Barren for DR-udsendelser er sat så lavt, at selv en skrubtudse kan springe over
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:43
Af Hans Mathiasen, Højtoften 11, 9600 Aars, hansedna@hotmail.com
Hvem sagde public service?
Fredag aften (25.9.) var på mange måder som andre. Godt sat til rette i sofaen, avisen læst og kaffen hældt op.
Kunne da også lige tænde tv og se hvad der ”serveredes” på DR1. Lidt public service måske?
Men nej. På menuen stod ”Alle mod 1”, som var godt begyndt. Kom ind, hvor opgaven bestod i at gætte, hvor mange liter vand der kunne pumpes i en vandseng, før den brast - vist 3600 liter, blev det til. Dejligt, så ved vi det!
Næste opgave bestod i, at en person skulle ligge på ryggen, tage en vandmelon mellem knæene og knuse den til skallen sprængtes, og det røde kød sprøjtede ud!
Til den konkurrence var indhentet et par bodybuildere med svulmende benmuskler samt et par ”kendisser”, nemlig Anders og Peter Lund Madsen (altid rart at se nogen, vi kender).
Her bestod opgaven i at gætte hvor mange vandmeloner holdet kunne knuse på et minut!
Kun otte blev det til. Men dejligt, så ved vi også det!
Mads Steffensen præsenterede nu næste sjove gættekonkurrence – noget med, hvor meget ørevoks der kunne krattes ud af et menneskes øre. Det blev for meget!
Her stoppede festen – et tryk på knappen, sort skærm. Slut, ikke mere tv den aften.
En urolig nat, vågnede og kneb mig i armen. Havde jeg haft mareridt? Nej, det var den skinbarlige sandhed.
Måtte så gå i DRs arkiv og se, hvad konkurrencen egentlig gik ud på: Jo, 55 mennesker med en gennemsnitsalder på 44 år skulle have al ørevoks krattet ud, og gættet skulle nu være hvor mange gram der var til sammen!
Resultat: 4,6 gram. Dejligt, så ved vi også det!!
(Skulle der være læsere, der ikke har set udsendelsen, kan den stadig streames).
Synes, at barren for DR’s udsendelser efterhånden er sat så lavt, at en skrubtudse med lethed springer over.
Ser på diverse elektroniske medier, at et firma der hedder Q-grips annoncerer kraftig med rensning af ører.
Firmaet skriver i annoncen bl.a: ”Af alle ting er ørevoks faktisk en af dem, der kan medføre en alvorlig risiko for høretab og kognitiv tilbagegang”.
Her er det så meningen at få den nysgerrige til at klikke videre for flere oplysninger. (Har ikke prøvet, da i hvert fald min hørelse ikke fejler noget)
Kunne måske afslutningsvis foreslå DR’s ledelse at samle alle medarbejdere, inklusive generaldirektør og afdelingsledere osv., ”revl og krat”, som man siger. Få alle hoveder renset for ørevoks, saml det i én stor klump og lad Familien Danmark samles om kaffebordet gætte hvor mange kg det mon kunne blive til?
Den kognitive tilbagegang er det nok klogest at lade ligge!
Nu er ideen i hvert fald videregivet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.