Børnene først - forældrene sidst?

Det er rigtig godt, at der fra Socialministeriets side kommer fokus på at hjælpe udsatte børn. De har om nogen krav på en ordentlig behandling og en god opvækst.

Når det er sagt, så hører nok også meget af lighederne op. For hvad vil det sige at have en god opvækst?

Det kan bestemt være nødvendigt at anbringe børn, og det skal også gøres. Men jeg må sige, at der er så mange andre muligheder. Hvor mange børn synes egentlig, at deres forældre er dårlige forældre? Mange børn er ekstremt loyale over for deres forældre - ja, det er de fleste vel. Hvordan er det så at opleve, at nogle pludselig taler dårligt om éns forældre og siger, at de ikke kan tage vare på én? Dem, som oftest er éns faste base og altid har været der for barnet?

Det er et voldsomt indgreb. Det kan godt ske, at man bliver anbragt fra noget, som ikke er godt. Men man bliver også anbragt til noget, som man ikke kender, og som fører til brud på mange områder.

Selv om forældrene har det svært, har barnet kammerater, skole, fritid og nærmiljø, som også betyder noget. Og ikke mindst familie.

En tvangsanbringelse medfører desværre ofte også, at man ikke har regelmæssig kontakt til sine søskende og øvrige familie. Det er et voldsomt tab af relationer. Hvorfor bliver der ikke talt om, at man kan støtte og hjælpe i hjemmet? Her taler jeg ikke kun om en familiebehandling, men at man går ind og kompenserer forældrene, måske fast eller i perioder.

Eller bare supplerer forældrene? Med den viden, vi har i dag om relationer, og hvor vigtigt det er for børn, at der er et godt samarbejde omkring dem, er tvangsanbringelse jo lige det modsatte. Nemlig at der ikke er et godt samarbejde, og nogle har bestemt noget, som andre (forældrene og måske også barnet) ikke er enige i. Barnet er en del af en familie, og det vil vi i Kristendemokraterne have fokus på, når udsatte børn har det svært.