Klumme

At blive svigermor: Ikke som i vittighederne

Hvorfor ikke elske hende, der elsker min søn

Sidste år skete det for 32.525 kvinder. Det var mest populært at opleve det 18. august, hvor det overgik næsten 2000, helt eksakt 1948.

I år skete det for mig - 5. oktober.

Da blev jeg svigermor.

En titel, der nok er blandt dem, der oftest optræder i vel- og ikke velmente vittighedstegninger, og som trods antallet af os, der bærer den, ikke er noget, vi lærer hinanden ret meget om.

Når over 30.000 kvinder hvert år går ind i et tæt forhold til en anden kvinde, som de ikke er i familie med, burde det ellers være noget, der var værd at beskæftige sig seriøst med.

Men identiteten som svigermor har vi i vores kultur valgt at lade være noget, der er omgærdet med grimme, lede, ja, ondskabsfulde udsagn og nedladende illustrationer, der ovenikøbet altid er hensat i en fortid fyldt med rigide normer, forklæder, koste, små pilleæskehatte og håndtasker.

Titlen svigermor smider per automatik en kvinde hen i et hjørne, hvorfra hun vredt slår om sig med jalousi og dominans.

Uh, det hjørne er jeg godt nok ikke særligt tilpas i.

Og da jeg stod der i kirken og så min søns tårer og mærkede mine egne, fældede vi dem da ikke af noget som helst andet end kærlighed. Kærlighed til den helt vidunderlige kvinde, der kom gående op ad kirkegulvet i en glidende hvid kjole med blonder, der var lige præcis lige så smuk, som hun er indeni.

icon

Jeg ved ikke, hvorfor alle de stereotype vittigheder stadig findes. Men jeg ved, at de sårer mig.

Charlotte Rørth, Svigermor

Hun elsker min søn mindst lige så meget, som jeg gør. Tænk, at hun findes. At hendes familie findes. En hel flok af mennesker, der favner min dreng, som også vi favner ham - og nu hende.

Hele dagen var som at gå i en døs af kærlighed. Alle de mennesker, der elsker de to. Som vil dem det godt.

Selv mærkede jeg en usvigelig stor stolthed over at være svigermor til netop hende. Tænk, at hun vil have alle os, hele vores familie, mig.

Jeg ved ikke, hvorfor alle de stereotype vittigheder stadig findes. Men jeg ved, at de sårer mig. Måske har de det dog gode i sig, at de lærer de mig, hvordan jeg ikke skal være.

Eller rettere, minder mig om det.

For hvorfor skulle jeg overhovedet have det udgangspunkt, at en kvinde, der elsker min søn, ikke er et menneske, jeg ville elske eller i det mindste holde af og vise respekt og omsorg?

Måske ligger der noget helt andet bag samfundets dyrkelse af den onde svigermor, end jeg kan se. Måske skyldes det et ønske om at holde kvinder fast i, at de kun har værdi som unge, smukke brude, der kan gives bort, og at et bryllup derfor skal minde svigermor om, at hun ikke længere er noget værd på markedet? Kan man tænke så reaktionært i 2019?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg er dybt forundret over, at man stadig kan skrive, tegne og tale så grimt om en titel, jeg er så umådelig glad og rørt over at have fået.

Tak til min svigerdatter for den gave.

Tusind tak.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst