debat

Beskæmmende at racisme stadig findes i Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Finn Reske-Nielsen, formand for FN-forbundet, Nordjylland, tidligere assisterende generalsekretær i FN, Snedkergyden 6, 9000 Aalborg, finnreskenielsen@gmail.com

Det er nok der færreste, der ved, at vi i dag (søndag 21.3.) markerer FN’s internationale dag for bekæmpelse af racistisk diskrimination.

Dagen giver anledning til at reflektere over, hvad racisme er, og hvor Danmark står i forhold til bekæmpelse af denne modbydelige form for diskrimination.

I grundlovens paragraf 70 fastslås det, at ingen på grund af sin trosbekendelse eller afstamning kan berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder. Danmark ratificerede i 1971 FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination.

I denne konvention defineres racisme som fordomme baseret på race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse.

Jeg har selv på nærmeste hold oplevet det afskyelige apartheidsystem i Namibia, hvor styreformen frem til selvstændigheden i 1990 kun kunne beskrives som institutionaliseret racisme.

De hvide, en lille minoritet, betragtede sig selv som i enhver henseende overlegne i forhold til de 90 pct. af befolkningen, som var sorte, og havde i øvrigt sat sig på stort set alle landets ressourcer. En hvid person tjente i gennemsnit 11.000 dollar om året, en sort namibier på landet 63 dollar. De ”hvide” skoler modtog omkring 50 gange så mange ressourcer per elev som de ”sorte”.

Et andet sted i verden – Laos hvor jeg arbejdede for FN fra 2002-06 – rapporterede landets regering i sin første rapport til FN’s Menneskerettighedsråd om ovenstående konvention, at der ikke fandtes racisme i Den laotiske demokratiske Folkerepublik, hvortil Rådet tørt svarede: ”Der findes intet land, som ikke oplever racisme”.

Hvad med Danmark, hvor vi gerne bryster os med vores tolerance og frisind, og hvor racisme jo så er forbudt?

Desværre behøver man kun at følge den politiske debat kursorisk for at måtte konstatere, at fordomme mod folk af anden hudfarve end hvid (eller for den sags skyld med en anden religion end den kristne) florerer i store dele af befolkningen, inklusive i dele af den politiske elite. De sociale medier flyder over med racistiske udtalelser. Nogle mener endog, at mennesker af arabisk afstamning (for de flestes vedkommende muslimer) udgør en fare for det danske samfund og bør fordrives med al magt.

Ifølge Rigspolitiet, blev der i 2019 registreret i alt 569 hadforbrydelser i Danmark. Deraf var 312 (55 pct.) racistisk motiveret, mens 180 (32 pct.) var religiøst motiveret (heraf rettet mod Islam: 61 pct., rettet mod jødedom 28 pct.). Tallene har været stigende over tid.

Eksemplerne på racisme i hverdagen er mange. Hvorfor skal stillingsansøgere med ikke-dansk klingende navne indsende langt flere ansøgninger end dem med danske navne, før de får tilbudt et job?

Ifølge the Economist (11.3.) havde over 40 pct. af alle afrikanere i Danmark oplevet racisme inden for de seneste fem år. Hvorfor er det i almindelig tale negativt at være ’tosproget’ (man skulle vel mene, at det snarere var en fordel at tale mere end ét sprog flydende)?

Også i corona-sammenhæng synes racismen at finde vej: Der er generelt højere smittetal i landets ”ghettoer”, hvilket får mange til at mene, at det er fordi beboerne oftest er af anden etnisk herkomst end dansk, mens den virkelige forklaring snarere ligger i, at folk bor tæt i små lejligheder, har jobs hvor de er mere udsat for smitte, osv.

Det er beskæmmende, at racisme overhovedet findes i Danmark.

Lad os bruge dagen i dag til at tænke over, hvordan vi sammen kan bekæmpe den i alle dens forfærdelige afskygninger.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.