Børn mistrives – og vi er magtesløse

Der synes at herske en enighed om, at unge mennesker i dag mistrives i højere grad end tidligere.

Det er svært at vurdere, om det er rigtigt, og det afhænger jo også af, hvor langt man kigger tilbage.

Men det kan have noget på sig, at mistrivselen i dag i hvert fald antager andre former end tidligere.

Et konservativt bud på årsagen til den ”nye” form for mistrivsel er fraværet af en klar kulturel ramme om børnenes opvækst, sådan at børnene og de unge oplever for få konstanter i form af skikke, identitet m.v.

Det animerer, at børnene og de unge i langt højre grad end tidligere skal forholde sig til store og små spørgsmål om alt lige fra, hvad der skal på bordet til aften til hvilken seksualitet og kønslig identitet, den enkelte unge vil abonnere på.

Dette bud har nok noget sandt i sig, og det foldes så fantastisk ud i Merete Riisagers nylige bog ”Selvbyggerbørn”, hvor hun er inde på, at fraværet af tydelige voksne, der anviser en sti i livet, efterlader børn i en situation, hvor de skal skabe alt selv. Med forventelig frustration og det, der er værre, til følge. Men det er ikke hele svaret. I denne sekulære tid hersker en klar overvurdering af individets magt.

Når individet er i stand til snart sagt hvad som helst, f.eks. til at kontrollere de dele, der tidligere sås overladt til guddommelige kræfter, medfører det et ulideligt præstationspres på den enkelte. Et pres, ingen i længden kan leve op til, og som vi virkelig skal nære os for også at lægge på vores børn og unge.

For at handskes afvejningen at agere ansvarsfuldt og voksent, og dermed ikke apatisk, på den ene side – uden at agere overoptimistisk på individets vegne på den anden side – er vi nødt til at fokusere nærmere på individets handlerum, og det i et rationelt perspektiv.

Afsættet tager jeg i inspiration fra en uventet kant; den tyske sociolog Ulrik Beck.

Allerede i 1986 talte han om ”risikosamfundet”, altså at samfundets fremskridt producerer en masse risici. Beck har en klar pointe i de øgede risici. Men hvor han fokuserer på velfærdssamfundet og individualisering som primær producent af risici, vil jeg hævde, at den teknologiske udvikling er primus motor i udviklingen af risici.

Jeg vil således mene, at den teknologiske udvikling gør individet i stand til at forårsage en forøget mængde skade i forhold til tidligere.

I den helt banale ende har den teknologiske udvikling de seneste 100 år kraftigt forøget den støjskade, et individ kan forårsage på sine omgivelser.

Bare de seneste 20 år er udviklingen gået fra almindelig høj musik til, at den enkelte i det offentlige rum kan frembringe musik med diskoteksstyrke. Det stiller i øvrigt nye krav til vores moral.

I den mere alvorlige ende: Forestil Dem f.eks., hvor relativt let et menneske kan tage livet af en lang række mennesker, trods diverse terrorbekæmpende foranstaltninger.

Ene person kan man for eksempel forgifte drikkevandet i en mindre by, sabotere trafikken ved udkast fra en motorvejsbro – samt iværksætte en lang række ulykker, jeg ikke er i stand til at forestille mig.

Det lod sig ikke gøre i samme omfang for 100 år siden. Om end f.eks. ildspåsættelsen altid lurede.

Jeg vender tilbage til konsekvensen af denne teknologiske udvikling af den enkeltes skadespotentiale.

Hvis vi anskuer individet som et punkt, hvorom der er et antal koncentriske cirkler, kan disse cirkler symbolisere graden af nærhed til individet, målt i tre dimensioner: Tid, rum og relationelt.

I de yderste cirkler finder vi de problemstillinger, individet ikke med nogen fornuft kan siges at have indflydelse på.

Det gælder problemstillinger som klimaet, globale miljøproblemer, risikoen for atomkrig osv. Her må vi erkende – uanset hvor frustrerende det er – at vi som individ ikke har nogen betydning.

I de inderste cirkler er individer, forhold og problemstillinger, som vi som individ kan påvirke både positivt og negativt, sig. Det er vores familie og venner.

Også vores næste, vi konkret møder på vores færd.

Det er også helt lokale miljøproblemstillinger, f.eks. renholdelse i andelsforeningens fællesarealer. Ja, vores lokalsamfunds trivsel i det hele taget.

I de midterste cirkler bevæger de forhold sig, vi som individer kan påvirke negativt, men ikke mærkbart positivt. Det drejer sig om lidt fjernere individer. Miljøproblemstillinger i lokal skala, for eksempel det lokale grundvand osv.

Disse forhold kan man som enkeltindivid sabotere – f.eks. ved konsekvent at dumpe kviksølvbatterier i haven el lign. Men man kan ikke med rimelighed siges at være i stand til at redde det lokale miljø, fjernere individers skæbne og så videre.

Det er min påstand, at den teknologiske udvikling har øget mængden af de midterste cirkler. Altså mængden af mennesker og forhold, vi kan påvirke negativt, men som det ikke står i vores magt at påvirke mærkbart positivt.

Konklusionen er, at vi skal koncentrere vores ambitioner om at gøre en positiv forskel, ja, vores godhed, om de inderste cirkler. Vores menneskelige relationer, nærmiljøet. Vores næste. For de midterste cirkler skal vi hvile i, at ambitionen for det gode er, at vi ikke forvolder skade. Ved at agere gode samfundsborgere, forretter vi ikke skade på det lokale miljø, regionalsamfundet osv. For de midterste cirkler og især de yderste skal vi desuden lære at hvile i, at vores indflydelse er begrænset. Vi kan og skal ikke redde verden på disse parametre.

Vi skal slet ikke involvere vores børn deri. Konsekvensen er uundgåeligt stress, tristesse og apati, når det viser sig ikke at lykkes, for så har den enkelte jo lod i skylden herfor.

Jeg hørte forleden et argument for at koble børnenes miljøbevidsthed til klimakampen: ”Det er fedt at være en del af en stor bevægelse.”

Nuvel, mange har gennem tiden mærket glæden og opstemtheden ved at marchere i takt. Men hold venligst børnene udenfor.

Så: Den teknologiske udvikling gør os i stand til at forvolde mere skade end tidligere. Men vi må ikke forveksle det med, at vi i højere grad kan ”redde verden”. Her er vi fortsat helt magtesløse. Som vi altid har været. Der kan selvfølgelig være pligtetiske positioner, der tilsiger f.eks. ”god klimaadfærd”. Men vi må ikke give børnene ansvaret for at redde verden.