Cykelryttere er vanvidscyklister, der tilsidesætter alle færdselsregler

SPORT: Der er så meget, jeg ikke forstår…

Fruen i huset – Hjemmestyret, som jeg kalder hende – styrer ikke så meget i øjeblikket.

Hun er sportsgal og har nu hele sommeren siddet klinet til tv-skærmen og er tilfreds, hvis jeg bare stiller en skål mad ind til hende med jævne og passende mellemrum.

SÅDAN ER et ægteskab nemlig også.

Det kan kun fungere, hvis man giver plads til både særheder og perversiteter.

Så jeg tuller rundt, laver mad og nipper blomster i haven, der netop nu stortrives. Og når det skal være lidt festligt, åbner jeg flaske vin eller to i solen. Hvidvin eller rødvin. Ikke rosé. For det stærkt stigende forbrug af rosé er bare et tegn på, at landets kvinder er begyndt at drikke som svin.

Det er ligestillingen, der nu er slået fuldt igennem.

JEG ER sportsblind. Jeg forstår det simpelthen ikke. Og når jeg ser de småfede, bøvede fodboldfans, der hellere kaster med øllet end drikker det, er jeg dybt taknemmelig for, at jeg ikke er sportsmand.

Ikke fordi jeg har noget at lade nogen høre.

Jeg er selv småfed, men på den fede måde, hvis De forstår.

DET HANDLER om pli og værdighed.

Hvis man skal drikke, skal man altså også kunne bære branderten og ikke møve sig ind foran ethvert fjernsynskamera.

Det ville klæde sportsfolket – og ikke mindst sportskommentatorerne – med lidt værdighed, ophøjet ro og ”stiff upperlip”, så de ikke bare lader sig rive med af stemningen.

FRUEN ER heller ikke så begejstret for kommentatorerne. De danske, især. Det har hun fundet en god løsning på. Hun ser sport på tysk tv. Hun er nemlig fra Grønland – og deroppe lærer man ikke tysk i skolen.

Forleden vandt en mand fra Glyngøre et cykelløb i Frankrig.

Det var ifølge kommentatorerne alt lige fra historisk, episk, ikonisk og vanvittigt. Det var simpelthen vanvittigt vanvittigt.

HER ER jeg for en gangs skyld enig med kommentatorerne. Det er klogt sagt, for cykelløb er jo det rene vanvid.

Cykelløb er en af de mest samfundsgenerende sportsgrene. Sportsudøvere, der som uopdragne børn leger på vejen. De skulle have et dask med en våd søndagsberlinger, skulle de. Og så gennes indenfor og i seng uden aftensmad i et mørkt rum, hvor vi andre ikke kan se dem.

CYKELRYTTERE ER vanvidscyklister, der tilsidesætter alle færdselsregler.

Og akkurat lige som tilfældet er med vanvidsbilister, bør man konfiskere køretøjet til fordel for statskassen. Lige på stedet.

Når man hører, hvilke vanvittige beløb sådanne cykler koster, skal det nok lægge en dæmper på festlighederne.

Og ellers kan vi jo bare sætte skatterne ned.

JEG ER som sagt sportsblind.

Jeg forstår ikke, hvorfor det er vigtigt at være den bedste i verden. I morgen eller til næste år, er der jo en anden, der er bedre.

Så det er skønne spildte kræfter.

JEG TROR heller ikke, at man får et godt liv, når man hele tiden skal konkurrere med andre. Så bliver man jo aldrig tilfreds.

Det er den slags, som skaber sygdomme som anoreksi og stress, fordi man altid bare vil noget mere i forhold til andre.

Så tror jeg mere på selvtilfredsheden. Det at være glad og hvile i sig selv – og ikke have alt for travlt.

Det handler bare om at tro på sig selv – og det gør jeg til fulde.

I mit eget selvbillede er jeg nemlig ikke en småfed undermåler, men en høj, flot mand – og så er jeg revnende ligeglad med, hvad andre måtte mene om den sag.

God, fortsat sommer…