Slattenpatten, nøkken og helhesten blev glemt

Der er gys, sex og død i danske folkesagn.
Hvorfor ikke genoplive de gode historier og dele dem en mørk nat - for måske kan man næsten se ellepigerne danse på engen

Nissen er en overlever. Den har smidt al stolthed og er blevet kommerciel julenisse, selvom den oprindeligt kom fra landet.
Jo, nissen er fulgt med tiden, men andre karismatiske væsener led glemslens død allerede i slutningen af 1800-tallet.

Kraken har forsøgt sig med et comeback i ”Pirates of the Caribbian” filmene, hvor søuhyret slænger sine fangarme ud efter Kaptajn Sparrow, men nu får nogle af de andre også deres 15 minutters berømmelse.
Må vi præsentere: Ellefolket, bjergfolk, helhesten, nøkken og slattenpatten!

Maleren Th. Lundby gav i 1842 nissen det udseende, han er kendt for i dag med skæg og spids hue. Kilde: Det Kongelige Bibliotek

Når moserne damper, danser ellepigerne.

Ellefolket - smukke, falske og hule

I disen en tidlig morgen kan man se ellepigernes fortryllende dans mens deres lyse, lette klæder bølger omkring dem. Det er fristende at blive lokket med i dansen, men man risikerer danse lige til døden.
Tror du ikke på dén historie, så læg mærke til en afsveden ring i græsset - det er der, ellepigerne trådte dansen.

Her boede ellefolk, som kom frem i skumringen og dansede. Folk, som sent på dagen færdedes i denne dal, skulle sørge for at komme derfra inden solnedgang, da elletøjet ellers let kunne føre dem med sig ned i sumpen.
Lærer Jensen, Lading. iflg Evald Tang Kristensen, der indsamlede historierne i 1800-tallet

Ellefolk ligner en køn bondeknægt eller en bondepige med korngult hår. Men tag dig i agt! Mangen mænd og kvinder er blevet ellevilde efter mødet - eller aldrig vent tilbage. Men selvom man måske slipper væk i live, så kommer ingen helt uanfægtet fra mødet.

Der var ellefolk i Elling skov. De var dygtige til at synge, og folk har gået efter dem for at høre dem, men så blev de tåbelige.
Et kvindfolk fra Elling kom til dem og blev vild og tåbelig, og siden ville hun følge dem.  
Jens Pedersen, Ris.

Bønderne har mødt ellefolket både ved højlys dag på markerne og ved nattetide i skoven, men de bor i det sumpede ellekrat. 
Er man i tvivl om, hvorvidt de lokkende og indtagende væsener er mennesker eller hører til de underjordiske, skal man se ryggen på dem, for dér er de hule som en rådden træstamme.
Og de er lige så falske og hule inden i som uden på.

Karlene, der gik om natten og passede dyrene i marken, havde lavet et bål at varme sig ved. Det var henne i Vester-Alling kær tæt ved et sumpet sted, hvor der var elle og kilder.
Så kom ellekællingerne til dem, og de så så smukke og dejlige ud. Men så sagde karlene til en af dem:
"Vend dig om og lad mig se, om du er bag som for." 
Sådan havde de lært at skulle sige. Da de havde spurgt om det, blev ellekællingerne borte.
De kunne høre, dem ude i ellene sige: Ha-ha-ha-ha, ha-ha-ha-ha!  
Anders Brøsted, Nørager.

Ellevild med ellepiger

Ellevild - det er det menneskene bliver efter de har været sammen med ellefolket. De mister lidt af forstanden, bliver tåbelige og ude af sig selv.
Mødet med ellefolket kunne give en god forklaring på, hvorfor folk opførte sig afvigende.

Niels løb lige forbi uden at se folkene, der var ude for at lede efter ham. Da de så fik ham løbet op, var han helt vild.
"Hører I ikke, hvor de kalder på mig?" råbte han og ville på ny rive sig løs.
Han fortalte, at en kvinde som stod inde i mosen og kaldte ham ved navn, var løbet foran ham og ved sin kalden havde lokket ham dybere ind i mosen. Man antog, at det var en ellekvinde.
Fra den tid var drengen endnu mere tosset i hovedet end før.
Anna Stolpe, København.

Det skete, at folk ikke bare blev betaget af sangen og de smukke ellefolk, men blev elleskudte - (døds)syge eller besat af kærlighed, der fjernede deres almindelige dømmekraft. Som med malkepigen i Bogø:

De fandt hende alene og helt forvirret i ellemosen. De fik hende med nød og næppe hjem. Her fortalte hun, at der ved ellemosen var kommen en sådan dejlig mand hen til hende og havde spurgt, om hun ville være hans kæreste, og ved sin tale havde han bedåret hende, så hun ikke kunne komme væk fra ham.
Han havde også lokket hende til, at hun ikke skulle svare, når de andre piger kaldte på hende. Siden blev hun draget til ellemosen, når hun var ude med køerne.
Men så fik hun et råd om, at når ellekongen kom igen, skulle hun tre gange sige til ham: "Vend dig, at jeg kan se, om du er bag som for."
Da hun gjorde det næste gang, så hun, at han var hul bagtil. Så råbte hun: "Nej fy, du er jo så hul som et dejtrug!", hvorpå han forlod hende.
Siden havde hun fred for ham.
Lærer Hansen

Jo, unge piger skal passe på lokkende unge mænd, der med smiger og sød tale forsøger at lokke dem i uføre. De er som regel hule og ikke værd at samle på.

Venelite og bjergkongen

Venelite rider ud fra sin faders gård.
Da ser hun bjergkongen frem for sig står.

"Hør nu Venelite, hvad jeg siger dig:
Nu skal du til bjerget med hjem følge mig."

Så rider de igennem så mørk og lang en skov,
og Venelite græd hver gang Bjergkongen lo.

Så rider de tre gange bjerget omkring
Bjerget la'r sig åbne, deri går de ind

Så sætter han mjød og vin frem på sit bord.
"Drik nu Venelite - glem din far og mor."

Da Venelite tredie gang af mjødglasset tog,
glemte hun sin faders gård, glemte hun sin tro.

I bjerget er du fanget, i bjerget skal du bo.
I bjerget skal du hvile men aldrig finde ro.
Tiril liril lilil haugjen (Red: højen) min
og de leged' så let gennem lunden
hun kalder så sagte i vinden…

Bjergfolk, troldtøj og kæmper

Har du set en dværglignende person med stort hoved og abnorme træk, så er der nok tale om en af bjergfolkene. Passerer man en gravhøj ved nattetide, vil man kunne se, at højen står på gloende pæle og at bjergfolkene danser under.

Tæt ved er en høj, der rejser sig hver helligaften på fire gloende pæle. Synske kan se, at der holdes gilde af bjergfolkene, og det skal da være farligt at komme der forbi. Jeg har talt med en gammel mand, som har set det.
O. Holm, Ørsted.

En af de typiske fortællinger er, at mænd og kvinder bliver bjerg-tagen efter mødet. De bliver lokket ind i en høj eller et bjerg, hvor de bliver så opslugte, at familie og hjem bliver glemt.

Bjergfolk er dog ikke en snæver beskrivelse af en bestemt type væsener, men en god rodekasse for mærkværdige folk, der ikke er mennesker. De kan både være nisser, dværge, trolde og ellefolk i overleveringerne.

Man skal vare sig for bjergfolkene, for af og til tilbyder de ting, der tilsyneladende lyder godt, men der er ofte en lumsk bagtanke eller tingene bliver ikke som ventet.
Andre lever i harmoni med folkene i højene: De lader bjergfolkene låne ting, som ikke altid kommer hele tilbage, men belønnet bliver de på anden vis.

En bjergmand ville flytte fra sin høj, for "det var ikke til at være der for al den dingdang og kirkesang”.
Han spurgte en bonde, om han ikke kunne låne et par stude til at transportere godset, men det fik han ikke held af. Naboen ville til gengæld godt låne sine stude ud til bjergmanden.
Om morgenen viste det sig at studene var døde af anstrengelse, men til gengæld lå der en pung fyldt af penge, så bonden kunne købe nye.
Bonden, der havde afvist bjergmanden, kunne også stå op til døde stude, men der lå ingen pung.
Det fik han for sin tværhed.

Men hvor kommer belønningen fra? Ikke mindst de sølv- og guldskatte som bjergfolket gemmer på i højene.
En trold afslørede en af sine metoder overfor en bonde, han netop havde betalt i rigeligt med korn: Når bønderne måler korn op ved møllen, opdager de ikke, at de putter halvdelen i troldens sæk.
Så kan man jo nok være gavmild.

Trolde hader kirkeklokker

Trolde er ofte lidt enfoldige, men de søde og sjove små fætre, hører kun til i børnebøger. Trolde skal man vare sig for.
Det skærer for øvrigt i ørerne på trolde og kæmper, når kirkeklokkerne bimler og bamler. Kæmper har mange gange skudt til måls efter kirketårne med store sten og klippestykker, men de er ikke særlig gode til at ramme, for de store sten ligger rundt om i landskabet.
Som da kæmpen på Gjøl sigtede efter kirken i Brovst, og trolden på Knaghøj i Dronninglund Storskov sigtede efter Gammelkirke ved Thorup.

Helhesten varsler død

Helhesten er i familie med liglammet og grav-soen

Trolde er jo ikke vilde med al den larm fra kirkeklokker, så når en ny kirke skulle bygges, oplevede man, at trolde rykkede det ned om natten, som var blevet bygget om dagen. Det kunne også være at kirken blev ved med at hælde til den ene side.
For at undgå det bøvl, begravede man en levende hest under kirkegulvet for at få bugt med ondskaben - og her skal man nok ikke hænge sig i små detaljer, som logik, for at forstå sammenhængen mellem de to ting.

Hesten kunne man efterfølgende risikere at møde - nu som helhest. Hør bare efter lyden af en en hest med en løs klaprende hestesko - eller se efter en hest med lysende øjne og tre ben (det er jo immervæk lettere at begrave en hest levende, hvis den kun har tre og ikke fire ben). Andre gange er hesten hovedløs.
Men uanset farve, antal ben og hoved eller ej, så varsler mødet ilde. Det er tegn på snarlig død.


Når man i gamle dage ville bygge en kirke, begravede man først et levende dyr på byggepladsen, og der er således under Mariager Klosterkirke begravet et lam, men under St. Peders Kirke en hest.
Denne hest, også kaldet "en Klamphest“, kommer, når nogen i Mariager skal til at dø. Den stiller sig udenfor vinduet til det værelse, hvori den døende ligger, og snuser til ruderne, hvorefter den fjerner sig ganske lydløst og synker igen i jorden på St. Peders Kirkes Plads.
"Mariager klosters og bys historie" af H. Dahlerup 1882

Andre kirker har begravet et lam eller so inden kirkegården tages i brug, siges det. De håndgribelige beviser ligger enten stadig begravet eller er udelukkende begravet i fantasien. Dyrene bliver til et liglam eller en gravso i efterlivet.
Der er mange beskrivelser af mødet med et dyr, der opfører sig besynderligt, hvorefter døden høster den, dyret var tæt på.

Som lille dreng kan jeg huske, at jeg måtte være hos en anden dreng, som var så syg, at man ventede, han ville dø. Jeg var alene hos ham en aften. Så siger han: "Peder, kan du se det lille lam?"
"Nej, der er intet lam!"
"Jo, det kom ind ad køkkendøren, og nu kommer det lige hen til sengen!"
To dage der efter døde han.
J. P. Rasmussen, Ås.

”Tiden er kommen, men manden er endnu ikke kommen”

Nøkken tager betaling i menneskeliv

I åens dybe vand bor et væsen, der i Vendsyssel hedder nøkken, men andre steder kaldes for åmanden eller bækmanden. Han bor i flere åer, men Liver å, Limfjorden og Ryå er nogle af de steder, hvor der er mange beretninger om ham – for nøkken tager menneskeliv som betaling. De nærige vendelboer gjorde ham nemlig uret - ellers leverede han bare alt, alt for meget vand.

I gamle dage var der megen mangel på vand i Vendsyssel. Folk vidste da ikke, hvad de skulle gøre. Da kom der en gammel mand og sagde, at det var ham en smal sag at skaffe vand, hvis bare man ville give ham en ordentlig betaling.
Det blev ham lovet.
Han tog da en kæp, trak den efter sig, og hvor som helst han drog frem, kom der vand. Det er Ryå, og da manden rystede på hånden, så kom dens mangfoldige bugtninger deraf.
Men da folk så, at der var vand i overflod, ville de ikke give ham den lovede betaling.
”Jaja”, sagde manden, ”så skal åen nok kræve den.” Deraf kommer det, at der hvert år drukner et menneske i den.
Nik. Christensen.

Efterfølgende fik folk lyst til at kaste sig i det dybe vand, og mødre advarede deres børn om ikke at lege for tæt på.
En gang om året kalder en røst: ”Tiden er kommen, men manden er endnu ikke kommen” og så skal en drukne.
Det kunne ske, at man ikke mærkede noget til nøkken i nogle år, men det var blot en stakket frist.

Engang gik der tolv år, hvor ingen druknede, men da hændte det, at tolv tærskere, der om vinteren havde været til hove på Birkelse og om aftenen gik hjem, druknede alle tolv.
For hvis det driver over et år eller flere, så tager åen på én gang alle dem, den har til gode.
Jens Mark, Vokslev

Man har da også fået et glimt af nøkken et par gange, når man har fisket og fået ham i nettet: En fisk så stor som en kalv med hale og manke som en hest.

Der var en gang en rigtig stivnakket herremand på Birkelse, som lod sin fisker og to andre rejse ud til Gåselunerne med et net for at fiske. Deres fangst tegnede også til at skulle blive god, for nettet blev fyldt. Så hev de til af alle kræfter, men da blev nettet med ét så let, og da de fik det i land, var det revet fuldstændigt itu. De måtte da drage tomhændede hjem.
Men da herremanden hørte, hvordan det var gået, troede han, at fiskene havde splittet nettet ad. Så han fik lavet et af ståltråd, og så lod han for anden gang folkene rejse ud til dammene - nu med to flere, så de var fem i alt.
Denne gang tegnede det også til at blive en god fangst, men da de nu fik nettet tæt til land, havde de en aparte stor fisk i det med hale og manke ligesom en hest. Men fisken var for stærk for dem. Den tog hele nettet med tilbehør fra dem.
A. E. Jakobsen

Andre steder er nøkken set sidde på en sten i åen, hvor han spiller violin for at lokke folk til sig. Ved søer skal man også vare sig, for nøkkens roser vokser der med lange stængler, der gerne fanger badende og trækker dem under vandet.

I ledtog med fanden selv

Gud udstødte engle fra himlen.
Nogle faldt i havet og blev til havmænd,
andre ramte høje og blev til bjergfolk og trolde.

De som faldt ved gårdene blev til nisser,
de som landede i skoven forvandlede sig til ellefolk,
og de som faldt i å og bæk blev til åmænd.

Slattenpatten bliver jagtet

Slatten-Langpat eller Slattenpatten er en ualmindelig grim ellekælling. Hendes skønhed som ellepige er for længst forduftet efter hun har ammet mængder af ellebørn.

Hendes navn fortæller lige nøjagtigt, hvordan hun ser ud: Lange bryster, der når hende til taljen - som en strømpe med en mønt i enden. Hendes børn kan sidde i det rådne træhul i hendes ryg og die ved hende, når patterne bliver kastet over skuldrene.

Hun slynger dem også derom for at kunne løbe hurtigt, og det er nødvendigt for Kong Valdemar og hans hunde jager hende.

En gammel mand i Vester-Egesborg mødte en aften ved Vejlø-broen et ualmindelig stort fruentimmer, der pustede og stønnede, så han kunne høre hende, længe før hun kom til ham.
I det klare måneskin så han, at tungen hang langt ud af halsen på hende af bar anstrengelse, og hendes blottede bryster hang helt ned til bæltestedet. Lidt længere henne mødte han tre ildrøde hunde med gloende tunger, og så kom Kong Vollermand farende på en snehvid hest og spurgte, om han ikke havde set eller mødt en slattenpatte.
"Jo, og hun lod til at have hastværk."
"Ja, men det hjælper hende ikke."
Og så red han videre.
Lidt efter drønede et skud, og der hørtes et gennemtrængende hvin. Det var den sidste slattenpatte.
P.N

En anden fortælling viser, at der også er ren magi i mælken fra slattenpatten.
En dreng, som var sat til at muge ud om natten, mødte jægeren og blev bedt om at holde hans hunde, mens han selv jagtede ellekællingen. For sin ulejlighed fik drengen lov at patte fruentimmeret. Det gjorde ham så stærk, at da bonden næste aften ville drive drengen i marken, tog knægten ham og smed bondemanden over huslængen.

Det vilde ridt

Hvem jægeren er, der har så stor glæde af at jage Slattenpatten, er lidt forskelligt. Valdemar Atterdag (også kaldet Kong Volmer/Kong Valdemar) eller Wojens Jæger (måske Odin) er nogle af overleveringerne, men andre steder er det en lokal figur, som Kong Jon herunder.
Et ugudeligt liv, har jægeren ført, for han var mere besat af jagt end af at komme i himmerige. Når præsten ikke kan love ham, at der er ligeså god jagt hinsides, så fortsætter han jagten i døden.

I gamle dage levede der i Hjørring en konge. Han rådede over Vendsyssel og var kendt for sin vilde lyst til jagt og hans spot med Kristendommen.
En søndag, hvor folk var i kirke, var kong Jon på jagt tæt ved kirken, og hans hunde løb efter en hare, der løb ind i kirken og op foran alteret for at skjule sig. Begge hunde var bagefter, og det gav jo en slem forstyrrelse i gudstjenesten, for præsten var midt i sin prædiken.
Men der blev mere forstyrrelse, da kong Jon kom ridende ind i kirken for at få fat på sin fangst, som hundene allerede havde grebet.
Nu blev præsten vred og sagde, at han ikke syntes, det var sådan at forstyrre gudstjenesten. Men det brød kongen sig ikke om.
"Når jeg blot må beholde min jagt både her og efter min død, så må de andre for mig godt beholde både gudstjeneste og Himmerig", sagde han, idet han nu havde fået fat i haren, vendte hesten oppe foran alteret og travede ud af kirken.
Nogen tid efter døde han, men kunne ikke finde ro nogen steds, og derfor rider han i lyse sommeraftener oppe i luften med sine pibende hunde bag efter sig.
Den lyd kan man tit høre, og han er ikke god at møde alene.
Georg Himmelstrup.

For øvrigt skal man holde dørene i huset lukket juleaften, for står to døre overfor hinanden åbent, kan man få besøg af Kong Volmer, hest og hundene med gloende tunger, der farer ind gennem huset. Det opdager man ved, at der bliver en pludselig træk, men man kan også opleve lyden af piben, hvinen og gøen ved nattetide.

Skolen tog livet af de grumme væsener

”Slattenpatten” - hvordan i alverden kan man glemme en kælling med sådan et farverigt navn, der med det samme danner billeder i hovedet og får en til at trække på smilebåndet? Eller valravnen, gravsoen og klabautermanden?
Figurerne var tidligere var en meget nærværende del af hverdagen i livet på landet – i så høj grad at præsterne tordnede mod at tro på troldtøj i deres prædikener allerede i 1700-tallet, forklarer Benno Blæsild.
Han er historiker med en fortid hos blandt andet Den Gamle By i Aarhus og nu som valueringsekspert hos Lauritz.com i Aalborg.

En god forklaring

Men folk fulgte hverken det præsten prædikede eller videnskaben til at finde en brugbar hverdagsforklaring.
- Når en person opfører sig på en måde, der ikke er til at forstå, så finder man en forklaring, der giver mening. Giver en irrationel forklaring en tålelig forklaringsmodel, så griber man den, siger Benno Blæsild. 
- Når nye fremmede elementer dukker op i hverdagen, har man brug for at oversætte det til begreber, man kan forstå og gøre operationel.
Det er en måde, hvor vi kan få placeret ansvaret for det forfærdelige og skabe forståelse for, hvorfor netop den person blev ramt.

Når den velhavende bonde vælger at forlade hustru, gård og børn, så er det så utænkeligt og uforståeligt, at der må være en ellekvinde inde over. Hvorfor skulle han ellers handle så irrationelt?
Eller når et barn pludseligt begynder at opføre sig afvigende, så må der være tale om en skifting - altså at en ellekvinde eller en trold har byttet menneskebarnet ud med et af deres.
- Vi har brug for at forklare abstrakte begreber. Man kan forklare børn, hvorfor de ikke skal gå ud i koldt vand eller hvor, de ikke kan se bunden, ved at fylde dem med en historie om nøkken. Så bliver de angste og holder sig væk, siger Benno Blæsild.

Nyder et godt gys

Gode myter opstår, når den gode fortæller møder det gode publikum - og det var i høj grad tilfældet på landet. Man sad tæt sammen og nød det gode gys, som når man i dag ser en gyserfilm sammen.

Fortælleren var også en autoritet og ekspert på det overnaturlige - forestil dig bare en type som Tyttebær-Maja fra historierne om Emil fra Lønneberg, der selv på en varm solskinsdag kunne få kulden ind i knoglerne med små kommentarer om alt det forfærdelige, der var sket for nogle, man næsten kendte.

Pludseligt slut med de gode historier

Det hele ændrede sig i 1814.
Danmark gik fallit året før, men den enevældige konge, Frederik VI indførte tvungen undervisningspligt for alle børn, for "Godt nok er vi fattige, men vi behøver ikke også at være dumme".

- I takt med at at vidensniveauet steg hastigt, dalede troen på de overnaturlige væsener. Desuden var det præster og degne, der stod for undervisningen, og de havde jo længe forsøgt at få bugt med overtroen. Da petroleumslampen også blev udbredt fra 1843, forsvandt de farlige væsener i skyggerne, forklarer Benno Blæsild.

Han reddede de overnaturlige fra glemslen

Vi kan i høj grad takke Evald Tang Kristensen (1843 – 1929) for, at det stadig er muligt at gyse over de fantasiske historier. I dag er han regnet for at være den største indsamler af folkeminder i den vestlige verden.

Han rejste primært rundt i Jylland og talte med folk, der kunne fortælle de eventyr, sagn, ordsprog som stadig var en levende del af den ældre befolkning på landet, men som hastigt forsvandt fra den yngre generations bevidsthed. 

6500 meddelere bidrog til hans bøger, der gengav historierne så præcist som muligt, som de var fortalt. De omfatter 3000 viser med 1000 melodier, 2450 eventyr, mere end 15.000 sagn, ordsprog, rim og gåder samt titusindvis af optegnelser om skik og dagligliv. Det er fra hans indsamlinger alle "øjenvidneberetningerne" i denne artikel stammer fra.

På nogle af turene medbragte han en fonograf, hvor han optog de gamles viser og fortællinger, så man stadig kan høre dem i dag på Dansk Folkmindesamlings site. 

På dette tidspunkt i 1898 synger man stadig med på nogle af viserne, fordi de er kuriøse og lystige, men når de gamle fortæller historier, lytter de unge ikke længere til på sådan en måde, at de selv vil kunne genfortælle dem. Det er kun til øjeblikkelig morskab og tidsfordriv, mente Evald Tang Kristensen. "Den nye slægt forarmes i den tiltagende forlystelsessyge”.
Men de gamle troede på indholdet, beretter Evald Tang Kristensen.

”De troede virkelig, at der var trolde til og spøgelser og lindorme og ellefolk og meget andet overnaturligt. Denne gamle slægt med den stærke tro er endnu ikke uddød, men den tager svært af, og det er næppe for meget at sige, at såre få af den yngre slægt slægte dem på i det stykke.”
Evald Tang Kristensen i Illustreret Tidende 1898 iflg. Dansk Folkemindesamling

Det overnaturlige lever delvist videre

Vi har stadig brug for historierne, forklaringerne og ritualerne. Forældre forklarer deres børn om døden ved at farmor sidder på en stjerne og vinker ned.
Små løgne eller historier, der skal få budskabet til at glide ned, når vi nu reelt ikke ved, om der er liv efter døden - eller sandheden er for svær at synke. Benno Blæsild opsummerer:

- Fodboldspillere hopper på et ben over sidelinjen efter et mål eller skal snøre skoene på en bestemt måde inden en kamp. For som Niels Bohr sagde, da en gæst kommenterede på, at han havde en hestesko til at hænge over døren:

"Jeg har hørt, at den også bringer lykke, selvom man ikke tror på den"
Niels Bohr, atomfysiker

Så måske er der en chance for de hulryggede ellepiger og helhesten.

* Citaterne fra Evald Tang Kristensens bøger er tilpasset moderne sprog og forkortet i artiklen.

Læs selv mere...

Artiklen er baseret på materiale fra:

Dansk Folkemindesamling

Det Kongelige Bibliotek

Museumsinspektør Inger Bladt, Nordjyllands Historiske Museum

Evald Tang Kristensen, "Danske sagn, som de har lydt i folkemunde." 1893. Bind 1-6

Iørn Piø, "Folkeminder og traditionsforskning", D.H.Fs Håndbøger

Axel Steensberg, "Dagligliv i Danmark, Menigmand får mæle 1790-1870", Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk

Tekst, foto og produktion: Britt Kristensen
Illustration, foto og cinemagraph: Nicolas Cho Meier