Armeniere – er det folkedrab eller historieforfalskning?

ARMENIERE: USA’s præsident, Joe Biden, betegnede for nylig i en erklæring de osmanniske (tyrkiske) massakrer på ca. 1,5 mio. kristne armeniere i perioden 1915-1923 som et folkedrab.

Et flertal i Repræsentanternes Hus stemte allerede i 2019 for en resolution, der fastslår, at ca. 1,5 mio. armeniere blev dræbt af osmannerne under Første Verdenskrig. 32 lande i verden anerkender nu osmannernes massakrer på armeniere som et folkedrab. Danmark er ikke på listen. Folketinget kritiserede dog i 2017 et tyrkisk forbud mod at bruge betegnelsen ”folkedrab” om de dræbte armeniere.

I en pressemeddelelse kalder det tyrkiske udenrigsministerium den amerikanske præsidents erklæring om folkedrabet på armenierne ”en vulgær fortrængning af historien”. Den tyrkiske pressemeddelelse fastslår desuden, at ”ingen skal belære Tyrkiet om sin egen historie”. Den tyrkiske præsident Erdogans AKP-parti fører an i fordømmelsen af det amerikanske skridt. I Erdogans og AKP’s politiske brug af islam både i Tyrkiet og på den storpolitiske scene er det nemlig kun muslimer og islamiske lande, der kan være ofre…

Når USA’s præsident nu over hundrede år efter de osmanniske massakrer på armenierne betegner begivenhederne som et folkedrab, handler det ikke om historieskrivning med tilbagevirkende kraft, men at sætte en aktuel stor- og værdipolitisk streg i sandet i relation til NATO-partneren Tyrkiets politiske tilnærmelse til og samarbejde med landets historiske dødsfjende gennem århundreder, Rusland. Det sker på et tidspunkt, hvor den tyrkiske økonomi, engang præsident Erdogans politiske trumfkort, er i dyb krise.

Er der tale om et armensk folkedrab eller historieforfalskning? Det armenske folkedrab viser 82.000 Google-resultater. Den internationale sammenslutning af folkedrabseksperter fastslog i 1996, at det armenske folkedrab er et faktum. Tyrkiet hævder fortsat, at mange af de under Første Verdenskrig deporterede armeniere ikke døde pga. et folkedrab, men som et resultat af lange transporter, sygdomme, sult, tørke, politisk kaos og etniske rivaliseringer…

Er folkedrabet på armenierne en myte? I bogen ”Armenierne – kultur og historie” pointerer teologen, historikeren og senere universitetsrektor på Aarhus Universitet, Henning Lehmann, at mens tyrkiske kilder opererer med så lave dødstal på armenierne som 200.000, et tal, der næppe kan begrunde betegnelsen ”folkedrab”, angiver armenske kilder tallet til ca. 1,5 mio. Armenierne var til tider også deres egen værste fjende. Allerede i 1890’erne hed det fra diplomatiske øjenvidner, at de armenske revolutionære komiteer terroriserede deres egne armenske landsmænd!

Det Osmanniske Imperium erobrede i 1453 Konstantinopel (nutidens Istanbul), Det Byzantiske Riges hovedstad. I 1529 belejrede osmannernes hære Wien i to måneder. I 1571 led osmannerne et afgørende nederlag i søslaget ved Lepanto på Grækenlands vestkyst. De osmanniske hære stod igen ved Wiens porte i 1683. Magtpolitisk set havde det engang så mægtige Osmanniske Imperium nu fremtiden bag sig.

Historisk set var det ikke ”kun” folkedrabet på armenierne, der satte den politiske og militære dagsorden i Det Osmanniske (Tyrkiske) Imperium, ”Europas syge mand”, under Første Verdenskrig. Storpolitisk set var situationen langt mere kompliceret. Ifølge Henning Lehmann førte det zaristiske Rusland hemmelige forhandlinger med de vestlige stormagter England og Frankrig med henblik på en deling af Tyrkiet! Formålet hermed var russisk ekspansion og kontrol over stræderne mellem Middelhavet og Sortehavet fremfor ”befrielse” af armenierne eller oprettelse af et uafhængigt Armenien.

I forbindelse med den skrøbelige Sèvres-fredstraktat 10. august 1920 mellem Osmannerriget og Entente-magterne fremlagde den amerikanske præsident, Woodrow Wilson, planer om at oprette et nyt Storarmenien i forbindelse med opdelingen af Osmannerriget! Kurderne fik også fuld frihed til at udtræde af Osmannerriget og danne deres egen stat, et selvstændigt Kurdistan. Et løfte til kurderne, der nu over 100 år senere, ikke er blevet indfriet…

Kladden til Sèvres-fredsaftalen reducerede med den britiske historiker Eugene Rogans ord Osmannerriget til dele af det centrale Anatolien: Bursa, Ankara og Samsun ved Sortehavskysten og med Istanbul som hovedstad. Det var accepten af de strenge Sèvres-fredsvilkår, ikke nederlaget under Første Verdenskrig, som førte til et nationalistisk oprør, uafhængighedskrigen, Osmannerrigets fald og afskaffelsen af de magtfulde religiøse institutioner.

I 1922 førte den nye nationalistiske tyrkiske stat anført af ”helten fra Gallipoli”, Mustafa Kemal, intens krig på tre fronter: Mod franskmændene i Kilikien, mod grækerne i Anatolien og mod armenierne i Kaukasus. De tyrkiske nationalister sejrede over de fremmede hære på alle fronter. I 1923 proklameredes den nye tyrkiske republik med Mustafa Kemal som den første præsident. Han fik senere af det tyrkiske parlament tildelt hædersbetegnelsen ”Atatürk”, ”Tyrkernes fader”. Ved freden i Lousanne i juli 1923 anerkendtes Tyrkiet som en nationalstat stort set inden for de nuværende grænser.

Det er igen blevet populært at bruge og misbruge historien til egne politiske formål. Hensynet til kurdernes og armeniernes store nationale ambitioner og utallige lidelser (folkedrab?) forsvandt som dug for solen med Sèvres-fredstraktatens fallit og Osmannerrigets fald. Det blev anbragt i den store historiske glemmebog – indtil nu…