Coronakrise kræver et styrket internationalt samarbejde

CORONAVIRUS: Som vi alle har bemærket, har der i gennem de seneste mange år været et stigende fokus på det nationale.

Vi fokuserer på os selv, vi lukker grænser, vi er os selv nok. Danmark er et dejligt lille smørhul, hvor vi kan glæde os over vores rigdom, vores velfærdsstat, vores politiske stabilitet.

Netop i denne tid, hvor det danske samfund er lukket ned på grund af corona-pandemien, og hvor også mange andre lande har lukket af for omverdenen, kunne man forledes til at tro, at netop det at se indad er vejen frem.

Præsident Trump har talt om ”den kinesiske influenza”, som om det var Kinas skyld, at USA og andre store dele af verden også lukker ned.

Men det er jo ikke det, det handler om.

Tværtimod - som med mange andre aktuelle udfordringer - er løsningen netop at styrke det internationale samarbejde.

Covid-19 respekterer ingen grænser, og det er kun ved, at vi alle står sammen, i vores respektive lande og landene imellem, at der kan findes en løsning, hvor de menneskelige, økonomisk og sociale konsekvenser af pandemien kan begrænses. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, spiller allerede en vigtig rolle ved bl.a. at forsøge at koordinere de mange nationale sundhedstiltag, som er absolut nødvendige i de kommende uger og måneder.

Der er behov for en global indsats over en bred kam, så det ikke blot er de rige lande i Vesten, der forsøger at tackle de sundhedsmæssige problemer, men i mindst lige så høj grad de fattige lande, som grundet svage og underudviklede sundhedssystemer hurtigt bliver overvældet af de udfordringer, som smittespredning uvægerligt vil føre til. Konfliktlande og de store, tætbefolkede flygtningelejre vil blive særlig hårdt ramt. Og hvad hjælper det, at de rige lande (formentlig) relativt hurtigt får virusset under kontrol inden for deres egne grænser, hvis smitten accelererer uhindret blandt millioner af mennesker i de fattige lande? At forestille sig at de rige lande vil være isolerede fra dette, er totalt urealistisk.

Der er, som FN’s generalsekretær Antonio Guterres udtalte for et par dage siden, behov for international solidaritet, ikke blot fordi vi alle har en moralsk forpligtelse til at hjælpe de svageste, men ud fra en egeninteresse, så virusset kan tackles effektivt. Det er i den sammenhæng meget positivt, at Folketinget netop, efter forslag fra udviklingsminister Rasmus Prehn, har bevilget 650 millioner kroner til at styrke de fattigste landes evne til at imødegå pandemien.

Men behovet for international solidaritet slutter ikke her. De økonomiske og sociale konsekvenser af pandemien vil være enorme og vil ramme de fattige lande endnu hårdere end de rige. Og i en globaliseret verden som vores vil alle føle konsekvenserne af en recession, også når den rammer i de fattige lande. Igen er det ikke kun et spørgsmål om et etisk ansvar, men også om en egeninteresse for de rige lande.

Det er nu på tide at have fornyet fokus på behovet for et styrket – ikke et svækket – internationalt samarbejde, så vi sammen kan tackle covid-19, både når det gælder de sundhedsmæssige og de mere langsigtede økonomiske og sociale konsekvenser. Samtidig kan vi måske også få øjnene op for de mange andre områder, hvor der er brug for en multilateral tilgang, hvad enten det drejer sig om krige, klimaforandringer, miljøtrusler, beskyttelse af menneskerettighederne eller international terrorisme, for nu blot at nævne nogle få eksempler.