At være stueren handler også om værdighed


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:54

Af Frode Muldkjær, Nørresundby, journalist og højskolebestyrer. Tidl. formand for Regeringens Børneråd (1994-98). frodemuldkjaer@gmail.com.

IS-BØRN: Der var engang en statsminister, der kom til at gøre en forskrækkelig fortalelse.

Fra Folketingets talerstol sagde han til medlemmerne af et bestemt parti, at ”stuerene - det bliver I aldrig”.

Han skulle nok i stedet have formuleret noget i retning af: ”Den stillingtagen, I har til sagen, bliver aldrig stueren”. Så havde det været synspunktet og ikke partiets medlemmer, der havde fået påklistret dette ikke-stuerent-mærkat.

Man skal helst gå efter bolden og ikke manden. Fordi der blev en masse ballade, og alle talte om det, statsministeren havde sagt, var der ikke mange, der snakkede om – eller overhovedet kan huske - hvorfor han havde sagt det.

DEt HAR det snart afgående medlem af den radikale folketingsgruppe Marianne Jelved gjort i et afskedsinterview til Weekendavisen.

Hun fortæller, at statsminister Poul Nyrups reaktion kom, efter at formanden for Dansk Folkeparti fra Folketingets talerstol havde udtalt, at ”hele indvandrerfamilier skulle kunne straffes for enkeltpersoners lovovertrædelser”.

Jelved synes, at Nyrups bemærkning var på sin plads - hun var ligeså forarget, som ham.

DET KAN være vigtigt at tilføje, at det er jo, når man er mest forarget, at man skal tænke sig om. Modsat lige det mange gør, når man læser et Facebook-opslag, hvor afsenderen burde have ventet med at svare, til man har fået sit had-ophidselsessystem ned i gear.

MEN LAD os tage fat i udsagnet om at straffe hele familien for et familiemedlems forbrydelser.

Det er jo lige det, man gør, hvis man vil straffe den lille snes danske børn, der befinder sig især i den syriske flygtningelejr al-Hol, fordi deres forældre har udført krigsforbrydelser eller handlinger, der er rettet mod Danmark.

DET ER jo ud fra alle vinkler – menneskeligt, etisk, juridisk - et uanstændigt synspunkt og i strid med FN’s konvention om Barnets Rettigheder, som Danmark tilsluttede sig under regeringen Schlüter i 1980’erne.

Den danske nation kendetegnes bl.a. ved at varetage sine statsborgers interesser og tarv, og kommer danskere i problemer et eller andet sted ude i den store verden, yder Danmark hjælp og assistance.

Tænk på, hvordan vi ved coronaens begyndelsen i marts 2020 hentede turister og andre danske godtfolk hjem fra alle verdenshjørner med fly.

Nu tøver vi med at hente 19 børn og deres mødre med dansk statsborgerskab hjem fra et sted, nogle kalder helvede på jord.

FOR MANGE danskere er problemet deres forældre.

Hvis vi fokuserer på børnenes IS-fædre først, er de fleste døde eller sidder dømt og fængslet, og hvis der dukker en enkelt op, står vedkommende til lang fængselstraf for krigsforbrydelser og IS-terror.

Ifølge nyere dansk lovgivning giver det op til seks års fængsel blot at være rejst ned til IS-kalifatet.

Dertil kommer andre beviste forbrydelser. For eventuelle opdukkende fædres vedkommende bliver der aldrig tale om familiesammenføring.

OVENNÆVNTE lovgivning vil også ramme mødrene.

Så hvis de kommer med deres børn til Danmark, er der ingen tvivl om, at mødrene begynder deres nye liv i Danmark med et fængselsophold.

I den tid kan de selvfølelig se deres børn ved diverse besøgsordninger.

Hvad mødrene angår, ved dog ingen endnu, om de har begået noget yderligere strafbart.

DER ER mærkeligt nok endnu ingen myndighedspersoner fra den danske stat, der har besøgt lejrene og talt med de mødre, der har dansk statsborgerskab. Så vi ved kun noget om mødrene fra de dagbladsartikler og tv-indslag, som journalister har lavet.

Men disse journalistiske indslag kan have ringe sandhedsværdi, idet det er yderst tvivlsomt, om mødrene fortæller sandheden med IS-spioner lyttende overalt i lejren, hvor terror-organisationen har magt og kontrol i deres opbygning af et lejr-kalifat.

DERFOR SKAL den danske stat selvfølgelig ikke udelukke på forhånd at lade mødrene følges til Danmark sammen med deres børn.

Den bedste løsning er, at vi opfylder vore egne og vore internationale forpligtigelser og tager såvel børn som mødre til Danmark og løser problemerne derfra - på den måde, som skal være den danske. Juridisk, retfærdigt, medmenneskeligt og værdigt.

HVIS EN nuværende dansk statsminister, minister eller politiker derfor kommer til at sige, at de syriske børn må bøde for, at deres mødre ligger, som de redt, så indtager man et synspunkt, som i hvert fald ifølge en tidligere socialdemokratisk statsminister mener - ikke er stuerent.

NU BLIVER der så sendt en dansk arbejdsgruppe – kaldet taskforce – ned for at snakke med mødrene om forskellige løsningsmodeller.

Da regeringen har åbnet en dør for eventuelt at tage børnene til Danmark - uden at mødrene følger med - skal arbejdsgruppen selvfølgelig undersøge også den model - selv om mange mener, at det bliver yderst vanskeligt. Men der er allerede to børn fra lejren i Danmark.

De er her for at blive behandlet af vores sundhedsvæsen, og de er her uden deres mødre.

MÅSKE KAN det vise sig, at det vigtigste for mødrene er, at de får deres børn væk fra det liv, børnene lever lige nu.

I en flygtningelejr med mangel på alt – og en dagligdag fyldt med grusomheder.

For ca. halvdelen af børnene vil det være en tilbagekomst til et land, hvor de kan vokse op med mad, tilsyn, sikkerhed, fred og tryghed. For den anden halvdel vil åbne sig en ny verden.

OG HVIS nogle af de større børn er blevet hjernevasket af IS til uhyrligheder, skal vi have disse børn igennem en genopdragelse. På samme måde som man med succes efter Anden Verdenskrig brugte afnazificeringskurser overfor børn, der havde været med i Hitler-jugend.

Man lærer dem ganske enkelt demokratiske levemåder. Fjerner al den vold og de umenneskelige input, som IS har fyldt på flygtningebørnene.

DET KAN da godt være, at mødrene synes, det var et tilbud, de ikke kan sige nej til.

Børnene kommer til Danmark, og mødrene bliver i lejren. Uden sammenligning som sådan, men lidt på samme måde som før Anden Verdenskrig, hvor tyske jødiske familier sendte deres børn ud af Tyskland, eller engelske forældre, der ved krigens begyndelse sendte deres børn til USA, eller under blitz-krigen mod London sendte deres børn væk fra byen og ud på landet – væk fra de tyske bomber.

ARBEJDSGRUPPEN kan også fortælle mødrene om H.C. Andersens ”Historien om en moder”, der ofrer alt - også sine øjne - for at redde sit barn. Eller den vise og retfærdige kong Salomon, der salomonisk fandt den sande mor blandt to, fordi hun ikke ville have delt barnet med sværdet, men frivilligt gav det til den anden kvinde for at redde barnet.

FOR DE fleste vil det være tæt på ubærligt at sende deres børn væk, men hvis man lever i et helvede og får muligheden for at give sine børn et liv, redde dem fra vold, mishandling, sult, overgreb, og opdragelse til umenneskelige handlinger, så tror jeg faktisk de fleste vil sige: Nu er valget noget lettere.

DEN DANSKE taskforce-gruppe kan også fortælle mødrene om Svend Brinkmanns nye bog ” Vi er det liv vi lever”.

I den står: ”Vi kan ikke nødvendigvis frigøre os fra vore tidligere handlinger, men at det er en livsopgave at tage skæbnen på sig, og forholde sig til sin livstråd, som individet ikke nødvendigvis er ophav til”.

At være stueren handler også om værdighed.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden