Alt for mange kloge-Åger i denne coronakrise-tid

Af Preben Olund Kirkegaard, docent, ph.d., Forskning og udvikling, Professionshøjskolen UCN, Mylius Erichsens Vej 137, 9210 Aalborg SØ pok@ucn.dk

:En af de stærkeste kommentatorer i NORDJYSKE Stiftstidende, lektor dr. phil. Peter Michael Lauritzen havde (28.3.) et Synspunkt om ”Plattenslageri i corona-tiden”.

Jeg har en tilståelse. Jeg er fan af Peter Michael. Kloge-Ågerne myldrer frem med hver deres kloge anbefalinger til løsninger. I et samfund, der stadig har en fremtid, kan der hverken opnås legitimitet, sikkerhed eller objektivitet. Netop fordi der findes en fremtid, vil der altid være positioner, hvorfra handlinger kan iagttages kritisk. Alle gode grunde kan afvises, kritiseres eller problematiseres. Det er det, kloge-Ågerne lever af. Myndighederne, der har en saglig legitimitet til at træffe beslutninger, indtager altid en ugunstig position. Myndighedernes kommunikation er pr. definition altid risikabel. Dette uanset om man faktisk lover noget eller ej.

Kloge-Ågernes forståelse kan ikke styres i kommunikation, på pressemøder eller gennem trivielle spørgsmål. Myndighedernes kommunikation er risikabel. Det er op til kloge-Ågerne, mandagstrænerne og sensationsjournalisterne at forstå, fortolke og reagere på myndighedernes kommunikation. Selv den troværdige direktør i sundhedsstyrelsen må acceptere begrænsninger i beslutninger og kommunikation. Vores dygtige statsminister må stå på mål for alle kloge-Ågerne. Alligevel opfører direktøren og statsministeren sig som ansvarlige og troværdige mennesker. De tager ansvar for beslutningerne. Det gør det samarbejdende folkestyre. De faglige organisationer. Erhvervslivet osv. De, der rammes af beslutningerne om at vaske hænder, holde afstand og blive hjemme, har det i mange tilfælde lettere. De kan nøjes med at advare, komme med ”før var det bedre”-hentydninger og kan ved fejl forøge deres klagefrekvens. Velvilligt kolporteret af medierne, politikere, der ikke har fået taletid, eller lærde kloge-Åge. Studier af beslutningsprocesser, som foregår under risikofyldte og usikre forhold, har fundet, at katastrofer (er corona-pandemien ikke det?) tilgås ved mangel på at kunne forudsige udfaldet. Derfor rejses spørgsmålet konstant, hvem beslutter om, hvem der bliver ramt eller skal rammes – dvs. for hvem er beslutningerne en risiko og for hvem er den en fare? Man kan til en vis grad forstå begrebet risiko ved at modstille det med sikkerhed. Almindeligvis reducerer vi risiko gennem sikkerhedssystemer som forsikringsselskaber, medlemskab af Nato eller et velfungere politi. Selvom sikkerhedssystemer er en måde at håndtere risiko på, så ved alle, at selv disse sikkerhedssystemer er risikable. Når Kloge-Åge kan se, at en potentiel skade kan forårsages af en beslutning, er der tale om risiko. Det vil sige, at der er tale om risiko, når der accepteres en potentiel skade for at opnå en anden fordel. Det danske samfunds nedlukning er en beslutning med risiko for en masse erhverv, uddannelse, events og kultur. Det omvendte ville også være tilfældet. Farerne har vi ikke herredømme over i form af tab. Ingen kender endnu tabene eller gevinsterne. Uanset hvor mange ressourcer, der sættes ind på risikoberegning, så kan man aldrig opnå fuld sikkerhed over tabene. Hvad mister vi? Hvad er vundet? Sammenhængen mellem en beslutning og risiko og det mulige tab eller gevinst kan principielt aldrig fastlægges. I et samfund der er stærkt specialiseret, er der ikke noget sted, hvorfra man kan undgå risiko. Troen på at fremtidige katastrofer kan styres eller forudses (alle havde undervurderet coronavirus – ikke blot hadefiguren Trump) må derfor nedtones. Det danske samfund er almindeligvis gennemsyret af tillid. Den situation, vi står i nu, gør det muligt at afprøve og opbygge tillid. I øjeblikket er tilliden til vore politikere steget gevaldigt. Noget godt er allerede kommet ud af krisen; men beslutningen om at vise tillid vil altid indebære en afvejning af de fordele, tillid vil kunne skabe, sammen-holdt med den risiko for tab eller skader, der følger med et tillidsbrud.

Befolkningen er brudt ud i spontan tillid til Moder Stat. Selv de mest ultraliberale omfavner staten. Den gennemskuende tillid, der indeholder større refleksion over alternative handlemuligheder, er ikke nødvendigvis vidensbaseret, retfærdig eller mere velbegrundet. Den gennemskuende tillid overvejer de fordele og ulemper, der er forbundet med at vise staten tillid. Man har forberedt sig på skuffelser. Der er reflekteret over, hvordan disse kan håndteres. Den gennemskuende tillid har mange fordele. Den kræver større overvejelser og omtanke hos den tillidshavende. Merværdien ved tillid er evnen til at kunne handle og træffe beslutninger, selvom man ikke har fuld viden. Det er først i tilbageblikket, at man kan afgøre, om tilliden blev honoreret eller brudt.