2019 har været et sørgeligt hundeår

2019: Nu sidder de fleste og er godt forspiste efter juleaften. Så alt er som det plejer, og slankekurene vælter frem i de kulørte blade efter nytår.

Der er selvfølgelig en gruppe mennesker, for hvem julen har været knap så forspist, måske ensom og uden julehumør.

I 2019 har mit eget humør været knap så godt af flere forskellige årsager, men en af dem er vi ved at komme os så småt over.

2019 har været et rigtig dårligt hundeår for os.

Vi troede egentlig ikke, at det kunne blive værre end sensommeren 2018, hvor vores 15 år gamle retriever måtte aflives på grund af alderdom - eller, som englænderne siger det, ”put to sleep”.

Vi kom over det, og vi havde trods alt stadig to dejlige hunde. Victor (flat coatet) og Tor (fox terrier), der var i fuldt vigør og som elskede deres mennesker og omvendt.

Victor fik desværre en grim kræftknude på halen, og i samråd med dyrlægen blev vi enige om, at halen måtte amputeres.

Det er en god beslutning, for hunden livede op igen og var ligeså legesyg som før.

NU VAR han bare en glad og charmerende Victor haleløs. I april tog vi en hurtig beslutning og bestilte en afbudsrejse til Korfu. Victor havde det jo godt, og det var bare en uge.

Vi afleverede hundene i en hundepension. Noget, alle tre hunde altid har hadet. Der var altid 12 modhager på deres poter, når de opdagede hundepensionen. Når de var afleveret på hundepensionen, trøstede vi os med, at de havde hinanden og ligesom hjemme sov sammen i en stor klump.

DA VI afleverede hundene i april, var der kun otte modhager. De fire af dem var så voldsomme, at jeg måtte bære Tor ind. Tor sendte mig nogle øjne, der gjorde, at jeg havde dårlig samvittighed hele ferien. Jeg sagde til mig selv: ”Jamen, det er kun en uge”. Jeg vidste ikke, at det var sidste gang, vi skulle se Tor.

Da vi kom hjem, glædede vi os til at hente to meget glade hunde. Da vi ankom til hundepensionen, undrede vi os. Der var noget galt. Der var kun en glad hund, der modtog os. Vi står forgæves og kalder på Tor.

LIDT EFTER står indehaveren af hundepensionen med tårer i øjnene og fortæller os, at Tor er død. Jeg hører ikke ret meget af, hvad hun fortæller. Tre dage efter, at Tor er blevet afleveret, var hunden blevet akut syg og måtte aflives. Jeg er helt tom indeni. Vi er ikke blevet kontaktet og ikke spurgt om noget som helst.

Jeg er sikker på, at jeg ville have haft 1000 spørgsmål, fordi vi på ingen måde har set nogle symptomer på, at hunden skulle være syg.

Vi tager hjem med Victor. Vi hænger, og Victor hænger, mens han leder efter sin gode ven, Tor.

Vi har begge svært ved at klare det, og jeg har følelsen af at være bøddel, fordi jeg tvang Tor ind i hundepensionen.

DET resulterer i, at jeg finder en ny hvalp to dage efter, som vi må vente på i fire uger. En lille sød dansk-svensk gårdhund med noget terrier i. Frida hedder hun. Victor får en ny legekammerat, som han først ignorerer, men sørger for at skrabe alt hundelegetøjet til sig. Det skal den lille hund ikke have, men i løbet af kort tid bliver det svært, selvom man er en voksen hund, at lade være med at lege med den lille nye.

Det går så godt i et par måneder, men så bryder Victors kræft ud igen. Han får mere og mere ondt i benet og døjer med at rejse sig. Vi prøver først med dyrlægeordineret, smertestillende piller, men det hjælper ikke.

DEN ANDEN gang vi er til dyrlæge, er dyrlægen ikke i tvivl. Victor skal aflives. Alligevel tager vi Victor med hjem. Vi vil gerne beholde ham weekenden over. En rigtig dum beslutning, der gjorde os mere kede af det.

Selvom vi er glade for Frida, er der for tomt i huset.

Jeg får overtalt min mand til, at vi anskaffer os en kattekilling. Det har jeg nemlig ønsket mig i rigtig mange år. Så jeg henter en sød lille Marta hos naboen. Marta er langt fra imødekommende over for Frida. Marta sidder midt på køkkengulvet og sprutter og hvæser af Frida. Næste dag er de perlevenner. De sover sammen på sofaen, og om natten kryber de sammen i Fridas transporttaske, der har fast plads i bryggerset.

DET SJOVE er, at der ikke er plads til dem begge i transporttasken, men det er yndlingspladsen, næst efter at snige sig ind i soveværelset og lægge tæt sammen på sengetæppet. De ved godt, at de ikke må, men de lader som om, at de er usynlige. Så kalder jeg dem for prinsesserne og nænner ikke at jage dem ned. Det endte så med at et rigtig dårligt hunde år i 2019, fik en lykkelig udgang. Til sidst vil jeg ønske alle NORDJYSKE’s læsere et godt nytår.