville jeg godt have 12-taller på stribe, være en god storesøster og en god datter. På den måde glemte jeg måske lidt mig selv i det image, jeg fik bygget op, fordi jeg gerne ville se mig selv sådan. Det hele blev så overfladisk, fordi jeg gerne ville det hele og aldrig rigtig gav mig tid til bare at være mig, siger Linea Pedersen.

Fokus på at have styr på det hele overtog på sin vis Lineas selvopfattelse. Det mærkede hun klart og tydeligt, når et 10-tal kunne sende hende ud i det, hun selv kalder for lange tudeture.

- Jeg følte, det var min identitet og mig som person, der blev bedømt. Ingen har lyst til at blive bedømt til andet end topkarakter, hvis de føler, det er deres personlighed, der bliver bedømt, siger Linea Pedersen.

Hun brugte otte sessioner med gymnasiets psykolog og siden et forløb hos en privatpraktiserende psykolog på at gøre sig fri af tanken om, at karakterer er en personbedømmelse. De sidste måneder har Linea Pedersen ikke haft behov for psykologsamtaler.

Hun føler sig rustet til at håndtere sin stress, selvom hun fik et anfald for et par måneder siden. Og Linea Pedersen har arbejdet på at nedbringe sit stressniveau, så grådfyldte aftener, søvnløse nætter og kvalme om morgenen ikke længere præger hverdagen.

Når hun ser tilbage på 1.g, hvor stressen for alvor hærgede, står perfektionsjagtens konsekvenser knivskarpe.

Hvis den 18-årige gymnasieelev i dag skulle ændre noget i sin første gymnasietid, ville hun bruge mere tid på at knytte nære venskaber og give sig selv lov til at sige nej.

I dag falder det hende lettere at springe en fest, en tur på café eller andre sociale arrangementer over. Det sker, blandt andet fordi gymnasiepsykologen uden omsvøb bad hende om at skære ned på alt.

Til at skære ned på mængden af daglige foretagender bruger Linea Pedersen en liste på sin iPhone. Tjeklisten hjælper den 18-årige med at overbevise sig selv om, at det, hun siger nej til, nok alligevel ikke bliver årets fest, og at det ikke er nødvendigt at skrive noter til en novelle til langt ud på natten. Frisk luft, yoga og motion får forrang.

Og vigtigst af alt har hun lært at fokusere på, at 10 stadig er en fin karakter, på trods af Linea Pedersen stadig karakteriserer sig selv som ”indbegrebet af en 12-talspige.”

Nu spørger Linea Pedersen sig selv om, hvad hun vægter, og hvordan hun udvikler sig.

- Jeg prøver i hvert fald at lægge mere vægt på dannelse og ikke helt så meget uddannelse. Nu kan jeg godt få et 10-tal i matematik uden at gå fuldstændig ned over det. Det er helt vildt høje krav at stille til sig selv, men før skulle der et 12-tal til. Så var det, som det skulle være. Nu kan jeg godt mærke, at jeg bliver oprigtigt glad for et 12-tal. Standarden er ligesom faldet til et 10-tal. Det er stadigvæk højt, men det er helt sikkert et skridt i den rigtige retning, siger Linea Pedersen.

Mor:
- Det gør ikke noget at yde sit bedste, men man skal også passe på sig selv

Modelfoto

Lone Riis fortryder, at hun lod sin datter presse sig selv. Hun er mor til datteren Kristine Riis, der blev ramt af stress for første gang i 10. klasse på Aabybro Efterskole.

Kristine Riis går nu på Dronninglund Gymnasium, og hun har flere gange haft stresssymptomer.

Tidligere var Lone Riis glad for, at datteren pressede sig selv til at gøre sit bedste. Nu er hun mere opmærksom på, at hendes datter ikke må presses over evne.

"Mange bruger for meget tid på skolen i stedet for at leve et ungdomsliv. Der er noget galt, hvis man bruger al sin tid på studierne."

Sven Sanden-Johansson, psykolog,
Aalborg Katedralskole

Sven Sanden-Johansson, gymnasiepsykolog, Aalborg Katedralskole

Kapitel 2
- Jeg skal yde bedre end mit bedste

Tårerne triller ned af kinderne på Maiken Fossberg. Hun kan ikke stoppe gråden. Hun hyperventilerer, mens hun stirrer på sit karakterblad og drukner næsten i de bølger af dårlige tanker, der skyller ind over hende. Hun rammes af et angstanfald.

- Jeg flippede fuldstændig ud. Det er noget af det mest ubehagelige, jeg har oplevet, siger 18-årige Maiken Fossberg.

Angstanfaldet skete i foråret, da hun så et udskrift af sit foreløbige karakterblad efter næsten tre år på Aalborg Katedralskole. Hun skyndte sig at klikke ind på en hjemmeside, der kunne regne gennemsnittet ud.

For Maiken Fossberg drømmer om at komme ind på ergoterapeutuddannelsen. Til det skal hun bruge et gennemsnit på 7,5. Men hendes gennemsnit lå lige på vippen, kunne hun se.

Angstanfaldet i foråret er det seneste, men ikke det eneste, Maiken Fossberg har haft.

Fra oktober 2016 til januar i år væltede de dårlige tanker ind over hende én eller to gange om måneden. Forud gik en længere periode med stress, der havde udviklet sig til en depression, konstaterede hendes læge i december.

Maiken Fossberg havde presset sin krop over evne og kæmpede med følger som glemsomhed, ingen energi, intet overskud og sentimentalitet ud over det sædvanlige. Hendes åbne sind forsvandt.

Konsekvenserne blev helt tydelige, da hun kort før jul skrev en stor skriftlig eksamensopgave over et par uger. Maiken Fossbergs energi forlod kroppen, og hun magtede ikke andet end at ligge i sin seng.

- På en god dag kunne jeg kæmpe mig igennem ti sider i en bog, siger hun.

Maiken Fossberg er ikke en af de såkaldte 12-talspiger, men hendes kamp er alligevel den samme. Faktisk kæmper hun måske endnu hårdere. Hun er ordblind.

- Jeg skal yde bedre end mit bedste for at være på niveau med de andre. Men det kan jeg jo ikke. Jeg kan kun gøre mit bedste, siger Maiken Fossberg.

At læse glider fint, men hun kæmper med at stave og udtale ordene. Hun oplever, at hendes egne og andres forventninger til hende stresser. Og det bliver endnu værre, fordi hun ved, hun ikke kan være lige så dygtig som de andre.

- Alle vil gerne være idealet. Ham eller hende, som alle de andre ønsker at være. Jeg blev stresset over, at de ting, jeg gerne ville, ikke lykkedes for mig. Og så blev jeg bare endnu mere stresset, siger hun.

Stresssymptomerne viste sig første gang i slutningen af 2.g, men de blev for alvor tydelige, da Maiken Fossberg vendte tilbage til 3. g efter et afbræk fra gymnasiet med en lang sommerferie.

Dengang i 2.g lød gennemsnittet på 5,5, men Maiken Fossberg har nu kæmpet sig op på et gennemsnit, der måske gør drømmestudiet muligt.

Kampen for gode karakterer var samtidig en kamp, der gav Maiken Fossberg mentale knytnæveslag i ansigtet gang på gang: Først en dårlig karakter i en skriftlig danskopgave, siden i andre fag.

- Det var som at spille klodsmajor, hver gang jeg skulle løse en opgave. Det hele væltede, siger hun.

Maiken Fossberg nævner særligt kampen for gode karakterer som en årsag til sin stress, depression og angst. Men også uoverensstemmelser med venner og familie forøgede det pres, hun oplevede.

- Når man lægger sten på sten i rygsækken bliver det til sidst for tungt. Og skolen skal jo være det, man prioriterer højest, siger Maiken Fossberg.

Hun har ikke haft angstanfald, siden hun stirrede på karakterbeviset i foråret. En af årsagerne er, at skolen giver hende mulighed for at forlænge uddannelsen med et år.

- Det har givet mig en helt anden ro i kroppen. Det giver mig bedre tid til de ting, jeg skal lave. Nu har jeg ro til at reflektere over de ting, der er sket, siger Maiken Fossberg.

Hun er netop ved at færdiggøre sine sproglige fag, mens andre fag venter til næste år.

Beslutningen har givet mentalt overskud, men hun frygter stadig for tilbagefald:

- Hvis det igen kommer til at gå dårligt i skolen, kan det godt være, symptomerne vender tilbage. Jeg er opsat på at gøre mit bedste, men jeg er blevet mere afklaret med, at jeg nok skal finde på noget, hvis mine planer ikke lykkes, siger hun.

"De fysiske tegn er søvnproblemer, ondt i maven, hovedpine og influenzalignende symptomer. Mange bagatelliserer den slags i en lang periode, og så kan det udvikle sig."

Louise Fransgaard, psykolog,

Nørresundby Gymnasium

Ungdomsforsker:
- Nogle piger kvæles næsten i et krydspres

Foto: Aarhus Universitet

Helle Rabøl Hansen har med gru set rapport efter rapport og undersøgelse efter undersøgelse konkludere, at de unges trivsel skraber bunden.

Hun er ungdomsforsker og ekstern lektor ved DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, og hun har sat sig for at undersøge, hvorfor de unge ser ud til at blive mere stressede.

- Der er nogle piger, der næsten kvæles i et krydspres, hvor de skal præstere højt på alle parametre, siger Helle Rabøl Hansen.

Derfor har hun fulgt en større gruppe piger for at finde ud af, hvad der gør dem stressede. "Piger i Pres" hedder projektet, og det er ikke tilfældigt, for det er ofte piger, der fylder i statistikkerne.

Et af de parametre, der presser de unge, er karakterer. Piger skal generelt have et højere gennemsnit, hvis de vil ind på drømmestudiet.

For i de senere år er der opstået særlige ”pigeuddannelser” som medicin og psykologi. Uddannelser, der er særligt populære blandt pigerne, og som kræver et højt gennemsnit.

- Mange af de piger, jeg følger, lægger et enormt pres på sig selv, fordi de har en forståelse af, at det er op til dem selv at score en høj karakter. De har en opfattelse af, at hvis de bare knokler hårdt nok, kan de løfte deres resultater, siger Helle Rabøl Hansen.

Når hun gransker statistikkerne, kan hun tydeligt se, at flere piger end før knækker under det pres, de lægger på sig selv.

- Pigerne ligger lavt, når der bliver foretaget trivselsmålinger. De føler sig ikke glade, og de føler ikke, de lever livet fuldt ud, siger hun.

Pigerne bliver populært kaldet 12-tals piger, men det navn er Helle Rabøl Hansen ikke begejstret for. Hun tilføjer et ejefald og kalder dem 12-tallets piger i stedet. En formulering der antyder, at de høje karakterer har en magt over pigerne.

Men det er ikke kun det faglige pres, der tynger de unge piger. Der eksisterer også et socialt pres, som de forsøger at leve op til. Kulturelle forventninger om at være lækker, deltage i festerne og generelt være en succes rent socialt.

- Pigerne mangler timer i døgnet, hvis der både skal være tid til veninder, fitness og forberedelse til undervisningen, siger Helle Rabøl Hansen.

Det er især på de sociale medier, at de oplever det sociale pres. Her danner de unge sig et billede af, hvad der forventes af dem. Her kan de måle sig med andre, og her kan de se andre unge fejre deres succeser.

- Der bliver skabt en konstruktion af, hvad lykken er. Det er det billede, de spejler sig i. Det kan være svært at gennemskue, at der nødvendigvis også må være nogle fiaskoer, som ikke bliver delt, siger hun.

Fiaskoer er der heller ikke mange af i de traditionelle medier. Hvert eneste år kan de unge se den ene superstudent efter den anden blive hyldet, når de scorer 12-taller på stribe. Der er intet i vejen med at hylde præstationerne, for det er flot, mener Helle Rabøl Hansen, men:

- Det indgår i presset på de unge, når de helt ekstreme præstationer bliver hyldet. Det bidrager til et stereotypt billede af, hvad man skal kunne for at blive fejret på samme måde, siger Helle Rabøl Hansen.

Hun efterlyser et større fokus på nogle af de studenter, der ikke nødvendigvis har scoret høje karakterer, men i stedet har haft nogle andre interesser, som har beriget deres liv på en anden måde.

- Nogle unge får en række andre erfaringer, der eksempelvis kan gøre dem til bedre psykologer og læger end de unge, der har fået 12 i gennemsnit, siger Helle Rabøl Hansen.

"Med de henvendelser jeg får fra elever, kunne jeg godt bruge mere end de 33 timer, jeg er ansat. Jeg har kontakt med 10 procent af eleverne på tre gymnasier."

Laila Fauerskov Duch, psykolog,
gymnasierne i Mariagerfjord,
Vesthimmerland og
Støvring

Kapitel 3
- Jeg havde egentlig ikke lyst til at tage mit eget liv, men jeg var sikker på, jeg ville gøre det

Modelfoto

- Køkkenkniven. Det er den eneste udvej, tænker 17-årige Emma.

Angsten for et dårligt resultat til eksamen overmander hende.

Det udvikler sig til et decideret angstanfald, inden hun igen er i stand til rejse sig fra sofaen. Hun går med tunge skridt mod køkkenet, øjnene er fæstnet mod gulvet. Men målet er klart.

Hun griber køkkenkniven fra knivblokken på bordet og holder den ned langs siden for at skjule den for sin far, som hun skal forbi på sin vej til badeværelset.

Fra stuen får han øjenkontakt med hende, og hans blik glider ned på den skinnende kniv i hånden på Emma. Hun sætter farten op, mens faren råber af sine lungers fulde kraft og springer op fra stolen.

Han sætter en fod i, inden Emma kan nå at smække døren bag sig og skære pulsåren over.

- Jeg kan bedst beskrive det som et øjebliks sindssyge. Jeg havde egentlig ikke lyst til at tage mit eget liv, men jeg var sikker på, jeg ville gøre det, siger Emma.

Emma er ikke hendes rigtige navn, og hun fortæller sin historie anonymt af hensyn til de personer omkring hende, der endnu ikke kender til det afbrudte selvmordsforsøg.

For den nærmeste familie var Emmas selvmordsforsøg et enormt chok.

- Jeg blev ramt af en følelse af, at mit eget liv nærmest var forbi. Tanken om ikke at have sin datter er ikke til at bære, siger Emmas mor.

Selvom episoden efterhånden ligger et stykke tilbage i tiden, påvirker den stadig familien.

- Der gik lang tid, hvor vi ikke turde lade hende være alene, og det er stadig svært for os, når vi ved, hun sidder alene hjemme, siger moren.

For at forstå, hvordan det kan komme så vidt, at en 17-årig pige er klar til at tage sit eget liv af frygt for en dårlig karakter, spoler vi tiden tilbage til halvandet år før episoden.

Her rullede flere tragedier ind over Emmas familie på kort tid. En bedsteforælder døde, en forælder blev ramt af stress og et nærtstående familiemedlem fik en alvorlig og uhelbredelig sygdom. Tragedier, Emma ikke havde kontrol over.

Kontrol havde hun dog over sine karakterer og det arbejde, hun lagde i at score så høje karakterer som muligt. Det var altid et mål for hende at klare sig godt for at kunne komme ind på drømmestudiet efter gymnasietiden.

Jagten på de høje karakterer gav pote, og med det første gymnasieår overstået stod det klart, at et højt gennemsnit ikke var uden for rækkevidde. Hendes jagt på 12-taller eskalerede i 2. g.

Emma brugte i gennemsnit 60 timer ugen på sit skolearbejde, for at nå alle sine afleveringer og møde velforberedt op til alle timerne. 25 timer brugte hun på forberedelse, mens der var 35 skemalagte undervisningstimer om ugen.

- Jeg fik det fysisk dårligt og kunne få hjertebanken, hvis jeg ikke var forberedt til en time. Tænk, hvis læreren pegede på mig, og jeg ikke kunne svare. Det ville sætte mig i et dårligt lys, siger Emma.

Altid velforberedt med gode karakterer til følge gav hende prædikatet stræber, og hun mærkede en stigende forventning blandt klassekammeraterne om, at hun altid leverede et godt resultat.

- Det gjorde det svært for mig at sige, at jeg var nervøs for en eksamen, for jeg blev altid mødt med en kommentar om, at jeg nok skulle score et 12-tal alligevel, siger Emma.

Klassekammeraternes forventninger var dog intet i forhold til de forventninger, hun havde til sig selv. Det tærede på hende, og stress blev en stadig større del af hverdagen.

I løbet af det andet skoleår udviklede stress og familietragedierne sig til depression. Det viste sig blandt andet ved, at hun ikke kunne styre sine følelser.

- Der skulle ingenting til, før jeg græd. Jeg kan huske engang, hvor jeg græd en halv time, fordi jeg havde tabt og smadret et glas i køkkenet, siger Emma.

Sammen med familien tog hun kontakt til en psykolog for at få hjælp til de følelser, der overtog hendes krop.

Det var her, hun for første gang satte ord på den lille stemme i hovedet, der opfordrede hende til at gøre en ende på det hele. En stemme, hun i begyndelsen kunne ignorere.

Hendes eget krav om høje karakterer havde hun langt sværere ved at ignorere.

- Jeg blev fanget i en idé om, at jeg kun var noget i kraft af mine høje karakterer, og det kunne jeg ikke slippe, siger Emma.

Hun knoklede for at komme igennem årets sidste strabadser, inden sommerferien skulle bruges til at komme til hægterne igen.

Hun nåede dog ikke over den sidste pukkel, inden det hele blev for meget.

Hun fik svært ved at huske det, hun læste, og hun havde svært ved at formulere sig. En hjernerystelse, hun havde pådraget sig tidligere, satte sine spor.

Hun mistede kontrollen. Ikke mindst fordi det skete op til en eksamen, hvor hun havde scoret et 12 tal i årskarakter.

Modelfoto

Modelfoto

- Jeg følte ikke, at jeg kunne leve op til den forventning, der var til mig, fordi jeg havde fået en god årskarakter. Jeg var ikke længere i kontrol, siger Emma.

Det er op til den eksamen, at angstanfaldet rammer, og hun styrter mod toilettet med kniven.

Hun blev indlagt til observation op psykiatrisk hospital dagen efter, og i den kommende tid blev besøgene hos psykologen hyppigere. Det har hjulpet Emma til at tøjle de negative tanker, men jagten på de gode karakterer fortsætter.

For selvom psykologen har gjort det klart for Emma, at hun igennem mere end to år har været på et stressniveau, der ville betyde sygemelding på arbejdsmarkedet, sigter hun stadig efter de høje karakterer i de sidste eksaminer, inden hun kan iføre sig studenterhuen.

Det gør hun, selvom psykologen rådede hende til at forlænge sin uddannelse med et ekstra år.

- Jeg tænkte for mig selv, at jeg ville blive mere stresset, hvis jeg kunne se mine kammerater blive færdige, mens jeg selv sad derhjemme, siger Emma.

Så i gymnasietidens sidste eksaminer, stiler hun fortsat efter de tocifrede karakterer. Og de skal til, hvis hun skal ind på sit drømmestudie.

Derfor bruger hun stadig 10 timer om dagen på at læse på.

- Når eksamen nærmer sig, kan det sagtens være omkring 15 timer, lyder det ærligt fra Emma.

Den lille stemme i hovedet dukker fortsat op fra tid til anden. Når den hvisker hende i øret, har de mange timer hos psykologen dog givet Emma nogle værktøjer til at ignorere stemmen.

- Jeg har ikke haft deciderede selvmordstanker, siden jeg blev stoppet i sidste øjeblik, selvom jeg har følt mig presset siger Emma.

Generelt har hun det noget bedre end for halvandet år siden, men Emmas mor sover først roligt, når studenterhuen er i hus.

- Jeg føler mig fuldstændig afmægtig, når jeg ser hende fortsætte sin jagt. Men jeg kan selvfølgelig godt se, at hun skal have høje karakterer, hvis hun skal læse videre, siger Emmas mor.

Hun håber, at datteren vil bruge en måneds tid efter den sidste eksamen på at tage det helt roligt - gerne i sengen i hele perioden, og hun glæder sig i hvert fald over, at Emma tager et sabbatår. Det ser Emma også frem til, men:

- Det bliver det mærkeligt at finde ud af, hvem jeg er, når jeg ikke længere er stræberen, siger Emma.

"Det viser sig ofte, at det hele er i elevens hoved. Hverken mor eller far har så høje forventninger, som de unge tror."

Annette Groot, psykolog
Morsø Gymnasium

Stressforsker:
- Stress øger risikoen for sygdom på længere sigt

Arkivfoto: Thomas Hansen

Stress i en ung alder giver varige mén resten af livet. Det mener den islandske lektor ved Aalborg Universitet Einar Baldvin Baldursson.

Han forsker i stress og understreger, at al forskning på området tyder på voldsomme konsekvenser, hvis børn og unge udsættes for længerevarende stress.

Kapitel 4
- Jeg tager en pille for at blive gladere

Fingrene danser energisk og udløser toner i lange baner. Glæden ved at spille jazz eller klassisk på klaveret strømmer gennem Søren Lægaard Berthelsen. Men glæden varer kort.

Fingrene forlader tangenterne i frustration. Fornøjelsen forsvinder. Energien forlader ham, klaverspillet bliver trivielt, og koncentrationen svigter.

Dagene, hvor han nød at spille i flere timer, synes langt borte. Nu keder han sig efter en halv time. I stedet for klaveret er det sengen, der kalder.

Sådan så det ud for den nu 20-årige gymnasieelev, da han i efteråret mærkede, søvntrangen overtog hverdagen. Sengen og søvnen sugede ham til sig. Bare det at rejse sig fra sengen krævede stor overvindelse for Søren Lægaard Berthelsen.

I mere end en uge i træk mødte 3. g-eleven ikke op til timerne på Morsø Gymnasium. Han troede, klassekammeraterne havde det på samme måde, for de talte også om modvilje over for at stå op om morgenen.

-Det måtte være mig, der var doven, når de kunne tage sig sammen, siger Søren Lægaard Berthelsen.

Årsagen til at han havde sværere ved at komme ud af sengen, fandt Søren Lægaard Berthelsen i efteråret 2016. To depressionstest hos først Morsø Gymnasiums psykolog og derefter egen læge forklarede problemerne.

Diagnosen lød svær depression.

- Jeg troede, de ting, jeg gik rundt med, var meget normale. Jeg havde ikke tænkt, at det var, fordi jeg havde en sygdom, siger han.

I perioden op til diagnosen begyndte både store tanker og hverdagsproblemer at fylde. Søren Lægaard Berthelsen boede på et kollegie. Aftaler som at gøre det fælles køleskab rent blev ikke overholdt, og det frustrerede ham i stigende grad.

Gymnasiets karakterpres begyndte også at tynge i den efterhånden tunge rygsæk.

Det mærker han stadig dagligt, for det ulmer i baghovedet, om hans indsats i den enkelte time nu ligger på et 10-tal eller et 4-tal.

Især presser det ham, når standpunktskarakterer tikker ind på elevernes digitale karakterblad. For så skal han til at regne gennemsnittet ud og se, om det rækker.

Søren Lægaard Berthelsen vil gerne læse statskundskab, når han har holdt sabbatår. I København krævede det sidste år et snit på næsten 11.

Samtidig sad Søren Lægaard Berthelsen med tanken om, at det var svært at se gymnasiet som en læringsproces, hvor fejl var i orden. For karakterer blev givet hele tiden. De blev givet til opgaver, som standpunktskarakterer, i skriftlige prøver, som årskarakterer og til eksamen. Karaktererne dominerede alt.

- Jeg tror ikke, gymnasiepresset i sig selv vil være nok til at udvikle depression, men det har været en stor udløser. Der var pludselig meget pres på en gang, siger Søren Lægaard Berthelsen.

Kravet om høje karakterer har stillet ham over for et valg om, hvorvidt al fokus skulle være på skolen på bekostning af det sociale liv.

- Jeg har altid sagt, det skal handle mere om ens psykiske velvære frem for karakterer, men den psykiske velvære går også ud på at skabe en fremtid for sig selv. Det burde være simpelt at sige, man skal passe på sig selv, men det er svært at veje op, når fremtiden afhænger af gode karakterer, siger Søren Lægaard Berthelsen.

Det gjaldt om hele tiden at fokusere på at få den bedst mulige karakter her og nu i stedet for langvarig læring og bred forståelse for et fag.

Siden februar i år har antidepressiv medicin bidraget til at skabe et overskud, så Søren Lægaard Berthelsen kan klare sine eksaminer og sikre sit studenterbevis.

I starten kaldte han i spøg de såkaldte lykkepiller for indoktrineringspiller, fordi han frygtede, de ville ændre hans personlighed, og selvom han nu har taget en pille dagligt i mere end 100 dage, har han ikke helt vænnet sig til tanken.

- Det har lidt været noget, jeg har skullet overvinde. Pillerne virker lidt som en snydeting. Det er svært at forholde sig til, at jeg skal tage en pille for groft sagt at blive gladere, siger han.

Med hjælp fra pillerne, der fungerer som en kortsigtet løsning, kæmper Søren Lægaard Berthelsen sig igennem eksamenstiden. Gennemsnittet overstiger 10. Fraværsprocenten er dobbelt så høj.

- Jeg joker lidt med det, for det hænger jo ikke sammen. Det er gået her, fordi ledelsen har været meget rummelig, og det sætter jeg stor pris på. Det er en kæmpe succeshistorie for mig at komme igennem gymnasiet, siger han.

I løbet af foråret har Søren Lægaard Berthelsen fået det bedre. Han bor nu i et kollektiv med to venner. Det fungerer som en god løsning, fordi de fælles aftaler bliver overholdt.

Det bekymrer ham endnu, at han er på medicin. Pillerne sørger dog for et minimum af overskud, som Søren Lægaard Berthelsen kan bruge til at skabe sig mere overskud.

Det sker gennem motion eller ved igen at dyrke sin interesse for at spille klaver. Nu kan Søren Lægaard Berthelsen øve i to timer uden at kede sig.

Tekst, opsætning og idé:
Emil Abkjær Kristensen, Sebastian Engelberth Hansen og Anika Thorø Møller

Foto og video:
Laura Guldhammer og Andreas Falck