Aalborg er blevet grimmere – den ene øjebæ efter den anden skyder op


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:51

Af Ulrik Kryger, Decembervej 21, 9270 Klarupulrik.kryger@gmail.com

AALBORG-BYGGERI: Siden jeg flyttede til Aalborg i 1971, er der sket mange og store forandringer i byen.

Noget er naturligvis til det bedre, men de senere år er byen blevet grim.

Den ene ”øjebæ” efter den anden skyder op.

Det kan simpelthen ikke blive højt nok!

Der er ingen tvivl om, at man får mest for pengene på færrest mulig kvadratmeter i grundarealet, jo højere man bygger, men hvad med kvaliteten af det liv, der skal leves i disse hæslige bygninger.

Langs havnefronten er der mange, der har mistet lys, udsigt og luft omkring sig.

På godsbanearealet er det da ganske forfærdeligt.

Man kan ikke lade være med at komme til at tænke på ”Den sorte Firkant” i det indre København med første, anden, tredje og måske fjerde baggård.

Der mangler bare lige lokummerne i gården og tørresnorene mellem bygningerne for at fuldende billedet.

Der er lejligheder, hvor der aldrig kommer en solstråle ind ad vinduerne. Man kan heller ikke lade være med at komme til at tænke på, hvordan en brand under de rette forhold vil kunne springe fra hus til hus.

Når man kører eller går i Nyhavnsgade, er det beskæmmende at se de mange nye huse.

Hvis de ikke er direkte grimme, er de helt uden ”sjæl”.

Det er så grimt!

Som om det ikke var nok med havnefronten og midtbyen, begynder man nu også med en stor mængde høj bebyggelse i Aalborgs forstæder - ja, endog i de små oplandsbyer i Aalborgs nærhed.

Selv om der altid er høringer i forbindelse med større byggeprojekter, bliver den eller de grupper, som byggerierne kommer til at berøre, sjældent hørt, - men så har man jo holdt sig inden for lovens rammer, når bare man har sendt det i høring!

Hvor ville det dog være rart, om der var nogle velmenende politikere og mennesker i Aalborg Kommunes tekniske forvaltning, der begyndte at tænke i andre baner end bare de økonomiske, og det er oven i købet på bygherrernes vegne.

På den måde kunne vi få en pæn arkitektur med sjæl og nogle menneskevenlige bygninger.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden