16-årig: Vi må alle tage ansvar for coronavirus, unge som gamle

SAMFUND: For kort tid siden scrollede jeg gennem feedet på min Facebook-profil, hvor en af mine venner havde postet et opslag, hvor personen gav udtryk for sin holdning til corona-situationen, og hvordan den burde håndteres.

Vedkommende mente, at regeringen i særdelshed og danskerne i almindelighed overreagerede og tog det hele alt for alvorligt, for ifølge personen var der intet at være bange for.

Her må jeg ærligt indrømme, at jeg rystede på hovedet.

Vreden nærmest blussede op i mig, og jeg kunne ikke forstå, hvordan i alverden, man kunne have et så fordrejet syn på den situation, vi alle står i, og på hver vores vis skal forsøge at håndtere og affinde os med.

Antallet af smittede med covid-19 i Danmark er i de seneste dage og efterhånden uger steget eksplosivt, og der er intet, som tyder på, at tallet har i sinde at falde.

Ser man på myndighedernes tal, viser de, at der 26. august var 57 nye bekræftede smittetilfælde mod 561 23. september.

Det er en stigning på lige godt 885 pct., og et smittetal, der i vores land aldrig er set lignende.

Statistikker fra Sundhedsstyrelsen viser også, at det særligt er de unge, som smittes, og jeg må ærligt indrømme, at det ikke undrer mig.

Som en repræsentant fra den unge generation burde jeg muligvis tale generationen op og forklare om, hvad vi unge har måttet ofre, og om hvor gode vi er til at følge retningslinjer såvel som anbefalinger, men det kan jeg simpelthen ikke, for det er generelt set ikke ligefrem tilfældet.

Da coronaen ramte, og landet blev lukket ned, gik jeg selv i 9. klasse og skulle til at afslutte mine 10 år i grundskolen med de afsluttende eksaminer, sidste skoledag og dimission. Et forløb, som blev helt anderledes end, hvad jeg og alle andre i samme situation havde forventet og set frem til. Men der var ikke noget at stille op, for håndteringen af coronavirus handler, med al respekt, om mere end ”bare” os.

Det handler om det ansvar, man som samfundsborger har, ung som gammel. Et ansvar for at beskytte samfundet og borgerne deri.

Det er også derfor, jeg ryster på hovedet, når jeg hver eneste dag hører folk på min egen alder brokke sig over, ofre de må yde, mens mange, også i andre aldersgrupper, nærmest i protest, vælger at undlade at følge anbefalinger og retningslinjer.

I foråret formåede vi som samfund at stå sammen. Vi formåede i fællesskab at gøre, hvad der var nødvendigt. Det muligvis fordi regeringen med statsministeren i spidsen valgte at lukke samfundet ned, dronningen at tale til folket og mane os til orden, og vores demokrati viste os sin fulde styrke.

Hvad mange dog i dag ikke har for øje er, at situationen, som den er nu, ikke er anderledes, end den var dengang, bare fordi det nu primært er anbefalinger, vi har med at gøre. Anbefalinger og restriktioner, som hvis de bliver fulgt og overholdt, kan forebygge, at tiltag, som vi så dem i foråret, behøver at blive gentaget, og det vil være godt for det enkelte individ, for fælleskabet og for samfundet i sin helhed.

På den anden side er jeg desværre begyndt at tvivle på, at vi som samfund selv er i stand til at gøre, hvad der er nødvendigt, når normen er, at corona er noget, man ikke skal tage seriøst. Noget, vi bare skal fortrænge og glemme. Og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, som går rundt med den tvivl, når nogle kan have så fordrejede holdninger, og når de i praksis og gennem deres holdninger kan få sig selv til at sætte vores allesammens fremtid på spil.

Det fylder mig med bange anelser, når jeg ser et opslag som det, min Facebook-ven postede. Både på grund af personens holdning, men også når jeg læser kommentar-feedet, hvor folk diskuterer så det brager.

Ikke fordi en saglig diskussion ikke er god, og ikke fordi det ikke er fair, at man som individer har forskellige syn på en sag, men derimod fordi en bombe er placeret i vores samfund. En tikkende bombe i form af en ”dem-og-os”-mentalitet, som hver dag har større og større risiko for at eksplodere og ødelægge sammenhængskraften i vores samfund.

I foråret stod vi sammen, og vi bør gøre det igen.

For kun ved sammenhold kan man nedkæmpe fjenden. Kun ved sammenhold kan vi holde fjenden ude. Og kun ved sammenhold kan vi komme igennem krisen.

Vi har stadig brug for samfundssind, forening og fællesskab - måske mere end nogensinde før.