Coronakrise sætter arbejdsmiljø under hårdt pres

Af Brian Andersen, Amagergade 13, 9000 Aalborg, Brianandersen@outlook.dk

CORONAKRISE:Alt er under forandring under coronatiden, selv arbejdsmiljøet. Nu er kravet for at møde på arbejdet, at man er negativ og lugter af sprit. Jo, lidt humor er der behov for i disse triste tider.

Men både corona og arbejdsmiljø er meget alvorlige emner, som der skal handles konsekvens på.

Arbejdsmiljøet er både fysisk og psykisk under pres ved hjemmearbejde og nedlukning.

Mange får fysiske problemer, fordi de ikke har de rettet kontormøbler, men sidder ved køkken- eller stuebordet, hvor hverken bordet eller stolen er indstillet til en arbejdsdag på otte timer.

De unge ligger måske på briksen på værelset i stedet for at have borde og stole, som er korrekt indstillet.

I skolen er undervisningspladserne jo indrettet til undervisning en hel dag. Der er fare for, at de fysiske skader sætter sig som kroniske skader, som ikke kan helbredes.

Og hvordan forholder man sig til en eventuel arbejdsskadeserstatning? Er der fuld dækning, som hvis man var på sin arbejdsplads?

Hvordan kan sikkerhedsrepræsentanter, tillidsrepræsentanter, fagforeningerne og arbejdstilsynet sikre, at arbejdsforholdene er i orden i henhold til arbejdsmiljøloven?

På det psykiske område er kontrollen ligeledes meget vanskelig at udføre, for man har jo ikke adgang til at komme i de enkeltes hjem i tide og utide.

På arbejdspladsen har arbejdstilsynet ret til at kunne komme både som et anmeldt eller et uanmeldt besøg. Udover at næsten enhver arbejdsplads har en sikkerhedsrepræsentant og tillidsrepræsentant, som i det daglige kan følge det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

På det psykiske område vil man ved hjemmearbejde ikke have samme tætte og nærværende sociale kontakter, som jo er en vigtig del af ens arbejdsdag og dagligdag.

Det er jo netop det, man savner ved ledighed, at man mangler de sociale fællesskaber med kolleger omkring nogle fælles arbejdsopgaver og en fælles dagligdag.

Ved ikke at komme på arbejdspladsen kan man jo heller ikke udveksle oplevelser ægtefællerne imellem om hvordan det er gået på éns arbejdsplads, ligesom man i forhold til børnene jo ikke kan spørge, hvordan det er gået i skolen.

Den snak, man har med kollegerne, ligesom den snak, børnene og de unge har sammen med deres skolekammerater, mangler jo også.

Hvordan påvirker det den enkelte psykisk på kort og langt sigt? Samtidig kan det jo være svært at være samlet hele familien i éns hjem, hvor man jo ikke er sammen alligevel, fordi man enten har arbejdsopgaver eller skolearbejde der skal laves, samtidig med at man helst skal blive hjemme uden at komme ud.

Det tror jeg kan skabe unødvendige konflikter.

Jeg tror på, at både de fysiske og de psykiske gener vil være forbigående, da det trods alt er i en kort periode. Men i forhold til fremtiden er det vigtigt, at man ikke lader sig presse til hjemmearbejde og hjemmeundervisning, uden at man har for øjet, at det fysiske arbejdsmiljø og det psykiske velværd skal være på plads.

Hjemmearbejdspladser og hjemmeundervisning er ikke løsningen, men en nødvendighed for at få udryddet corona.

Nærvær, omsorg og fællesskabet skal ikke være med afstand i fremtiden og familier skal ud blandt andre for at hente inspiration til at være sammen på en god måde. Der skal være forskel på, om man er på arbejde, eller man holder fri. Det skal være to fysiske adskilte steder.