Betyder det noget, hvordan vi opfører os over for hinanden?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:13
Af Tina Davidsen, Brettevillesgade 7B, 9000 Aalborg, tinadavidsen1970@yahoo.com
VERMUND: ”Der står en bimbo-blondine!
I ved godt, sådan én, der er smurt ind i selvbruner, og som når hun udtaler sig (ofte i et tarveligt og sindsforladt sprog), afslører, at det ikke er findyrkelsen af intellektet, hun har gjort mest ud af, for hun har haft alt for travlt med at lade den indre svinehund komme til orde”.
Er det nedladende eller ufint at kalde folk for, ”bimbo-blondine”, spørger nogle kanske.
Nej, ikke det mindste, hvis man spørger bimbo-blondinen fra Nye Borgerlige, Pernille Vermund, som er kommet i voldsomt stormvejr for sit sprogbrug i en dokumentar, hvor damen bruger ordet ”perker” om en arabisk udseende person.
Efterfølgende kommer bimbo-blondinen med denne håbløse udtalelse i en artikel i Berlingske (20.12.), om, at ”det må vel være det samme som for en ”neger” som med en ”perker”, man kalder dem jo bare dét, de er, og de kan jo bare lære at sige ”pyt”...
Nå, men pyt med intellektuelt fattige og temmeligt tarvelige bimbo-blondiner, også de politiske af slagsen. Næ, lad os hellere løfte os op, der hvor bimbo-blondiner aldrig færdes, nemlig i et højere filosofisk perspektiv.
Betyder ord virkelig noget? Betyder det noget, hvordan vi opfører os over for andre, hvad vi bidrager med til vores samliv, har vi et ansvar for eller en mulighed for at gøre verden til et bedre sted ved vores ord og gerninger?
Vi kunne jo passende bruge juletiden til at bekræfte at, ja, man både kan og skal gøre en forskel for verden og for mennesker ved at opføre sig som ”et ægte menneske”.
For i denne søde juletid, hvor vi så stolt ”fejrer de kristne traditioner” her i Gamle Danmark, som mange jo ønsker ”skal bestå” med de elskede traditioner, den gode julemad og de smukt indpakkede gaver, så skal vi jo især huske på, at julen er hjerternes fest.
Og ikke mindst, så er julen kærlighedens fest, for vi fejrer jo Jesu fødselsdag, den ultimative humanist, som viste os, hvad et ægte menneske er. Et ægte menneske elsker alle slags mennesker, uanset religion, race eller hudfarve. Et ægte menneske dømmer eller fordømmer aldrig, men lever sit liv som en menneskekender ved at gå andre i møde, tale med dem, udveksle med dem, røre ved dem. Et ægte menneske bruger aldrig sine ord på at såre, nedgøre eller umenneskeliggøre, for et ægte menneske kender ordets kraftfulde og magiske evne til at lyse andre mennesker op, få dem til at føle sig som guld, give dem håb og opmuntring og værdighed.
Og hvor er der dog mange mennesker som har behov for at vi alle efterlever Jesus’ eksempel og bestræber os hver eneste øjeblik på at opføre os som ægte mennesker overfor vores medmennesker.
Særligt her i juletiden er der mange, som går rundt med ondt i sjælen og stikken i hjertet over at julen ikke skal fejres med dem, man elsker mest.
Måske har man mistet en af sine nærmeste, måske har man ingen familie, måske sidder man i en gummibåd på Middelhavet på vej væk fra krig og terror og social elendighed, måske bor man på plejehjem og ingen børnebørn kommer på besøg for at udveksle julegaver og kysser de bløde, porcelænsfine kinder, måske ligger man i en hospitalsseng og kæmper med alvorlig sygdom, måske er man udsendt som soldat og tænker mere på at undgå missiler og landminer end på juleand og flæskesteg.
Hvorom alting er, så får alle mennesker det bedre af at blive mødt med kærlighed, respekt og værdighed. at blive talt ordentligt til.
Verden bliver unægtelig et bedre sted, hvis vi alle husker at opføre os som et ægte menneske og taler ordentligt til hinanden, for så gør vi både os selv og andre til bedre mennesker.
Så pyt med bimbo-blondiner og deres tarvelige mangel på humanisme og empati.
Glædelig jul til alle!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.