Coronapas stinker langt væk af adfærdskontrol

Af Axel René Aubertin, pensioneret praktiserende læge, Bækkedalsvej 24, 9520 Skørping. aubertin@dadlnet.dk
FRIHED:Jeg vil på ingen måde hæve mine arme over hovedet i begejstring over chefredaktør Karen Keinickes leder (3.4.), ”Coronapas lugter mere af frihed end af kontrol”.
En leder om coronapas og frihed, som må være skrevet uden omtanke for fortidens politiske fejltagelser.
Coronapas er og bliver en adfærdsregulerende foranstaltning, som man kun oplever i totalitærstater og kan faktisk sammenlignes med krigstidens ”Ausweis” skabt til Identitet og Identifikation af personer i Nazityskland.
Derfor skal vi ikke have ”coronapas” i Danmark.
Chefredaktørens argumenter for dette ”Ausweis” må bunde i uklogskab og manglende forståelse for vores grundlovssikrede og menneskeretssikrede frihed.
Coronapasset vil kun sikre frihed for den ”elite” i samfundet, som aktuelt er vaccineret eller accepterer samfundets testtyrani, skabt af et politisk administrativt skrækscenarie for en virusinfektion, der af uafhængige lægefaglige behandlere beskrives som en mild til moderat virusinfektion, som for de fleste smittede ikke kræver hospitalsbehandling. (Statusartikel i Ugeskrift for Læger).
Covidsygdommen er således en virusinfektion på linje med influenza. Mig bekendt blev der ikke krævet ”influenzapas” ved influenzapandemien i 2009.
Et coronapas har på ingen måde helbredsmæssig eller folkesundhedsmæssig værdi.
Tværtimod vil det forhindre en normalisering af samfundslivet og begrænse de vilkår som WHO’s definition af sundhed angiver.
”Sundhed er en tilstand af fysisk, psykisk og Social velvære og ikke blot fravær af sygdom”.
Dette er baggrunden for vores velfærdssamfund, folkesundhed og ikke mindst livskvalitet.
Coronapasset er en hån mod vores frie liv og vil kun give et frihedsprivilegium til nogle få borgere.
Bemærk, at den store gruppe af borgere, som har ”overlevet” covidsygdommen ikke kan få coronapas, idet Sundhedsstyrelsen ikke tilbyder covidantistoftest og ej heller sikrer, at Apovac, apotekets antistoftest, bliver registreret på Sundhed.dk, og således må godt 500.000 danskere undvære et coronapas.
Coronapas er en intimiderende foranstaltning og stinker af adfærdskontrol.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.